at foretage Konverteringer og derigjennem Rentenedsættelser af deres Laan.

Kreditforeningerne have bidraget meget til den Omordping af vore Prioritetsforhold, som har fundet Sted i den sidste Menneskealder. Før 1850 var de Laan, der indestod som Prioriteter i faste Ejendomme, forholdsvis smaa, og det var overveiende private Laan, der gjerne var ydet af Slægtninge eller andre, som Laantagerne stod i en eller anden personlig Forbindelse med. Siden da ere Laanenes Beløb voxet overordentligt, og de have tillige for en stor Del skiftet Karakter. De helt private Laan ere blevne forholdsvis sjældnere, medens „offentlige“ Laan ere blevne almindeligere, især Laan ydede af Kreditforeninger, Sparekasser og lignende Institutioner, der optræde som Mellemmænd mellem Laantager og Laangiver. Det personlige Forhold mellem Debitor og Kreditor er trængt noget tilbage, Laanene ere blevne mere Forretningslaan, men til Gjengjæld ere de i Almindelighed ordnede paa en fastere og mere blivende Fod. Der er nu for Tiden af offentlige eller halvoffentlige Institutioners Midler udlaant følgende Beløb mod Prioritet i faste Ejendomme:*) Af Statskassen 17.5 Mill. Kr.; af forskjellige særlige Fonds, der henhøre under Staten (Universitetet, Kommunitetet, Sorø Akademi, det lærde Skolevæsen, Invalidforsørgelsen) 17,7 Mill. Kr.; af Livsforsikringsanstalten 25,4 Mill. Kr. Endvidere af Nationalbanken 7,3 Mill. Kr.; af Overformynderiet 80,7 Mill. Kr.; af Sparekasserne 175 Mill. Kr.; Landmandsbankens Hypothekafdeling og af Kreditforeningerne 400 Mill. Kr. Det er i alt over 700 Mill. Kr.

Desuden ere meget store Beløb udlaante paa lignende Maade af Klostere, Stiftelser, Legater, private Forsikringsselskaber, Fideikommiser m. fl., ligesom ogsaa adskillige af kommunerne have store Beløb udestaaende mod Prioritet i faste Eiendomme. Det

Maade, og den langt overveiende Del af dem ere fremkomne i de sidste 30 a 40 Aar.

Hvor meget den samlede Prioritetsbyrde paa de faste Eiendomme er voxet i dette Tidsrum, og til hvilket Beløb den nu er naaet op, vides ikke, man har kun løsrevne Data og Kalkuler at holde sig til. For de 17 Aar fra 1866 til 1883 har man Oplysninger om indtegnede og udslettede Prioritetsbeheftelser, og efter disse skulde Prioritetsbyrden i dette Tidsrum være voxet med henimod 1000 Mill. Kr. For Kjøbenhavns Vedkommende véd man, at den samlede Prioritetsbeheftelse paa Byens faste Ejendomme i Aaret 1886 var 4014/2 Mill. Kr., hvilket er omtrent 2/3 af Ejendommenes taxerede Værdi. For den øvrige Del af Landet har man ikke tilsvarende Oplysninger, men det tør dog siges, at i Landdistrikterne er Behæftelserne ikke saa store i forhold til Ejendommenes Værdi som i Kjøbenhavn. Størrelsen af den samlede Prioritetsbyrde paa hele Landets faste Eiendomme kjendes som sagt ikke; men det er vistnok ikke overdrevent, naar man kalkulerer den til mellem 1500 og 2000 Mill. Kroner.

Sparekasser.

Det er omtrent 100 Aar siden, at man begyndte at oprette Sparekasser i Europa, og det er 76 Aar, siden den første Sparekasse oprettedes her i Landet. Det var Holsteinborg Sparekasse, der stiftedes i Aaret 1810. I Aaret 1816 stiftedes den endnu bestaaende „Odense Bys“, senere „Fyns Stifts“, Sparekasse i Odense, og i 1820 stiftedes „Kjøbenhavns og Omegns Sparekasse.“ Faa Aar efter oprettedes der Sparekasser i Aalborg (1823), i Holbæk (1826), i Veile, paa Møen og i Holstebro (1827), paa Falster og i Viborg (1828), i Thisted, Randers, Helsingør og Ebeltoft (i 1829). I Trediverne og Fyrretyverne oprettedes

(

Sparekasser i de fleste større Kjøbstæder og nogle enkelte paa Landet.

Sparekasserne blev oprettede i philantropisk Øiemed for at udbrede og befæste en klog Sparsommelighedsaand blandt Almuen. De stiftedes sædvanligen af Mænd, der indtog en anselig Stilling i deres Kreds, og jevnlig udgik de fra velgjørende Foreninger. De understøttedes paa forskjellig Maade af det Offentlige, saaledes ved Lettelser i Stempelafgiften, og navnlig var det en vigtig Begunstigelse, at det blev dem tilladt at indsætte Penge i Statskassen til Forrentning. Indtil 1832 blev disse Penge forrentede af Staten med 4 à 5 pct., men efter 1832 blev Renten nedsat til 3 à 4 pct., tildels fordi man vilde opmuntre Sparekasserne til at gjøre deres Penge frugtbringende ved Udlaan til Private mod Pant i faste Ejendomme. Uagtet disse Begunstigelser gik det kun tungt og langsomt frem for Sparekasserne; Tiderne var trange, og de Summer, der kunde undværes fra det daglige Forbrug, kun smaa og lidet talrige; det varede desuden længe, inden Befolkningen, især Bønderne, lærte den nye Institution at kjende og overvandt Mistilliden til den. I Aaret 1847 var der derfor endnu kun oprettet 36 Sparekasser med en indsat Kapital af tilsammen 171/2 Mill. Kr.

Ved Udbrudet af Krigen 1848 viste det sig, at Tilliden til Sparekasserne endnu ikke var tilstrækkelig fæstnet hos Befolkningen; flere Steder opstod der Frygt for, at de ikke skulde kunne opfylde deres Forpligtelser, og betydelige Summer blev udtagne, saa at Sparekassernes samlede Kapital derved formindskedes med 11/2 Mill. Kr. Sparekasserne skaffede sig Midler til at bestride disse Udbetalinger ved i temmelig stor Udstrækning at forlange de Penge, de havde indsat til Forrentning i Statskassen, udbetalt, og det viste sig derved, at det kunde være en betænkelig Sag for Staten at modtage Sparekasseindskud i større Mængder, thi den var udsat for at blive krævet for dem paa Tider, hvor det netop var den særlig ubelejligt, ved Krigs Udbrud og i lignende Tilfælde. Belært af denne Erfaring begrændsede man i den følgende Tid Sparekassernes

Ret til at indsætte Penge i Statskassen saaledes, at den snart tabte al Betydning (jfr. 4de Bind pag. 391).

De gunstige Aar, der fulgte efter 1850, i forbindelse med den større Tillid, som Befolkningen efterhaanden fik til Sparekasserne, bevirkede, at der oprettedes mange nye Sparekasser, og at de indskudte Summer tiltog stærkt. Allerede i 1851 naaede Indskudskapitalen den samme Størrelse, som den havde havt før Krigen, og i de 6 Aar fra 1850 til 1856 voxede de indskudte Summer til det tredobbelte, fra 16 Mill. Kr. til 47,3 Mill. Kr. Ogsaa Antallet af Sparekasser voxede i disse Aar, og i Gjennemsnit oprettedes der to nye Sparekasser om Aaret. Krisen i 1857, der med saa stor Voldsomhed angreb hele Landet, maatte naturligvis ogsaa blive følelig for Sparekasserne, og i Stedet for den tidligere stærke Tilvæxt indtraadte der i Aaret 1857 en Tilbagegang paa ca. 3 Mill. Kr. eller ca. 1/16 af den hele Sparekassekapital; og først to Aar efter, i 1859, var denne Tilbagegang gjenoprettet. Det var altsaa atter en alvorlig Prøve for Sparekasserne, men da de alle bestod den godt, og ikke en eneste svigtede Opfyldelsen af sine Forpligtelser, bidrog den yderligere til at styrke Institutionen og Befolkningens Tillid til den. Sparekasserne var derfor maaske den af Landets økonomiske Institutioner, som hurtigst hævede sig efter Krisen, og fra 1858 til 1864 voxede Sparekassekapitalen med 31 Mill. Kr. Hvor fast Befolkningens Tillid til Sparekasserne nu var bleven, viste sig i Krigen 1864; thi i selve Krigsaaret voxede de dem betroede Summer med over 3 Mill. Kr. I Tiden mellem de to slesvigske Krige voxede Sparekassernes Antal fra 38 til 74, og de indskudte Kapitaler fra 16 Mill. Kr. til 72 Mill. Kr.

Efter 1864 har Sparekasseinstitutionen taget et endnu stærkere Opsving end før, men har tillige noget forandret Karakter. Deres oprindelige Bestemmelse var jo blot at opsamle Smaasummer for Almuen, men den store Fremgang, de fik, og den almindelige Tillid, de erhvervede sig, førte dem langt ud over dette Formaal. De velhavende Klasser benyttede dem i stor Udstrækning til at indsætte deres Penge til Forrentning; Sparekasserne i Byerne kom i nærmere Berøring med Forretningslivet og modtog derfra Indskud, der i Virkeligheden hørte hjemme paa Folio i Bankerne. Mange af de større Sparekasser i Byerne nærmede sig derved i den følgende Tid til Bankvirksomheden. Paa den anden Side søgte Bankerne at nyde godt af den grundfæstede Tillid, som Navnet „Sparekasse“ havde hos Befolkningen, og oprettede saakaldte „Sparekasseafdelinger“, hvor de modtog Penge paa „Sparekassevilkaar“. Samtidig med at de ældre Sparekasser i Byerne udviklede

i sig paa denne Maade, begyndte Sparekassesagen paa Landet at bryde sig helt nye Baner. Hidtil havde det, som alt omtalt, været Personer i de højere Samfundsklasser, som i philantropisk Øjemed havde oprettet og bestyret Sparekasserne, og disse var nærmest bestemte for Bønder og Almue; men nu var Sparekassen bleven en saa almindelig kjendt og forstaaet Ting, og den store Befolkning var gjennem det politiske og kommunale Liv, gjennem Avislæsning og Foreningsvirksomhed bleven saameget udviklet, at den mente, den kunde selv ved sine egne Tillidsmænd oprette og bestyre Sparekasser. Bevægelsen begyndte paa Landet, fornemlig i de Egne, hvor der var livligt politisk Røre, især i Aarhus Egnen. Bønderne oprettede der selv Sparekasser, som for det meste virkede for smaa Kredse, et eller nogle faa Sogne, de saakaldte „Sognesparekasser.“

Denne snevre Begrændsning og den mere personlige Forbindelse, der bestod mellem Kassens Bestyrelse og dens Publikum, tillod at anvende Laaneformer, der ellers ere betænkelige for Pengeinstituter, saaledes i stor Udstrækning at udlaane mod blot personlig Sikkerhed eller at sætte næsten alle Kassens Midler fast i Prioritetslaan, medens den almindeligvis havde en overordentlig ringe Kassebeholdning Administrationen af disse Sognekasser var ofte i formel Henseende i høj Grad primitiv, men i Realiteten var den ret godt afpasset efter de særlige Forhold, og der kan neppe være Tvivl om, at Sognesparekasserne have gjort megen Nytte. De have bevirket, at en Mængde Prioritetslaan fra at være direkte ere gaaede over til indirekte