samme Figurer, der vare i Baaden hos hende, da jeg Dagen før min Afrejse faae hende sidste Gang, da jeg sad i Jasminlysthuset, og de sejlede forbi mig paa Canalen. Hun faae mig, thi pludselig blegnede hun, og greb fat paa Rejlingen. En af dem raabte: Sulamith! hvad fejler Dig?" Sulamith! det var første Gang, jeg hørte dit søde Navn -- af, det var sidste Gang, jeg saae dit himmelske Ansigt!

, du strøbelige Hjerte! hvi lader du dig atter daare af et bedragerist Haab? hvortil disse Duster, som aldrig ville opfyldes? kunne disse Jøder aabenbare mig Noget, som det var værd at vide? Nej, de kunne ikke forudsige mig min Dedsstund.

Den 1ste November.

En vældig Storm! Det er Vinterens Herold dens vilde Basunblæser. Han tuder i Sivene og knækker de raslende Rør. Han har afklædt Skoven; jeg seer den graae Himmel gjennem dens tynde, svajende Kviste. Bøls gerne brøle, deres Skum pidsker som Sneefog forbi mit Vindue. Jeg vil lukke for det, jeg vil sætte Stenen ind, og tænde min Lampe. Jeg vil gjøre Dag til Nat - er mit Liv vel andet?

Igaar var der Jagt i Skoven. Da jeg saae ud af mit Kighul, opdagede jeg paa Skovpynten den eneste Plet af Jorden, der endnu ligger for mine Dine - en statelig Hjort. Han faae sig tilbage over Ryggen, og rystede fine mægtige Takker. Jeg hørte Hundeglam — da sprang han ned i Søen; Bølgerne sloge sammen over ham, Fraaden glindsede i Morgenlyset. Endnu en Stund faae jeg hans grenede Hoved over Vand; men snart var han ude af den snævre Glime, jeg fra mit lille Vindue

som Tordenskrald hen ad Almind og Vranum Bakker. Mit Hjerte bankede af Jægerslyst, men jeg sad som Ræven

i fin Grav. Stud

højere Halsen Bellereines klang som en Sølvflokke mellem de andre; jeg fjendte den grandt. Hvor ofte har jeg ledt den til Jagten, naar den hylende af Glæde sprang omkring mig, og svinkede med sin brune Hale! Stakkels Hund! nu har du en anden Herre; den gamle sidder der, hvor han hverken seer Sol eller Maane; du springer ikke mere foran ham om Morgenen, du træder ikke mere i hans Spor om Aftenen med hængende Hale og ludende Hoved.

Da Alt blev stille, hørte jeg Michel Skyttes væl dige Hallo Hallo! Mon han endnu tænker paa sin gamle Jagtkammerat? eller og han har glemt mig, som Bellereine og alle de andre? Ja! mig mindes Ingen, uden Themis; hun alene gjemmer den formeentlige Forbryder i blodtorftig Erindring.

Besynderligt! uforklarligt! aldrig tilforn har mit Fængs fel forekommet mig saa snævert, Væggene ere mig for nære; Loftet hænger altfor lavt ned over mit Hoved jeg maae røre mig. Indgangen er tillukket - ffulde der ikke være en Udgang? Hiin Gruusdynge har jeg endnu ikke prøvet paa at bortrødde

jeg maae vide,

Saa er jeg da iffe længere levende indmuret! jeg kunde, hvad Øjeblik jeg vilde, atter forstaffe mig Friheden

mig tykkes, jeg allerede har den; mer, at Galgen staaer udenfor Fængslet.

glem

At Ingen dog har vidst af denne Løngang at sige! at Ingen har fundet paa at rødde disse Muurbrokker til fide! Vel, jeg tager Alt hernede i Besiddelse — Huuslejen er dyr. Liv og Ære! Og saa tør jeg nok gjøre mig Catacomben saa nyttig som muligt.

Som en Muldvarp vil jeg rode omkring hernede, vogte mig for Dagslys og Mennesker. Til Natten forts sætter jeg mine Undersøgelser Stenen for Glug

nu

hullet! Lampen tændt! og Penslen i Haanden! Jeg vil arbejde paa Prospectet af mit Fødested: mit første Diekast var ud paa det uendelige Hav, over den øde stormfulde Strandbred jeg forudfaae min sørgelige Skjæbne.

Den 9de November.

Løngangen ender ved Kaminen i den store Niddersal. Ovaderstenen kan lettelig tages ud, og Aabningen er stor nok til at krybe derigjennem. En snildt Paafund med det lille trinde Hul, der er boret gjennem Stenen! derfra kan man mageligt høre, hvad der foregaaer i Salen, og overfee en Deel af den. Med hvilken hæftig jeg kunde fige glædelig Rørelse gjensaae jeg dette Værelse! Jeg gjenhilfede det store Jbenholts Skab, Marmorbordet, Jægerne, Hundene og Hjorten paa Tapetseriet som gamle Bekjendter. Morgensolen kastede fine Straaler ind paa Træernes Toppe jeg syntes, at en Haabets Straale faldt ind og opklarede min Sjæls dybe Mørke - Blændværk! en Lygtemand paa Afgrundens Rand!

Den 11te November.

Det er dem, de selv samme,, jeg saae i hendes Selstab -de rige Limaer; og hvo er da hun? og hvor? Almanakken havde Maaneskin. Det var paa den Tid at den skulde staae op kl. 11. Der paakom mig en ubes tvingelig Lyst til at tilbringe et Par natlige Timer paa Ridderfalen. Saameget mindre tog jeg dette i Betænkning, som denne Fløj endnu rimeligvis er ubeboet, og Salen tilmed ikke i det bedste Rygte. Det sidste kunde ikke afs holde mig, Gravens Søn, Dødens Fortrolige.

Stenen var snart borttaget jeg indaandede den kølige forfriskende Vinterluft -mit Hjerte slog i sælsom Bevægelse, Taarer vældede frem af mine Dine.

Det var mørkt i Sälen, jeg satte mig ved det midterste Buevindue. Den oftlige Himmel begyndte at lysne. Maanen bebudede sin Fremkomst; jeg ventede den som en elsket, længe savnet Ven. Det klaredes mere og mere: de mindre Stjerner forsvandt, luerød fremsteeg Nattens Dronning over Bøgeskovens mørke Kant, Bølgerne legede med hendes venlige Billede.

Sødt henrykket, glemmende mig selv og al min Elendighed, blev jeg siddende i uafbrudt Beskuelse af den maanelyse Himmel. Alle mine Tanker vare ved Fortiden, ved de Dage, da min uskyldige Sjæl var ligesaa reen og klar som hint Nattens skjønne Lys, da frejdig Livslyst gjennemskinnede, smeltede mine Smaasorger, som Maanen de tynde Blaaner, der glede hen over dens milde Aasyn.

Da nærmede sig en sort, uhyre Skye, som dens Straaler ikke mægtede at gjennemtrænge den fank ned, sluftes, forsvandt i det tykke Mulm. Frygtelig vækket af mine falske Drømme, fukkede jeg af tungt sammenpresset

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

13

Bryst: „O min Ungdoms Lyksalighed! faaledes eft du opslugt af min skumle Skjæbnes uop

ogsaa forsvunden løselige Morte!"

Jeg vendte mig ind mod Salen, mit Hoved sank ned paa mín Barm, mine Taarer vendte tilbage til deres Kilde den lukkede sig for Fortvivlelsen.

Hal

paa

Jffe længe: et pludseligt Glimt oplyste den skumle Maanen var atter befriet. Dens Skin faldt lige himmelske Gud! - paa min Faders Ansigt.

Jffe Stræk, iffe Glæde var det, der greb baade Legeme og Sjæl, ingen mig hidtil bekjendt Følelse; men vistnok den vi fornemme, naar Sjæl og Legeme skal adskilles, det sidste nedsænkes i Gravens lange Vinternat - den første opstige til hiint Lys, hvorpaa den haaber, hvorefter den længes, men med Bævelse.

Ak! det var iffe hans Aand! mit Hjerte flagrede ham imøde han kom jo at forkynde mig Friheden?

Nej!

det var kun hans Billede. Maanens fulde Frembrud af Skyen rev mig ud af min Bildfarelse

vgsaa den kun saa kort?

hvorfor varede

De have altsaa flyttet det fra Dagligstuen herop til Selskab for mig i mine natlige Timer? ja! jeg vil hver Nat besøge dig, elskelige Afbilding! jeg vil tale til dig, jeg vil suffe, græde for dig, og troe at læse Svaret i dit alvorlige Blik! jeg vil treste mig ved din Skygge, indtil jeg - Gud give snart! træder selv ud af Livet.

Maanen skred længere frem! den forlod min Faders Billede for at belyse - Joseph Limas, den gode ærs lige Joseph! som han hedder paa Borsen og alle Contoirer. Godt truffet! ham livagtig; det samme milde, kloge Ansigt, der altid sig selv ligt, snoede sig omkring mellem Jøder og Christne. God Yndest, god Credit er