Det danske Skovbrugs Historie i vort Aarhundrede viser os i alle Hovedtræk et af Samfundet eller Staten stærkt reguleret Jordbrug, paa hvilket det frie private Initiativ har havt forholdsvis ringe Indflydelse. Fra et nationaløkonomisk Standpunkt betragtet fremtræder saaledes Skovbruget med en Væsensforskjel fra Størsteparten af de nationale Erhverv og kan nærmest stilles i Klasse med Befordringsvæsenet og lignende Indretninger, hvis Ordning er præget af særlige Hensyn til det Almene, efter Principer, der pege i anden Retning end de Frihandelsbevægelser, som i større eller mindre Grad have paavirket Udviklingen paa de fleste andre Omraader. Vi møde dette forhold strax ved den første Begyndelse til de nu bestaaende Tilstande.

1. Fredskovsforordningen af 1805.

De Bevægelser, der i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede paa en saa gjennemgribende Maade reformerede vore agrariske Forhold, vor Handelspolitik og andre Sider af Danmarks økonomiske Liv, medførte tillige en fuldstændig Forandring i Skovenes og Skovbrugets Vilkaar; men denne Omvæltning var i væsenlige Punkter præget af en anden Aand end de øvrige Reformer. Paa andre Omraader søgte man, saavidt det lod sig gjøre, at hæve de mangfoldige Baand, som hindrede Udviklingen; men for Skovbrugets Vedkommende paalagde man Baard med en Energi og i en Udstrækning, som ikke synes at have passet i det

nye System, om der end paa enkelte andre Punkter af Landbolovgivningen, navnlig ved Ordningen af Brugsretten til Bondejord, findes betydningsfulde Analogier. Aarsagen til dette Forhold maa kjendes, naar man vil forstaa Grundlaget for vort Skovbrugs Vilkaar i den følgende Periode.

Det antages almindeligt, og formodentlig med Rette, at Hovedstødet til Reformbevægelsen blev givet af de paa den Tid i Europa herskende økonomiske og politiske Ideer, der vare bragte frem og satte i System af Physiocraterne og Adam Smith. Men man maa ikke for det sejerrige Indtog i vort Land af de fremmede Doktriner glemme de praktiske Erfaringer, der forelaa for de herskende Tilstandes Uholdbarhed, og det synes at være disse, der have bestemt Reformen i Skovvæsenet.

Den „horrida silva“, der paa Adam af Bremens Tid bedækkede Landet, var forlængst forsvunden, og en Række af Forordninger 1) havde i det sidste Aarhundrede forgjæves søgt, at standse Skovenes Ødelæggelse. Denne var skreden saa rask frem, at Danmark sandsynligvis allerede i Slutningen af forrige Aarhundrede har været et af Europas skovfattigste Lande, og over Halvdelen af Jylland var bleven en ganske skovløs Provinds. Fællesskabet, Kreaturgræsningen og Skovtyveri, havde kappedes med Ukyndighed i Skovbehandling, uskaansom Benyttelse og ødselt Forbrug om at ødelægge Skovene og indskrænke deres Omfang. Det maa udtrykkeligt fremhæves, at Skovenes stigende Forfald indtil Slutningen af foregaaende Aarhundrede ikke maa opfattes, som om de havde veget Pladsen for Agerbruget. Det fremgaar med fuldkommen Sikkerhed af Datidens topografiske Skildringer, at Skovødelæggelsen kun for en Del havde været ensbetydende med en Opdyrkning; thi i alle Provindser fandtes store, slet benyttede Overdrev, dels lyngbevoxede, dels henliggende til maadelig Græsning og kun tildels produktive. Skovene vare ikke

som man saa ofte forestiller sig det

„Vegne for

9) Se navnlig L. S. Fallesen, Chronologisk Samling af de kgl. Forord. etc.

Forst- og Jagtvæsenet i det egentl. Danm. ang. Kbhn. 1836.

Kulturen“; thi ved siden af denne nyttige Indskrænkning af Landets oprindelige Skovvegetation gik en omfattende Ødelæggelse af det gamle Naturgode; dette var forsvunden fra langt større Terrainer end de, som Agerbruget lagde Beslag paa. Den hensynsløse Nedhugning hendrog særlig Opmærksomheden paa sig ved Domænernes Salg (1764–74), „da Kjøberne omhuggede Skovene for Fode for derved at tilvejebringe en Del af Kjøbesummen, uden Hensyn til, om Skovgrunden kunde benyttes til Agerbrug eller ikke“ 1), og ganske lignende Forhold gjentog sig i „Herregaardsslagtningsperioden“ (1784-1807), „idet mange vindesyge Spekulanter, som havde kjøbt Godser for at udstykke dem, i en Hast søgte at bringe en stor Del af Kjøbesummen tilveje ved voldsom Hugst i Skovene“ 2).

Den i flere Henseender interessante økonomiske Litteratur fra sidste Halvdel af foregaaende Aarhundrede 3) indeholder mange Vidnesbyrd om, hvor stærkt den offentlige Mening var berørt af Skovenes Forfald, og de Bestemmelser, som Forordn. af 27. Sept. 1805 kom til at indeholde, vare allerede en Menneskealder tid ligere i Hovedsagen fremkomne som Forslag i den periodiske Presse. Forestillingerne om Skovenes elendige 'Tilstand have neppe været synderlig overdrevne; dertil ere Udtalelserne altfor enstemmige, og de ere i Hovedsagen bekræftede af senere Forfattere. Misstemningen voxede i Slutningen af Aarhundredet, da Mangel paa de nødvendige Skovprodukter, navnlig paa Brænde, medførte en stærk Stigning i dette Produkts Pris, og fremkaldte en Række Foranstaltninger til at raade Bod paa Ondet, saavel ved Statens 4) som ved Privates Initiativ. 5)

1) Bergsøe, Reventlovs Virksomhed, 0. s. v. Kbhn. 1837, Bd. II, p. 125. 2) Bergsøe, Danske Stats Statistik. Bd. II, p. 204. 3) I Tidsskr. f. Skovbr. Bd. V, p. 7-9 anføres den vigtigste Del af denne

Litteratur, forsaavidt den berører det foreliggende Spørgsmaal. *) Saaledes en Række Forordn. af forskjellig Art (Fallesen 1. c. fra 1795

og videre), nye Skovanlæg (se p. 24), Grundlæggelsen af et Forst

akademi (se p. 28), Oprettelsen af Statsskovvæsenet (se p. 16) O. 8. v. “) F. Ex. Stiftelsen af det oekonomiske Velfærdsselskab“, hvis Hoved

øjemed var at virke for Brændebesparelse. (R. Nyerup, Kbhns. Beskr., Kbhv. 1800, p. 492.)

Det var ikke for slige Tilstande at Physiocraternes „laissez faire, laissez passer“, saalidt som Adam Smiths Ideer, egnede sig, naar man vilde bevare nogle af Landets Skove.

Havde man de sørgeligste Erfaringer for, hvorledes Landbefolkningens Ufrihed hemmede Agerbrugets Udvikling, hvorledes det udstrakte Monopolvæsen, Udførselsforbud etc. ødelagde Handel og Industri, saa havde man paa den anden side et levende Indtryk af, hvorledes Friheden virkede paa Skovene og Skovbruget. Det maa derfor antages, at have været en Følge af den praktiske Erfaring, at de store Reformers Hovedide paa en saa iøjnefaldende Maade undlod at berøre Skovvæsenet.

Det kan anføres som en ikke uinteressant Kommentar til Forstaaelsen af denne Del af Reformperiodens Foranstaltninger, at den Vej, paa hvilken man slog ind, for Skovenes Vedkommende ikke var enestaaende i Europa, i hvis økonomiske Litteratur der findes ganske lignende Klager over Skovødelæggelse og Træmangel i sidste Halvdel af foregaaende Aarhundrede som i Danmark. Allerede Turgot skal have forberedt en Lov om tvungen Skovplantning ), og den franske Revolution udstrakte ikke Frihedsideerne til Skovene 2). I de fleste tydske Stater 3) forefandt den nye Tid ganske lignende Baand paa Skovbruget, som den selv indførte i Danmark, og Frihedsbevægelsen løsnede dem ikke. Kun i Preussen, hvor Adam Smiths Lære en Tid lang kom til Roret ved den bekjendte v. Stein, fik den nogen virkelig Indflydelse paa Ordningen af Skovforholdene.

En Betragtning af selve Loven af 27. Septbr. 1805 viser end ydermere, at den ikke kan have været et Produkt af doktrinair Statsmandskunst eller et umotiveret absolutistisk Overgreb; thi den slutter sig paa det nøjeste til de bestaaende Tilstande og søger at raade Bod paa de Ulemper, som allerede forlængst vare komne til Orde i Datidens Litteratur. Lovens Hovedbestemmelser vare følgende: Den gav Regler, sigtende til det fordærvelige Fællesskabs Ophævelse, og denne paabødes for „Overskovens“ Vedkommende; fremdeles gav den nærmere Bestemmelser om Bevarelsen af den existerende Overskov og forbød at omhugge denne for Fode; den paabød endvidere Skovenes Indfredning, hvilket indeholdt Forbud mod Kreaturgræsningen, der i saa høj Grad havde bidraget til de existerende Skoves Ødelæggelse; endelig medførte Erfaringerne fra Ryttergodsets Salg og „Herregaardsslagtningen“ Bestemmelsen om Statens Tilsyn med Privatskove 1) i de første 10 Aar efter et Ejerskifte, bevirket ved Kjøb eller paa lignende Maade, 0. s. v.

Denne Lov, i hvilken den frisindede Grev C. D. F. Reventlov havde væsentligst Del, og som i en længere Aarrække var omhyggelig forberedt?), er i Hovedsagen vedbleven at bestaa lige til vor Tid. Idet vort Skovvæsen har udviklet sig under denne Lovs omfattende Indflydelse, maa dette Jordbrug i Danmark altsaa opfattes som en stærkt beskyttet Industri, uagtet Beskyttelsen tildelser af en ganske anden Art end den, der sædvanligvis ydes Industrierne, idet den nemlig sigtede til, ikke at beskytte den Industridrivende mod Konkurrence, men at sikre selve Industriens Bestaaen. De Baand, der bleve paalagte, ramte nemlig selve Skovejerne og bleve indførte for at værne om Skovgrunden til umiddelbart Tab for Brugerne, men til Gavn for den øvrige Befolkning, navnlig i Landdistrikterne. Som et Vederlag, der ydedes Skovejerne for denne Indskrænkning i deres Rettigheder, kan det vel tildels betragtes, at Hartkornsskatterne af Skovskylden kun bleve ansatte halvt mod de Ager- og Engsbartkornet paalignede Byrder. Nogen egentlig Beskyttelse

1) Denne Bestemmelse gjelder ifølge Cirk. fra Justitsmin, af 19. Novbr,

1877 alle Skove, ikke alene Fredskove. 2) A. F. Bergsge, C. D. F. Reventlovs Virksomhed etc. Bd. II. Kbhn.

1837, p. 138.