Næsten alle Portraiter gjengive hendes Træk, men ikke et eneste har jeg
seet, som gjengiver hendes Sjæls Skjønhed og hendes Aands Ynde,
der dog afspeilede sig saa stærkt i hendes Physiognomi. Jeg har kun
havt Leilighed til at see Marie Antoinette denne ene Gang. Da man
faa Aar efter slæbte hende paa en Karre gjennem Gaderne for at lægge
det deilige Hoved under Guillotinen, kom dette Sørgetog lige forbi
mine Vinduer men det var mig ikke muligt at see hende, uagtet jeg
vidste, at hun maaskee aldrig har staaet høiere end i denne Fornedrelsesstund.
Kongen saae jeg første Gang samme Dag i Versailles, da han ogsaa
gik til Messen. Han blev opmærksom paa min Mand, som stod i
Skaren med mig under Armen, da han gik forbi. Min mand havde
været ham forestillet. Kongen gjorde et Skridt henimod ham, som om

han vilde tiltale ham, og nikkede venligt; men forlegen, som han var,
dreiede han atter af og gik os forbi med sin Suite, idet han ogsaa gav
mig et venligt og kongeligt Nik. Man behøvede kun at see ham for at
være overbevist om, at han var af Kongeblod og besad kongelig Værdig-

hed, man kunde ogsaa nok see, at han ikke var nogen kraftig og stærk Charakteer; men man kunde ikke let tvivle om, at han var et ædelt Menneske, en kjærlig Mand og Fader, og en høimodig Konge, der omfattede fine Undersaatter med Kjærlighed. Saaledes var ogsaa dengang den almindelige Mening om ham. Siden blev han efterhaanden syfte= matisk beløiet. Det hører med til saadanne bevægede Tider, naar Lidenskaberne komme i Oprør, at der efterhaanden indtræder en heel forløiet Tilstand, i hvilken alle Partier sværte deres Fjender og hæve deres Venner, Altsammen paa Sandhedens Bekostning. Denne Tilstand er maaskee den største revolutionaire Ulykke, thi den demoraliserer let det hele Samfund, som vænner sig til at betragte Løgnen som noget Tilladeligt, og omsider ikke mere kan skjelne Sandheden. Under saadanne Omstændigheder kan en Konge med ligesaa liden Grund blive hævet til Skyerne, som han uden Grund kan blive traadt i Støvet som et Afskum. Og den Første kan derfor gjerne i Virkeligheden være slet, og den Anden god, baade som Regent og som Menneske. Det lærer Historien os ved alle Revolutioner.

Den anden Gang, jeg saae Kongen, var efter Bastillens Indtagelse, da han kom til Paris for at befæste Freden mellem Hoffet og Folket, som det blev kaldt. Jeg saae ham kjøre forbi til Raadhuset, mild og venlig som altid, trods de Krænkelser, han allerede dengang havde lidt. Min Mand havde faaet en Plads paa Galleriet, han saae den hele Komedie, thi Andet kan man sandelig ikke kalde det. Alle Gader, ogsaa den, hvori vi boede, vare fulde af Sansculotter i tusindviis, som stode i Rækker, de vare bevæbnede til Tænderne med de Vaaben, som de havde plyndret i Invalidernes Hotel og rundt omkring, det var nogle forfærdelige Bander at see paa, de Fleste manglede et eller andet Klædningsstykke, det lød til, at de stillede disse Mangler til Skue med en vis Stolthed, den hørte med til Sansculotismen. Min Gud hvor de brølede! Oppe i Salen var Kongen bleven tiltalt af flere af de revolutionaire Talere, en af dem græd endogsaa af Rørelse. Kongen var et let bevægeligt Gemyt, og Ingen tvivlede om, at han mente det ærligt. Han havde ogsaa Taarerne i Øinene af Nørelse over de hykleriske Ord, der bleve sagte til ham. Man rakte ham en uhyre trefarvet Kokarde, som han fæstede paa sin Hat, hvilket blev meget beklappet. Derpaa blev der udstedt en formelig Declaration, hvori han blev erklæret for at være: „en honet Mand, de Franskes Fader og Konge over et frit Folk,“ og dette Skudsmaal blev høitidelig underskrevet. Stakkels Konge! Alt dette forhindrede ikke, at det samme Folk snart benyttede sin Frihed til at

hugge Hovedet af den honette Mand, som var dets Fader og Konge. Men dengang tænkte man endnu kun paa at faae Lavinen til at rulle, Ingen tænkte paa hvor umuligt det er siden at standse den, eller paa hvad den vilde knuse, naar den endelig faldt.

Man taler saameget om Revolutioners Berettigelse, de skulle, siges der, være et lovligt Middel til at bringe de Ideer frem, der skulle lyksaliggjøre Menneskeslægten, og som ikke paa anden Maade kunne komme frem. Den, der har oplevet en Revolutions Rædsler, kan ikke faae i fit Hoved, at Lovløshed skal være et lovligt Middel. Vold er vistnok et daarligt Argument, det Gode fremmes neppe paa denne Maade. Ideer skulle seire ved Grunde, ved Overbeviisningens Magt, at slaae Hovedet af sine Modstandere er mere kanibalsk, end det er overbevisende, hverken for de Halshuggede eller for Andre. Man priser ogsaa ofte Franskmændene for at være saa langt forud for alle andre Nationer, da de optage alle nye Ideer, og prøve dem i en bestandig fortsat Revolutionsfeber. Jeg har levet saalænge blandt Franske, at jeg holder af dem, men ikke af den Grund. De ere unegtelig ligesom Uroen i Uhret, og den kan vel være nødvendig til at holde Værket levende, men den staaer dog ikke over den drivende Fjeder eller de arbeidende Hjul, thi uden disse bliver Uroen dog kun en unyttig Spirrevip. Denne Uro er neppe til Lykke for det franske Folk, og den stiller det vistnok ikke over andre Nationer.“

Saadanne Yttringer bestred jeg altid, der beundrede Frankrig og sværmede for de ædle Tanker, som vare skrevne paa Omvæltningernes Faner. Hvor skjønne, hvor herlige vare de ikke! Min Tante mente, at smukke Talemaader kunde man høre nok af, men det var tidt ikke andet, end Lokkemad, og Udfaldet viste kun altfor ofte, at de Revolutionaire handlede tvertimod deres egne Ord, naar de først kom til Magten. Det kunde vel ikke være anderledes, thi de menneskelige Lidenskaber ere altid og overalt de samme. Da vi dog alligevel ikke kunde blive enige, op= gave vi efterhaanden at disputere. Jeg sang heller ikke Marseillaisen

mere, som dengang igjen var bragt i Moden.

Engang faldt Talen paa Bastillen. Jeg havde længe dyet mig, og nu kunde jeg ikke lade være at glæde mig over, at Folket paa hiin mindeværdige Dag havde erobret fine lovlige Rettigheder og knust Tyranniets Bolværk, da dets brave Sønner vandt en herlig Seir over den misbrugte Magt, og jevnede dette stolte skumle Fængsel med Jorden. Min Tante smilede lidt af denne Tirade, ærlig talt troer jeg ogsaa, at den var laant af en Avisartikel. Og nu fortalte hun saaledes. „Det var i Juli 1789, at denne stolte Seir blev vundet. Da vi

hørte, at Folk stormede løs mod Bastillen, trak man paa Skuldrene over en saadan Galskab, det var det Samme som at løbe Panden mod en Muur. Men der er Intet saa galt, at det jo kan skee. Den frygtsomme Commandant og de stakkels Invalider, som udgjorde Besætningen, forsvarede ikke Fortet, men aabnede Bastillens Porte for Folket, der havde lovet at skaane dem, og som alligevel myrdede dem i drukkent Raseri. Jeg har selv seet disse saakaldte Seirherrer, som skjøde nok saa tappert paa de tykke Steenmure, der ikke forsvarede sig, og som brølede høiere endnu, end Geværskuddene knaldede, jeg har seet dem kjøre døddrukne om i Gaderne i Fiakrer med Uskuddet af Qvinder, og blive beklappede af de bange Indvaanere. Dengang begyndte Bærmen allerede at hæve sig til Overfladen. Lederne brugte den blinde fanatiserede Masse, som siden vorede dem selv over Hovederne, og endte med at kappe Hovederne af dem.

Det var blevet en Modesag at gaae til Bastillen og see paa Ødelæggelsen. Min mand og jeg gik ogsaa derhen, adskillige Dage efter Stormen, man brød ned paa de umaadelige tykke Mure, og det er jo langt hurtigere at rive ned, end at bygge op. Det var ogsaa paa Moden at tage Deel i Ødelæggelsesværket; jeg har seet pyntede Damer, vel sagtens af en tvivlsom Slags, og Borgere og Petitmaitre, og Skribenter og Skuespillere, ja endogsaa nogle Herrer fra Hoffet trænge sig frem, krybe op paa Stilladserne og lægge Haand paa en enkelt Steen, for at have ydet deres Bidrag til denne store Sag, saa kunde de dog sige, at de havde været med at jevne Bastillen med Jorden. Der var en Larmen og en Skraalen, og en Ramlen af de nedrevne Stene og en Kalkstøv til at indhylle det Hele, som ikke var til at udholde. I al fin Forfærdelighed var der alligevel noget Komisk ved disse Scener, og utrolig megen Usandhed og Affectation var blandet med Naaheden og Vildheden. Nogle af de stakkels Invaliders Hatte og blodige Uniformsstykker laae endnu der, hvor man havde masacreret dem, det var tause Vidnesbyrd om, hvor let denne troløse Seir havde været kjøbt. Men i Journalerne tog det fig Altsammen ganske anderledes ud. Historien bliver ofte componeret faaledes.

I Etagen ovenover vor boede en bretagnist Adelsmand, Grev Durandais de Tronjoli, som var kommen til Paris med sin Familie i Anledning af en indviklet Arvesag. Greven var en dannet og ædel Mand, af en Fiinhed i Omgang, som strax vinder Hjerterne, uden at lede til Fortrolighed. Grevinden var en stiv og afmaalt Dame, et Par Aar ældre end Greven, hun havde vistnok været meget smuk, nu var hun det ikke mere. Det var en Himmellykke, at Greven havde taget