fremrakt Haand. Med det Udraab: „Gamle Ven, kjender Du mig ikke mere?" gjorde han et Forsøg paa at omfavne mig venskabeligt. Jeg traadte nogle Skridt tilbage, mønstrede med eet Blik Manden fra Top til Taa og kunde ikke paa nogen Maade mindes denne gamle Bekjendt." Den Fremmedes Klædedragt saa vel som hans Lintøj havde sikkert kjendt bedre Tider. Han bar en graa, luvslidt Sommerfrakke, som ved Albuen tillod hans Skjorte at kaste et kjækt Blik ud i Verden; et smudsigblaat, bredt Silkehalsbind bedækkede en Del af det krøllede Skjortebryst; den falmede sorte Vest hang i Folder om Brystet, og en rusten Staaluhrkjede fuldstændiggjorde dette Billede af Elendighed.

Paa min Bemærkning, at jeg til min store Beklagelse ikke var i Stand til at huske ham, satte han et forslagent Smil op, bankede mig fortrolig paa Skulderen, mente, at det var min Spøg, og forestillede sig for mig som min gamle Studenterkammerat fra Heidelberg K..... Skjøndt nu Billedet af hin blomstrende Yngling fra den gamle heidelbergske Tid vendte tilbage i min Erindring, kostede det mig dog nogen Møje at bringe den foran mig staaende Fremmedes Træk i Samklang med det Billede, jeg havde for mit indre Øje. Ved en skarp Mønstring opdagede jeg dog en Lighed, der foranledigede mig til at tro ham paa hans Ord.

Jeg kunde ikke nægte mig at indbyde ham til at spise til Middag med, hvilket han ogsaa tog imod med glad Mine. Ved Bordet fortalte han mig, at han havde været Assistent hos den berømte Professor B....., der den Gang i X..... og nu i Wien henriver sine Tilhørere ved sine epokegjørende Foredrag og har bragt nyt Liv i den Lethargi, i hvilken den en Gang saa berømte medicinske Skole i Wien havde været nedsunken i de sidste Aar.

Vi talte om denne udmærkede Mands Arbejder og vare just færdige med den velsmagende Suppe, da jeg ganske uskyldigt spurgte min Ven: „Men siig mig en Gang, gamle Dreng, hvordan kommer Du egenlig i denne Dragt?" Han bøjede sig gemytlig over imod mig og be mærkede i en rolig, jevn Tone, som om det var den naturligste Ting af Verden: „Jeg er for tre Uger siden stukken af fra Galehuset."

Neppe var denne Ytring undsluppen hans Læber, før min ellers meget modige Ægtehalvdel med et Forfærdelsens Skrig fløj op fra sin Stol og med Lynets Hurtighed løb afsted til det længst bortliggende Værelse i Huset. Jeg selv var i det første Øjeblik som forstenet og fixerede med et skarpt Blik min Gjæst, fra hvis Pupil ikke Forundring og Forvirring, men Ro og Mildhed mødte mit Dje. Idet han med et spodsk Smil bankede mig paa Skulderen, bemærkede han: „Du maa ikke tro, lille Ven, at jeg har været fra Forstanden, om jeg ogsaa er stukken af fra Galehuset; jeg skal med al mulig Ro fortælle Dig min Historie og opvikle den Knude af Forviklinger for Dig, som have bragt mig i Galehuset. Ved de mange kirur giske Operationer, som Professor B. udførte med min Assistance, havde jeg næsten daglig Lejlighed til at betragte Kloroformnarkosens Virkninger i umiddelbar Nærhed. Den Beredvillighed og den Skyndsomhed, hvormed alle Lidende uden Undtagelse vedblive at indaande den søde Gift, saa snart de have optaget det første Drag i deres Lunger, den vidunderlige Henrykkelsestilstand, som de hensynke i, for glemmende Alt uden om sig, foranledigede mig til med Iver at hengive mig til Kloroformnarkosens Indvirkninger. Da jeg af alle mine Jagttagelser i denne Retning havde draget den Slutning, at det højere stemte Hjerneliv, for saa vidt det er Kilden til vort Sjæleliv, afspejler sig i de mangfoldigste Nuancer, i Tanke og Ord, i Fantasi og Følelse, vilde jeg gjøre Studier paa mig selv, og jeg har naaet mit foresatte Maal med et glimrende Resultat og fundet den højeste Grad af Tilfredsstillelse, Nydelsen af Livet i de højere Regioner."

Med spændt Opmærksomhed hørte jeg paa denne min Gjæsts mærkværdige Fortælling og opmuntrede ham til at fortsætte sine Meddelelser, omendskjøndt jeg i den Maade,

hvorpaa han allerede i Begyndelsen af sin Beretning ivrede sig og forfulgte sit Emne paa en ejendommelig kras Maade, skulde have fundet en Grund til at bringe ham ind paa et andet Thema. Men jeg haabede, lidt efter lidt at opnaa et dybere Indblik i hans Sjæleliv. Han gik nu videre i sin Skildring, idet han fortalte mig, at Virkningen af de indaandede Dampe kulminerede i en Række af de vidunderligste Fænomener.

„Sædvanligvis," saaledes fortalte han videre, „bleve mine Øjenlaage i Begyndelsen tunge, og jeg følte Trang til at sove. Naar jeg vaagnede, havde jeg en Fornemmelse af en uendelig lang gjennemlevet Tid, og da jeg forgjæves i Tankerne higede tilbage til den forsvundne Drømmeverden, som syntes mig at omfatte Livets rigeste Kilde, saa søgte jeg bestandig paany ved gjentagne Indaandinger at sænke mig ned i de tidligere Visioner. Mit indre Dje stuede den mest glimrende Farvepragt, og samtidig med at det ydre Dre slumrede, svælgede jeg i de mest fortryllende Toner; jeg var lykkelig, og min Lykke forstyrredes ikke af noget forvirret Billede. I Følelsen af fuldstændig Ulegemlighed forekom jeg mig selv hensat i himmelsk Uendelighed. Det blev mig nu klart, hvad de Kloroformerede af forskjellig Karakter og Temperament saa ofte under Udøvelsen af min Lægevirksomhed havde fortalt mig med saa stor Henrykkelse. For mig viste Kloroformrusen sig stedse i Skikkelse af Døden. Mennesket frygter Døden som noget Forfærdeligt, noget Kvalfuldt, men herom gav Kloroformbedøvelsen mig herlige Oplysninger. Den er en Bortdøen med Tilbagevenden til dette Liv. I min Kloroformrus afspejlede sig Dødens forskjelligste Former fra den blide Indslumren til Udtrykket for den vildeste Modstand, og denne vilde Modstand var det, der bragte mig i Galehuset. Billederne af Døden forfulgte mig ogsaa ofte i vaagen Tilstand, og saa indtraadte da tilsidst Katastrofen, idet jeg i min overanstrengt nerveuse Tilstand tilraabte mine Omgivelser i en Art Raseri: „I forbandede Bødler og Mordere!" I disse Udtryk saae man ikke Følgerne af den Dag efter Dag gjentagne Kloroformrus, men Vanvid. Man traf derfor Foranstaltninger til, at Retten til at praktisere blev mig fratagen, og det endte med, at jeg blev sat i Galehuset."

„Her sad jeg," vedblev han efter en Pause, i nogle Aar, uden noget Minut at opgive Tanken om min Befrielse, som jeg allerede fra det Øjeblik af, jeg kom der, havde sat mig for at udføre. Paa Grund af at der ikke i nogen Henseende kunde paavises noget som helst meningsløst Ord eller nogen uforsvarlig Handling i hele min Maade at være paa, fik jeg fuldkommen personlig Frihed indenfor Anstaltens Grændser. Snart lærte man min kirurgiske Dygtighed at kjende, og naar der forefaldt Operationer, fik jeg i Begyndelsen Lov til at assistere og senere til at udføre dem selv i Overværelse af Direkteuren og Assistenterne. Denne Lægevirksomhed bragte mig hyppig i Løbet af Aarene i Forbindelse med Anstaltens Apo. thek, saa at det blev mig muligt, efterhaanden ubemærket at faae Fingre i smaa Kvantiteter Morsin, som jeg omhyggelig gjemte i mit Værelse og lidt efter lidt saae voxe til en ikke uanseelig Mængde. Da jeg desværre ikke kunde faae fat i min elskede Kloroform, vænnede jeg mig til Morsin og bragte det i Tidens Løb saa vidt, at jeg uden nogen som helst Indflydelse paa min Organisme og uden al Bedøvelse kunde indtage en temmelig betydelig Dosis, som utvivlsomt vilde have fremkaldt en dyb Søvn hos andre Personer. I Dag for tre Uger siden var det min Fødselsdag. Under Paastud af at ville fejre Dagen sammen med ham indbød jeg Overopsynsmanden til at drikke en Flaske Bordeaux med mig paa mit Værelse. Deri var der ikke noget Paafaldende, da jeg ofte fik Vin sendt hjemmefra og det i det Hele taget hverken manglede mig paa Penge eller god Forplejning. I Flasken, hvoraf jeg fyldte Glassene for mig og min Gjæst, havde jeg først heldt en temmelig koncentreret Morfinopløsning. Vi klinkede, og i eet Drag vare Glassene tømte. Min Ven Opsynsmanden fandt Vinen lidt stærk og bitter, men jeg forsikrede ham, at det netop var den ægte Bordeauxvins Egenskaber, og at det næste Glas sikkert vilde smage ham bedre. Vi tømte efterhaanden Flasken og tumlende sank Fyren hen i en dyb, fast Søvn. Klokken var fire om Eftermiddagen; jeg bemægtigede mig hans Nøgler og flygtede ud af mit treaarige Fængsel - det er nu tre Uger siden og her er jeg."

hos Direkteuren for vedkommende Sindssygeanstalt og modtog snart efter det Svar, at K..... som følge a tidligere overdreven Nydelse af Kloroform, hvorved hans Hjernenerver vare blevne alvorlig angrebne, led af er uhelbredelig Aandsforvirring, som imidlertid var af der Natur, at Forstyrrelsen ofte ikke viste sig i Uger, ja Maaneder, men derefter atter brød frem i en foruroligende Form som ubændigt Raseri. Senere fik jeg at vide, at K..... havde sat sit Forehavende igjennem og efter en halvt Aars Forberedelse paany havde bestaaet Embedsexamen glimrende, og at han var en meget hudet og søgt Læge i en mindre By.

Og nu, et Aar efter det ovenfor skildrede Besøg, sidder den Ulykkelige atter i Daareanstalten. Nogle Maaneder efter at han saa vel ved den aflagte Examen som ved sin tiltagende Praxis følte sig sikker i sin Stilling, skrev han til Direkteuren for Sindssygeanstalten, at han vilde benytte den første Lejlighed, som en Rejse der til Egnen bød ham, til at skaffe ham ud af Verden som Løn forti han den Gang havde holdt ham fangen. Brevets Udlevering til Øvrigheden, den Ulykkeliges Arrestation og Gjenindsættelse i det forhadte Asyl vare Følgerne af denne

~~~

Every thing is beautiful seen from the point of intellect, or as truth; but all is sour, if seen as experience. Emerson.

Det er

Shakspeares Vidunderland. Dog var der ogsaa Dage, da min Fætter ventede mig og i sin Kabriolet førte mig med sig til Skuespilhuset eller Operaen. Saa gik vi ikke højere op end til første Etage, gav vore Overfrakker til en Mand med

Saaledes tog jeg da fat paa Livet. Uden hængehoved og eneboeragtige Tilbøjeligheder var jeg en glad Student og vidste kun efter Sigende, at der gaves en Fremtid; Forgangenheden var bleven mig et ubekjendt Land, til hvis Bredder Erindringen aldrig vendte tilbage.

Hvad kunde jeg forlange mere? Et Palads til at studere i, berømte Videnskabsmænd, som tiltalte os „mine Herrer," og som med beundringsværdig Høflighed forudsatte Kundskaber og Iver hos os, en stor By, hvor man kunde leve frit og ugenert, frie Aftener, ja Nætter (hvis vi vilde), Theater - for en Student gives der ingen uopfyldte Ønsker.

Dog kom jeg paa ingen Maade ind i det saakaldte vilde Liv, med al Sjælens Beruselse levede jeg temmelig nøgtern og forstandig og havde ved Siden af mange gode Venner, med hvem jeg stormede lystigt og overgivent løs, ogsaa Familier, i hvis Kreds jeg kun var den velopdragne unge Mand. Blandt mine Slægtninge forekom min Fætter mig at være den elskværdigste; han var Kavallerilieutenant, et halvt Dousin Aar ældre end jeg og, saa vidt hans Midler tillod ham det, min gode Genius.

For det Meste besteg jeg om Aftenen med mine Kammerater Olympen og skuede fra dette ophøjede Stade ned i

rødt Fløjl med forgyldte Lister. Mig var det Ene lige saa kjært som det Andet. Overalt befandt jeg mig vel, og naar jeg vaagnede om Morgenen paa en Vens Sofa i Stedet for i min Seng, havde jeg ikke villet bytte med Shahen af Per sien (der nu en Gang er den Mand, hvem man i saadanne Tilfælde ikke vil bytte med), thi han kunde ikke Arm i Arm med en Række Kammerater gaa ned ad „Linden" og se Morgensolen funkle i Træerne som vi, medens vi bar en munter Melodi paa Læberne eller i Hjertet.

En Aften var jeg saaledes i Theatret med min Fætter. Man gav „Romeo og Julie." Jeg havde læst Stykket med et Sværmeri, som man kun kan føle i min Alder. Men hvad jeg oplevede, overtraf al Forventning og Fantasi. Jeg var henreven, fortryllet. Jeg bemærkede ikke, at Romeo blev spillet af et almindeligt Menneske, ikke at man havde udeladt og kludderagtig forandret Scener, hørte ikke, at der ofte blev deklameret, som om der hverken existerede Prosa eller Vers mere paa Scenen, men kun en snart mumlende, snart brø lende, snart rasende hurtig, snart utaalelig langsom og flæbes vorn Støj af Ord; jeg følte kun Aanden, der til Trods for al Anstrengelse for at fordrive den dog endnu svævede over sit Værk; jeg var i en ny Verden, hvert Ord trængte ind i mit Hjerte, og min Forstand vovede ikke at slaa Dinene op. Vare nu ogsaa de Andre middelmaadige, saa opvejede

Fremstillingen af Julie fuldkomment denne Mangel. Det var ikke noget dødeligt Menneske, der spillede saaledes, det var Omhedens Aand, jeg saae og hørte. Hendes Ord klang saa rene, saa sande, saa troværdige, som om det var umuligt, at en Anden kunde have digtet dem, som om de her bleve følte og udtalte for første Gang. Enhver Bevægelse var yndefuld, hendes Blik, hendes Arme, hendes Gang, hendes Stillestaaen, Alt var født ud af een Aand.

Jeg var ikke ene om at være saa betagen. Hele Menneskemassen rundt om mig syntes mig et tæmmet, lyttende Uhyre, gjennemgyst af hver Stavelses Accent. Saa begjær lig var den efter de søde Lyde, at Bifaldet kun fløj gjennem Salen som en sagte Mumlen, nu og da; men tilsidst kom der en Applaus, som jeg aldrig har oplevet Mage til.

"

„Hvis Du vil gjøre hendes Bekjendtskab," bemærkede min Fætter, da vi kjørte hjem, saa er det en smal Sag." Ieg afslog hans Tilbud. Det var mig imod at gjen= finde et Væsen som denne Julie i Forhold, der vare af jordisk Art og drog hende ned til mig. Hun syntes mig en Helgen, jeg havde min Drøm for kjær. Jeg saae Shake speares Skikkelse levendegjort, hvad brød jeg mig saa om Resten? Dette varede nogen Tid; mit Sværmeri begyndte efterhaanden at komme bedre ud af det med min Nysgjerrighed, denne kom paa lige Fod med den, fik Overtaget og drev mig omsider til min Fætter, hvem jeg mindede om hans Løfte.

var

Det var sent paa Esteraaret. Dagen vilde just liste sig over i Aftenen. Vi besluttede at gaa derhen lige paa Stedet. Jeg kom i denne Spændingsfeber, som Nogle ere mere, Andre mindre underkastede. Huset, hun boede i, anseeligt. Vi tog i Klokken og nævnede vore Navne. Vi bleve begge modtagne. Han lod mig træde først ind, men i Stedet for at blive hos mig hørte jeg hans Stemme bag mig: „Frøken Julie, min Fætter Georg, Student, atten Aar, enthousiastisk begeistret for Dem; jeg anbefaler mig, thi jeg maa i Kasernen." Døren blev lukket bag mig, og jeg stod alene i Stuen. Allerhelst var jeg som Faust fra Auerbachs Kjælder faret bag efter min Fætter, om Farten saa skulde være gaaet lige til Helvede. Jeg havde en Fornemmelse, som om hele min Krop var een stor Strube og Verden en stor Haand, der snørede den til. Under mine Fødder følte jeg et blødt Tæppe, foran mig saae jeg en Forvirring af kostbare Meubler flyde sammen i Aftenens Skumring, som forøgedes af Silkegardinerne. Forøvrigt herskede der Stilhed rundt om mig. Jeg begyndte at nære det Haab, at jeg endnu var alene og maaske kunde slippe ubemærket bort, da der pludselig fra en mørk Krog klang en klokkeklar Latter, ved hvis Toner mit Mod ikke blev større.

„Er De bange?" raabte nu Stemmen, som jeg strax kjendte. Der laa saa megen opmuntrende Venlighed i den, at jeg atter blev mig selv og vilde vove et Skridt, da hun selv rejste sig fra en Divan, traadte hen til mig og stillede sig ved Siden af mig ved Væggen. Idet hun gik, sank hendes Shawl ned, og da hun stod tæt ved mig, kunde jeg med eet Blik opfatte den Ynde og Gratie, der omgav hende.

Hun betragtede mig fra Siden og lo. „Da De ikke vil komme til mig, maa jeg vel komme til Dem," sagde hun. Vi saae os selv i det høje Spejl foran os. Der stod vi to latterligt nok ved siden af hinanden med Ryggen mod Døren. Min gamle Tillidsfuldhed og Naturlighed kom tilbage; vi lo begge sammen og gik som de bedste Venner hen til nogle Stole, som stod meget indbydende der.

Vor Underholdning var meget ligefrem. Hun hyllede sig i sit Shawl og støttede Hagen paa Haanden; saa lokkede hun en lille hvid Angorakat med lange Silkehaar til sig; vi legede med Dyret, som syntes at have nydt den bedste Opdragelse. Vor Samtale drejede sig hverken om Theatret eller om Shakspeare, vi talte ikke om Andet end om Vejret, om Efteraaret, om Landet og Byen, om Mark og Skov; men som en frisk Kilde lader ogsaa de værdiløseste Kiselstene, som dens Vand flyder over, skinne glimrende og farverige, saaledes var Alt betydningsfuldt, hvad hun sagde og lod mig sige. Thi i en mærkelig Grad besad hun den Hemmelighed, formelig at kunne tvinge Andre til at blive fine og aandrige, som hun selv var. Hun lagde dem umærkeligt i Munden, hvad de skulde sige og hvad der klædte dem. Enhver blev til en Skabning af hende, smidig og behagelig, og stod i det fordelagtigste Lys for sig selv.

"

Jeg mærkede slet ikke, at Tiden gik. En Pige satte Lampen paa Bordet og kastede et betydningsfuldt Blik paa det prægtige Uhr, som stod der. „Jeg maa nu bede Dem gaa," sagde hun; „kom igjen, naar De har Lyst. Helst paa denne Tid." Hun rakte mig Haanden og kastede af Vanvare med den anden den lille Kat ned i min Hat, som jeg holdt i Haanden. Jeg udbrød: „Den tager jeg med mig som Erindring!" og ilede hen til Døren; hun løb efter mig for at forhindre det, men jeg var allerede paa Trappen og bragte lykkelig mit Bytte hjem, gjemt under min Kappe.

Da jeg kom hjem, fandt jeg Lys i mit Værelse og omkring Bordet nogle gode Venner, som havde installeret sig hos mig og vare i det bedste Lune. De lagde i et Nu Mærke til den stakkels Kat, som sprang ned fra min Arm og vilde skjule sig. Alle efter den. Det lille Stykke Dyrerige gjorde nogle rasende Spring, men blev tilsidst fanget og sat op paa Bordet. Jeg vilde hindre det, men de gjorde den ingen Fortræd. Den blev ogsaa efterhaanden rolig ligesom de Andre og laa snart stille i et Hjørne af Sofaen. Men senere begyndte Legen igjen; den satte sig til Modværge og krummede Nyg, hvilket klædte den overordenlig komisk med dens lange Haar. Nu prøvede vi paa alle Maader at tirre den til denne Stilling og satte den midt paa Bordet. Vi stod i Skjorteærmer omkring det, og den ældste af os var i det Højeste nitten Aar.

Da banker det paa Døren, og en Tjener træder ind. Mennesket gaaer rolig hen til Bordet og griber Katten. Halloj! skreg hele Forsamlingen og antog en saa truende Mine, at han igjen retirerede hen mod Udgangen. Hans Opførsel forekom os højst upassende. Der var mellem mine Venner en Landjunker af det reneste Vand, den yngste af os Alle, hvis rige Fader havde Huset fuldt af Tjenestefolk. Han traadte med sin lette lille Stok i Haanden hen foran Tjeneren og spurgte barsk: „Hvem har sendt Dem?" „Ieg skulde hente Katten." „Hvem tjener De hos? Naa, svar!" Dermed slog han med Stokken i Bordet, saa Dupskoen fløj af. „Grev N. har sendt mig og fordrer Katten udleveret," sagde Mennesket. - Ieg vilde tage Ordet. „De kan sige Greven," raabte den Anden, at han maa komme selv, hvis han vil have sin Kat." Jeg var roligere end han, men dog ogsaa ærgerlig. Hvad var det for en Greve? Og hvad kom Katten ham ved? „De kan hilse Greven og sige, at jeg ikke har hans Kat."

Mennesket gik. Vi saae ud af Vinduet. Nedenfor holdt en Ekvipage, som han traadte hen til. Snart gik Vogndøren op, og ud traadte en ung Mand, som vi kort efter saae træde

tende Høflighed. - „Paa ingen Maade," svarede jeg. „Saa tager jeg den altsaa." Han bukkede sig, tog Dyret op, løftede Hatten en Tomme fra Hovedet, medens han betragtede os, den Ene efter den Anden, og vendte os derpaa Ryggen. Vi vare Alle stille, thi Enhver følte sig slaaet paa det Felt, hvor han var mest modtagelig. Den dummeste Uvidenhed lige overfor en Professor havde ikke kunnet gjøre os saa flove.

Ieg var i Forlegenhed med, hvordan jeg atter skulde vise mig hos min Dame; men da jeg nogle Dage efter gjorde det vovelige Skridt, syntes hun at se Sagen i det bedste Lys og lod sig Begivenheden fortælle endnu en Gang. Hun var allerkjæreste, men ikke hvad man kalder nydelig, der var intet Soubretteagtigt ved hende; ikke noget Øjeblik fornægtede hun Julie. Men paa samme Tid var der en Utvungethed i hendes Væsen, som tiltrak mig mægtig. Hun var ældre end jeg, om end ikke meget. Hun holdt af Pragt og Skjønhed; hendes Salon var udstyret i den mindst pralende Smag, men kostbar. Hun bar gjerne glimrende Stene paa sine slanke, smalle Arme. Hun havde blondt, plastisk Haar. Aldrig var det i Orden. Snart paa et, snart paa et andet Sted faldt det hende ned over Kinden, eller naar hun pludselig sprang op for at hente Noget eller løb efter Katten, faldt Kammen af, og det ikke flettede, kun let snoede Haar rullede hende ned om Nakken.

Med den fremrykkende Vinter blev det alt tidligere og tidligere mørkt, og da jeg stedse kom paa en og samme Tid, skete det, at jeg næsten kun saac hende i Skumringen, ved Lys eller i Theatret, saa at hun beholdt al den Fortryllelse for mig, som jeg fra først af havde været bange for at for styrre ved at træde hende nærmere. Hun viste mig den største Tillid. Hvor ofte lagde hun ikke sin Haand paa min Arm eller sin Arm i min, naar jeg tog Afsked og hun fulgte mig til Døren. Aldrig var dog denne Fortrolighed skilt fra den indre Tilbageholdenhed, der i al hendes Tvangløshed forlenede hende saa stor en Ynde. Mig faldt det aldrig ind, at der kunde være Tale om at forelske sig i hende.

Fremmede havde jeg hidtil ikke seet hos hende, omendskjøndt jeg vidste, at hun ellers ikke levede afsondret. Jeg bekymrede mig ikke derom, det gjorde mig ikke nysgjerrig. Heller aldrig omtalte hun Greven, om hvem det hed sig, at han var hendes begunstigede Tilbeder. Jeg var fuldstændig optagen af hendes Nærværelse. Ofte spurgte hun mig om min Mening angaaende hendes Spil, og vi talte længe om hendes Roller. Hun trængte dybt ind i Digterværkerne, dog lagde hun kun liden Vægt paa det Individuelle, men frem hævede det Almene, som hun dog paatrykte det ejendomme ligste Præg. Hun deklamerede ofte for mig. Vi sad sammen foran Kaminen, saa sprang hun mangen Gang op og faldt midt ind i Scenerne. Jeg hørte paa hende uden at røre mig, saae hendes Skikkelse i Skumringen og troede at være i et fjernt Land, hvor Palmer voxede.

Der stod ogsaa et Flygel. Jeg kan ikke mindes, at hun har spillet noget Stykke efter Noder eller endog blot fra Be

i det. Hun bildte sig ikke ind at være nogen Kunstnerint paa Instrumentet, men hun ledsagede gjerne sin Samtale me Musik. Saa klang Alting mellem hinanden, en Art Impre visation med uendelige Reminiscenser. Hun kunde have Dje blikke, hvor hendes Musik blev rasende; traadte jeg saa he til hende, saa betragtede hun mig smilende og lod Hænderm

paa een Gang igjen styrtede sig ind i Tordenen. Det va et ubestemmeligt Lune, hun fulgte i Alt. Hvo kan vide, om Sommerfuglen vil flagre til højre eller til venstre? Den veed det ikke selv, den betroer sig til den solvarme Lust, og vi føle ikke de fine Strømninger i Atmosfæren, som lol! den eller føre den med sig.

Saaledes tilbragte vi Vinteren. Omgangen med hende udøvede den fordelagtigste Indflydelse paa mig. Jeg fik ved hendes Paavirkning, hvad ellers maaske lange Aar ikke havd givet mig. Til Iul forærede hun mig en Pung af blaz Silke, som hun selv havde hæklet. Hun var som en Søster for mig, saa rolig, saa fuld af Omhu; Gud veed, hvad der var, der knyttede os saa uskyldig til hinanden. Af og til lod hun sig give et Raad af mig, dog omtalte hun ellere aldrig sine Forhold for mig. Paa Pungen vare Ringene af Guld, og i hver af dem sad en lille Karneol; den ene bar Begyndelsesbogstavet til hendes Navn, den anden til mit. Ieg paa min Side havde længe søgt efter en Present til hende; hun syntes at have Alt. Det var i Virkeligheden forbavsende, alle de Sager, der fandtes hos hende, af Bronce, Porcellain, Guld og Sølv i de yndefuldeste Former, og alligevel syntes ingen af alle disse Smaating overflødig, men Alt at høre hjemme, netop hvor det stod. Endelig forærede jeg hende et Fløjlsbaand med en Diamantknap til Halsbaand for Katten. Det klædte Dyret udmærket, men Dagen efter havde det ikke længer Baandet paa. Den havde ikke villet finde sig i det, sagde hun.

I Theatret var jeg, hver Gang hun spillede. Hendes Kunst blev bestandig større, og Publikums Begejstring steg fra Dag til Dag. En Aften traadte hun op som Desdes mona. Jeg havde ikke været rask og havde ikke seet hende næsten i otte Dage. Aldrig havde der strømmet en saadan Ild gjennem hendes Ord. Hendes Lidelser, hendes Ydmyghed, hendes sørgelige Skjæbne lokkede Taarer ud af Alles Øjne. I Scenen, hvor hun klæder sig af, sang hun Sangen efter Nossinis Melodi «al pode d'una salice», den skjønneste, han har skrevet. Hun sang den med fuld, gjennemtrængende Stemme. Aldrig glemmer jeg, hvorledes jeg formelig for. stenedes ved at se og høre, hvorledes mine Blikke klamrede sig til hendes snehvide Arme, i hvilke Harpen hvilede, og hvor smertefuldt hendes Nakke var bøjet. Hvordan maatte jaa ikke Den være tilmode, der en Gang oplevede Sligt i Virke ligheden, naar hun, der kun spillede, kunde lægge en saadan Fortvivlelse i sine Toner! En Anelse om al den Lidelse, som nogensinde har rystet et Menneskehjerte, klang ud deraf: man saae den uundgaaelige Skjæbne nærme sig, som Havets Bølger ubarmhjertig vore og opsluge deres Offer.

Jeg var ude af mig selv. Jeg maatte se hende endnu samme Aften og gik til hende. Det var i Februar og bidende koldt. Da jeg traadte ind af Porten, kom en tilhyllet Skif kelse mig i Møde og gik mig rask forbi. Det var Greven, jeg kjendte ham paa Stedet. Jeg tænkte: Det er bedre sar ledes, end om Du havde truffet ham deroppe, og lod mig