Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

vel kunde stilles paa Hovedet. Han hørte fig gjerne af Almuen faldes Faar" (Fader) og af Præfter Hr. Bros der! Collega! og Provst! Det Huus, hvor han engang blev modtaget med et simpelt Degn! - Batel (Bertel) eller vel endog „Gal Batel!" det vendte han ftrar Ryggen, gjorde en Bevægelse med fødderne som om han afrys stede Støvet, og kom der aldrig mere...

Da bi steeg tilvogns, for at tjere tilbage til Præstes gaarden, savnedes Vang; Rudsken sagde, at han var gaaet forud ad Gangstien, og idetsamme saae vi ham ogsaa dukke op af den nærmeste Sanddal med forte og raste Skridt.

Naar man feer bet Menneste bag paa," hviftede Præsten til mig vi to sad paa det bagerste Sæde , kan man ikke tage fejl af ham."

Man fan tage fejl af Anfigter, svarte jeg.

1. Meget let,« faldt han ind, men ifte af Gangen; Ansigtet kan være en Maske, men Gangen er naturlig, den er ikke forstilt; og for ikke at lade mig stuffe af Ansigtet, bedømmer jeg allersiffrest et Menneske, naar han gaaer fra mig. Kjere! see dog ret paa Hovmesteren !" —

Hovmester? hvor?" - afbrød jeg

• Paa Solholm, for den lille Baron," svarte han, ofee fun hans smaa faste Sfridt! veo ethvert af dem fafter han ud med Fodspidsen, hvormed han figer saameget som: Jeg bryder mig kun lidt om andre Mens neffer, han stiver Knæerne, hvilket betyder: jeg er mig felv not, jeg er Mand for min egen Hat; og vil De nu bareste lægge Mærke til, hvor voldsomt det arme Kjoleskød slynges hid og did. Poffer sfulde være bans Tjener eller hans Kone! thi det vilde komme ud paa eet.

Stjøndt jeg ikke var uindviet i hans Velærværdig

heds Pygoftopie - som han selv behagede at falde den

faa overraskede mig dog nu hans haarde Dom over den unge Mand i den Grad, at jeg ikke funde tilbageholde min Misbilligelse, men spurgte ham, om han havde andre og fiffrere Data for Fyrens Characteer end hans Fodstifte og hans Kjolested, for hvilfe vel egentligen Dansemesteren og fræbermesteren kom til at være ansvarlige?

„Jeg disputerer aldrig,“ svarte han, „det veed De, men mit System bolder Stif.

Derpaa begyndte han med Damerne en anden Sams tale, i hvilken jeg med faa megen større Interesse deeltog, som jeg hos den ene fandt en reen og dyb Følelse, og hos den anden et hurtigt og klart Blit, forenet med ufonftlet Vittighed. let og umærket gled Tiden, stjøndt Vejen var sandig og tung; den Miil fra Kirken til lans gebæk Præstegaard var mig ikke længere end ellers en Fjerdingvej.

2. Langebæk Præstegaard.

Denne Bolig ligger som et Lærkerede i Lyngen, luunt og dybt og lønligt; man seer ben iffe, før man er lige oven over den at sige fra de trende Sider, hvor Kjøs revejene gaae. 3tfe ffulde man tænke, at her, vist over en Fjerdingmiil fra Kirkebyen og endnu længere fra andre menneskelige Vaaninger, og, som det lader til, midt i den vilde Hede, befandt sig en præftelig Arne, hvis den iffe stundom robede fig ved sin Røg, der i nogen Afstand synes at opstige af Jorden. Da jeg førstegang Aaret iforvejen

kom her,

havde jeg taget Vejviser med fra en By, der laae en Mül nordenfor.

Hvor langt har vi til Langebæk ? spurgte jeg.
,,Et godt Stød" var Svaret.

Men det var et langt Stød, og længere end det borde været; thi de dybe Hjulspor snoede sig som tvende Slanger ud og ind i store Bugter.

Hvor langt har vi nu ?. spurgte jeg flere Gange. „Et Stød endnu, et bitte Stød!" bed det bestandigt.

Tilfdst spurgte jeg ikke mere, men stræbte at forkorte den lange og flette Bej, der ingen fagen tillod, med at tælle Gravhøjene. Ei heller var dette noget let Arbejde; thi ej allene pippede de i stor Mængde frem, liig Bobler paa Lynghavet, men denne Luftens dirrende eller bølgende Bevægelse, som den jydske Almue falde „lofes Havre fæd forvilder og blænder Diesynet, som ellers ved Boga nens slingrende Bevægelse allene vorder usikkert nof.

Med eet aabnede sig forud en grøn Stribe i den mørkbrune Hede, og alt som vi fom nærmere, udvidede og forlængede den fig. En lille Græsplet i den jydske Drfen er allerede nok til at fængsle Diet; hvor meget mere da et Kildevæld? Om end de Bredder, det befugter, ere snevre, smiler dog det friste Grønne saa meget livligere, som det indfattes i Lyngens mørke Ramme, og dets Rigs len er dobbelt liflig i den omgivende dybe Stilhed.

„Nu er ban ber" sagde Vejviseren.

Jeg faae endnu Intet, men faa Secunder efter ligger Præstegaarden faa godt som lige underneden os. Da Kudften gjorde Holdt for at binde et Hjul, — saa bruges ved Nedkjørsel af meget bratte Skrænter – ftod jeg af Vognen for ret at nyde dette sødtoverraskende Skue: under mine Fødder den ydmyge Præstebolig, lyngtakt, med blaas

lige Leervægge, paa Jidftedraden nær, der var hebet*) - som fyden figer – med Kalt og Straatag; bag dette en net lille Hauge, omplantet med stormtrodsende Hyld og Syrener, og vel besat med Kirsebærtræer og bilde; og derfra den smalle lysgrønne Engdal, der strafte fig vel en halv Miil ned til en tversforbiløbende Aa, hvis Bande blinfebe i Middagofolens Straaler.

3 Haugen - thi faa høj er Banken, at jeg funde oversee det halve af denne og næsten bele Gaardsrummet - i Haugen bevægede fig et temmelig talrigt og pynteligt Selftab, som nylig maatte have forladt et godt Bord, thi man var mere højrøstet, loe og fang 1ystigere, end om Formiddagen plejer at være Tilfældet; og strar derpaa kom ogsaa en ung Pige ud fra Huset med Kaffefande, en anden med Flode, en tredie med Kopper, en fjerde og femte med et Bord, hviife Byrder saa mange unge Hers rer fappedes om at stille dem ved, at flet Ingen i Gjer: ningen fom til at vise sin Belevenhed. Derefter fom halovorne Børn løbende med Stole, meb Piber og Tilbehør; ja omsider udbares Instrumenter: et Par Violiner, en Fløjte og en ærværdig Bas.

3 Nærheden af Rjebenhavn tiltræffer sig et saadant Optrin fun flygtig Dpmærksomhed. Man lader i det højeste Diet gjennemløbe Grupperne, for at see om der findes een eller anden Bekjendt, og fortsætter uden at ftandse sin Vej; men her - langt ude i de jydste Heder, ret inde i Timiansegnen, som Beboerne fticmteviis falder den her electriserer det. Og nu den Gjæstfribed men det er ikke det rette Ord - den Hjertelighed, der modtog mig vildfremmede Mand! ordentligt som om det

[ocr errors]

N

*) Noget mindre end : pyntet.

var mig, der gjorde hele Selskabet en særdeles Tjeneste. Der var Høstgilde i Præstegaarden, og foruden et Sæt liggende fremmede fra Hovedstaden, var en temmelig viid Omegns Honoratiores efter Stik og Brug indbudne.

Jeg havde flet ingen anden Indførelse i Huset end Afgivning af nogle mig uvedkommende og i sig selv uvig tige Papirer, dem en Embedsmand i nærmeste Kjøbftad barbe bebet mig paa Gjennemrejse at besørge, og dog var det neppe, jeg paa tredie Dagen fik lov til at fjøre videre,

vel at mærke – paa Præftens egen Vogn. Selv denne Mands Særheder, paa hvilke jeg ftrar efter den første Hilfen fik en Prøve, bidrog til endmere at oplive min glade Stemning: idet nemlig hans Kone begyndte at føre mig omkring, og gjøre mig bekjendt med de Tilstede: værende, brummede han efter mig: . 3o jo! en vakfer ung Mand! - Ærligheden felv! - bar ret en fiælden gods modig Gang!"

"Lad det iffe frappere Dem," hviskede hun hurtigt, „min gode Mand har den Maade, undertiden at sige højt, hvad ban tænker; men han tænker reelt, og bar, uden at vide det, sagt Dem en selmeent Artighed."

Det første Indtryk af en livløs ligesaafuldt som af en levende - Gjenstand bevarer sig længe, ja saalænge som Erindringen selv. Det Sted, vi førstegang faae med Glæde, giensee vi herefter ligesaa; ej allene opvæffer og opfrifter det Mindet om Alt, hvad dengang foregik, men tryler endog Sjelen ind i samme Stemning.

At Tonen af en Sang eller andet Musifftyffe fan bevirke dette, er ikke paafaldende, thi Musifen er jo virfelig et Sprog, Toner er Tanfer, Tacter Drd, og Noder Bogstaver; men endog Synet af en Blomft – ja blot Lugten -- er nok for at tilbagekalde i Hukommelsen en beel

« ForrigeFortsæt »