"Jeg er Fruen paa Lindenborg“ hvinede hun, og satte Hænderne, ikke just i Siderne, men paa Grebene af to Dolfe, som sad der i Bæltet. Jægeren blev forskrækket ved at høre, hvem han havde for fig: „Nu skal jeg ftrar være her igjen med Fjælen“ sagde han ydmygt, og løb hen til det nærmeste Huus, fra hvilket han snart medbragte Brædtet. Nu bad han Begge staae af Heftene, for hvilke han lovede at sørge, indtil man kom tilbage. Derpaa førte han dem hen til Fodstien over Mosen, flyede Ridefogden Brædtet, og gav ham fornøden Underretning om dettes Brug over Rødnerne. Nu skrede begge afsted, han foran. De kom til den første. Han anbragte den smalle Bro, gik først over, hun bagefter. Man kom til den anden Mudderkanal. Ogsaa denne passeredes lykkeligt - af ham; men da hun kom midt paa Fjælen, vippede den, og hun faldt i Polen, og under Skrigen om Bistand, som Fogden enten ikke kunde, eller ikke vilde yde, sank hun ned i Pludderet, og er ikke siden kommen op: Vildmosen blev hendes Oubliette. Dette blev snart bekjendt. Den fromme Eusebius førte strar sin Datter og Svigersøn ind paa Lindenborg, hvor de skal have levet i mange Aar, men omsider være nedlagt i Kirkegaardens Dublietter, uden Efterkommere. |