Samlede poetiske skrifter: folkeudgaveGyldendal, 1907 |
Andre udgaver - Se alle
Almindelige termer og sætninger
4de Bind atter Bjørnen Blik bliver Bord Bosporus Bryst Bølger Baaden Chaluppen dér derude Drengen Drømme Dynekilen Dækket døde Døren faldt fo'r Fontænens Fregatten frem Fugl følger Galej gamle Jakob Gang gøre gaar helt hende hjem Hjerte holdt Hoved Hunden Hænder høje højt hører hørte Haand igennem Jollen Jord Kaptajn Spang kender Klit Kolibrier Kongen Kvinde Kærlighed Land langede Lars Kruse lægger længe løb Mand Marmor Mænd mørke maaske maatte Nanna Natten Nordstranden Nordsøen næsten omkring Osman Peder Wessel Pigen Preusser Revlerne Rælingen raaber raabte sagde Sandflugten Sang Sejl Side sidste Skibet Skjald Skoven Skuden skød skønne slog slaar Smeden Smedien smaa snart snevre Solen Sted stedse stod Stormen Stranden Strøm stærk staar sukker synger sætter Søen saadan tilbage Tordenskjold tænkte Tønnes Vand véd Vejret Verden Vinden væk Wessel Øje Øjet Øjne
Populære passager
Side 7 - Hvi risler de duftende Vover Mindetungt Forbi mig hen? Hvi møder mit bævende Blik igen: Sakuntala, Sakuntala. O Pige, Du sænker dit Øje Saa fugtig blødt Ind i mit Blik, Som var det i denne Time, Den bindende Ring Du fik ! Ak, ikke en enkelt Time, Enkelt Dag, Nej tusinde Aar Skillende mellem os begge staar: Sakuntala, Sakuntala! Du tabte ej Ringen i Floden. Dushjåntas selv Har slængt den hen, Og stemmed han end den stride Strøm, Han bringer ej Ringen igen.
Side 7 - ... Festen var endt; hvor hun havde sunget, stod et tavst Instrument. Der gemte sig slumrende Toner deri; hun kunde dem vække. Nu var det forbi. I Stagen stod Lysene næsten brændt ned, et vaklende Skær over Glassene gled. Her suged din Læbe den livfulde Glød ; jeg føler kun Glassets forstenede Død. O kunde du komme tilbage igen! Jeg stillede Vinen paa Bordene hen; jeg lyste med Fakler vor natlige Fest, jeg satte dig højbords, mig selv som din Gæst. Saa sang du til Tonernes bølgende Slag....
Side 7 - Jeg kunde for Længsel ej sove, En Blomstervind Slog mig imod, Strømmed herind ad mit Vindu Som en vellugtaandende Flod; Jeg hørte de høje Palmer Suse svagt Med sød Musik; Det hvisked ihvor jeg stod og gik; Sakuntala, Sakuntala. Du evige Himalaya Med Issen højt Mod Himlens Tag, Hvi sender Du dine Kilder At møde min Fod i Dag?
Side 37 - Hilsen Se, nu er Vindene milde; Vaaren har aandet paa Luften, Luften har kysset hvert Blad og hver Blomst, som staar langs den rislende Kilde. Elskede, føler du Duften her ved den svale Sø ! Livet har sikkerlig Vinter og Kulde, men Livet kan aldrig dø. O der er Vaar i dit Øje, Evighedens Blaat i dets Vande ; Blomster og Blade, hvorhen du end gaar, andægtigen Bægrene bøje.
Side 283 - Paa Stranden skælver ej det mindste Blad; Her ruller Søen sølvblank ud sit Bad, Og Solnedgangen lejrer sig derover. I Himlen smeltes ind de bløde Vover. Du skuer mod uendelige Sletter Af Barndomsminder uden mørke Pletter, Vemodig glad: — De lyse Nætter, ak de lyse Nætter! Alle...
Side 7 - Sakuntala Jeg kunde for Længsel ej sove, en Blomstervind slog mig imod, strømmed herind ad mit Vindu som en vellugtaandende Flod; jeg hørte de høje Palmer suse svagt med sød Musik; det hvisked, ihvor jeg stod og gik: Sakuntala, Sakuntala.
Side 38 - Vinge, baaren af Lyset og Luften, sødt som to Bølger, der samles i én, vi to gennem Rummet os svinge. Elskede, føler Du Duften over den svale Sø! Elskov har sikkerlig Vinter og Kulde, men Elskov kan aldrig dø. Ind imod Ophavets Rige ! lad da kun Døden os favne midtvejs; hvad har vel den skinsyge Død over Vaaren og Elskov at sige? Lyt I Du vil høre to Navne hviskes ved denne Kyst. Det er vor evige Elskov, som aander evig i Bølgernes Røst.
Side 267 - I Natten med Ret til At tie og sove, Staar søvntunge Buske Og Trær. Jeg ængstes, som var det For meget at vove, Jeg løfter min Stemme: Hvem der? Jeg lytter. Fra søvntunge, Slumrende Skove Spørger mig Ekko: Hvem der? Jeg iler i Natten Fra stille Skove, Jeg grubler, jeg grunder; Min Gud!
Side 7 - JDer blev stille i Stuen da Festen var endt; hvor hun havde sunget, stod et tavst Instrument. Der gemte sig slumrende Toner deri; hun kunde dem vække. Nu var det forbi.
Side 7 - Vover mindetungt forbi mig hen? hvi møder mit bævende Blik igen: Sakuntala, Sakuntala. O Pige, Du sænker dit Øje saa fugtig blødt ind i mit Blik, som var det i denne Time den bindende Ring Du fik! ak, ikke en enkelt Time, enkelt Dag, nej tusinde Aar skillende mellem os begge staar: Sakuntala, Sakuntala. Du tabte ej Ringen i Floden. Dushjåntas selv har slængt den hen, og stemmed han end den stride Strøm, han bringer ej Ringen igen. Dushjåntas i Palmelunden jage vil langs Flodens Bred; han...