Søren Kierkegaards samlede værker; udgivne af A.B. Drachmann, J.L. Heiberg og H.O. Lange, Bind 13Gyldendalske boghandels forlag (F. Hegel & søn), 1906 |
Andre udgaver - Se alle
Almindelige termer og sætninger
abstracte aldeles altsaa Andersen Apologien Apostelen Aristophanes begynder bemærker bestandig Bestemmelse Bevidsthed blive blot Christen Christendommen Corsaren dasz deels derfor derved Dialectik dialektisk Dialoger Digter Don Juan Døden Enkelte erindre ethvert Fichte finde Forfatter Forfatter-Virksomhed Forhold forskjellige Forstand forstaae forsaavidt Fædrelandet følger første faae ganske give gjeldende Gjenstand gjøre Gorgias Grund gaae gaaer havt Hegel Heise hiin hvilket hvorledes høiere hører Ideen idet igjen Individet Ironien ironisk Kjærlighed Kjøbenhavnsposten lade ligesom ligesaa lære Læseren Menneske Mythiske Mængde Maade maaskee maatte naturligviis Negation negativ nemlig netop næsten Opfattelse Orakel overseer Person Philosophie Phædon Phænomenet Plato poetisk Polemik Produktivitet Protagoras pseudonyme Reflexion religieus Sandhed Schleiermacher seer Sjælen skee Skjønne Smlgn Socrates socratiske Sophisterne Standpunkt Staten Strepsiades staaer Subjectiviteten Synedriet synes søger saadan saaledes Taushed Tilfælde tænke uendelig veed Verden Virkelighed viser Xenophon Yttringer æsthetisk Øieblik Aand καὶ
Populære passager
Side 362 - Für mich und für diese Schrift, für meine Liebe zu ihr und für ihre Bildung in sich, ist aber kein Zweck zweckmäßiger als der, daß ich gleich anfangs das, was wir Ordnung nennen, vernichte, weit von ihr entferne und mir das Recht einer reizenden Verwirrung deutlich zueigne und durch die Tat behaupte.
Side 564 - Fra Barn af var jeg i et uhyre Tungsinds Magt, hvis Dybde finder sit eneste sande Udtryk i den mig forundte lige saa uhyre Færdighed i at skjule det under tilsyneladende Munterhed og Livslyst - min eneste Glæde fra saa langt jeg næsten kan huske tilbage, at Ingen kunde opdage, hvor ulykkelig jeg følte mig; hvilket Forhold (Tungsindets og Forstillelseskunstens lige store Størrelse) jo betyder, at jeg var anviist mig selv og Guds-Forholdet.
Side 495 - Denne Bevægelse er tilbagelagt eller beskrevet uno tenore, i eet Aandedrag, om jeg saa tør sige, saa Forfatterskabet, totalt betragtet, er religieust fra Først til Sidst, Noget, Enhver, der kan see, naar han vil see, ogsaa maa see. Og som den Naturkyndige paa Traadenes Krydsning i Spindet strax kjender, hvilket kunstforstandigt lille Dyr det er, hvis Spind det er: saaledes vil den Indsigtsfulde ogsaa kjende, at til dette Forfatterskab svarer som Ophav En, der qva Forfatter »kun har villet Eet«.
Side 247 - Im Dämon des Sokrates (vergl. oben § 138) können wir den Anfang sehen, daß der sich vorher nur jenseits seiner selbst versetzende Wille sich in sich verlegte und sich innerhalb seiner erkannte, — der Anfang der sich wissenden und damit wahrhaften Freiheit.
Side 382 - Es sind hierzu die folgenden weitem Bestimmungen anzuführen. In dem Zusammenhange (I, S. 511), daß »nicht unser eigenes wesentliches Sein unsere Wahrheit ausmache«, heißt es, daß »wir deshalb nichtige Erscheinungen sind, weil Gott in uns selbst Existenz angenommen und sich dadurch von sich selbst geschieden hat«.
Side 369 - Diese Ausnahme von dem, was Julius für gewöhnlich hielt beim weiblichen Geschlecht, war zu einzig, und die Umgebung, in der er sie fand, zu unrein, als daß er dadurch zu einer wahren Ansicht hätte gelangen können.
Side 558 - Evigheden kjedsommelig, da den just er Situationen som jeg behøver den, for ikke at bestille Andet end takke: idet jeg nu skal tale derom, da vaagner en Digter-Utaalmodighed i min Sjel. Jeg vilde, mere besluttet end hiin Konge, der raabte »mit Kongerige for en Hest«, og salig besluttet som han ikke var det, vilde jeg give Alt, mit Liv med, for at finde, hvad der er Tanken saligere at finde end den Elskende den Elskede, »Udtrykket«, for saa at døe med dette Udtryk paa mine Læber.
Side 358 - O! es ist wahr, meine Freundin, der Mensch ist von Natur eine ernsthafte Bestie. Man muß diesem schändlichen und leidigen Hange aus allen Kräften und von allen Seiten entgegenarbeiten. Dazu sind die Zweideutigkeiten auch gut, nur sind sie so selten zweideutig, und wenn sie es nicht sind und nur einen Sinn zulassen, das ist eben nicht unsittlich, aber zudringlich und platt.
Side 110 - Auge fasst, so hat auch der platonische Sokrates eine weit höhere ideellere Bedeutung als der xenophontische , mit welchem wir uns im Grunde immer nur auf dem Boden der Verhältnisse des unmittelbaren praktischen Lebens befinden. So wenig aber jene Verschiedenheit der Evangelien zunächst für etwas anderes zu halten ist, als für eine Verschiedenheit der Darstellung *), ebenso wenig setzt, was uns Plato zu viel, Xenophon aber zu wenig über Sokrates zu geben scheint...
Side 431 - Victor Eremita har endog maattet opleve den Tort, at blive udødeliggjort — i »Corsaren«! Og dog, jeg har jo allerede været der; thi ubi spiritus, ibi ecclesia: ubi PL Møller, ibi »Corsaren«.