saa at f. Ex. Frankrigs henved 11 Mill. Td. Ld. Privatskove saa godt som udelukkende dannes af Ungskov og Krat, medens Statens, offentlige Stiftelsers og lignende Ejeres Skove ligesom vore for Størstedelen bestaa af Mellemskov og Højskov. Det private Skovbrug er herved sunket ned til et af de mindst intensive Jordbrug og synes ikke at kunne hæve sig fra dette lave Standpunkt, uagtet Højskovsdriften ikke alene kan optage langt større Mængder af rentebærende Kapital, men ogsaa ved god Drift lover en større Indtægt af Jorden. Det extensive Standpunkt bevares, fordi en Udvikling i intensiv Retning først og fremmest kræver saa lang Tid, at Privatindustrien erfaringsmæssig kun undtagelsesvis kan anvende den paa Jordbrugets Forbedring. For hele denne Udvikling har sandsynligvis Fredskovsforordningen forskaanet os. Dens Paabud om ,Overskovens“ Bevarelse har medført, at Landets Skovvæsen fra at bestaa i en simpel Benyttelse af det gamle Naturgode er gaaet direkte over i intensive Driftsformer, medens det franske Skovbrug har ladet en saa extensiv Drift følge Borthugningen af de oprindelige Skove, at Interessen hos den Private er særdeles ringe for dette Jordbrug, og et betydeligt Areal af Landets dyrkelige Jord er bundet til en Driftsmaade, der er uimodtagelig saavel for Kapitalophobning som for teknisk intensivere Behandling.

Det er ikke alene Betragtningen af Forholdene i Udlandet, sammenholdte med Skovbrugets industrielle Beskaffenhed, der leder os til at tillægge Fredskovsforordningen denne høje Betydning, men ogsaa en Række Data, der vise Skovenes Tilstand i Slutningen af forrige Aarhundrede. Vort Skovbrug var nemlig allerede den Gang stærkt paa Veje til at følge det franske Skovbrugs Exempel. Begtrup anfører 1) saaledes, at Halvdelen af Fyens Skovareal var „Gjærdselsskove“, i Vordingborgegnen og mange andre Steder var Forholdet det samme. Disse Hegningsskove ere na næsten alle forsvundne for Ploven, hvor Jorden egner sig til Agerbrug; men der kan neppe være nogen

) Begtrup, Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Bd. III, 1804 p. 22.

Tvivl om, at Lavskovsdriftens Udvikling havde taget meget stærkt Overhaand, i ethvert Fald i de første 50 Aar af indeværende Aarhundrede, dersom Fredskovsforordningens Paabud ikke havde været. Dog maa det ikke overses, at den Retning, der faktisk har været fulgt, har havt en mægtig Støtte i den Omstændighed, at Bøgen, som er vort Hovedtræ, egner sig mindre godt til Lavskovsdrift, og at vor Forbindelse med det tydske Skovvæsen ligeledes har begunstiget Højskovsdriftens Udvikling.

Det er endelig muligt, at Fredskovsforordningen i enkelte Tilfælde, navnlig i Begyndelsen af Aarhundredet, har havt nogen Indflydelse paa Udbredelsen i vore Skove af de Træarter, der dyrkes, idet Domstolene i ethvert Fald tidligere 1) plejede at anvende Forordningens Betegnelse „Overskov“ alene paa Skove af Bøg og Eg. Denne Bestemmelse, forsaavidt den virkelig ligger i Forordningens Udtryk, overholdes dog heldigvis ikke, idet Tilsynet med Privatskovene, saavidt vides, lader Ejerne frie Hænder med Hensyn til Valget af Træart.

Det er ganske naturligt, at Indtrykket af de Tilstande, der oprindelig havde skabt Fredskovsforordningen, i Tidernes Løb svækkedes, at man glemte de Erfaringer over frie Skovforhold, som havde dikteret Forordningen, og at man formodede, at Almenhedens Sands for Skovene og Skovbruget var steget saa meget, at Skovtvangen ikke længer var nødvendig for Skovenes Bevarelse, samtidig med at man ved Agerbrugets stigende Udvikling stærkere følte Trykket af de Baand paa Jordens Benyttelse, som en ubehjelpsom Anvendelse af Forordningen unægtelig adskillige Steder har fremkaldt ved Rydningsforbud mod smaa spredte Skovparceller paa god Bund. Denne Opinion mod Forordningen var allerede kommen til Orde ved Landmandsforsamlingerne i 1859 og 1863 og fik i 1866–67 Udtryk i et af Regjeringen forelagt Lovforslag ?) om Skovtvangens Ophævelse. Forslaget, som vakte en levende Bevægelse, blev behandlet af et

1) A. F. Bergsøe, Den danske Forst- og Jagt-Lovgivning. Kbhn. 1842, p. 38. 2) Rigsdagst. Ord. Saml. 1866–67, Till. A., p. 850.

Udvalg, der dog ikke kunde enes om nogen fælles Indstilling'), men afgav 5 Minoritetsvota, og Forslaget blev ikke til Lov.

3. Statsskov væsenet.

I foregaaende Aarhundrede var Betydningen af Skovdomænerne dels den samme som af andre Krongodser, at skaffe Kongen Indtægter og at støtte Landets Kredit, dels udgjorde de med deres Jagt og andre Herligheder et væsenlig Attribut til Kronens og Hoffets Glands. Med Slutningen af foregaaende Aarhundrede fik Statsskovvæsenet derimod en anden Opgave.

Med Krongodsernes Salg og Bøndergodsets Overgang til fri Ejendom tabte efterhaanden Domænerne deres fiskale Betydning. Salget, der var begyndt som en Finansoperation i 1764, blev ved Slutningen af Aarhundredet et af de nye nationaløkonomiske Ideer dikteret Princip, hvis Gyldighed, som bekjendt er respekteret siden. Men heller ikke denne Del af Reformbevægelsen berørte Skovene; thi medens det andet Jordegods solgtes, grundlagdes et for sin Tid vel organiseret og ret anseligt Statsskovbrug; Skovejendommene samledes til passende Distrikter, og omfattende nye Anlæg sattes i Gang. Aarsagen til, at Skovene ogsaa paa dette Punkt kom til at danne en Undtagelse fra de i den indre Styrelse almindeligt fulgte Principer, var utvivlsomt ligeledes Erfaringen for, at Skovbrugets Fremtid ikke var sikret i private Hænder, og Datidens Skildringer af Forholdene i Privatskovene vise det fuldt berettigede i denne Anskuelse. Statsskovvæsenet blev saaledes oprettet for at danne Grundstenen for, og vise Vejen i et Jordbrug, der ansaas for uundværligt, og som ikke egnede sig til ganske at overlades Enkeltmands Forsorg; det skulde tillige ved nye Skovanlæg paa ubenyttede Arealer 0. desl. paatage sig Løsningen af saadanne Opgaver, som laa Privatinteressen fjernest. Disse Formaal for Statsskovvæsenet synes i Hovedsagen at have været raadende lige til vor Tid, og som eneste Minde om dets for længst opgivne direkte fiskale Betydning finde vi endnu kun dets Administration under Finansministeriet.

Under den dygtige Overjægermester Grams Ledelse havde der i Kongens Skove i Nordsjælland inden Midten af foregaaende Aarhundrede været anvendt Omhu for Skovdriften, og hans Bestræbelser fremmedes i høj Grad ved Indkaldelsen af den ansete brunsvigske Overjægermester v. Langen i 1763. Men allerede 1771 opgav man at følge dennes Anvisninger; de gamle Tilstande retableredes fuldstændigt, og først i Firserne begyndte de omfattende Arbejder, der lagde Grunden til Statsskovvæsenets nuværende Ordning.

1778 var Skovvæsenet bleven adskilt fra Jagtvæsenet), den 18de April 1781 udkom den store Forordning om Statsskoyvæsenets Indretning, den 23de April 1781 den almindelige Udskiftningsforordning og allerede den 27de April 1781 2) begyndte den Række af Resolutioner om Udskiftningsarbejderne paa de nordsjællandske Skovdomæner, ved hvilke, navnlig i de tre paafølgende Aar, de nuværende Statsskove i Kjøbenhavns og Frederiksborgs Amter skabtes. At Nordsjælland blev Statsskovvæsenets Hovedsæde hidrørte fra, at Resol. 15. Aug. 1763 om Salg af Domænerne undtog de, der vare beliggende i Kjøbenhavns, Hirschholms, Frederiksborgs og Kronborgs Amter; det var altsaa kun her, at Kongen endnu ejede større Skovpartier. Hertil kom dog enkelte ikke afhændede Skove paa det Odsherredske, Vordingborgske og Falsterske Gods, samt noget Overdrev med Skov paa Bornholm.

Arealet. Ved Opmaalingen, der paabegyndtes i 1792, udgjorde Statens Skove paa Kjøbenhavns, Kronborgs, Frederiksborg og Hirschholms Amter samt paa Jægerspris og i Ods

1) Finansmin. Resolutions-Protokoller p. 352. 3) Ibid. p. 359.

herred 35,572 Td. Ld. foruden 500 Td. Ld. 1) Flyvesandsstræk-
ninger ved Tisvilde og Hornbæk, indtagne til Skovkultur i 1793.
Det vordingborgske Distrikt var omtrent 1800 Td. Ld.), de
falsterske Skove ca. 2355 Td. Ld) og Almindingen paa Born-
holm 1118 Td. Ld. 4) Statsskovvæsenet konstituerede sig saa-
ledes i Slutningen af forrige Aarhundrede med et Skovareal af
40845 Td. Ld. foruden de omtalte Flyvesandsstrækninger. Fra
dette Tidspunkt er det stadigt voxet; især ved nye Kulturer
paa Heder og Overdrev.
раа

Størrelsen af det under Statsskovvæsenet henlagte Areal.
1790

43,345 Td Ld. 5)
1820
ca. 48,457

6)
1850

ca. 72,003 7) 1880

82,403

8)

Føjes hertil de under Indenrigsministeriet sorterende jydske Klitplantager, hvis Areal i 1880 udgjorde 3213 Td. Ld., er Størrelsen af Statsskovbrugets Areal altsaa næsten fordoblet i de forløbne 90 Aar. Gjennem denne betydelige Udvidelse træder Statsskovvæsenets Hovedkarakter klarest frem. Det tilkomne Areal er nemlig saagodt som udelukkende ufrugtbare Hedearealer og Flyvesandsstrækning eller Skovpartier paa mager Bund og i slet Forfatning, hvis Overtagelse af Staten fornuftigvis maa have havt ganske andre Formaal for øje end Hensyn til Statskassens Tarv. Samtidig ere nogle af de faa Skove paa fortrinlig Bund, som Staten har ejet, blevne solgte, navnlig efter 1850. Statsskovvæsenets vigtigste Tilgang og Afgang af Areal i de tre Perioder er omtrent følgende: