2

De ere

af vort Kvæghold efter 1864, der bragte Liv i Sagen; de større Besætninger og de enkelte Dyrs større Kostbarhed har forøget de Tab, der lides ved Kreaturernes Sygdom eller Død, og den mere rationelle Maade, hvorpaa Landbedriften føres, har bevirket, at man mere end før vejer Udgift og Indtægt, Tab og Fordel op imod hinanden. Betingelserne for Kreaturforsikring var dermed kommen tilstede. Den ældste af de endnubestaaende større Kreaturforsikrings-Foreninger her i Landet oprettedes i 1859, det var „Kreaturforsikrings - Foreningen for Kongeriget Danmark“; som Navnet antyder, har den til Opgave at virke for hele Landet. Denne Form af centrale Foreninger syntes imidlertid ikke at slaa rigtig an; man oprettede da Foreninger for de enkelte Landsdele og derefter for snevrere Kredse, og nu gik det frem med rivende Hurtighed. Den ene Forening oprettedes efter den anden, næsten altid for snevre Omraader, ofte for kun nogle faa eller endog kun et enkelt Sogn. For Tiden findes der vistnok 150 à 200 saadanne Kreaturforsikrings - Foreninger. alle gjensidige og kun to af dem tegne Forsikringer i hele Landet, de øvrige ere lokale Forsikringer. Hvor stor en Forsikringssum der ialt er indtegnet, kan ikke oplyses, men i de fleste Egne af Landet er største Delen af stort Kvæg (Heste og Hornkvæg), forsaavidt det opfylder de Betingelser, som Foreningerne stille, indtegnede i disse. Mange af Foreningerne tegne kun Forsikringer for Heste alene eller for Heste og Hornkvæg, en Del af dem tegne dog ogsaa Forsikringer for andre Kreaturer (Faar og Svin). Naar et forsikret Kreatur dør, faar Ejeren ikke den hele Sum, for hvilken det er forsikret, udbetalt som Erstatning, der afkortes en Del, i Almindelighed / eller 1/5. Ejeren kommer saaledes til at bære en Del af Tabet, og der ligger heri en Opfordring for ham til selv at vaage over Dyrenes Helbred og Liv.

Den særegne Maade, hvorpaa Kreaturforsikringen er ordnet her i Landet, at den er delt mellem saamange smaa Foreninger, har sine Ulemper. Foreningerne styres ikke efter rigtige, rationelle Principer, Præmierne ere ikke ordentlig tilpassede efter

Risicoen, Foreningerne ere saa svage, at de i Tilfælde af større Kalamiteter ville have ondt ved at dække den forvoldte Skade. Men Systemet medfører den Fordel, at Præmierne kunne sættes meget lavt, thi Administrationen er billig, og Kontrollen med, at der ikke sker Bedragerier overfor Selskabet, hvad der ved Kreaturforsikringer er af særlig stor Betydning, er langt skarpere ved de lokale, gjensidige Foreninger, hvor Medlemmerne kontrollere hinanden, end ved de store Central-Foreninger; desuden er det vistnok denne Ordning med dens Evne til at tilpasse sig efter de særlige Forhold paa ethvert Sted og ved den store Mængde af Personer i alle Landets Egne, der som Bestyrelsesmedlemmer eller paa anden Maade blive direkte interesserede i Foreningernes Trivsel, der mere end noget andet har bidraget til, at Kreaturforsikring saa mærkelig hurtigt har vundet almindelig Indgang. Udenlandske Kreaturforsikringer har flere Gange gjort Forsøg paa at gjøre Forretninger her, men altid forgjæves; de kunne ikke konkurrere med de smaa indenlandske Foreninger.

Et i Aaret 1881 oprettet Kreaturforsikrings-Selskab „Kustos“ overtager foruden direkte Forsikringer for hele Landet tillige Gjenforsikringer for andre Selskaber.

Hagelskadeforsikring. Hagelskade, der i Mellemeuropa, især i Bjerglande, anretter saa stor og hyppig Skade, er forholdsvis sjældnere og mindre betydende i Danmark, det er derfor ogsaa først i en senere Tid, at man har fundet det fornødent at forsikre sig herimod. Det første Hagelskadeforsikrings-Selskab oprettedes i Aaret 1864 for Fyens Stift; i Aaret 1867 oprettedes et tilsvarende for Nørre-Jylland og i 1871 et for Sjællands Stift, der senere er udvidet til at omfatte Lolland-Falster. Foruden disse tre store Selskaber findes der endnu et Par mindre Selskaber, et i Jylland og et eller to paa Øerne. Alle ere de lokale, idet de kun tegne Forsikringer for visse Dele af Landet, om end deres Forretningsomraade, i Modsætning til Kreaturforsikringerne, er temmelig stort og omfatter en hel Landsdel. I den seneste Tid har det gjensidige Brand- og Livsforsikringsselskab „Danmark“ besluttet sig til at oprette en Afdeling for Forsikring imod Hagelskade, der skal omfatte hele Landet. Alle Hagelskade-Forsikringerne her i Landet ere gjensidige.

Forsikring mod Hagelskade er den Del af den større Forsikringsvirksomhed, som endnu har fundet mindst Udbredelse i Danmark. I Jylland og Fyen er neppe mere end 1/3 og paa Sjælland og Lolland-Falster neppe mere end 1/5 af de Afgrøder, paa hvilke Selskaberne modtage Forsikringer, indtegnede. •Den samlede Værdi af de forsikrede Afgrøder er ca. 70 Mill. Kr.

Udenlandske Selskaber forlange som Regel langt højere Præmier for Hagelskadeforsikring end de danske Foreninger og have derfor ikke kunnet vinde Indgang her.

Foruden de allerede nævnte findes der endnu flere andre Forsikringsarter, saaledes Glasforsikringer, hvis Formaal er at forsikre Glas, fornemlig Spejle og Spejlglasruder, mod Brudskade. Af saadanne findes et ældre, oprettet for en halv Snes Aar siden, under Navnet „Dansk Glasforsikrings-Selskab“ og et nyere „De forenede Glarmesteres Glasforsikring“. Foruden i de indenlandske bliver der ogsaa tegnet en Del af denne Art Forsikringer i udenlandske Selskaber.

„Forsikring mod Ulykkestilfælde“, der tilsigter at erstatte det økonomiske Tab, der tilføjes ved disse, har i flere Aar været tegnet i ret betydeligt Omfang her i Landet, men udelukkende i fremmede Selskaber, indtil der i 1884 oprettedes et dansk Selskab „Skjold“, som d. 1. Oktbr. 1886 havde forsikret for Død 16 Mill. Kr. og for Invaliditet 21/2 Mill. Kr. Denne Forsikringsform benyttes bl. a. i stor Udstrækning af Driftsherrer, der i samlet Sum forsikre deres Arbejdere.

Kreditforeninger og Kreditkasser for Udlaan i faste Ejendomme

Efter Kjøbenhavns Ildebrand den 5te—7de Juni 1795 var der mange af de brandlidte Husejere, som savnede Midler til at faa de afbrændte Huse opførte igjen; thi Kjøbenhavns Brandforsikring erstattede kun en Del af Tabet kontant, en Del af Skaden blev erstattet med Obligationer (Annuiteter), og Laan var vanskelige at faa. For at afhjælpe denne Ulempe, forenede nogle Mænd sig om at oprette „Kreditkassen for Husejere i Kjøbenhavn", og i 1797 blev denne i Følge kgl. Autorisation konfirmeret af Finants-Collegiet. Kreditkassen fik Midler til Udlaan ved Indskud af Private, og for de indsatte Kapitaler blev der udstedt Obligationer, der bar 4 % Rente, og som garanteredes af Staten. Pengene udlaantes til Husejere i Kjøbenhavn mod Pant i de faste Ejendomme, og saaledes, at der i Reglen ikke maatte gives større Laan end 2/3 af Ejendommens Assuranceværdi. For at Staten ikke skulde komme til at lide Tab ved sin Garantiforpligtelse skulde Obligationsejerne og Laantagerne dække de Tab, som Kassen maatte lide ved sine Udlaan, enhver i Forkold til den Sum, han ejede af Kassens Obligationer, eller som han skyldte til Kassen. Oprindelig var der kun ydet Statsgaranti for et Obligationsbeløb af 300,000 Rd., men Garantien forhøjedes gjentagne Gange, indtil den i 1811 gjaldt for 3 Mill. Rd. Curant. Pengeforandringen og Statsbankerotten i 1813 medførte store Tab for Kassen, idet dens Gjæld, Kasseobligationerne, blev omskreven Daler for Daler fra Curant til Rigsmønt, i Lighed med de kgl. Obligationer, medens

dens Aktiver, Panteobligationerne, blev omskreven i Henhold til Fr. 5te Jan. 1813 § 23 til et meget lavere Beløb, og der fremkom derved en Underbalance af 1,1 Mill. Rd. (2,2 Mill. Kr.) Ved Overenskomster med Statskassen og ved Afdrag fra Kassens Reserve- og Administrationsfond formindskedes efterhaanden Underbalancen, og Statskassen afgjorde sluttelig sit gamle Mellemværende med Kreditkassen ved i Aaret 1885 at udbetale til den en Sum af lidt over 1/2 Mill. Kr. i Kassens egne Obligationer. I Aaret 1816 var der bleven oprettet en ny Afdeling af Kreditkassen, det saakaldte „Hjælpefond“, der skaffede Midler til Udlaan ved at udstede Obligationer uden Statsgaranti; denne Fond blev i den følgende Tid Hovedgrundlaget for Kassens Virksomhed. De Tab, som rammer Kreditkassen,

Kreditkassen, skulle, forsaavidt Reserve- og Administrationsfonden ikke maatte strække til, dækkes ved en forholdsvis Repartering paa saavel Kassens Kreditorer (Kasseobligationerne) som paa dens Debitorer (Panteobligationerne). Ihændehaverne af de udstedte Obligationer ere Kassens Interessenter, og denne maa saaledes betragtes som en Art „Hypothekbank“, en Association af Laangivere, i Modsætning til „Kreditforeningerne“, der nærmest ere Associationer af Debitorer. Kreditkassen havde i 1886 udstedt lidt over 36 Mill. Kr. i Obligationer og ejede en Formue af ca. 2 Mill. Kr.

En anden Kreditinstitution for Udlaan i faste Eiendomme, der ligeledes er en Art Hypothekbank, er Landmandsbankens Hypothekafdeling. Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vexelbank i Kjøbenhavn, stiftet i 1871, har foruden Afdelinger for almindelige Bankforretninger og en Sparekasseafdeling, tillige en Hypothekafdeling for Udlaan i faste Ejendomme og for Laan til Kommuner. Afdelingens Ordning og Virksomhed er nærmere bestemt ved L. 25. Marts 1872, ved hvilken der er tilstaaet denne Bank lignende Begunstigelser som Kreditforeningerne, og derhos ordnet et særligt Tilsyn med den fra Indenrigsministeriets Side. Landmandsbankens Hypothekaldeling giver Laan mod Underpant i faste Ejendomme, som