Saa jublende en Bryllupsfest er vel iffe i mange Aar feiret paa de jydske Heder. Mine elskede Svigerforældres Sorger og Gjenvordigheder have opløst sig i Glæde og Nolighed, deres Livskraft, deres Kjærlighed er opfrisket paany; de politiske Storme og Rædsler ere glemte; deres Reise er nu tilende, og tillige min Historie. ; Præften i Thorning. Tre Mile fønden for Viborg, i den Egn, hvor Svend Grathe fordum mistede Liv og Rige, ligger Bondegaarden Revl. Gamle og forrevne ere dens lave Bygninger, og synes at være tækkede med Mos. Dens tarvelige udseende oplives ikke af nogen Have; thi dette Navn kan man neppe give en liden Kaalgaard, hvis Tørvediger ere kantede med tynde, for krympede Hyldebuske, og hvorover en gammel Røn frummer fig, forpidsket og bøiet fra fin Ungdom af de skarpe Vestenvinde. Trindt og vidt omkring er den omgivet af mange lynggroede Bakker, mellem hvilke graagule Moser slynge sig, og løbe næsten alle i hverandre gjennem mangfoldige Bugtninger, snart udvidende sig og ligesom tilbagetrængende de bølgeformige Bakker, snart af disse indknehne til smalle Snevringer. Ufjendte, som her vilde finde Vei, skulde snart blive hildede i denne Labyrinth af Moser, ikke uliig dem, der uden nødvendig Forkundskab, indlade sig i det findrige Spil, som man kalder at trække i Dynd." Først henimod Efteraaret faaer denne mørke, eensformige Egn et mere livligt Udseende: i Moserne løfter erica tetralix fine blegrøde Blomster, og Bakkerne faae et violet Skjær af den nu først udskydende Lyng. Ikke frydeligere er her den levende Natur: Brokfuglen sidder eenlig paa fin Lue, og gjentager halve Dage fine langtrukne, tungsindige Fløitetoner. Moselærken qviddrer svagt og sørgeligt fra Porsbusken — Ørkenens eneste Træe. En enkelt Urfugl, opjaget af en omluskende Ræv, hvirvler sig et stakket Stykke bort, men falder snart igjen og forsvinder i den tætte Lyng. Om menneskelige Beboere mindes man kun, naar en Hyrdedreng, omringet af nogle vantrevne Faar, Toftillingsfloite. hvisler paa sin Ikke altid vare disse Banker saa øde og nøgne. I gamle Dage vare de tæt bevorede med Gran og Birk, og Moserne vare Søer, bestrøede med talrige Flokke af alle Slags Svømmefugle. Dengang laae, omtrent hvor Revl nu ligger, paa en Odde eller Revl i Søen, en stolt Herreborg. En frodig Abildhave, og foran denne tvende Rader af høie Gras ner, omgave og aldeles skjulte Borgen til Landfiden; kun naar man drog over den sidste hoie Banke, glede de hvide Skorftene hen over Granernes Toppe. Til Søesiden mod Sønden stod Borgen frit, og fra den modsatte Bred saae det ud, som om den hævede sig op af Vandet. Dens Bygningsmaade var som alle andre Slottes paa hiin Tid: umalet Egebindingsværk med mørkerøde Muursteens Tavl; tvende Stokværk, det ene bygget ud over det andet med fremragende udhugne Bjelkehoveder; mange lange og smalle Vinduer med bitte smaae Ruder og Blysproiser. Paa alle fire Hjørner runde udbygte Taarne med Glughuller, og midt foran Huset et større, hvis Platform rakte op over Skorstenene, og var prydet med ptte Steenkamper. Saadanne Tvende forsvarede med opløftede Træfabler den høie hvælvede Taarndør. Bag ved Borggaarden, mellem denne og Ladegaarden, løb en dyb og bred Grav, tildeels bevoret med Rør, og over den førte en Vindebroe. Paa hver Side af Broen stode fiirkantede Steenpiller, og ovenpaa disse saaes liggende Løver. Udenfor Ladegaard og Have var en ligedan Grav med Broe, som Borgens yderste Befæstning. Mange Aar tilbage i Tiden boede her den velbyrdige og mandhaftige Ridder, Henrik Sandberg, gift med velbyrdige og dydzirede Jomfrue, Mette Daae. Deres Ægtes skab var velsignet med en eneste Datter, navnlig Else, og at see hende vel forsørget var Forældrenes høieste Ønske. Mødrene pleie i dette Tilfælde ci alene at ønske, men ogsaa at handle. Fru Mette var ikke mere uvirksom end andre Mødre, men havde indledet saa snilde, saavelsom ærbare, Underhandlinger med den tappre og gode Mand, Hr. Mogens Munk til Aunsberg, at Dagen til Dennes Søns, Junker Jenses Trolovelse med Jomfue Elfe allerede var bestemt. Endelig var den kommen, og, paa lidet nær, vel forbi: Det forlovede Par stod foran Præsten, som han, smykkede med vældige Pibękraver; deres Forældre, Slægt= ninge og kyndinge i en Halvcirkel bag ved ham. Junkeren saae stivt og dristig hen over Præstens Skulder, og Joms fruen bly og beskedent ned til hans Fødder. Han begyndte at tale, hans Stemme var mandig og fuldtonende; uvilkaarlig sammenlignede Jomfruen den med hendes Fæstemands tykke, pluddrende og efter de Tiders Mode læspende Mæle. Lønligt og hurtigt løftede hun fine Dine op til den Mund, hvorfra disse Toner udgik, og en anden Sammenligning begyndte mellem den velærværdige Mands ungdommeligt skjønne Ansigt og Junkerens Melkefjæs; over en høj, hvid og glat Pande stilte sig et mørkebrunt Haar, og faldt i naturlige Krøller paa Pibekraven. Sorte Bryn hvælvede fig over brune, fyrige Dine. Mellem den smalle Underlæbe og den kjækt opstaaende Overlæbe, blinkede sneehvide Tænders Perlerader, og derunder bevægede sig i Talens Iver, et ziirligt Fipffiæg. Ligesaa hurtigt trak sig Pigens lange Dienhaar ned over det rødmende Ansigts mørkblaae, matglimtende Stjerner. Hr. Søren var nødt til at see paa den yndige Fæste= møe; men jo tiere han faae, jo mere forvirret blev han: og dette forøgede igjen hendes Forvirring. Kort at fortælle: just som Præsten havde begyndt en Smule at væve, for at faae Tid til igjen at optage Talens tabte Traad, blegnede Jomfruen og begyndte at rave. "Hun faaer ondt!" raabte han, og derpaa segnede hun virkelig i den tililende Moders Arme. Om denne Besvimelse reiste sig af Angest over Præstens Forlegenhed, eller af Medlidenhed med ham; om den var forstilt for at redde ham, eller frie hende selv fra Forbindelsen med Junkeren, derom vare Meningerne deelte, endskjøndt de maaskee snarere burde været forenede. Hvorom Alting er, saa blev der Intet af Trolovelsen nu, og, da Jomfrue Else aldrig følte sig frist nok, heller ikke siden. Hermed var Junker Jens slet ikke fornøiet, især da han havde en dunkel Anelse om Aarsagen til denne Bortrykkelse af hans Ønskers Maal. Nøgen Tid efter hændte det sig, at han og Præften traf sammen i Viborg paa et offentligt Sted, hvor ogsaa andre Adelsmænd og Officerer vare tilstede. Ophidset af Viin og hemmelig Ærgrelse, begyndte Junkeren at stikle paa Præften og hans Tales synderlige Jflæt. Længe firede Denne af med Kulde og temmelig Sagtmodighed: dette gjorde Modstanderen driftigere og grovere. "Hr. Junker!" sagde Hiin opbragt: "I stoler paa den Kjole, jeg bærer, og som I vel veed hindrer mig i at lære Eder Skikkelighed.“ 1 |