1. Den danske Industris historiske Udvikling og legale Vilkaar

i ældre og nyere Tid.

Industriens Tilstand og Udvikling i Kongeriget Danmark fra de ældste Tider indtil 1848 er gjort til Gjenstand for et særligt Skrift af 0. J. Rawert (Kbhvn. 1850), hvortil der maa henvises for dette Tidsrums Vedkommende, da saa vel Hensyn til Pladsen som Planen for dette Værk kun tillader at fremhæve de allervigtigste Træk af Udviklingen indtil 1848.

Bestræbelserne for at ordne Næringsvirksomheden med visse bestemte Formaal for Øje kunne spores langt tilbage i vor ældre Lovgivning. Disse Bestræbelser gaa fornemlig i tre Retninger: at knytte Haandværksdrift og Handel til Kjøbstæderne som en udelukkende Forret for disse, at ordne Næringsvirksomheden i Laug, der atter hvert især faa en udelukkende Ret til en vis Virksomhed, – at beskytte den in denlandske Industri mod Udlandets Konkurrence gjennem en særlig Ordning af Handelsforholdene og navnlig gjennem Toldforordninger *).

De to første Formaal staa i nøje Forbindelse med hinanden. Laugene udviklede sig af Haandværksgilderne, sammensatte af Mænd, der havde en og samme Profession; disse Gilder forfat

tede selv deres ,,Skraaer“, og da mange Haandværkere vare indvandrede Tydskere, søgte de efterhaanden at danne disse i nær Overensstemmelse med de tydske Laugsbestemmelser; paa disse Skraaer søgte de dernæst Kongernes Confirmation og stræbte da ved samme Lejlighed at opnaa en udelukkende Næringsret for den Kjøbstad, hvor de hørte hjemme. Disse Bestræbelser, der stode i bestemt Strid med den fra gammel Tid tilvante Næringsfrihed og hele Folkets gamle Frihedsfølelse, mødte imidlertid endnu langt ned i Tiden en ikke ringe Modstand, og i Lovgivningen mærkes til forskjellig Tid, at snart den ene, snart den modsatte Bestræbelse har faaet Overhaand. Allerede i Kjøbenhavns ældste Stadsret af 1254 findes Forbud imod, at nogen „Gjæst“, o: udenbys Mand, maa falholde Noget paa Torvet m. v., medens man omvendt i Roeskilde Stadsret af 1268 finder et Forbud imod den i denne By herskende Vane, „der dog snarere burde kaldes en Uvane“, at Bagerne forhindrede Andre fra der at nedsætte sig paa deres Haandtering, førend de vare indtraadte i deres Gilde. De første egentlige Bestemmelser om Laug forekomme i Valdemar den 4des Privilegier for Malmø af 1360 og Dronning Margrethes almindelige Stadsret, og de ældste Laugsartikler ere for Skræderne i Ribe af 1349 og for Bagerne i Kjøbenhavn af 1403 (jfr. Histor. Tidsskr. 5. R. VI. S. 479 ff.). Mærkes kan det, at disse ogsaa omhandle Sygehjælp og Sygekasser. Det er især under Erik af Pommern, Christoffer af Bajern og Christian den Første, at det egentlige Laugsvæsen udvikler sig og trænger igjennem.

Dog faar endnu af og til Modstanden imod Laugsbestræbelserne Overhaand; saaledes tillader Kjøbenhavns Stadsret af 1443 Magistraten at ophæve ethvert Laug, som den maatte anse for skadeligt for det Almene, og i Christian den Førstes Privilegier for Odense tillodes det enhver Mand at ernære sig, paa hvad Maade han bedst kunde.

Kjøbstædernes Bestræbelser efter at gjøre al Handel og Haandværksdrift til en udelukkende Kjøbstadnæring støttedes af Christian den Andens Lyst til at ophjælpe Byerne og Borger

standen, og Bestemmelsen i hans Privilegier i Kjøbstæderne i Sjælland, Laaland-Falster og Møen om, at al Handel paa Landet skulde være forbudt og at ingen „Embedsmænd“, Skomagere, Skrædere eller Skindere maatte bruge deres „Embede“ i Landsbyerne og fare fra en By til en anden, blev i det Væsentlige opretholdt af Christian den Tredies koldingske Reces, som kun undtog Grovsmede, Tømmermænd, Murmestre, Skindere og Skrædere, som sy Vadmel. Modstanden mod Haandværksgildernes Eneret fik dog endnu en kort Tid under Christian den Fjerde Overtaget; en Frdg. af 18de Juni 1613 ophævede alle Skraaer og Laugsreiter i Danmark, „formedelst den store Uskikkelighed og Modvillighed her udi Riget med Haandværksfolk og Andre, som Skraaer og Laugsret have, idet de paa det Højeste besvære Undersaatterne med hvad de hos dennem skulle lade gjøre og forarbejde, og ellers deres Vare dennem oversætte, saa de ikke for et billigt Værd det, de skulle kjøbe, til sig forhandle kunne bekomme, hvortil deres Skraaer og Laugsret dennem Anledning giver.“ Denne fuldkomne Næringsfrihed hævedes imidlertid atter i 1621, idet en Frdg. af 10de Decbr. atter oprettede Haandværksgilderne under Navn af Laug; det stod imidlertid Enhver frit for uden Omkostninger at blive Medlem af Lauget blot ved at anmelde det for Magistraten, idet man hverken behøvede at have staaet i Lære eller at have gjort Mesterstykke. Denne Ordning holdt sig i det Væsentlige i den følgende Tid og fastsloges af Christian den Femtes Danske Lov, efter at en Frdg. af 23de Decbr. 1681 om Laugene udi Kjøbstæderne i Danmark og Norge havde afskaffet en Del Misbrug, som i Aarenes Løb havde indsneget sig.

Danske Lov fastslog Kjøbstædernes udelukkende Ret til Haandværksdrift og Handel. L.s 3—13—23 bestemte, at ingen Haandværksmand maa boe paa Landsbyen, undtagen Grovsmede, Tømmermænd, Bødkere, Teglbrændere, Pottemagere, som gjøre sorte Potter, Hjulmænd, Murmestere, Skindere, Vævere, som væve Vadmel, Blaar- og Hampelærred, Skrædere, som sy Vadmel, og de Skomagere, som sy Bøndersko“,

og 3—13—24, at „Ingen, hvo det være kan, maa bruge noget Kjøbmandskab paa Landet og i Landsbyerne til Forprang

i med Alen, Maal eller Vægt eller sælge nogen Kramvare, Staal, Salt eller fremmed Humle, under Varenes Forbrydelse.“ Endvidere bestemte 3—13—26, at „Bønderne skulle føre deres Varer til Kjøbstæderne og dem paa offentlige Axeltorve og Markeder fal holde og ej dem til Høkkere og Forprangere, som Landet omløbe, sælge.“

Danske Lov anerkjendte endvidere Laugsvæsenet, men ikke som noget Obligatorisk, og fastholdt den ved Frdg. af 1681 indrømmede Ret for Enhver, som har lært noget Haandværk, til dermed at ernære sig, naar han blot tager Borgerskab. Lovens Bestemmelser herom indeholdes i 3–7, hvis første Art. siger: „Naar Nogen tager Borgerskab, da skal han af Borgemester og Raad lade sig indskrive for hvad Haandtering eller Haandværk han agter at bruge og nære sig af, og hvis der er noget Lav for samme Haandtering, da skal hans Navn optegnet ved Byens Tjenere af Borgemester og Raad Oldermanden tilskikkes; og saa skal den, som saaledes er antegnet, maa bruge den Haandtering eller Haandværk uden nogen videre Antegnelse eller Samtykke “ Det tilføjes derefter som anden Art.: ,,Ellers skal med Mesterstykke, Lærebreve og alt, hvis Lavene og Haandværkerne tilhøre, i alle Maader forholdes efter PolitiOrdningen.“ Denne sidste udkom imidlertid ikke; men der udfærdigedes nu i den følgende Tid en Række af Laugsanordninger (- fra 1683—91 udfærdigedes nogle og tredive, under Christian den Sjette atter et betydeligt Antal -), tildels fordi man behøvede tydske Svende og disse ikke vilde arbejde uden Laugsbestemmelser; disse Laugsartikler dannede Grundlaget for den hele Laugsordning fra Midten af det 18de til Midten af det 19de Aarhundrede.

Imidlertid naaede dog Laugstvangen aldrig den Udvikling her som i Tydskland, endskjøndt de tydske Laugsskikke lidt efter lidt trængte mere igjennem, især under Christian den Sjettes Regering. Modstanden imod Laugsordningen vedblev

stedse at gjøre sig gjældende, af og til med betydelig Styrke. Allerede under Frederik den Fjerde kom Spørgsmaalet om Laugsvæsenets Afskaffelse to Gange paa Bane, og under Frederik den Femte modarbejdede Henrik Stampe med Iver og Dygtighed den fremstræbende Laugsaand og fremkaldte det udførlige Reskript af 10de April 1761, der i sine Præmisser opstillede den Grundsætning, „at det udi en velindrettet Stat ikke lettelig bør formenes Nogen at ernære sig paa hvad lovlig Maade han bedst véd og kan“, og i Overensstemmelse hermed søgte at lette Indtrædelsen i et Laug det mest mulige og indskrænke Omkostningerne herved, ligesom det bestemtes, at nye Laug ikke maatte oprettes. Disse friere Principer gjorde sig i det Hele gjældende i Resten af det 18de Aarh., og i 1794 blev der endog nedsat en Kommission med den Opgave at afgive „Betænkning og For

l „ slag til de Forholdsregler, som efter Omstændighederne kunne anses mest beqvemme til at rette Manglerne i Laugsindretningerne selv, i Fald saadanne maatte forekomme.“ I sin Forestilling til Kongen udtalte denne Commission, at det vilde være det Ønskeligste, om Laugsvæsenet aldeles kunde blive afskaffet, og fremsatte en Del Forslag, sigtende til at opmuntre Folk af Indsigt og Formue til at indtræde i Haandværksstanden, til at sætte Mestre og Svende i det rette forhold til hinanden og at give Svendene mere Udsigt til at arbejde for sig selv og derved mere Opmuntring til Duelighed og Sparsommelighed *). Resultatet af Commissionens Indstillinger blev Frdg. 21. Marts