Tildragelse tilligemed den Sindsbeskaffenhed, i hvilken

vi under samme befandt os. Duften af en Martsviol, for Exempel, minder mig ej allene om Kirsebærgans gen, fremstillende for mit indre Dje den foraarsgrønne Vold, de knoppende Træer, Voldgravene og øvrige Omgivelser, men sætter mig logsaa heelt tilbage i hiin søde Sjelstilstand, da jeg som Dreng her førstegang hilste den unge Vaar.

-

Saaledes nu, da jeg, efter et Aars Mellemrum, igjen stod paa Præstebakken, saae ned paa det gjæstfrie Huus, paa den venlige Hauge, paa Syren-Løvhytten, hvor vi musicerede, og Lindealleen, hvor vi siden dansede, indtil den kolde Havguse jog os ind i Storstuen: da jeg veed ikke at udtrykke mig tydeligere tilsmilte mig det hyggelige Sted moderkjerligt som et andet Hjem. Therese maae i mit Aasyn have læst mit Hjertes Bevægelser; thi et Par Taarer tindrede i hendes himmelblaae Dine, og med ukonstlet Rørelse sagde hun: De har Ret! her er godt at være."

"

Men derpaa, ligesom undseende sig for en Fremmed over fin Folsomhed, begyndte hun at trippe ned ad Bakken, og det vel ilsomt. Hendes Veninde, der støttet ved Præstens Arm traadte fiffrere, raabte, at hun skulde tage fig iagt. For filde! hun var ikke mere istand til at standse Farten, men faldt, bultrede og trimlede lige ned til Foden af Skrænten. Det sidste af hendes Nedfart faae jeg iffe, thi det gik mig selv næsten lige saa godt, da jeg instincts mæssig vilde ile hende tilhjælp. Ingen af os fik mindste Skade; men den yndige Pige var bleven faa forvirret, for= tumlet og skamfuld, at hun, skye som en opjaget Raa, foer ind i Præstegaarden, uden en eneste Gang at fee sig tilbage.

Først en Time derefter blev hun atter synlig, da

Veninden havde trøstet hende med den Forsikkring, at jeg havde begyndt at tumle ligesaa tidlig som hun. Præsten, hvis Følelse ikke var den allerfineste, modtog hende med et ironist Smiil, og mumlede dertil:

,, teretes suras integer probo!" *)

Men Vang declamerede med en for hans unge Alder priisværdig Alvorlighed: "hony soit qui mal y pense!" **) Therese rødmede; thi skjøndt hun ikke forstod Ordene, anede hun dog, at de angik hende :

„Tal Dansk, de gode Herrer!" faldt Præftekonen hurtig ind, "os staffels Fruentimmer kan De jo sagtens baade kjøbe og sælge paa Latin."

„Meget gjerne, lille Mama!“ svarte han; „hvað Hr. Vang sagde, det er den Devise, som den ældste Ridderorden i Engelland fører, og som har følgende Oprindelse: paa et Bal ved Edvard den tredies Hof tabte en Dame

Aah det er jo en gammel Historie," afbrød hun, "den fjende vi godt -kom Jomfrue Dyber! og giv os et lille Styffe!"

Denne Bending behagede Alle, endogsaa Ham selv som Hans Velærværdighed altid derhjemme benævnedes i tredie Person-thi han var en stor Elster af Musik, og skjendt ingen No desluger som han kaldte de konstfærdige Musikere accompagnerede han dog paa sin Violoncel ret harmonisk og smagfuldt. Therese satte sig villig til Klaveret, og uden Forspil istemte hun strar en munter Sang, som Præsten ledsagede med dybe Syngetoner og hans Kone med tactmæssige Nit.

Da Sangen var ude, og Therese uden Ophold falden

*) Med reent Sind ynder jeg trinde Lægge (Horats). **) Skam faae den, som tænker ilde derom (Hosebaandsordenen).

ind i en fejende Vals, lød bagved en mig fremmed Rost:

"Amor er dog en Erkegavtyv!

Det var Baron Sonnenthal: han var ubemærket kommen ind af den aabenstaaende Haugedør, og havde formodentlig hørt det sidste Vers.

Baronen var et af de Mennesker, hvis glatte og smilende Ansigter altid vise paa smukt Vejr, om endog indenfor i Sindet er Regn og Blæst; han var hvað man kalder en smuk Mand, eller bedre: han besad hiin negative Skjønhed, paa hvilken vel intet findes at udsætte, men egentlig heller intet at udmærke. Saaledes gives der Dvindeansigter, som ved første Djekast synes saa englemæss figt dejlige, at et ubevogtet Mandshjerte begynder at frygte for fin Rolighed, men ved nærmere Betragtning forsvinder Glorien, og istedenfor Engelen seer man blot et Menneske som Folk er flest.

„Hvad ondt har Amor gjort Dem, Hr. Baron?" spurgte Therese, idet hun efter en kort Hilsen atter satte sig til Klaveret, hvorfor er han en Gavtyv?"

"Det skal jeg sige Dem, min rare Pige!" svarte han, „Skjelmen lader sig ikke nøje med at gjøre vore Dine til Forrædere mod Hjertet, og det var paa min Ære dog meer end nok; men han lister sig og ind igjennem rerne."

"

Therese smilte skjelmsk, og uden at svare klimprede hun Melodien til: "Paa mit Hjertes Skorsteen brænder" En harpiret Elskovsbrand," sang Præsten med sin dybe Basstemme; men inden han endnu havde udbrummet den sidste Stavelse, begyndte hun paa Duverturen til Don Juan.

Dette Mesterværk af Tonedigternes Shakespeare, som var aldeles nyt for Tilhørerne, paa mig nær, virkede med

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII.

saadan Trolddomsmagt paa den musikalske Præstemand, at han snart sad hensunken i stum Forbauselse, snart foer op som af en Drøm - nu smilte som henrykt i den tredie Himmel, nu skuddrede som greben af en Febergysen; og da Tryllerinden holdt op, saae han først paa hende, saa paa os andre, een for een, uden længe at kunne frembringe en Lyd, til han omsider sik Luft i hans dyreste og fun i højeste Affect brugelige Eed:

"Min Himmeriges Part! Hvad var det?"

Saaledes mindes jeg grant

blev ogsaa jeg til

mode, da Schiller førstegang faldt mig ihænde. Tilforn vidste jeg virkelig ikke hvad Poesie var, skjøndt jeg anede det; jeg havde læst Homer og Virgil, men jeg forstod dem vistnok iffe, thi kold var jeg og kold blev jeg. Ikke meget bedre gik det mig med de Nyere: smukke Tanker, Klang og Rhytmus, men ikke dette ubeskrivelige, der ligesaavel i Prosa som i Vers vækker de slumrende Følelser og udfolder Sjelens Vinger - da kom Schiller, kom som den første Kjerlighed til Ynglingens Hjerte, og gjenfødte mig til det højere Liv herneden.

Therese smilte og sagde: det er Ouverturen til Don Juan."

"Don Juan!" raabte Præsten og sprang op fra Stolen, det er en Troldmand, denne Don Juan; det er en Halvgud!"

"Don Juan hedder Operaen," vedblev hun, Compos nistens Navn er Mozart?"

"Mozart?" gjentog han, og det er første Gang, jeg hører Noget af denne Mirakelmand nej! bliv siddende, allersødeste Jomfru! og lad os faae mere af den Tonde!"

Hun gav os nu et Sangnummer efter det andet, og det med en Sandhed, som vist vilde fortryllet Mozart selv;

men jeg følte stedse dybere og dybere Sandheden af Bas ronens: „var det ikke nok, at Amor gjør vore Øjne til Forrædere mod Hjertet? skal han ogsaa liste sig ind gjennem Drerne?"

Kort sagt: jeg mærkede selv først, hvad ellers sjelden skal finde Sted, at jeg begyndte at vorde forelsket. Jeg sad fastkoglet til min Stol, og Fortryllelsen maatte uundgaaeligt vare lige faalænge som Musiken, den kunde ikke loses, for det behagede Therese; hvis hun da vilde have gjennemgaaet hele Udtoget af Operaen, vilde den dalende Sol faaet os alle, mig og Præsten ganske sikkert, at see paa eet og samme Sted. Men hun brød af paa Halvvejen, og det paa en Maade, der virkede, efter Ordsproget, som en Spand koldt Vand over Hovedet.

Hun havde ikke sjunget mere end de to første Ord af Arien: "Kolige Druer," før hendes Engleftemme taug, og hendes Rosensingre begyndte at udhamre en Bondedans, der efter nogle Tacter forvandledes til et Charivari saa ffurrende, som nogen uovet Haand var istand til at frembringe, og derpaa sprang hun op Præsten og jeg ligeledes.

"Hvad er det for noget?" brummede han, "Capricer Nykker!" men hun hviskede til ham, saa jeg ret godt kunde høre det man kaster ikke Perler -."

En plump Skraben led bagved, og et Blik paa den Nysankomne syntes virkelig at retfærdiggjøre vor Virtuosas synderlige Opførsel. Havde end ikke Præftens højttænkte "Qvid novi ex Africa?" vakt Ideen hos mig, jeg maatte alligevel snart have bemærket Ligheden mellem Fyren og en kallunsk Hane; hans tykke pluddrende Mæle, hans kluntede, vrikkende Gang, vilde allene have erhvervet ham dette Prædikat, om end ikke den violblaa Snabel mellem de røde,