at man her var underrettet om Datterens Forsvinden; thi de to eneste Ansigter i Stuen, Mandens og Konens, viste en læselig Uro og Bekymring, og at de vare forlegne med mit Besøg; men jeg haabede jo, at det snart vilde blive dem velkomment.

Jeg gik lige til Meningen, figende: "Jeg kan give Dem nogle Underretninger om Deres Datter, og ere de iffe de allerbedste, saa ere de dog bedre end slet ingen. Der er ingen Tvivl om, at Jomfrue Smidt jo er bort= ført imod hendes Vidende og Villie af den ffe Gesandt, og formodentlig til hans Landsted, om han har Noget

Grossereren tog til at ffjælve, og hans Kone blegnede Ingen af dem var strax mægtig for at fremføre et eneste Ord.

"Men" vedblev jeg der er en vis Jensen, som nok er godt kjendt hos Deres Broderdatter, Hr. Smidt, - ved Vestervold; hvem er ham?"

„Han er Commissionær, svarte Grosfereren; „men hvad kommer det min arme Datter ved? "

Det sagde jeg ham altsammen; dog fortaug jeg, af en naturlig Taft, at jeg kjendte Amazonen, hendes virkelige Kjøn og Navn. Jeg yttrede derimod: at hun aabenbarlig ifte var i Forstaaelse med denne Seelenverkoper af en Commissionær, men maatte være en Veninde af Marie, og sikkert vilde tjene hende til Beskyttelse.

Denne Beretning hjalp lidet eller slet intet til de arme Forældres Beroligelse; thi de vare mere tilbøjelige til at ansee Commissionæren for uskyldig, end den mystiske Skjoldmo. Efter nogen Betragtning fattede han den Beslutning, at søge den højeste Autoritet om Bistand mod den ved Gesandtskabshelligheden mægtige Udlænding.

Jeg ilede atter hen til min Lieutenants Bopæl. Der mødtes jeg med Regiments adjutanten, der kom for at forfynde ham Arrest for Udeblivelse fra Tjenesten

endnu

var han ikke kommen, men havde ladet sin Uniform afhente af en Ubekjendt.

han havde Folgeli

og, som

Jeg vendte tilbage til Grossererens ikke kunnet faae Audients før næste Formiddag. gen: jeg maatte stille min Nysgjerrighed i Beroe; med fremmede Anliggender gjerne er Tilfældet lidt mere ligegyldig ved det hele, end jeg selv syntes mig at borde være.

jeg blev

Jeg gik nu hjem for at studere; men det vilde alligevel ikke glide; hvorfor jeg søgte en Restauration, for at læse Bladene. Jeg var paa een, jeg var paa en anden, og en tredie; men fik Intet læst; thi allevegne talte man kun om hiin Maskeraden attens vigtigste Begivenhed. Ved min Indtrædelse paa det første Sted var den endnu en Hemmelighed; men strax efter kom een af disse Lediggæn= gere og Nyhedskræmmere, som de større Stæder aldrig mangle, og som sætte deres højeste Nydelse og eneste Ære i: at være de første med grønne Ærter" som det dengang hed i Modesproget.

nemlig over spurgte: „Veed

Vor "Grønærtemand" var ikke vel kommen ind af Døren, før han stakaandet og ængstelig at en Anden kunde være kommen først De det, mine Herrer! har De endnu ikke hørt det?" "Hvad for Noget?" lød det fra flere Munde. "At" flemte han paa af alle Kræfter

"at

Grey *****z inat fra Maskeraden har bortført en Dame. Hun var klædt som Amazone, som Lagertha i Balletten, De veed -11

Hvad for en Dame?" raabte man i Munden

paa hverandre

"Det veed man" svarede han „endnu ikke med afgjort Vished. Imidlertid, faa meget er vist, at det er en Baronesse, hvis Fader har et Stamhuus i Fyen. Ja det er en Himmelhund den *****z! Baronessen og hendes virkelige Kjereste det skal være en mecklenborgst Adelsmand de vil forlade Ballet, kommer ud i Portalen, og Baronessen er allerede inde i Vognen, de havde bestilt, saa kommer Greven og vil ind efter, Mecklenborgeren taer ham i Brystet, men Greven trækker en Dolk, og giver ham et Puf, og han falder, og Greven ind i Vognen og den afsted

Stak han ham ihjel?" raabte man.

"Ikke paa Stedet“ sagde Fortælleren, men han kan ikke leve; Winsløv har selv sagt det, han ligger paa Hospitalet

Men Baronessen?" spurgte Een, „gjorde hun

ingen Modstand? Sfreg hun ikke om hjelp?"

"Hun gjorde Fanden, skreg hun" svarede vor „Ardelío" - det var en Aftale mellem hende og Greven, for hun var bleven charmeret i ham; men hun spiller rigtignok en net Sviffel."

hen?"

"Men" spurgtes igjen, „hvor mon han førte hende

"Jh!" løb Svaret, til hans Hotel i .....gaden. Der kan iffe Kongen selv ta'e hende fra ham; han er Gesandt."

"Men har han ikke sin Gemalinde her hos sig?" "Pyh! Saadannoget det har hun just fine Løjer af; hun hjelper gjerne til med."

Jeg taug og listede hen til det andet offentlige Sted:

Her vidste man dog saameget, at det var en Jomfru Smidt, der var bortført, men derhos, at Faderen havde selv solgt hende til Greven for tyve tusinde Specier, for han stod paa Nippet til at spille Fallit.

Paa det tredie Sted var det Moderen, som havde været med paa Maskeraden, og selv leveret hende i Grevens Hænder.

Tidlig den næste Dag førte en Forretning mig igjennem den Gade, hvor Grosserer Smidts boede. Ligesom jeg er kommen i Nærheden af hans Huus, kjører en brillant Equipage frem, og holder for Porten; en Tjener i kostbart Liberi hopper af, og spørger En, som just kommer derudfra: om det ikke var her Grosserer Smidt boede? Paa anden Sal. lød Svaret.

Tjeneren gik ind, og jeg videre. Jeg leeg ind i Kareten; den var tom. Det var mig paafaldende. Jeg standsede, vendte et Par Skridt tilbage, og spurgte Kudften: hvem Eqvipagen tilhørte?"

„Kann nicht verstehen. brummede han, og virrede med den uhyre Bjørneskindshue.

Jeg spurgte da paa Tydsk; men Larmen af en forbiHjørende Vogn tillod ham iffe at høre mig. Jeg vilde have gjentaget mit Spørgsmaal, da Grosfereren traadte til Vogndøren, aabnede, og steeg ind; Tjeneren lukkede efter ham, sprang bagop, og Kareten rullede bort. Jeg blev ganske nysgjerrig; men det var en upassende Tid at gaae ind til Grossererens. Medens jeg endnu stod og gabede efter Vognen, kom en Bekjendt til mig. Jeg spurgte, og han nævnede „den ............. .ske Minister som Ejer af denne glimrende Befordring."

„Men hvem var det“ spurgte nu han, „som steeg op

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VI.

2

i Vognen? Du stod da lige ved fjendte Du ham iffe?"

– thi han var

Jeg sagde ham: at det var den selvsamme, hvis Datter skulde være bortført af Ministeren. Dette var en Efterretning af stor Vigtighed for min Fyr ogsaa et Medlem af Nyhedskræmmerlauget og hurtig forlod han mig, for paa behørige Steder at føre disse friske Vare tiltorvs.

Efter at have forrettet mit Ærinde, gik jeg hjem, fatte mig til at læse, og over Kirkehistoriens Arianer og Eutychianer glemte jeg for en Tid baade Ministere, Grosserere, og bortførte Piger.

Et Brev fra mit Hjem, af ubehageligt Indhold, hvilket jeg erholdt da jeg sad ved Kirkemødet i Nicæa, bidrog ikke lidet til at bortdrage min Tanker fra Andres Sager. Først langt hen paa den følgende Dag faldt det mig ind at undersøge den her omhandlede. Jeg søgte først min Lieutenant-nej! han var endnu væk. Jeg gik til Grossererens - Himmel og Jord!

Hæderlige Læser! dydfirede Læserinde! tilgiver, om jeg haver forskrækket Dem med denne æsthetiske Knaldhætte! men dersom De havde feet, hvad jeg saae; der kunde gjerne være undsluppen En af Dem en gevaltig Trumf, og en Anden et "Ih!" For, som jeg nu skal beskrive Dem men det bliver dog det fornuftigste, at jeg i denne Historie gaaer frem i chronologist Orden. Og vil jeg da saa give mig til at fortælle, hvad Lieutenant C******, nogle Dage efter Slutningsscenen, hos Grosserer Smidts fortalte mig.

"Seer Du," sagde han „da jeg, istedetfor den tyvebrændte Hund, den Jensen, sprang ind til Marie i Vognen, blev hun rigtignok forskrækket, paa en Maade,