Det gamle Vornedskab, der paahvilede Sjællands, LollandFalsters og Møens Fæstebønder, og hvorefter disse ikke uden Jorddrottens Samtykke maatte forlade det Gods, hvor de var fødte, og var forpligtede til at overtage, hvad Gaard, Hus eller Tjeneste Husbonden anviste dem, var vel bleven ophævet af Frederik den 4de i Aaret 1702; men snart udviklede der sig forhold, som i Hovedsagen indførte den samme Ufrihed som Vornedskabet og endog var videre udstrakt, idet de omfattede hele Landet, det var Stavnsbaandet og Værnepligten. I Aaret 1701 var der blevet indført en Landmilits, der ordnedes saaledes, at 20 Tdr. Hartkorn skulde udgjøre et Lægd og stille en Karl til 6-aarig Tjeneste i Militsen. De Karle, der var indskrevne i Lægdsrullen, maatte for Kontrollens Skyld ikke uden Pas fra Jorddrotten forlade det Gods, hvor de var indskrevne, og heraf udviklede sig efterhaanden en større og større Afhængighed af denne. I 1724 blev det bestemt, at alt ungt Mandskab fra 14 til 35 Aars Alderen skulde indføres i en Reserve-Lægdsrulle og ligesom de virkelig Indskrevne kun med Herremandens Tilladelse maatte forlade det Gods, hvortil de hørte. Denne forpligtelse til at blive ved Godset, det saakaldte Stavnsbaand, blev lidt efter lidt saaledes udvidet, at tilsidst Bondedrengen allerede fra det 4de Aar af skulde indføres i Rullen og være stavnsbunden. De i Rullen indtegnede Personer kunde fra det 18de til det 40de Aar udskrives til Soldatertjeneste; men hvilke af dem der skulde udskrives, beroede paa Godsejeren. Dette gav da Anledning til de største Misbrug. Thi Retten til at bestemme, hvem af de indskrevne Personer der skulde møde som Soldat, var et virksomt Tvangs- og Truselsmiddel overfor Bonden, der, og vistnok med Rette, nærede stor Frygt for Soldatertjenesten. Godsejerne havde paa denne Maade faaet et Middel til at tvinge og udsuge Bonden. Enkelte Godsejere misbrugte endog deres Stilling til at drive en Slags Menneskehandel, idet de lejede deres Bønder ud som „Stedfortrædere“ for Selvejerbønder eller solgte dem til de „gevorbne“ Regimenter. Og selv naar Bonden havde naaet sit 40de Aar og skulde udslettes af

Lægdsrullen, blev han ikke fri; thi den udtjente Soldat var pligtig til at overtage den Gaard, hans Husbond anviste ham, og vægrede han sig derved, kunde han straffes med at afgives til ny Soldatertjeneste for en længere Aarrække. Paa denne Maade var Fæstebonden saa godt som for hele Livet bunden til Godset og gjort afhængig af Herremanden, og om end Forpligtelsen direkte kun hvilede paa Mandkjønnet, kom den derigjennem til indirekte at hvile ogsaa paa Kvindekjønnet. (jfr. Bergsøe: Reventlovs Virksomhed). Hvad der især bidrog til at gjøre Stavnsbaandet utaaleligt, var den foran berørte Forpligtelse for Bonden til at fæste den Gaard, eller det Hus paa Godset, som hans Husbond anviste ham; thi de Bestemmelser, der paalagde Bønderne denne Forpligtelse, bestemte Intet om, i hvilken Tilstand en saadan Gaard skulde være, hvad Indfæstning der maatte forlanges af den, eller hvorvidt den skulde overleveres under saadanne Former, at Fæsteren fik Betryggelse for, at han ikke senere blev gjort ansvarlig for mere, end han havde modtaget. Det er indlysende, at disse Bestemmelser kunde misbruges, og at der herved var givet Herremanden Lejlighed til i vid Udstrækning at udpine Bonden og berøve ham, hvad han maatte have erhvervet sig. Misbrugene var saameget lettere, som Herremanden selv var Foged og kunde uden Lov og Dom sætte Bonden ud af Fæstet, naar denne efter hans Formening havde forbrudt sit Fæste. Og døde Bonden i Fæstet, var hans Bo voldgivet Herremanden, der som „Husbond“ havde Skifteforvaltningen hos sine Bønder og som saadan selv afgjorde Retmæssigheden af sine egne Fordringer i Boet. Retsindige og velvillige Herremænd misbrugte ikke den Magt, der var givet dem over Bønderne, men andre gjorde det, og især blev dette Tilfældet blandt de mange, der under under de opadgaaende Priser i Aarhundredets sidste Halvdel kjøbte Goşlser paa Spekulation og nu skulde have det mest mulige ud af dem, og selv om Herremanden ikke misbrugte sin Magt, saa skete dette ikke sjælden af hans Forvalter og andre Underordnede.

Næstefter Stavnsbaandet var Hoveriet den værste Ulempe for Landbruget. Paa Fæstebønderne hvilede der fra gammel Tid den Forpligtelse, at de skulde yde Hoveri til Dyrkningen af Hovedgaardens Marker. Iøvrigt var dette Hoveri ikke nærmere bestemt. Efterhaanden voxede da denne Hoveriydelse. Der blev ikke sjældent, snart mod, snart uden Bevilling, nedlagt Bøndergaarde, og disses Jorder inddraget under Hovedgaardene, hvorved Hovmarkerne forøgedes og de Hoveripligtiges Antal formindskedes, og derhos blev under Tidernes Ugunst Hoveriet udstrakt til andre og flere Slags Arbejder end de almindelige (til al Slags Husgjerning, til Kjørsler o. 1.). Det var især efter Aarhundredets Midte, da Konjunkturerne for Landbruget bedredes, og Hovedgaardenes Agerbrug som Følge deraf begyndte at gaa fremad, at Hoveriet forøgedes. Hovmarkerne blev bearbejdet stærkere, Moser og Sumpe blev forvandlet til Eng, Stykker af Overdrev draget ind til Agermark, Skove og Kratstrækninger blev ryddede og pløjede, Vejene blev forbedrede o. l.; alt hensigtsmæssige og gode Foranstaltninger, men som forøgede i høj Grad det al

i lerede forinden saa trykkende Hoveri, som Fæstebønderne maatte yde. „Der var Hoveribønder f. Ex. paa Sorø Akademis Gods, som ofte i 8 til 14 Dage kun var hjemme nogle faa Timer om Natten og som hyppig paa en Dag blev tilsagt til 6 eller 7 Hoverier". Det store Hovarbejde, der saaledes i Almindelighed maatte ydes, bevirkede, at Bonden forsømte sin egen Jord, og det saameget mere, som han ofte netop tilsagdes til Hovarbejde paa de Tider, som var ham mindst belejlige. Bonden maatte begynde sin egen Pløjning snart for tidlig, snart for sent; thi i den rette Pløjetid maatte han sædvanligvis pløje Hovedgaardens Marker. I Høsttiden gik det paa samme Maade; thi Herremanden optog den bedste Del af Høsttiden. Bouden maatte derhos af Hensyn til Hoveriet holde flere Heste, end ellers vilde være nødvendigt, og dette bidrog ogsaa til, at Landets Hestehold som Helhed blev saa paafaldende stort og til Gjengjæld Kvægstyrken saa lille. Det er allerede ovenfor omtalt, at Antallet at Heste den Gang var omtrent ligesaa stort som Antallet af Hornkvæg, medens der nu er mere end 4 Gange saamange Stkr. Hornkvæg som Heste. Ikke den mindst uheldige Følge af Hoveriet var det, at Bonden vænnede sig til at arbejde skjødesløst og trevent; Virkningerne heraf har man ment at kunne spore helt op imod vor Tid. Det var jo naturligt, at Bonden kun med Ulyst gik til det tvungne Arbejde, hvor Interessen maatte erstattes ved Frygt for Straf. Bonden skulde vise sin Husbond og dennes Tjenere Hørighed og Lydighed, under Straf af Fæstets Fortabelse, hed det i Lovgivningen; men en saa ubestemt Forpligtelse kunde opfattes næsten efter Forgodtbefindende. En Del Godsejere havde „Hals og Haand“ over deres Bønder, og denne Ret kunde gives en temmelig vilkaarlig Udstrækning, og desuden ansaa Datidens Godsejere det som en naturlig Ret, der hverken kunde eller burde afdisputeres dem, at tildele Bønderne korporlige Revselser og at overdrage denne Ret til deres Underordnede, hvilke da sædvanligvis i rigeligste Maal benyttede sig deraf. Klage over Behandlingen gjorde Bonden næsten aldrig, og det var vel i Reglen ogsaa en betænkelig Sag for ham. (cfr. Bergsøe I. c.).

Ved Stavnsbaandet og Hoveriet var Fæstebonden saaledes bleven aldeles afhængig af Godsejeren og i Virkeligheden var hans Stilling ikke synderlig forskjellig fra Trællens. Han mistede al Lyst til at anstrænge sig, thi han var ikke sikker paa at beholde Resultatet af sit Arbejde, og betegnende for hans Tænkemaade var Talemaaden „bedre at sove sig arm end slide sig arm“. Selvejerbondens Stilling var ganske vist meget bedre, men den paavirkedes dog af Bondens almindelige Nedværdigelse, og desuden var det kun de færreste Selvejere, der ejede deres Gaard med fuld Ejendomsret; i Almindelighed havde Godsejeren en „Herlighedsret“ over dem, og det var da det sædvanlige, at Selvejerbønderne maatte yde en vis Andel af Hoveriet, hvorved altsaa Døren var aabnet for mangehaande Vilkaarligheder. For Herremanden var Hoveriet naturligvis en betydelig Indtægtskilde, ofte den eneste, han havde af Godset, Hovedgaardens Jorder blev nogenlunde godt dyrket og uden store Udgifter, men Fordelen for ham var langt mindre end Tabet for

Bonden, og Tabet var ikke alene det økonomiske, men endnu mere det moralske, den Nedværdigelse og Sløvhed, som fulgte med Ufriheden.

Det var ikke alene Forboldet til Godsejerne og Ydelserne til ham, der var trykkende for Bodden, ogsaa de offentlige Afgifter virkede skadelig. Især var dette Tilfældet med Tienden. Kvægtienden var allerede i 1740 omsat til Penge og var derfor mindre ubeldig, men Korntienden ydedes endnu in natura. Tiendetagerne mødte paa Marken, naar Sæden var høstet, og udtog her hvert 10de Neg. Bonden maatte ikke føre Sæden i Hus før Tiendetageren havde været der og taget sin Andel; og da man

ikke kunde regne paa, at han rettede sin Ankomst efter Høsten paa hver enkelt Gaard, saa udviklede det sig naturligt derhen, at alle i Byen høstede paa samme Tid uden Hensyn til, om Sæden overalt havde naaet en passende Modenhedsgrad. En Samtidighed i Driften, der ogsaa befordredes af Jordfælledskabet. Tiendeydelsen in natura medførte desuden, at Bonden foruden Kjærnen tillige mistede Halmen, et betydeligt Tab, særlig under de daværende knappe Tider paa Foder og Gjødning, og at Bonden maatte befordre Tiendekornet hjem til Tiendetageren. Mindre heldigt var det dernæst ogsaa, at Tiendeydelsen gav Anledning til megen Kævl og Bedrageri saavel fra Yderens som fra Modtagerens Side og undertiden bevirkede, at man for at undgaa Tienden anvendte andre Kulturer end dem, der i og for sig var de mest hensigtsmæssige. Den Ulempe ved Tiendeydelsen in natura, at den hindrer Udvikling af et intensivt Agerbrug, fordi det forøgede Bruttoudbytte bevirker en tilsvarende Stigning af Tienden uden Hensyn til, at Nettoudbyttet langtfra stiger i samme Forhold som Bruttoudbyttet, mærkede man derimod under Datidens stillestaaende Forhold mindre til, men den fik senere hen Betydning og blev en af Vanskelighederne ved Naturaltiendens Afløsning.

Foruden Tienden hvilede ogsaa de andre offentlige Afgifter tungt paa Bonden, og særlig under Frederik den Vtes Regjering tiltog disse Byrder paa en betænkelig Maade, fornemlig