Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

vel kunde stilles paa Hovedet. Han hørte sig gjerne af Almuen kaldes „Faar“ (Fader) og af Præster „Hr. Broder! Collega! og Provst!" Det Huus, hvor han engang blev modtaget med et simpelt "Degn! - Batel (Bertel) eller vel endog "Gal Batel!" det vendte han strar Ryggen, gjorde en Bevægelse med Fødderne som om han afrystede Støvet, og kom der aldrig mere."

Da vi steeg tilvogns, for at kjøre tilbage til Præste= gaarden, savnedes Vang; Kudsken sagde, at han var gaaet forud ad Gangstien, og idetsamme saae vi ham ogsaa dukke op af den nærmeste Sanddal med korte og rafte Skridt.

[ocr errors]

„Naar man seer det Menneske bag paa," hviskede Præsten til mig vi to sad paa det bagerste Sæde kan man ikke tage fejl af ham.“

"

Man kan tage fejl af Ansigter," svarte jeg.

Meget let," faldt han ind, men ikke af Gangen; Ansigtet kan være en Maske, men Gangen er naturlig, Den er ikke forstilt; og for ikke at lade mig skuffe af Ansigtet, bedømmer jeg allerfikkrest et Menneske, naar han gaaer fra mig. Kjere! see dog ret paa Hovmesteren !" —

"Hovmester? hvor?" - afbrød jeg

„Paa Solholm, for den lille Baron," svarte han, "see kun hans smaa faste Skridt! ved ethvert af dem faster han ud med Fodspidsen, hvormed han siger saameget som: "Jeg bryder mig kun lidt om andre Mennesker, han stiver Knæerne, hvilket betyder: jeg er mig selv nok, jeg er Mand for min egen hat; og vil De nu bareste lægge Mærke til, hvor voldsomt det arme Kjolested slynges hid og did. Pokker skulde være hans Tjener eller hans Kone! thi det vilde komme ud paa eet."

Stjondt jeg ikke var uindviet i hans Velærværdig

heds Pygoskopie

[ocr errors]

som han selv behagede at kalde den saa overraskede mig dog nu hans haarde Dom over den unge mand i den Grad, at jeg iffe kunde tilbageholde min Misbilligelse, men spurgte ham, om han havde andre og fikkrere Data for Fyrens Characteer end hans Fodskifte og hans Kjolesked, for hvilke vel egentligen Dansemesteren og Skrædermesteren kom til at være ansvarlige?

"Jeg disputerer aldrig," svarte han, „det veed De, men mit System holder Stik."

Derpaa begyndte han med Damerne en anden Samtale, i hvilken jeg med saa megen større Interesse deeltog, som jeg hos den ene fandt en reen og dyb Følelse, og hos den anden et hurtigt og klart Blik, forenet med ukonftlet Vittighed. Let og umærket gled Tiden, skjøndt Vejen var sandig og tung; den Miil fra Kirken til Lans gebæk Præstegaard var mig ikke længere end ellers en Fjerdingvej.

oven over den

2. Langebæk Præstegaard.

Denne Bolig ligger som et Lærkerede i Lyngen, luunt og dybt og lønligt; man feer den ikke, før man er lige at sige fra de trende Sider, hvor Kjørevejene gaae. Ikke skulde man tænke, at her, vist over en Fjerdingmiil fra Kirkebyen og endnu længere fra andre menneskelige Vaaninger, og, som det lader til, midt i den vilde Hede, befandt sig en præstelig Arne, hvis den ikke stundom robede sig ved sin Røg, der i nogen Afstand synes at opstige af Jorden.

Da jeg førstegang - Aaret iforvejen kom her,

[ocr errors]

havde jeg taget Vejviser med fra en By, der laae en Miil nordenfor.

"Hvor langt har vi til Langebæk?" spurgte jeg.

„Et godt Stød" var Svaret.

Men det var et langt Stød, og længere end det borde været; thi de dybe Hjulspor snoede sig som tvende Slanger ud og ind i ftore Bugter.

"Hvor langt har vi nu?" spurgte jeg flere Gange. ,,Et Stød endnu, et bitte Stød!" hed det bestandigt. Tilsidst spurgte jeg ikke mere, men stræbte at forkorte den lange og slette Vej, der ingen Jagen tillod, med at tælle Gravhøjene. Ej heller var dette noget let Arbejde; thi ej allene pippede de i stor Mængde frem, liig Bobler paa Lynghavet, men denne Luftens dirrende eller bølgende Bevægelse, som den jydske Almue kalde „Lokes Havrefæd" forvilder og blænder Øjesynet, som ellers ved Vognens slingrende Bevægelse allene vorder usikkert nok.

Med eet aabnede sig forud en grøn Stribe i den mørkbrune Hede, og alt som vi kom nærmere, udvidede og forlængede den fig. En lille Græsplet i den jydske Ørken er allerede nok til at fængsle Djet; hvor meget mere da et Kildevæld? Om end de Bredder, det befugter, ere fnevre, smiler dog det friske Grønne saa meget livligere, som det indfattes i Lyngens mørke Ramme, og dets Rislen er dobbelt liflig i den omgivende dybe Stilhed.

„Nu er han her" sagde Vejviseren.

Jeg faae endnu Jntet, men faa Secunder efter ligger Præstegaarden saa godt som lige underneden os. Da Kudften gjorde Holdt for at binde et Hjul, saa bruges ved Nedkjørsel af meget bratte Skrænter - stod jeg af Vognen for ret at nyde dette sødtoverraskende Skue: under mine Fødder den ydmyge Præstebolig, lyngtakt, med blaa

lige Leervægge, paa Ildstedraden nær, der var hedet*)

[ocr errors]

som Jyden siger - med Kalk og Straatag; bag dette en net lille Hauge, omplantet med stormtrodsende Hyld og Syrener, og vel besat med Kirsebærtræer og Abilde; og derfra den smalle lysgrønne Engdal, der strakte sig vel en halv Miil ned til en tversforbiløbende Aa, hvis Vande blinkede i Middagsfolens Straaler.

[ocr errors]

I Haugen thi saa høj er Banken, at jeg kunde oversee det halve af denne og næsten hele Gaardsrummet i Haugen bevægede sig et temmelig talrigt og pynteligt Selskab, som nylig maatte have forladt et godt Bord, thi man var mere højrøstet, loe og sang lystigere, end om Formiddagen plejer at være Tilfældet; og strar derpaa kom ogsaa en ung Pige ud fra Huset med Kaffekande, en anden med Fløde, en tredie med Kopper, en fjerde og femte med et Bord, hvilke Byrder saa mange unge Herrer kappedes om at skille dem ved, at slet Ingen i Gjerningen kom til at vise sin Belevenhed. Derefter kom halvvorne Børn løbende med Stole, med Piber og Tilbehør; ja omsider udbares Instrumenter: et Par Violiner, en Fløjte og en ærværdig Bas.

I Nærheden af Kjøbenhavn tiltrækker sig et saadant Optrin kun flygtig Opmærksomhed. Man lader i det højeste jet gjennemløbe Grupperne, for at see om der findes een eller anden Bekjendt, og fortsætter uden at standse sin Vej; men her langt ude i de jydske Heder, ret inde i Timiansegnen, som Beboerne skjemteviis kalder her electriserer det. Og nu den Gjæstfrihed

den

www

[ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small]

var mig, der gjorde hele Selskabet en særdeles Tjeneste. Der var Høstgilde i Præstegaarden, og foruden et Sæt liggende Fremmede fra Hovedstaden, var en temmelig viid Omegns Honoratiores efter Skik og Brug indbudne.

Jeg havde slet ingen anden Indførelse i huset end Afgivning af nogle mig uvedkommende og i sig selv uvigtige Papirer, dem en Embedsmand i nærmeste Kjøbstad havde bedet mig paa Gjennemrejse at besørge, og dog var det neppe, jeg paa tredie Dagen fik Lov til at kjøre videre,

vel at mærke paa Præftens egen Vogn. Selv denne Mands Særheder, paa hvilke jeg strax efter den første Hilsen fik en Prøve, bidrog til endmere at oplive min glade Stemning: idet nemlig hans Kone begyndte at føre mig omkring, og gjøre mig bekjendt med de Tilstedeværende, brummede han efter mig: "Jo jo! en vakker ung Mand! Ærligheden selv! har ret en sjælden godmodig Gang!"

[ocr errors]

Lad det ikke frappere Dem," hviskede hun hurtigt, min gode Mand har den Maade, undertiden at sige højt, hvad han tænker; men han tænker reelt, og har, uden at vide det, sagt Dem en velmeent Artighed."

Det første Jndtryk af en livløs — ligesaafuldt som af en levende Gjenstand bevarer sig længe, ja saalænge som Erindringen selv. Det Sted, vi førstegang saae med Glæde, gjenfee vi herefter ligesaa; ej allene opvækker og opfrisker det Mindet om Alt, hvad dengang foregik, men tryller endog Sjelen ind i samme Stemning.

At Tonen af en Sang eller andet Musikstykke kan bevirke dette, er ikke paafaldende, thi Musiken er jo virkelig et Sprog, Toner er Tanker, Tacter Ord, og Noder Bogstaver; men endog Synet af en Blomst - ja blot Lugten er nok for at tilbagekalde i Hukommelsen en heel

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »