Billeder på siden
PDF
ePub

Kirken faa hovedfulds indbrydende Piger, ffulde jeg ikke bengang have været mægtig for at sige, hvorledes den anden faae ud; men da læseren maaffee ønsker at vide det ber, vil jeg ikke ffuffe hans forventning.

Mariane saaledes maae hun bedde - var som man falder det, juft det modsatte af Therefe. Et ideal af biin fydeuropæiske Stjønhed, som de italienske Malere tillægge deres Madonnaer: bleg af Anfigtsfarve, med Dine af det dybeste Mørkblaa, og Haar, som vel bør kaldes bruunt, men dog har et rødligt Skjær. Í hendes Aasyn lage Alvor og Dybsind, mildnet ved Ydmyghed og Fromhed, eller bedre, Andægtighed; og denne sidste Egenskab, der udgjorde Hovedtræffet i bended Characteer, eller snarere, Forbindelsen af alle de andre, var virkelig at læse i hendes Stillinger, Gang og hele Væsen, men udtalte fig dog allermeest i bendes fagte, bløde, bartad bævende Stemme.

Jeg har nu fiendt hende over tyve Aar, men aldrig seet hende lee; selv hendes Smiil vare sjældne, og at ligne ved forte, matte Solglimt gjennem Efteraarets Regnffyer. Hun var om Jordens Børn tør laane de Himmelsfes Navne Sorgens Engel, ligesom Therese Glædens.

3 Sandhed! dersom jeg var kommen sidst i Kirs ken, dersom jeg, istedet for at modtage disse yndige Væs: ner i Døren, havde ved min Sndtræbelse seet dem ved Alteret: jeg maatte have antaget dem for Engle, for levende Sindbilleder paa det gamle og nye Testamente, paa Loven, den alvorlige Tugtemester og Evangelium, den milde Bejleder, paa Frygtens Tjeneste og Kjerlighedens. Selve Dragten var betegnende den Enes fort, den Andens hvid.

Længer skulde jeg vel blevet ftaaende i min stumme

Henrykkelse, dersom Præsten ifte var kommen i det Djeblif, jeg forgjæves ledte om Ord til at besvare Thereses Undskyldning.

Foreløbig maae jeg forklare, at samme Mand havde den synderlige Bane, naar hans Sind fom ud af fædvanligt Blikstille, da at mumle fine Tanker faa lydeligt, at de Nærstaaende tydeligt funde forstaae ham, hvilket bans Befjendter kaldte, wat tænke højt, og som ofte gav comite Scener, i hvilke han var ene Skuespiller imod fin Villie.

Som ban nu da traadte ind i Vaabenhuusbøren, standsede han overrasket, og sagde halo højt: Seer vi det!

Stadsdamer! rare Piger! – hjertelig velfomne! men det vil gaae ud over mine Nellifer den Hvide er en lille Vildfat!"

Her holdt han op; den Hvide knistrede, den Sorte smilte - thi de fiendte hans Maneer og Begge vendte sig og hilste.

„Ej ej! det glæder mig" sagde han nu heel bojt

.er' De spadserende til Kirken? eller holder Vognen berude?"

Dette sidste bejaedes. Derpaa forestillebe ban os for hverandre: den sorte Dame fom Frofen Sonnenthal, en Datter af Generalen paa Solholm, og den hvide som Jomfrue Dyber, en Kjøbmands Datter i Viborg. At besee Kirfen var egentlig Frøferens Indfald; thi Vefter: havet havde de begge feet saa ofte, at dette ikke mere funde loffe dem faa langt bort fra den venlige Præste: gaard.

Kirken havde fun lidt for Diet: dens Incre var som dens ydre i affældig Tilstand; Stolene vare umalede og tildeels ormstufne; bift og her paa Sæderne laae Stum:

per af Psalmebøger; Præfestolen fremviste nogle plumpts udfirede Træfigurer og Munkebogstaver, som Præsten udtydede. Altertavlen var af de almindelige : Midten fores stillede Maria med Barnet, og begge Fløjene de tolv Apoftler, og ovenover saaes Engle, fra hvis oppustede Ansigter fun Smaastumper af de forlængst afbrufne Basuner ftaf frem.

Den overgivne Therese spurgte Præsten med paatagen Enfoldighed: om det var Amoríner? Han var ikke den Mand, der havde Svar paa rede Haand; hendes alvorlige Veninde gav det for ham; med et ømt bebrejdende Blit fagde hun: ja Therese! men af de himmelffe.“

Hvorfor iffe Menneskebørn, som blæse Sæbebobler?.. lød en Stemme bag ved os.

Vi drejede os alle om, og faae et ungt, peent klædt Menneffe med Hænderne paa Ryggen – ban bilste med et let, bartad fornemt Buf, og Præsten ham igjen med et: „ Velkommen fra Hovedstaden, Hr. Bang!" hvortil ban i fin lydelige Tanfegang føjede: Ho! Paradormand! ny. modens Viisdom!"

Denne lod iffe til at bryde sig om hiins uvitterlige Yttringer, stjøndt et hurtigt Diekast viiste, at han vel havde opfanget dem ban maatte længe have fjendt Præstens Vane. Paa mig derimod gjorde denne som enhver anden Plumphed den fædvanlige Birkning: ej allene nemlig naar Samtalen i et Selskab pludselig gaaer over til Skjænderie, eller ægtefolf for Trediemand giver en Sparlagensscene til Priis; men ogsaa naar en stødende Flaubed Sottise – falder en person ud af Munden, væffes bog mig en vis urolig, næsten ængstelig Fornemmelse, saa det uvilfaarlig driver mig til at gribe ind og give Talen en anden Vending.

Saa optog jeg og ber den fremmedes Drd, og spurgte, hvad han forstod ved Sæbebobler.

„luftfasteller“ svarte han raskt - ; -ere Sæbebobler vel andet end glimrende opadstræbende Tingester, som alli: gevel ere tomme, eller om man saa vil fun fulde af luft af Vind

Luftballoner, Vindæg? og ere de menneskelige foretagender andet?

lidt mere, lidt mere !" svarte jeg.

„lidt nok, lidt not!" gjentog han med et klogt Smil, vanitas vanitatum! alt under Solen er Forfængelighed, fagbe Salomon, som dog havde bygget et Kastel, der vel mindst af alle faae ud som en Sæbeboble..

. Paradormand!" tænkte jeg ved mig selv, dog iffe faa højt som Præsten, og pirret ved den unge Herres Tone og Smiil, vilde jeg give ham en Nøb at fnæffe, da et Sfriig bag Alteret bortbrog min Dpmærksomhed fra Salomon den anden; det var Therese, som med et Herre Jesus!" fom ilende frem.

uden at spørge foer jeg derom, og faae hvad rigtignok funde afpresse en ung Pige et Angestskrig: i Striftestolen, en Nische i Muren, fad nemlig en gammel graaftiægget Mand, iført en pjaltet Præstekjole, om Hal: jen havde han en Slags Pibekrave af Siv, og paa Hos vedet et Taarn af fer eller flere Parykker den ene ovenpaa den anden.

„En Flagermuus?“ spurgte den unge Diogenes, idet ban trængte fig frem ved Siden af mig; men i samme Djeblik blegnede han, og ryggede sig tilbage.

"Her,« sagde jeg, whar De strar eet Bevis for Deres Paastand; den menneskelige Forstand i det mindste hører til de salomoniske Forfængeligheder...

Nu barde Præsten fra den anden Side faaet Die

paa den Banvittige, og tiltalte ham med et: „Ej! fee, Hr. Provst! hvad bestiller De ber?..

„Sfrifter Syndere,« lød Svaret med gravitetift Mine og i langsom Tact, „vil Hr. Broder med ?

„Nej, mange Taf!. fagde denne, bukkede dybt, og gav og andre Tegn at gjøre ligesaa. Therese nejede, man Mariane foldebe fine Hænder, og faae mebynfsom ivejret.

Hr. Vang var allerede foran, og halvt ude af Kirken.

Ved udgangen spurgte jeg Præsten, om Staffelen ffulde blive ene tilbage? Dja!" svarte han, vi fjende bam faa godt ber i Egnen. Han gjør hverfen fig selv eller andre Fortræd, stjøndt han er gal, som De feer...

Han fortalte og videre: „At den Ulyffelige i sin Ungdom havde studeret, med Nød og Neppe havde faaet første og anden Eramen, men var bleven rejiceret til Attestats, hvorpaa han et Sted i landet han vidste ikke hvor – i nogle Aar havde forestaaet et Degneembede, var siden gaaet reent fra Forstanden, og indbildte sig nu at være Provst. Han var vel bekjendt hos bartad bele Stiftets Geiftlighed, og ingen Degn vægrede sig ved at betroe ham Kirs fenøglen om Søgnedage – derfor havde jeg ogsaa fundet denne Kirke aaben; thi det var hans største lyfsaligs bed, bele Timer at sidde i Skriftestolen, at staae for Als teret eller paa Præfestolen. Bel talte han iffe - alle bans Fremstillinger bare blot mimisfe - men hans Aafyn udviste klarligen den indvortes Virksomhed i en forvirret, men dog med geistlig Stolthed opfyldt Hjerne. Den fjes refte Foræring man kunde gjore bam, var en Paryt; og da Præsteparykfer just i denne Periode begyndte at vige for eget Saar, havde han snart samlet sig flere, end der

« ForrigeFortsæt »