er vistnok Wessel & Vetts Væveri af hvide Varer paa Nørrebro. Paa Industriudstillingen i Kjøbenhavn 1872 havde kun 6 kjøbenhavnske Fabrikanter udstillet Damasker, Drejler og LærredVarer, og af egentlige Fabriker udenfor Kjøbenhavn kun Kjøng Fabrik. Landets samlede Produktion af Lærredvarer og Damask ansloges da til 1 Mill. Al. til en Værdi af ca. 3/4 Mill. Kr. I „Dansk Provindsindustri“ opføres foruden 29 „Vævere“, af hvilke flere angives ogsaa at væve Linnedvarer, kun 2 „Bomulds- Linned- og Uldvarefabrikanter“, af hvilke den ene i Odense, anlagt 1874 og dreven med Damp, den anden Crome og Goldschmidts Fabrik i Horsens, anlagt 1860, i 1874 overgaaet til et Aktieselskab (med en Kap. af 800,000 Kr.), i hvilken der af Linnedvarer produceres 200,000 Al. (jfr. S. 556).

Medens en Del af Væverne paa Landet vistnok finde Sysselsættelse ved at væve det ved Husflid spundne Garn for Spinderne, benytte de egentlige Vævere formentlig mest fremmed Garn. Af ufarvet Linnedgarn indførtes i 1884 ca. 800,000 €, i de nærmest foregaaende Aar omtrent samme Qvantum. At vore Linnedvæverier ikke formaa at forsyne Landet med de fornødne Lærredvarer, fremgaar tilstrækkeligt deraf, at der af raat Linnedgods, derunder Damask og Drejl, (Position 142–43, Told henholdsvis 4,16 og 12,5 Øre pr. ®) klareres til Konsum aarlig ca. 3 Mill. € samt derhos af ufarvede mønstervævede Stoffer, herunder ligeledes Damask og Drejl (Position 149, Told 41,6 Øre pr. 7), ca. 700,000 66.

Sejldugsvæveriet (jfr. Rawert S. 501—4) har til Trods for Landets store Skibsfart aldrig været drevet i betydeligt Omfang; først 1696 nævnes Anlæg af en Sejldugfabrik i Kjøge, der indtil 1752 arbejdede for Søetaten, som imidlertid, da Fabriken ikke kunde forsyne den med tilstrækkeligt Sejldug, i nævnte Aar foranledigede Oprettelsen af en ny Fabrik paa Vodroffsgaard ved Kjøbenhavn, der bestod indtil 1788. Efter et mindre heldigt Forsøg paa at faa den fortsat oprettedes i 1799 en Sejldugsfabrik for Søetatens egen Regning, der særlig under Krigen 1807-14 udfoldede en ret betydelig Virksomhed og

.

senere, fra 1823, ogsaa udførte Lærredsvævning til Forsyning af Søetatens faste Mandskab. Fra 1849 lod man Fabriken gaa ind og nøjedes, da Maskinspinderiernes Opkomst skaffede bedre Garn og simplificerede de forberedende Arbejder betydeligt, med et Værksted paa Holmen for Vævning af Sejldug. Der bestod derefter kun én Sejldugsfabrik her i Landet, nemlig Jacob Holms og Sønners paa Christianshavn.

Hvor stor Indførselen af Sejldug er, lader sig ikke nøjagtig angive, da det opføres under Et med Presenningdug og Gulvtæpper (Position 144, Told 12,5 Øre pr. 6); den samlede Indførsel heraf til Forbrug var i 1883-84 ca. 90,000 & aarlig.

En egen Industri er Syning af Sejl og Flag, der tildels er forenet med Fabrikation af Kompasser; ifølge Fabrikovers. fandtes 2 saadanne Etablissementer, begge i Kjøbenhavn, tils. med henved 50 Arbejdere. Ifølge Folketællingen af 1880 skulde der i Kjøbenhavn findes 37 Sejl-, Flag- og Kompasmagere med i Alt 69 Medhjælpere; Industrilisterne anføre dog kun 7 saadanne Forretninger med i Alt 26 Medhj., hvoraf 15 i én Forretning; udenfor Kjøbenhavn skulde derhos findes 48 Sejlmagere med 34 Medhj. Hos Bayer anføres dog kun 2 Sejlmagerier, begge i Faaborg, det ene med 2 Arb. og en aarlig Produktionsværdi af 8000 Kr., det andet med 3 Arb. og dobbelt saa stor Produktionsværdi. De øvrige synes herefter meget ubetydelige.

En mere udbredt Industrier Rebslageri (Rawert S. 605-9), der imidlertid ligeledes nærmest synes at drives haandværksmæssigt. I Folketællingen for 1880 findes angivet 313 Rebslagere (1840: 423) med 352 Medhjælpere (1840 ca. 550), hvoraf i Kjøbenhavn – hvor Rebslagerne tidligere vare et særligt Laug, hvis Laugsartikler af 1682 forbøde Indførsel i Riget af nyt Rebslagerarbejde, hvilket Forbud først hævedes 1797, og som fra Midten af forr. Aarhundrede i over hundrede Aar talte det samme Antal Mestere, nemlig 18, findes 32 Hovedpersoner med 94 Medhjælpere. I Industrilisterne findes dog kun opført 16 Forretninger, hvoraf én paa Christianshavn, formentlig Jacob Holm og Sønners sysselsatte over 100 Ar

bejdere (30 Kv.), medens kun 15 andre havde over 10 Medhj. Kun én Forretning formentlig den nævnte – dreves med Damp, hvad der endnu i 1850 ikke var Tilfældet med nogen privat Forretning, men kun med den kgl. Reberbane. For Provindsernes Vedkommende findes hos B. kun opført 6 „Rebslagerier og Tougværksfabriker“, hvoraf de 3 i Svendborg, hver med kun 4 à 5 Arbejdere og en Produktion af 20 à 30,000 € Tougværk, og et i Løgstør med 8 Arbejdere; Maskinkraft synes kun at benyttes i Slagelse og i Odense, der dog hver kun beskjæftigede 6 Arbejdere. -- Den herværende Produktion er ikke tilstrækkelig for Landets Forbrug af Tougværk; Overskudsindførselen var i 1883–84 ca. 430,000 6 aarlig (Told: 2 Øre pr. 6).

Som Husflidsindustri, der benytter Linnedgarn som Raastof, kan endnu nævres dels Hedebosyningen, en højst ejendommelig og enestaaende Art af Syning, der fra gammel Tid drives i Egnen imellem Kjøbenhavn, Roskilde og Kjøge („Heden“; jfr. nærmere Rom S. 132—39), dels Kniplingsfabrikationen, der fra Sønderjylland, særlig Tønder-Egnen, hvor den synes at være grundlagt i Midten af det 17de Aarhundrede (jfr. nærmere Rawert S. 609—24) i nyere Tid var trængt op i Ribe Amt, men nu synes helt at være forsvunden som selvstændig Industri. Medens ved Folketællingen af 1840 Kniplingsfabrikation i Kongeriget anførtes som egentligt Erhverv for 460 Hovedpersoner og 21 Medbj., hvilket Antal i 1860 var gaaet ned til 246 H. og 2 M. (paa 2 nær alle i Ribe Amt), findes Kniplingsfabrikation ikke opført som selvstændigt Erhverv i Folketællingerne af 1870 og 1880. Grunden til denne Forandring maa vel nærmest søges

i Umuligheden af at konkurrere med de prisbillige maskintilvirkede Kniplinger og Blonder i nyere Tid; Rom anfører saaledes, at, medens i 30’rne og 40’rne en Enke kunde ernære sig og et par Børn ved Knipleri, kunde allerede 1870 selv en dygtig Kniplerske kun ved megen Flid fortjene 120 à 140 Kr. om Aaret.

B. I nær Forbindelse med Linnedvæverierne staa Bom uldsvæverierne, idet hyppigt de samme Væverier væve baade

Linned og Bomuldsstoffer, hvorfor nyere Folketællinger kun for Kjøbenhavns Vedkommende sondre imellem Bomulds-, Linnedog Uldvævere. Vævning af Bomuldstøjer (jfr. Rawert S. 504-. 18), hørte da ogsaa tidligere under Tøjmagerlauget, hvis Mestere dog kun gav sig af dermed efter en indskrænket Maalestok. I 1776 oprettedes i Kjøbenhavn en „Manchester- og Tøjmagerfabrik“ og i 1779 gaves der en svensk „Manchesterfabrikant“, Norberg, Understøttelse til paa Blegdamsvejen at anlægge en Fabrik, der skulde baade spinde, væve og trykke Bomuld. I Aarene 1779-95 fik denne Fabrik meget betydelige Laan og anden Understøttelse, saa at den 1795 til den kgl. Kasse skyldte ikke mindre end 256,000 Rdl. C. (ca. 820,000 Kr.; jfr. nærmere Rawert S. 505-7) og solgtes da til Silke- og Klædekræmmerlauget i Kjøbenhavn for 118,000 Rdl. C. Under Kjøbenhavns Belejring i 1807 blev Fabriken ødelagt.

Fabrikens Anlæg havde imidlertid givet Anledning til, at ogsaa Maskinspinderier søgtes tilvejebragte her i Landet, hvor man indtil da kun havde brugt Haandspind, der var tilstrækkeligt til de da her tilvirkede grove Bomuldstøjer. Paa nysnævnte Fabrik indførtes nu forskjellige Maskiner til Kartning og Spinding, og omtrent samtidig anlagdes ved Usserød en med Vandkraft dreven Fabrik til at karte og spinde Bomuld paa Maskiner, hvortil senere føjedes en Del Væve. Da der imidlertid under Krigen med England blev fuldstændig Mangel paa Bomuld, overtog Regjeringen i 1810 Fabriken og forandrede den til en Klædefabrik for Hæren. Maskinerne solgtes dog og flyttedes til Buddinge Mark ved Kjøbenhavn, hvor der anlagdes et Bomuldsspinderi, og da disse to i Forbindelse med et tredie, der var forbundet med Væveri, ikke kunde tilfredsstille Efterspørgselen efter Bomuldsgarn, oprettedes med Statsunderstøttelse endnu et Par Spinderier under krigen. Men da disse Spinderiers faktiske Monopol hævedes ved Krigens Ophør og Gjenoptagelsen af Handelen med England, ophørte de alle. Derimod opkom der forskjellige Bomuldsvæverier, som dog efter kortere eller længere Tids Forløb gik tilbage eller endog helt ophørte,

og noget betydeligt Omfang fik Fabrikationen ikke. Ved Udgangen af 1847 siger Rawert, at Bomuldsvæveriet drives „i et Omfang, som staar i Forhold til det indenlandske Forbrug, og leverer Varer, som i Beskaffenhed og Prisbillighed kunne udholde Udlandets Medbejling“; men det tilføjes, at den af Laugsmestrene drevne Fabrikation „lider af Mangel paa Driftskapital og paa Indsigt til at benytte Handelsfordele ...

Forskrivning (af Materialier) fra rigtige Steder finder ikke Sted og Oplag af færdige Varer haves ikke, i alt Fald ikkun smaa“. Og hvad egentlige Fabriker angaar, nævnes egentlig kun én - anlagt 1819 af Brødrene Salomonsen, af hvilke den ene udtraadte efter Fabrikens Brand i 1847, medens den anden gjenopførte den i Nyhavn 1848, forsynet med Dampkraft og med tilhørende Spinderi og Farveri, hvilken Fabrik senere (i 50'rne) er gaaet til Grunde, idet de andre kjøbenhavnske Fabrikanter indskrænkede sig til at lade væve hos Laugsmestrene og i Straffeanstalten. Derimod var Bomuldsvæveriet meget udbredt i Provindserne og fandt i større eller mindre Grad Sted i de fleste Kjøbstæder.

Det største Bomuldsvæveri her i Landet er nu Rubens Fabrik paa Frederiksberg. Virksomheden blev grundlagt 1780 af J. H. Ruben, der anlagde et Kattuntrykkeri paa Blegdamsvejen, hvoraf der senere under Sønnen udviklede sig et Farveri og en Appreturanstalt og tilsidst et Væveri. Efter gjentagne Flytninger, hvorved Pladshensyn nødsagede til at dele Virksomheden, samledes den atter i 1877 paa Frederiksberg, hvor Væveriet var drevet siden 1859, og til den samlede Fabrik føjedes endvidere et Blegeri. Fabriken, der rummer omtrent 350 Væve, sysselsætter ca. 400 Arbejdere. Et andet betydeligt Etablissement er Neubert's.

Foruden disse findes i Provindserne ifølge B. kun enkelte større Fabriker, hvor Bomuldsvarer tilvirkes, som oftest i Forbindelse med Linned- og Uldvarer; navnlig kan fremhæves L. Bierfreunds Fabrik i Odense, anlagt 1856, havde i 70'rne 150 Væve og 130 Arb. og er senere udvidet, samt et Dampvæveri i Fredericia med tilhørende Blegeri, Farveri og Appretur, hvor der med over 240