Billeder på siden
PDF
ePub

Fjorten Dage i Jylland.

Paa

1. Klintekirken.

aa Jyllands Vestkyst, kun faa Favne fra Havet, staaer en Kirke.

I Aarhundreder har den trodset Bølgernes Magt, men enhver Storm nedriver et Stykke af dens Brystværn; og allerede beregner man Tiden, da den maae synke i Graven, som Søen langsomt, men uopholdelig udhuler. Naar Vinden blæser haardt fra Vesten, da vælte sig de tunge Vover mod Klinten med saadan Vælde, at Kirken ryster, dens Ruder klirre, Altertavlen og Stolene dirre. Men stiger Vejret til Storm, da hylles den i en Taage af Skum, der pidsker som det tætteste Snefog langt ind over Kysten; og en Torden, som om Alverdens Kanoner her paa eet Sted løsnedes, drøner saaledes, at den hørende døves, og den Dove hører.

Det var Dagen efter saadant et Uvejr, at jeg med min Vert, Præsten i Langebek, tilfods nærmede mig Klinten, for at see Vesterhavet. Luften var stille, Himlen klar, men Bolgernes Vrede var endnu ikke stillet; trende hvide Strimer i lige Løb med Kysten, viiste hvorle

des de brøde sig paa Rifferne, skjøndt Bruset af de frygtelige Brændinger ikke kunde mærkes paa Landet for den nærmere Dundren i Havstokken. Thi ogsaa udenfor Nifferne var Søen i voldsom Bevægelse, steeg og sank i Høje og Dale, og tumlede sig ind mod Strandbredden.

[ocr errors]

Næst efter en stjernefuld Himmel yder Havet det højtideligste Skue enten det sees i rolig eller oprørt Tilstand. De Følelser til Tanker er ingen Mag - de Følelser, dette ensformige og dog saa alvorsfulde Syn vækker, tumle fig, jage hverandre paa Bolgernes Viis, urolige som disse, og uudgrundelige som Dybet selv. Men Sjelen udmattes snart af den uvante stormende Bevægelse; man har en Fornemmelse, der ligner Svimmelhed; man længes efter Land, fast Grund og sikkert Fodfæste.

Da jeg omsider vendte mig fra det store Skuespil, for at drage Aande og summe mig, fandt jeg min Ledsager siddende paa en Klittagstue, ridsende Figurer i Sandet med sin Stok. Af den ligegyldige Mine, med hvilken han rejste sig, mærkede jeg vel, at han blot af Høflighed havde ventet, til mine Øjne vare mættede selv urørt ved den majestætiske Scene, der paa mig havde gjort et faa rystende Indtryk. Men han havde den jo hver Dag for Dje, og nyt eller fornyet maae det være, som kraftigt skal røre.

„Mennesket vænnes til Ating," siger Ordsproget; ogsaa til at beskue de rædsomste Naturoptrin, saavelsom de yndigste - om ej med Ligegyldighed saa dog med en vis Ligevægt i Sindets Bevægelser. Med en saadan spurgte Præsten mig dog ikke uden en Smule Stolt=

hed af denne hans Egns eneste Herlighed

seet Vestervovvov? er det ikke smukt?"

[ocr errors]

,,har De nu

Med samme Ligevægt figer og Virtuosen ved et

6. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII.

6

"

Musikstykke, som henriver Andre: "Er det iffe peent?" og Ciceronen i et Billedgallerie om en Raphael: Det er et Mesterstykke." Selv en Digtning, som fortryller decies repetita" *) fan dog omsider, ved alt for hyppig og umaadelig Nydelse tabe, eller synes at tabe, af sin Saft og Kraft, smage som Hverdagskost, og lyde som dagligdags Tale. Men Feilen ligger ikke i Maleriet, i Melodien, i Digtet; den maae søges hos Tilbederen selv, som glemmer, at ethvert Glædesbæger har fin Bund, der aldrig maae vorde synlig, og at det gamle hav mig lidt kjer, hav mig længe fjer, kan anvendes paa meer end Elfkov. En qvægende Adspredelse var mig derfor Synet af den rolige Landjord, idet jeg med Ryggen til det vildtlarmende Hav nedlod mig tæt hos Præsten; thi skulde vi tale sammen, maatte der ikke hviskes. Dog den, som naar han førstegang seer Vesterhavet, har meget at sige, borde aldrig ulejliget sig did.

Ikke heller jeg var stemt til Snaksomhed; hvilket vel min Sidemand mærkede, da han spurgte, om jeg vilde tøve her et Qvarteerstið til han kom tilbage fra et Sygebesøg. Jeg bejaede det gjerne; jeg følte Trang til at være ene paa dette betydningsfulde Sted, hvor jeg paa den ene Side havde det ødelæggende Element, og paa den anden de sørgelige Spor af dets Ødelæggelser.

Enhver Gjenstand paa denne øde Kyst bar Mærker af Fortidens Storme, men især af Gaarsdagens: den lille kullede Kirke var berøvet fin Afpudsning, dens Muur var revnet, dens Tag havde mistet en Deel af sin Beklædning, Kirkegaarden var en skaldet Sanddal, stribet eller flammet ligesom Strandbredden -et Mærke af Bølgernes Overskylning. Hist og her laae en Pjalt af et søndersplittet Sejl, og Stumper af knusede Planker. End ikke de Doce *) Ti Gange gjentaget.

havde hvilet i Rolighed: den lette Bedækning var bortffyllet fra flere end een Kifte; i Kanten af Havbakken stak Ender af dem frem; ja Hovedskallen af en Gravens Indvaaner, hvis fnevre Huus forlængst maatte være hensmuldret, var atter kommen tilsyne fra hiint mørke Land, „hvor ingen Sol siger: stat op! til den Sovende."

Ved Synet af Tidens ødelæggende Virkninger paa den legemlige Verden og de karrige Levninger fra dens graadige Tand, maae enten det aandelige i Mennesket synke dybt under det legemlige, eller hæve sig højt over alt det, som fattes med udvortes Sandser, til Tanken om Evigheden og dens Herre. Men Sjælen svimler paa en Højde, for hvilken dens Vinger endnu ej ere udvorede, og daler atter ned til Jorden søgende et roligt Hvilepunkt. Stundom vorder det os for trangt i Huus: da ile vi ud i det umaalelige Frie; men der kommer ogsaa den Andagstime, da Verden er os for stor, Himmelen for høj: da tye vi ydmyge ind i det lave Gudshuus, som vore svage Hænder oprejste, deri at tilbede den, som alle Himles Himle ikke kunne fatte."

"

Jeg rejste mig fra Knæfaldet foran Klintekirkens Alter, styrket, livsglad og lykkelig ved min beskikkede Decl"

[merged small][ocr errors][merged small][merged small]

"

jeg vendte mig,

og tænkte, det var min Præft, men hørte i det samme en flangfuld qvindelig Stemme fige: "hjælp mig, Mariane! jeg kan ikke ene faae den op."

Jeg ilede strar ned til de Udenstaaendes Bistand; men forinden jeg kunde yde dem samme, foer den tunge Egedør op; og da de maae have anvendt for mange Kræfter der= til, busede de nogle Skridt fremad, og den Ene saa heftigt ind imod mig, at jeg opfangede hende i mine Arme. At et dobbelt Forbaufelsesskrig ledsagede denne uventede Om

favnelse, var saare naturligt, og ligesaa, at vi alle Tre stode maalløse et Par Secunder, inden jeg kunde frembringe en Undskyldning. Den hurtigt favnede og ligesaa hurtigt slupne Therese maae være hendes Navn sagde med et muntert Smiil: „det tilkom vel egentlig mig at gjøre Undskyldningen, da jeg foer saa voldsomt imod Dem.“

[ocr errors]
[ocr errors]

Jeg var ikke i Stemning til at sige Damer Artigheder, og havde jeg end været det, skulde jeg dog hverken havt Mod eller Fatning dertil, saa heftigt forbausedes jeg over den Ubekjendtes, store Skjønhed. Hun var een af de lyseste Blondiner, jeg nogensinde faae: Øjne af klareste Himmelblaa, Hud af Lillichvidt, paa Kinderne tingeret med bleg Hyazinthrødme, smalle Læber af mørkere Rødt den lille Mund beskyttet paa begge Sider af Smilehuller; hele det aabne milde Engleansigt omflydt af Haarlokker, hvis Farve endnu ej har faaet Navn, som man hverken kan kalde guul, ej heller hvid, men snarere hvidguul eller guulhvið -en Farve omtrent som Morgentaagernes om Solen, just idet den staaer op fra havet. Med andre Ord: Thereses Haar, hendes Aasyn, hendes høje Skabning, hendes stolte Holding var alt som man tænker sig Frejas. Jeg veed ikke bedre at sammenligne de Følelser, Synet af en faadan ægtenordisk Skjønhed opvækker, end ved dem, man fornemmer paa en nordisk Vinterdag, naar Luften er stille, Himlen reen, og natlig Rimfrost har forsølvet Mark og Stov, Alt til den fineste Qvist - naar Træernes hvide, i Morgensolens Straaler mattindrende Toppe mod Ætherens lyseste Blaa, Vinterens festlige Pragtsmykke, frembyder et Syn, for hvilket

"Støvet blot har Die,

Men Tungen ikke Ord."

Eftersom jeg blot havde je for den ene af de i

« ForrigeFortsæt »