Billeder på siden
PDF
ePub

Saaledes lyder Klagen giennem Tiden,
Man klage maa, det er just Tidens Aand,
Kun utilfreds med Nuet, og saa siden
Man venter Alt af Fremtids skjulte Haand,
Men naar den hulde Fremtid engang kommer,
Man kalder Vinter den og Fortid Sommer,
Før var man fri, nu tynge lænkens Baand.

„ Mod Vesten hen, hvor Guldets Strømme vælder Af Jordens Dyb som Sølverkilden klar!“ Du danske Ven, betvivl, hvad man fortæller, Den danske Ager Gyldenkornet har, I Danmark kan man Guld ved Arbeid vinde, Den Skat, som Californien slutter inde, Er ædel vel, men ikke dyrebar!

Bliv hjemme du, og pløi de danske lande,
En fager Jordbund giver fager Høst,
Om ogsaa Sveden perler paa din Pande,
Saa har du adlydt Blodets dybe Røst,
Til Danmarks Arne er din Tanke bunden,
Til Havet om vor Kyst, til Bøgelunden,
I fremmed Overflod du mangler Trøst.

„Nu blusser Rojen skjønt i Danas Have,
Nu fløiter inderligt den sorte Stær,
Og Bier deres brune Nectar lave,
Mens Drengen plukker af de røde bær,
Og med sin Pige gaaer den danske Beiler,
Mens over deres Hoved Maanen seiler ,
Og Nattergalen slaaer i grønne Træer!“

Du fjender Sangen, glem ei disse Toner,
Bliv bjemme du og nyd det danske Brød,
En ærlig Flid med Lønnen ærligt kroner,
Kun ligegyldighed fan ftabe Nøb,
Ved bort at drage maa du Sproget miste,
Og Venskabs Ømhed, hellig til det Sidste,
Og Graven under Bøgen ved din Død.

At eie Guld, der kan i lommen rangle,
Er ikke nok til Sindets gyldne Fred,
Skal livet andre Interesser mangle,
Da spirer Savn og ei Lyksalighed,
Alverdens Skat kun føder dybe Sukke,
Naar ei man magter, selv at kunne plukke
Den mindste Blomst i livets fagre Bed!

Mod Besten hen!“ lad det for Dret lyde
Som Taabens Ord, der ingen Mening har,
Du Eftertankens Frugt af Grenen bryde,
Den hulde Green, som Kundskabstræet bar,
Lad ikke Drømmens Glands dit Die blinde,
Den Skat, som Californien slutter inde,
Er æbel vel, men ikke dyrebar!

Beppo.

Et Blik ud i fremtiden.

u er det Vinter; den nordiske Natur har iført sig sin Høitidsdragt, over Mark og Eng har Sneen udbredt sit blendende hvide Tæppe, og over Skovens nøgne Krone har Rimen spredet saa fiint et liin, at selv den svageste Luftning truer med at løfte det. Hvor i Sommerens løb Skibet vuggede sig paa Havets Bølger, har Ssen bygget sin skrøbelige Bro, paa hvilken

den lette Slæde iler over det frygtede Dyb, og hvor vi tidligere lyttede til Bølgernes eensformige Sqvulpen, afbrydes Naturens dybe No kun en sjelden Gang, naar Havet stønner

under Vægten af den mægtige jis. Solen har alt skjult sin store og matlysende Skive bag de fjerne Bakker og Skove, der tegne sig skarpt og mørkt mod Aftenrødens orangefarvede Lys, og paa den østlige Horizont stiger Fuldmaanen rolig og kold frem over den udstrakte Jisflade, imedens Stjernerne tænde deres funklende Lys paa den klare og dybe Himmel. Det er saa taust og alvorsfuldt i Naturen, naar den korte Vinterdag viger for Nattens lange Timer; ingen Sangstemme lyder os da imøde fra Skovens tilslørede Krone, og ingen rislende

[graphic][ocr errors]

Bæk leger med Maanens skuffende Lys; fun Aftenklokken, der toner alvorsfuldt gjennem Mørket, og det fierne Lys, der sender sine Straaler igjennem den frosne Rude, minde endnu om, at Naturen ei tilfulde hviler.

Den Virksomhed, som Sommersolens Lys og Varme skabte i den organiske Verden, er standset af Vintrens Kulde; Skovens løv og Markens Grønsvær ere faldne til Jorden og fortærede af Tidens skarpe Tand; der findes Intet i den vinterlige Natur, hvorved Skovens Fugle og Markens Qvæg skulde kunne friste Livet, og kun den, der har høftet og samlet, hvad Sommeren har frembragt, formaaer at modstaae den nordiske Vinter. Det liv, der endnu rører sig i den organiske Verden, er en Virkning af Sommersolens Lys og Varme, under hvis Ind

flydelse Planten dannede de Stoffer, som gjøre det muligt for Mennesket og Dyret at modstaae Vinterens Mulde; thi Olien har laant sit Lys og Veddet sin Varme fra Solens Straaler, og selv vort legemes Kraft og Blodets Varme ere Sommersolens mægtige Virkninger og hidrøre fra Fødemidlet, til hvis Dannelse Planten har hentet Kraften fra Solen, der det organiske livs almindelige Kilde. Netop derfor er bet jaa øde og tomt i Naturen i Vinterens løb; thi Planten hviler og med den den hele organiske Verden, der lever paa Plantens Bekostning.

Men naar da Foraaret kommer, naar Sneen er smeltet og Jorden dækkes med en frodig Plantevært, da risler atter Bækken i Skoven og Luften gjenlyder af Fuglenes Sang, da finder atter Bien saftrige Blomster paa Engen og den vævre Fisk tegner sine kredsformige Bølger paa den blanke Sø. Da erkjende vi tilfulde, at Solen er livets Kilde; thi vi see Dag for Dag og Time for Time, hvorledes Naturen udvikler sig under Solstraalernes mægtige Indflydelse.

Men hvo tænker da vel paa, at den samme Kraft, som vækker livet i den organiske Verden, tillige fremkalder den Bestræbelse i Naturen, der truer alle høiere organisfe Skabninger med Undergang, og at selv den Virksomhed, som Solens Straaler skabe i den organiske. Verden, kun danne et led i den store Række af Virkninger, der ere Sollysets Værk, og hvis Maal er at jevne Alt med Havet.

Thi kun en ringe Deel af den Kraft, der som lys og Varme strømmer til Jorden fra Solen, virker i den organiske Verdens særlige Interesse, og langt overveiende er den Deel af Samme, der tjener til at vedligeholde livet i den uorganiske Natur; men den Virksomhed, fom Solen fremkalder i den Deel af Materien, som vi ofte kunne være tilbøielige til at ansee for død eller hvilende, naar vi betragte Naturen med et mindre gjennemtrængende Blik end det, som Naturvidenskaben sfjænker Mennesket, den Virksomhed, som giver sig tilfjende i Skyernes Flugt og Vindenes Susen, i Havets Bølgen og Kildernes Rislen, kort den hele uorganisfe Naturs livsyttringer træde truende frem imod det liv, der rører sig i den organiske Verden, omendog denne paa det Nøieste er knyttet til hiin. Det er Solens Varme, der jager Vinden over Havet og kaster Bølgen mod Stranden, løfter Havets Vande til Skyerne og slynger Regnen over Jorden; og hver Bølge, der bryder sig mod Strandbredden, bortvasker den løse Jord og afslider den faste Klippe, og hver Regndraabe, der falder paa Jorden, vil, forinden den atter tidligt eller seent vender tilbage til Havet, opløse

endeel af Fastlandets Masse og føre den til det Dyb, i hvilket alle Jordens Bjerge kun vilde fylde en ringe Deel.

Solens Varme forstyrrer Ligevægten i Luften og Þavet for at frembringe ligevægt paa Jorden, for at jevne Bjerget med Dalen og skylle Fastlandet ud i Havet. Fra Tilværelsens første Tider har Solen uafbrudt virket i denne, for alle høiere organiske Skabningec truende Retning, og mangt et Sletteland, hvor nu store og blomstrende Byer have deres Blads, er i tidligere Tider Gran for Gran vandret fra de fjerne Bjerge til Havets Bred, imedens mangen en Plet af Jorden, hvor tidligere Havets Bølger legede med skovkrandsede Kyster, nu er skjult i Havets Dyb.

Høist ulige spreder Solen sine Straaler over Jordens Overflade og bliver netop derved Aarsagen til Elementernes Kamp, til livet i den uorganiske Verden. Hvis alle Dele af Jordens Overflade modtoge ligemegen Varme, hvis lys og Varme ligeligt strømmede til Jorden fra enhver Deel af den hele Himmelhvælving, og ikke saaledes som nu fra et enkelt Punkt i Verdensrummet, fra vort Planetsystems mægtige Sol, da vilde Dag og Nat, Sommer og Vinter ophøre at verle paa Jorden, da vilde Vinden standse sin Flugt og ingen Bølge kruse Havets Overflade; thi enhver Bevægelse i Naturen er en Stræben efter ligevægt, kun hvor denne er forstyrret, fremtræder der Liv, idet Naturen gjør et Forsøg paa at udjevne de Forskjelligheder, som Jordens Overflade frembyder. Luften og Havet sætte sig i Bevægelse, naar Solen forstyrrer ligevægten i Samme, og i denne deres Bestræbelse efter at ophæve de Forskjelligheder, som Solens lys og Varme have skabt, frembringe de netop de utallige Virkninger, som dharakterisere livet i den uorganiske Natur.

Vinden iler over Havet og reiser Bølgen; understøttet af Solens Varme aftvinger den hver Bølge en ringe Skjærv, og mættet med' Vanddampe iler Vinden mod Strandbredden, hvor Bølgen reiser sin skummende Kam og styrter sig over den flade Kyst. Men Vinden fortsætter sin Flugt over det store Fastland, indtil den standses af Bjergenes iiskolde Flader; berøvet sin Varme, formaaer Luften da ei længere at holde Fugtigheden opløst, og hvad den har røvet fra Havets Bølger, leirer den paa Bjergenes sneedækkede Tinder. Ind 28160 Fod kneiser Jordens høieste Bjerg over Havets Overflade, og hvert et Gran af dets mægtige Sneedække er løftet fra Havet ved Solens Varme, for i Tidernes Løb atter at vende tilbage til dette, naar Solen løsner det Baand, der nu fængsler Sneen til Klippen, ligesom den tidligere hævede den Kraft,

« ForrigeFortsæt »