med Gjæller, da dette nu unægtelig er hensigtsmæssigere for Vanddyr, og Havsneglene ere saa talrig og saa betydningsfuld en Gruppe. Ferstvandsmuslingerne derimod aande ved Gjæller ligesom Havmuslingerne; thi i denne Dyreklasse, der tæller lutter Vanddyr, vilde det aabenbart være urimeligt at indrette Lunger for nogle af dem, selv om de vare bevægelige nok til at kunne komme op til Luften for at aande. Leddyrene vise, at lignende Betragtninger lade sig anvende paa dem. Det ligger nu en Gang i Krebsdyrenes Plan at leve i Vandet og aande ved Gjæller; derfor gjøres der ingen Undtagelse med Landkrabberne; det vilde forstyrre Klassens Harmoni og er ikke nødvendigt; der sørges blot for, at Gjællerne altid kunne være vaade, saa gaaer det godt paa denne Maade. Edderkopper og Insekter ere i det Hele Landdyr og aande derfor i det Hele ved Luftrør; de forholdsvis faa Former, hvem Vandet er anvist til Opholdssted, blive derfor ikke stray udstyrede med Gjæller, men maae vide at hjelpe sig paa andre Maader. Med enkelte gjør Naturen dog en Undtagelse og spenderer paa dem et heelt nyt Organ: Luftrørsgjællen, som den saa i forskjellige Skikkelser anvender hos de forskjellige Slægter. Men en ny Udvei forsøges ikke, inden alle andre Muligheder ere blevne udtømte.

Chr. Lütken.

Lidt faae man, Sommerfuglen

Af mangen fræk Krabat

3 Viisdom over Uglen

Paa Vers og Riim blev sat.

211 dua ad Men sligt gjør ingen rigtig

Moralsk Poet nei Tak!

Og derfor skyer forsigtig
Jeg saadan ublu Snak.

Hvad er den hele Tingest?
To Vingepar med Støv!
Blandt Creaturer ringest
Den nys paa Jorden krøb.
Af Blomsterne den arved
Sin sirlige Gestalt
Og fik sin Kappe farvet,
Men det er ogsaa Alt.

Thi naar i Sommerhaven
Heel lystigt Sangen gaaer,
Den taus og tyst som Graven
Med fine Vifter slaaer.
Den fik ei Røst, ei Stemme,
Den lærte ingen Sang,
Og maa i Hjertet gjemme
Sin Tanke og fin Trang.

Men seer De vel, mit Øre
En Guddom har berørt;
Jeg derfor grant kan høre,
Hvad Andre ei faae hørt:
Jeg Alt, hvad i dens Indre
Sig rører, kan forstaae;
Saavidt jeg kan erindre
Saa tænker den som saa:

Saa blev jeg just en Tænker,
En rigtig, som er fri
For alle dumme Lænker
Og alt Philisterie.

At deilig er min Skabning,
Det veed jeg jo saa godt;
Man staaer i taus Fortabning,
Naar jeg mig viser blot;
Naar i min Fløielskaabe
Jeg hæver mig til Flugt,
Tidt hører jeg dem raabe:
Nei see, hvor det er smukt!

For alt det rene Skjønne,
For Blomster, Sol og Luft,
Det Brogede, det Grønne,
For Alt med Sjæl og Duft,
Mig aabent Sind og Sandser
Naturens Herre gav;
Saalænge her jeg dandser,
Jeg lever kun deraf.

Titanen fordum famled

Sig træt i vaade Leer;
En Krop fik han vel samlet,
Men heller ikke meer;

Thi død og dum stød Manden,
Først da Gudindens Haand
Mig satte ham paa Panden,
Fik han Liv, Sjæl og Aand.

Og paa hans Isse stillet
Med samlet Bingepar,
Jeg Sjælens ædle Billed
For alle Kunster var.
Naar sig en Sjæl vil hæve
Og til Vorherre gaae,
Da kan den dog kun svæve
Med mine Vinger paa.

Siig, hvad er vel min Brøde?
Den Drik, man mig frembar,
Jeg skulde vel bortstøde
Som en forlegen Nar?

Jeg tager, hvad man skjenker,
Mig fryder, hvad man gav,
Jeg fri og freidig sænker
Mig dybt i Glædens Hav.

Mon Lilien følte Smerte,
Som bar mig paa sin Arm?
Og brast vel Rosens Hjerte
I dens blussende Barm,
Fordi jeg fløt forbi den
Og sendte den et Blik,
Der vakte Tanker i den,
Som aldrig før den fik?

Violen var den ikke
Lige duftende og smuk,
Fordi den lod mig drikke
Sit første Morgensuk?
Og fik Kjærminden Taaren
Vel i sit Dies Blaae,
Fordi den havde baaren
Mig et minut, den Smaa?

Og skal jeg høre ilde,
At i Auriklens Huus
Jeg stundom fik en lille,
Gemytlig Sommerruus ?
Selv har den mig udkaaret,
Selv har den søde Ven
Mig fuldt saa vel bedaaret,
Som jeg bedaared den!

Jeg tager, hvad man giver,
Mig fryder, hvad man gav,
Til Spurvens Kro mig bliver
En hurtig Død og Grav.

n Eftermiddag i August Maaned slentrede jeg om uden Maal og Meed ved Tiissøens østlige Kyster. Jeg havde om Morgenen forladt mit Standqvarteer i Beks Kro og vandrede nu om for at finde en soidisant Fætter, som skulde være Forpagter paa en Gaard deroppe men, oprigtig talt, brød jeg mig ikke stort om Fætteren: jeg havde aldrig seet ham og vilde egentlig blot the til ham som den sidste Ressource, ifald jeg skulde kjede mig altfor meget, saa han var blot et Paaskud for mine planløse Vandringer. Planløse? Nei, tvertimod jeg havde lagt den fortræffeligste Plan jeg vilde see Naturens Skjønheder, more mig og, om muligt, opleve Eventyr.