der forener Havets Draaber.

Kun en kort Tid dvæler Sneen paa Bjergets heldende Flader, snart drager Tyngden den ned fra den ophøiede Plads, og da styrter Lavinen larmende ned i de udstrakte, stedse sneefyldte Bjergkløfter, i hvilke Gletscherne have deres Kilde. Skridt for Skridt vandrer nu Sneen som en Deel af Gletschernes Masse videre ned imod Dalen, idet den understøttet af Solens Varme sønderdeler Bjergets

Overflade, paa hvilken den hviler. I Dagens Løb smelter nemlig Solen Sneens Overflade, Vandet trænger i Dybet og fylder hver lille Revne i Klippens Væg og hver Aabning i Gletscherens. Masse. Da er der Liv i Bjergets sneedækkede Regioner, og Tusinder af Bække føre hurtigt det let= bevægelige Vand ned imod Dalen. Men alt inden Solen har skjult sig bag Horizonten, dræber en isnende Kulde det Liv, som Solens Varme fremkaldte. Bækken standser da atter sit Løb, og i den vinterlige Nat hersker der dyb Stilhed, imedens Vandet fryser i hver Revne og ved sin Udvidelse sprænger Stenen fra Klippen og skyder Gletscheren et Skridt ned imod Dalen. Naar nu Dagen atter bryder frem, og Solen paany smelter Isen i Klippens Revner, da styrter den løsnede Klippeblok ned i Dybet og gjør saaledes det første store Skridt paa den lange Vandring, som den skal tilbagelægge, forinden den naaer Havets

Bred. Steen for Steen løsnes saaledes Bjergets Masse og drages i Tidernes Løb ned i Dalen. De Klippeblokke, som ei styrte sig i Gletscherens iskolde Favn og af denne langsomt føres ned i Dybet, sønderdeles yderligere ved` Vandets stadige Indvirkning og skylles_om= sider som Sand og Gruus af Regnen og Sneevandet ned imod Dalen.

Men det er ikke alene i Bjergenes høie Regioner, at Havet i Sneens og Regnvandets Form virker opløsende og sønderdelende paa Jordens faste Land. Enhver Regndraabe, der falder paa vore Marker, opløser endeel af Jordens Bestanddele, og med sin ringe Skjærv iler den til Kilden for atter at føres til Havet igjennem Bækkens bugtede Leie. Og kunde vi nøie betragte Jorden, der nu dækkes af det stærke Sneedække, da vilde vi finde den gjennemvævet med fine Jiskrystaller; enhver af disse har ved sin Dannelse sprængt Markens Gruus i endnu finere Dele end de, af hvilke det alt bestød, og med forøget Kraft vil i Sommerens Løb Vandet understøttet af Solens Varme virke opløsende paa den fiintdeelte Jord. Saaledes svinder da Aar for Aar Jorden under vore Fødder, og Bjergets kneisende Tinde sænker sig ned imod Dalen, saa at i Aarenes Løb Solens Straaler ville kunne trænge ind i mangen en Dal, der endnu aldrig er truffet af nogen Solstraale.

Hvad Regnvandet bortskyller og opløser af Bjerg og Dal, af Mark og Eng, føres til Flodens talrige Arme. Igjennem Ganges og Indus Flodens Leie vandrer saaledes det mægtige Himalaya til Havet, og disse Floders udstrakte Delta have tidligere været Dele af den store Bjergkjæde; Rhonen, Donauen, Rhinen og Pofloden føre Europas største Bjergkjæde Gran for Gran til Havet og have alt i Tidernes Løb dannet mangt et Sletteland, hvor tidligere Havet vuggede fine Bølger.

Mægtigt er det Kredsløb, som Solens Varme fremkalder i Luften thi i Aarets Løb løfter det 1600 Cubikmiil af Havets Vand til Skyerne, saa at Verdenshavet vilde sænke sig 5 Fod hvert Aar, hvis ikke Skyerne atter dryssede Regnen over Bjerget og Sletten, og Floderne ikke atter førte Regnvandet tilbage til Havet. Mangfoldige ere de Virkninger, som denne store Vandmasse udøver paa Jordens faste Land, forinden den atter vender tilbage til Havet; men ikke altid ere de lige iøinefaldende. Betragte vi de kolossale Steenmasser, som Gletscheren fører til Dalen fra Bjergets høieste Regioner, eller de store Klippeblokke, som Frosten løsner fra Bjergets Vægge, og som ved Foraarets Komme styrte ødelæggende ned i Dalen, da forbauses vi over Vandets stor= artede Virkninger, og dog ere de næppe mere omfattende end de, som

hvert Regnskyl ubemærket udøver paa vor egen Jordbund. Og staae vi ved Strandbredden, hvor den lille Bæk langsomt glider ud i havet, da tænke vi vel mindst paa, at hver af dens Bølger fører en ringe Deel af vor fædrende Jord ud i Havets Dyb. Men ved Jordens store Floder vise disse Virkninger sig paa en meget iøinefaldende Maade; store Landstrækninger ere i Tidernes Løb dannede der, hvor fordum Floden udmundede i Havet, og af de Bestanddele, som denne har røvet fra Landjorden og ved sin stærke Bevægelse holdt svævende i sin store Vandmængde. Og dog er den saaledes affatte Jord kun en ringe Deel i Sammenligning med den Deel, som Floden ustandset fører til Havet og afleirer i dens Dyb.

Men hvor betydelige end de Masser ere, som Floderne føre til Havet, danne de kun en forsvindende Deel i Sammenligning med Fastlandets Størrelse; thi Alt hvad Jordens samtlige Floder tage fra Fastlandet og føre til Havet i Løbet af en Menneskealder fylder kun en Tomme paa Havets Bund!

Mægtigere ere vel de Virkninger, som Havets Bølger udøve paa Strandbredden, om de end ikke kunne bringes under Beregningens Form, saaledes som de Virkninger, Regnvandet frembringer; thi imedens Havet hist og her i Stormskridt skrider ind over Fastlandet og graver sig store Bugter i den løse Strandbred, afleirer det paa andre Steder, hvor Bevægelsen er mindre stærk, en Deel af de Stoffer, som det har røvet fra Landjorden og som kun ved den stærke Bevægelse ere blevne forhindrede i at sænke sig ned paa Havets Bund.

Ere end de Virkninger, som Havet deels i Bølgens, deels i Sneens og Regnvandets Form udøve paa Fastlandet ringe i Sammenligning med Fastlandets Masse, naar vi maale dem for korte Tidsrum, ville de dog ikke destomindre blive meget betydelige for saadanne Tidsrum, som Jordens Udviklingshistorie lærer os at kjende. I Løbet af 2000 Aar vandrer Verdenshavets hele Vandmasse, som Regn og Snee over Fastlandet, og saaledes er alt i den historiske Tid en Vandmasse, tre Gange saa stor som den, samtlige Have rumme, igjennem Fløderne vandret til Havet. Hvo tvivler om, at ikke en saadan Magt skulde kunne efterlade sig kjendelige Spor paa Jorden? Og faalænge Solen vedbliver at sende Lys og Varme til Jorden, saalænge dens Straaler formaae mægtigt at forstyrre Ligevægten i Luften og Havet, saalænge vil ogsaa Fastlandet langsomt vandre ud i dette og omsider fuldkomment optages i Havet.

Men Solens Varme er ei den eneste Kraft, som virker paa Jordens Overflade; det faste Land, paa hvilket vi bygge og boe, danner kun en tynd og stjærmende Skal om Jordens glødende Indre, og mægtigt indvirker denne smeltede Masse paa Overfladens physiske Forhold. Op= satte vi Virkningerne i deres fulde Almindelighed, da er det Jordens indre Varme, som har frembragt og endnu stedse frembringer Ulighederne paa Jordens Overflade, bygger Bjerg og Dal og skiller Fastlandet fra Havet, imedens Solens Varme søger at tilintetgjøre hvert Spor af disse Virkninger, søger at drage Bjerget ned i Dalen og skylle Fastlandet ud i Havet. Der var en Tid, da Jorden som en mægtig glø= dende Draabe gjennemløb sin Bane om Solen; da fandtes hverken Bjerg eller Dal paa Jordens Overflade, hvor Alt var et glødende Hav. Men efterhaanden som Jorden blev afkjølet ved Udstraaling til Verdensrummet, og dens Overflade begyndte at størkne, opstode Ujevnheder paa denne, og hvad ere Bjergene vel andet end høist ubetydelige Ujevn= heder i Sammenligning med Jordens betydelige Størrelse; selv den fortrinligt støbte Kanonkugle viser større Forskjelligheder paa sin Overflade i Forhold til sin Størrelse, end Jorden frembyder i sine Bjerge og Dale. Idet Jordens Overflade størknede, dannedes altsaa dennes ujevn= heder derved, at Overfladen deels foldede og bugtede sig, deels revnede, naar den som en Følge af den vedvarende Afkjøling ei mere mægtede at indeslutte den smeltede Kjerne. Ühindret af nogen ydre Kraft fortfatte Jorden i lange Tidsrum denne fin bjergdannende Virkning; thi først da Afkjølingen var skredet saa vidt frem, at Vanddampe kunde fortætte sig af den tunge Atmossphære, og Vandet kunde samle sig i Overfladens Fordybninger, først da dannede Jordens Have sig, og fra dette Zieblik begyndte Solen ved Havets og Luftens Hjælp at ødelægge, hvað Jordens indre Varme havde bygget paa Jordens Overflade.

Og disse Kræfter ville vedblive at virke i Tidernes Løb, indtil enten Solen har tabt sit Lys og dermed Magten over Havet og Luften, eller Jorden ved Afkjøling har tabt saa meget af sin indre Varme, at denne ei mere formaaer at indvirke paa Overfladen. Taber Solen sit Lys, da vil Vinden gaae til Hvile og Kilden ophøre at risle, da vil Havet forvandles til en mægtig Jisflade og Luften leire sig som et nyt Hav over dette, indtil ogsaa dette Hav omsider stivner ved Varmeudstraalingens mægtige Indflydelse. Vintren vil da uindskrænket udstrække sit Herredømme over den hele Jord og alt Liv paa Jorden være fluft; thi hvorledes skulde dette kunne vedligeholde sig, hvor der ei findes noget bevægeligt Element. Jorden vilde da i Maanen have

et Forbilled paa fin fremtidige Udvikling; den vilde i Tidernes Løb, som en død Klode komme til at vandre igjennem Verdensrummets Mørke. Naar derimod den Varme, der endnu boer i Jordens Indre og ikke alene giver sig tilkjende i Vulkanernes Ildstrømme, men virker jevnt over den hele Jordskorpe, omsider ved Varmestraaling til Verdensrummet er trængt saalangt tilbage fra Jordens Overflade, at den ei mere formaaer kjendeligt at indvirke paa denne, da vil Solen være uindskrænket Herre paa Jorden, og da vil dens vedvarende Bestræbelse efter at jevne Overfladens Ujevnheder omsider bringe Jorden tilbage i en lignende Tilstand som den, af hvilken den nu er udviklet. Thi den vil da blive forvandlet til en Klode uden Bjerg og Dal, og Havet vil bedække dens hele Overflade. Da vil det Liv, der nu nøie er knyttet til Jordens faste Overflade, have ophørt at være, da vil det Liv, som Solen fremkalder i den uorganiske Verden, have slukt det, der rører fig i de organiske Skabninger, selv i dem, der nu i Følelsen af den Indflydelse, de udøve paa enkelte af Naturens Handlinger, kalde sig Herrer over Naturen.

Dog, hvo formaaer vel med Sikkerhed at slutte fra det Lidet, vi vide om Jordens Udvikling, til dens fjerneste Fremtid! Hvo indestaaer os for, at ikke selv de os ubegribeligt lange Tidsrum, som Jordens Udviklingshistorie lærer os at fjende, med Hensyn til den fremtidige Udvikling kun ere, hvad Minuttet er i Forhold til Aaret, hvad Timen er i Sammenligning med en Menneskealder. Og hvo vilde vel, efter at have iagttaget vort eget Legemes Udvikling i nogle Timer, ja selv nogle Dage, kunne slutte sikkert med Hensyn til dets fremtidige Udvikling; hvo vilde vel af Barnets gradvise Vært kunne; slutte sig til, hvad Alderdommen maatte bringe! Og kunde vel den, der kun havde levet fra Middag til Aften, roligt og tillidsfuldt see Lyset svinde, naar Intet i Naturen lod ham ane, at en kommende Dag atter vilde afløse Nattens Mørke; eller vilde den, hvis hele Biden var øst af Vinteraftenens svindende Lys og stigende Kulde, kunne drømme om Foraarsolens mægtige Virkninger? Ligesaalidt kunne da vi have nogen velbegrundet Mening om, hvad Fremtiden vil bringe; thi vi slutte fra Timen til Døgnet og fra dette til Aaret uden at kjende Døgnets og Aarets Tider. Kun Eet synes at fremgaae af al vor Viden, af vor hele Kjendskab til den store Verdens Udvikling, nemlig det, at Alt i Naturen viser en Stræben efter Trin for Trin at nærme sig et fjernt og ophøiet Maal, som intet menneskeligt Die formaaer at fatte. Lad derfor kun Videnskaben lære, at Solens Lys Aar for Aar vil svinde, at Mørket