og med Hensyn til Kvaliteten særdeles heldig Kjødproduktion af jysk Kvæg efter engelsk Mønster med Fuldfedning ved 2-Aars Alderen.

Iøvrigt anvendes Korthornstyre i stedse større Udstrækning til Tillæg af Kjøddyr, og der fandtes i 1881 990 Stkr. Korthorustyre i Landet, hvoraf 406 Stkr. paa Øerne og 584 i Jylland, et Antal, som senere maa antages væsentlig forøget. I Jylland er det navnlig Vejle og Ribe Amter, hvor man anvender Korthornstyre (henholdsvis 142 og 136) til Krydsning med det sværere røde Kvæg, og Korthornsblodet er meget stærkt trængt ind i disse Egnes og navnlig Ribeegnens hele Kvægbestand. I de øvrige Egne af Jylland anvendes Korthornstyre jævnlig til Krydsning med jysk Kvæg til Produktion af Fedeæmner. Paa Øerne er saa godt som al egentlig Kjødproduktion baseret paa Benyttelsen af Korthornstyre.

Ved Siden af den egentlige Kjødproduktion, Opdrættet med dette Formaal, spiller Fedningen af Udsætterkøer, overløbne Kvier og Tyre en ikke uvæsentlig Rolle i Kvægholdet.

Den sædvanlige Maade for Holdet af Kvæget i Danmark er, at det ernæres paa Kløver- og Græsmarkerne i omtr. 160 Sommerdage (fra Midten af Maj til Slutningen af Oktober) og paa Stald i omtr. 200 Vinterdage. Ejendommeligt for Sommerplejen af Malkekøerne i Danmark er det, at de ligesom tildels i nogle Egne af Slesvig, Holsten og Sydsverige, men næppe i noget andet evropæisk Land, i de fleste Avlsbrug med tilstrækkelig frodige Kløver- og Græsmarker, tøjres paa disse, hvor de da flyttes paa nyt Græs 5—6 Gange daglig og for større Besætningers Vedkommende vandes ved Tilkjørsel af Vandet 2 Gange daglig. -- Staldfodring en større eller mindre Del af Sommeren vinder i Nutiden stedse større Indgang, idet Køerne sædvanlig ved siden af Grønfoder paa Stalden gives et Tilskud af Kraftfoder, Hø og Halm. – Vinterernæringen bestaar af Hø, Halm og Kraftfoder, og for en Del Rodfrugter. Som Kraftfoder anvendes

, foruden Sæd stedse i større Maal de saakaldte Handelsfoderstoffer, Fabriksaffald fra Oljemøllerne (Oljekager) og Melmøllerne paa lig

(Klid), dels produceret her i Landet, dels tilført fra Udlandet, og i Nærheden af Bryggerier, Brænderier og Sukkerfabriker Affaldet fra disse. Ungkvægets og Fedekvægets Ernæring foregaar efterat Kalvene ere vænnede fra Mælken nende Maade, dog saaledes, at for de opvoxende unge Dyr foretrækker man i Regelen om Sommeren løs Drift, saaledes at de faa saa megen Bevægelse som muligt, og at den egentlige Fedning saa godt som altid udføres paa Stald undtagen de faa Egne her i Landet, hvor der findes marskagtige Fedegræsninger.

Faareholdet Antallet af Faar i Danmark er kun højst ubetydelig større end af Hornkvæg, 1,548,613 Stkr. Faar mod 1,470,078 Stkr. Kvæg, et Forhold, der strax angiver den forholdsvis underordnede Rolle, Faaret spiller i den danske Landhusholdning, navnlig i Sammenligning med f. Ex. et Land med saa betydeligt Faarehold som Storbritannien, hvor Forholdet er 26,534,635 Stkr. Faar mod 6,597,964 Stkr. Kvæg. Det forholdsvis mindste Antal Faar findes paa Øerne, hvor der kun er 459,548 Stkr. Faar mod 586,497 Stkr. Hornkvæg, stærkere drives Faareholdet i Jylland, der har 1,089,065 Faar mod 883,581 Stkr. Hornkvæg. Ifølge Faareholdets Natur er det navnlig de Egne af Landet, der have udstrakte Græsninger af for ringe Beskaffenhed til Kvægets Sommerernæring, som lægge Vind paa Faar. Det er da navnlig Hedeegnene i Jylland, som Viborg, Ringkjøbing, Aalborg, Randers og Thisted Amter, der have forholdsvis stort Faarehold, henholdsvis mellem 172,722 og 113,185 Stkr. Faar og 1/3 til over 1/2 Gang saa mange Faar som Stkr. Hornkvæg. Meget ejendommeligt er det ved Siden heraf at se et Amt som Maribo med sine udprægede Korjorder staa som det eneste af Øernes Amter, der har flere Faar end Stkr. Hornkvæg (79,224 mod 64,983), et Forhold, der dels har sin Grund i de tarvelige Græsmarker, der i mange, navnlig mindre Avlsbrug, kun tillade et forholdsvis ringe Kvæghold, men navnlig ogsaa i den Ejendommelighed, at Markerne i de mindre Avlsbrug sædvanlig holdes indhegnede og derved frembyde gunstige Vilkaar for Faareholdet.

Faarets Betydning som Husdyr i Danmark er nu til Dags navnlig den at udnytte de Fodermidler og navnlig den Græsping, som er for ringe for Kvæget, og som bliver tilovers fra dettes Ernæring. Større Flokke af Faar ere derfor i Nutiden en Sjældenhed udenfor saadanne Avlsbrug, der have tarvelige Græsninger af betydeligere Areal til Disposition.

Det egentlige danske Landfaar og navnlig Hedefaaret findes ublandet nu næppe udenfor Hede- og Klitegnene, hvor det med sin store Nøjsomhed kan søge den største Del af Aarets Ernæring ude paa Mos og mager Græsning. Det finuldede Faar (Merinos). der midt i Aarhundredet spillede en forholdsvis betydelig Rolle, navnlig i større Avlsbrug paa Øerne, er ved Uldprisernes Dalen og de forøgede Krav til Gødningsproduktion i Nutiden saa godt som forsvundet. Det er navnlig ved Krydsning med engelske Kjødfaar, især af Dishley- og tildels Cotswoldracen, at Landfaaret undertiden ogsaa de større Former af Uldfaaret blevet omdannet, hist og her ogsaa helt afløst af engelske Racer. Medens Antallet af Faar ikke er steget i de senere Tællingsperioder, saa er Værdien af Faarene derimod ved denne Omdannelse meget betydelig forøget.

Det almindelige Faarehold her i Landet gaar navnlig ud paa at producere Uld og Lam til Forbrug paa Stedet og Salg. Sædvanlig holdes Faaret paa Stald i 120-140 Vinterdage (fra sidst i November til først i April), hvor Ernæringen i de fleste Tilfælde er meget tarvelig, foruden Halm hyppig kun lidt Affaldshø. Paa Græsningen om Sommeren er det kun den tarveligste Del, der overlades Faarene, hyppig ved Tøjring, hvor Indhegning af Markerne mangler. Kun i de forholdsvis faa større, rationelt ledede Besætninger af Kjødfaar gives Faarene en omhyggeligere Pleje og rigeligere Ernæring med det Formaal at levere fedede Dyr i 2—3 Aars Alderen, og i denne Art Faarehold anvendes da sædvanlig Rodfrugter i Vinterernæringen med et Tilskud af Oljekager eller Bælgsæd under Fedningen.

er

Svineholdet - i 1881: 527,417 Stkr. - har sin store Betydning i Danmark ved Udnyttelsen af Affaldet fra Mælkeridriften, Valle, Kjærnemælk og under de senere Aars lave Ostepriser tildels skummet Mælk. Ret ejendommeligt er det saaledes at iagttage, at Øerne i 1881 havde henimod halvt saa mange Svin som Stkr. Hornkvæg, medens Jylland kun havde mellem 1/3 og 1/4 Svin af Hornkvægets Antal. Mindre bliver Forskjellen i Sammenligning med Antallet af Køer over 2 Aar, hvor Øerne havde omtrent / Gang saamange køer som Svin (285,317 Svin mod 411,181 Køer), medens Jylland havde det dobbelte Antal Køer af Svinenes (242,100 Stkr. Svin mod 487,609 Stkr. Køer). Som et enkelt Amt med forholdsvis særlig stort Svinehold maa nævnes Frederiksborg, der i i 1881 havde næsten ligesaa mange Svin som Køer (30,497 Svin mod 34,356 Køer). - Det turde være indlysende, at Forskjellen i denne Henseende, f. Ex. mellem Jylland og Øerne, beror dels paa, at Øernes Kvægbesætninger give mere Mælk, dels paa, at der i Jylland bruges forholdsvis mere Mælk til Kalveopdrættet, der er større end Øernes.

Det er i Nutiden saa godt som udelukkende Svin af engelske Racer, og navnlig Yorkshire- (tildels ogsaa Berkshire-) Race, der anvendes, og den oprindelige Landraces Sporer nu saa godt som helt udvisket. Det er, foruden Svineholdet til Hjemmeforbrug, 2 Hovedformer for Svineholdet, som ere karakteristiske, den ene, som

paa at producere smaa, lange, kjødfulde, men ikke fede Svin (Sengsvin) paa 140-200 Pd. til Svineslagterierne for Englands Marked, og den anden, hvis Formaal er at levere svære, meget fede Svin paa 250 Pd. og derover, som de forlanges i Tyskland, Holland, Belgien og tildels Frankrig. En Hovedforskjel, hvorpaa for en væsentlig Del Fordelagtigheden af det ene eller det andet System beror, er den, at der for at producere samme Vægt Svinekjød ved Sengsvinproduktionen medgaar et meget større Antal Smaagrise end ved Produktionen af de store fede Svin, idet Sengsvinene gaa af i 6-7 Maaneders Alderen, medens de store Svin i Regelen blive 8-9 Maaneder gamle inden Afgangen.

Den almindelige Oprettelse i de senere Aar af Salterier til Udførsel til England af Sideflæsk (bacon) og Skinker, ved Byer rundt om snart i alle Landsdele, har navnlig forøget Produktionen af Sengsvin betydelig paa de store Svins Bekostning, idet Fragten til Udlandet (Hamburg og England) for levende Svin, der tyngede forholdsvis haardest paa de smaa, derved falder bort. Sandsynligvis har ogsaa Tolden paa Indførsel af Svin til Tyskland med 6 Mk. pr. Stk. siden 1885 bidraget til yderligere at hæmme Udførselen til Vesttyskland over Hamburg og derved Produktionen af store Svin. Endnu er Tilstanden dog saaledes, at Prisforholdet mellem de to Former vexler for stærkt til, at det bestemt kan afgjøres, hvilken af dem der betaler sig bedst, og snart den ene, snart den anden anvendes i Mælkerigaardenes Svinehold. Mindst heldig synes en Mellemform at være, Svin for fede til at kaldes Sengsvin og for smaa for Kravene til den store fede Form, men af denne Mellemform produceres der dog endnu et ikke ringe Antal Svin paa danske Mælkerigaarde.

Opdrættet af Grise og Fedningen gaar i Regelen for sig i en og samme Bedrift, om der end finder en ret livlig Omsætning af Smaagrise i 4-5 Ugers Alderen Sted. Foruden Mælkeriaffaldet anvendes saa vel under Opdrættet som i Fedningen en betydelig Del Sæd, navnlig Byg, foruden noget Risaffald, lidt Majs, Rodfrugter, Kartofler osv. Ved Fedningen af store fede Svin er Forbruget af Kraftfoder langt større end ved Produktionen af Sengsvin.

Gedeholdet. Der fandtes i 1881 i Danmark 9331 Geder, hvoraf omtr. Halvdelen paa Øerne, Halvdelen i Jylland, eller omtr. 5 Geder pr. 1000 Mennesker. Som et velopdyrket Sletteland er det naturligt, at Danmark har et langt ringere Gedehold end f. Ex. et Fjeldland som Norge, der i 1875 havde 323,364 Geder eller 179 Geder for hvert 1000 Mennesker, medens der i Sverige fandtes 27 Geder for hver 1000 Mennesker. Gedeholdet i Danmark har sin væsentlige Betydning i Forsyning af Arbejderfamilier paa Landet uden Jord med Mælk – enkeltvis for Fa