indpræget i enhver af disse mange Nynker det er Joseph! lige from og lige snild mellem Brødre og mellem Ægypter. Han er mig ret kjer, denne Jøde; han fjender jo Sulamith maaskee er han hendes Nær beslægtede? En dygtig Maler har forfærdiget dette Stykke! hvornaturlige ere disse Blomster! hvor livlige deres Farver! Ogfaa en soleil brillant er imellem dem tegnet efter hiin? mon han har plejet Driginalen, og maaskee mindet sig med Veemod den arme Giver. mon den er Endnu et Portrait! det er Broderens; ved første Øjekast gjenkjender man den barske, trodsige, fremfusende Salamiel, den bedste Billardspiller og den forvovneste Skøjteløber i Holland. Disse tvende ere altsaa her! Den ældste, Contoirchefen, hjemme i Amsterdam; ak! men hvor er Sulamith? Saa urolig, som endnu aldrig tilforn i disse fem Maaneder, forlod jeg Riddersalen. Det var mig, som om jeg nødig maatte bryde op fra et kjert Selskab, som om min Hules Eensomhed havde noget hidtil ufjendt Lonligrædsomt. Ja, jeg forekom mig selv som et Gjenfærd, hvem Morgenluft og Hanegal bortjager fra elftede Slumrendes Leje tilbage til Gravens øde Bolig. Den 12te November. Hvilken Nat! har jeg vel troet, endnu at skulle opleve en saadan? eller at hiint føde Veemod, som Musikken vækker, skulde finde Vej til mit Hjerte? Min egen Mandoline ligger urørt paa Kistebunden hvo spiller vel í Graven? fun at Næsten var jeg istand dertil jeg kunde gjøre det uhørt, eller hørt blot af dem, som vel nu alene have Dre for Seraphers Hallelluja. Men var det ogsaa et Bryst af Jord, der udsendte disse Toner? Udflød denne smeltende Klang fra synlige Strenge. ! lad mig troe, at det var hendes forklarede Aand, der talede til mig i Englenes Tungemaal! Jeg stod foran min Faders Billede. Mine Sukke tolkede min Lidelse, min Længsel: da led en Harpes liflige Toner, mildt bølgende Accorder, og derpaa en Stemme, Har som Hjertets første Elskovsdrømme. Jeg stod som fastnaglet til mit Sted. Det blev stille; jeg nærmede mig Døren til Corridoren: fra Hjørnestuen ved hiin Ende af samme syntes Lyden at komme. Her kommer Ingen om Vinteren; da den har Vinduer mod Nord og Øst, bruges den kun i den varme Sommertid. den var Skulde det da være et qvindeligt Besøg fra den fjerne Ridderold? En Aand, som her i sin Ham af Jord har elsket, og elsket haabløst, ubesvaret eller grusomt bedraget? Nej! Harpen og Sangen lode sig atter høre; portugisist. Jeg kjendte den paa hiin sørgmodige Nationalmelodie, og paa den melancholske, tit gjen= tagne, længe udholdte Lyd af Ordet Coraçao *). Min Hukommelse fløj tilbage til van der Leetes Landsted, i Naboens Hauge. Natten efter vor første og sidste Sammenkomst havde jeg hørt disse sørgmodige Toner. Gud! var det Sulamith, eller hendes Aand? Den 14de November. Igaar Nat var der Folk i Riddersalen! Jeg listede mig tilbage i min Celle. Med Billeder kan jeg tale, med Aander kunde jeg være fortrolig; men for Mennesker ftiælver jeg. Ved min Forsvinden har jeg jo erklæret *) Udtales Corasaung : Hjerte, Udg. Anm. mig selv for deres Fjende, og jeg frygter en Straf, som jeg ikke har fortjent. Endnu afvigte Nat vovede jeg mig ikke ud af mit fiffre Skjul. Længere udholder jeg det ikke: naar Solen kommer op under Nordpolen, maae jeg afsted. Den 15de November. Nysgjerrigheden var altsaa stærkere end Frygten. Jeg ræddes for Mennesker, og dog søger jeg dem; jeg fores kommer mig selv som en Schakal, der om Dagen lurer i siu Hule, men som i Mørket sniger sig hen til de mennefkelige Boliger. Det var vel ikke langt fra Midnat, da jeg forsigtig steeg op med min Lampe. Endnu før jeg naaede Enden. af Løngangen, hørte jeg atter Stemmer i Salen. Sagtelig blev jeg ved at gaae frem. Jeg lagde Dret til Stenen, men kunde Intet tydeligt fornemme: da vovede jeg at tage Proppen ud. Ved Bordet sad begge Brødrene: Joseph med Anfigtet imod mig, Salamiel vendte Ryggen til. Deres Samtale angif en Gjenstand, der strar vakte min hele Opmærksomhed: de havde grundet Aarsag til at vælge dette affides Værelse. ,,Siig mig oprigtig, Broder!" sagde Salamiel, er det ikke Guld og Sølv, som regjerer Verden? For disse Metaller kan jeg skaffe mig huse og Jorder, Skibe, Vaaben ja selv Soldater. Er det iffe dem, der har gjort os til Herrer af denne gamle Ridderborg, og et Par tusinde Bønder til vore Livegne? Og kunne vi ikke hvilket Øjeblik vi ville, ved disse samme Midler opsvinge os til danske Grever eller Baroner? Ja, er det ikke endogsaa muligt, paa Trappetrin af Guld at bestige en Throne. " "Salamiel!" svarede Joseph med sit sædvanlige Smiil, Penge have stor Magt, men Gud regjerer Verden. Vort Folk er det rigefte, og - det afmægtigste paa Jorden. Har alle vore Gulddynger hidtil kunnet kjøbe os en eneste Plet Jord, som vi torde kalde vor egen? Kan en Fader filtre fine Børn Besiddelsen af sine dyrekjøbte Ejendomme? Leve vi ikke meget mere i en stedsevarende Udlændighed? Maae vi ikke idelig være beredte til at ops ofre vort Guld og vort Gods, for at redde vor ufikkre Tilværelse? Vore Fædre vandrede fyrgetyve Aar i Drken fyrgetyve Gange saalænge omvanke vi nu, eller rettere, jages vi nu fra Land til Land af disse Fremmede, som vi frygte og afskye.“ Salamiel sprang op, gik nogle Gange hæftigt frem og tilbage, og traadte derpaa hen foran Broderen. „Joseph!" sagde han, „Hvad er Skyld heri? er det ikke vor egen Mangel paa Samdrægtighed, paa Planmæssighed i vor Virken? er det ikke vor egen ja, vor egen Feighed ?" " Eller Jehovas Villie" sagde Joseph; hans Svar lød som et Spørgsmaal. "Jehovas Villie!" gjentog Salamiel: „at dovne Munke udjog os fra dette Spanien, som vor Flid havde beriget? at disse Vandbier bemægtigede sig den Honning, vi i Aarhundreder stille og fredeligt havde indsamlet? Var det Guds Villie, at Portugal først modtog os med aabne Arme, for siden at udrive Børnene af Forældrenes Favn? At .Broder!" afbrød Joseph mildeligt; hvorfor skulle vi oprive de gamle Saar?" "For at bestjærme os mod nye!" raabte Salamiel. „Det var dog vel engang paatide, at vort ulyksalige Folk lærte at fjende og tilstoppe Kilderne til dets egen Fordærvelse: at det omsider lærte at høste istedet for evindelig at faae for Andre, at ansee Guldet for Middel til Uafhængighed og ikke for Tilværelsens Djemed. Joseph slog Djnene ned, og lagde sine Hænder paa Bordet. „Hvorlænge, Salamiel!" sagde han med dyb og dæmpet Røst, „vil Du endnu hænge ved dine politiske Drømme? Femten hundrede Gange har Aaret fuldendt fit Løb, siden Stjernens Søn forgjæves opofrede fem hundrede Tusinde af sine Brødre, og endnu herske Hedningerne i Herrens hellige Stad. Endnu dagligen opfyldes Jeremiahs Spaadom: "Jeg vil give dem til Ustadighed, til Ulykke i alle Rigerne paa Jorden, til Forhaanelse i alle Stederne, hvorhen jeg vil fordrive dem.“ Salamiel kastede sig paa sin Stol, og stirrede taus og mørk hen for fig. "Hvo har sagt" gjenmælede han efter et Ophold: 3 skal søge mig og finde; jeg skal omvende Eders Fængsel, og samle Eder fra alle Hedningerne, fra alle Stederne, derhen jeg lod Eder fordrive, og lade Eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg bortførte Eder?" Dette er allerede skeet" svarte Joseph, "dette er opfyldt eengang, efterat Folket var prøvet og ydmyget i Babel i halvfjerdsindstyve Aar. Men siig mig: hvo kan nu see eller haabe Enden paa en sertenhundredaarig Trældom? Hvo skal nu samle et Folk, der er adspredt over den ganske Jordens Kreds? der ved Sprog og Sæder er mere fremmed for hinanden indbyrdes, end for de Natios ner, blandt hvilke de leve?" |