Billeder på siden
PDF
ePub

Fjorten Duje i Jylland.

1. Klintekirken. Paa

aa Jyllands Vestkyst, fun faa Favne fra Havet, ftaaer en Rirfe.

3 Aarhundreder har den trodset Bølgernes Magt, men enhver Storm nedriver et Stykke af dens Bryftværn; og allerede beregner man Tiden, da den maae fynte i Graven, fom Søen langsomt, men uopholdelig udhuler. Naar Binden blæser haardt fra Vesten, da vælte fig de tunge Vover mod Klinten med saadan Bælde, at Kirfen ryster, dens Ruder klirre, Altertavlen og Stolene dirre. Men fiiger Vejret til Storm, da hylles den i en Taage af Sfum, der pidffer som det tættefte Snefog langt ind over Kysten; og en Torden, som om Alverdens Ranoner her paa eet Sted løsniedes, drøner saaledes, at den Hørende doves, og den Døve hører.

Det var Dagen efter faadant et Uvejr, at jeg med min Vert, Præsten i Langebel, tilfods nærmede mig Klin: ten, for at fee Vesterbadet. luften var stille, Him: len klar, men Belgernes Brede var endnu iffe ftillet; trende hvide Strimer i lige løb med Ryften, viifte hvorles

des de brøde fig paa Rifferne, stjøndt Bruset af de fryg: telige Brændinger iffe kunde mærkes paa landet for den nærmere Dundren i Havstokken. Thi ogsaa udenfor Nif: ferne var Søen i voldsom Bevægelse, steeg og fant i Høje og Dale, og tumlede fig ind mod Strandbredden.

Næst efter en stjernefuld Himmel yder Havet det højtideligste Sfue - enten det fees i rolig eller oprørt Tilstand. De Følelser - til Tanfer er ingen Mag - de Følelser, dette ensformige og dog saa alvorsfulde Syn væffer, tumle fig, jage hverandre paa Bolgernes Viis, urolige som disse, og uubgrundelige som Dybet felv. Men Sjes len udmattes snart af den uvante ftormende Bevægelse; man har en Fornemmelse, der ligner Svimmelhed; man længes efter land, fast Grund og fiffert Fodfæste.

Da jeg omsider vendte mig fra det store Skuespil, for at drage Aande og summe mig, fandt jeg min ledsager siddende paa en Klittagstue, ridsende Figurer i Sandet med fin Stok. Af den ligegyldige Mine, med hvilken ban rejste sig, mærkede jeg vel, at han blot af Høflighed havde ventet, til mine Dine vare mættede felv urørt ved den majestætiske Scene, der paa mig havde gjort et saa rystende Indtryf. Men han havde den jo hver Dag for Die, og nyt eller fornyet maae det være, som kraftigt skal røre.

„Mennesket vænnes til Alting," siger Ordsproget; ogsaa til at bestue de rædsomste Naturoptrin, saavelsom de yndigste - om ej med ligegyldighed faa dog med en vis ligevægt i Sindets Bevægelser. Med en faadan spurgte Præsten mig – dog ikke uden en Smule Stolt: hed af denne bans Egns eneste Herlighed bar De nu seet Bestervovvov? er det iffe (muft?

Med samme Ligevægt figer og Birtuosen ved et S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. VII.

6

Mufifftykke, som henriver Andre: „Er det iffe peent?u og Ciceronen i et Billedgallerie om en Raphael: „Det er et Mesterstykfe. Selv en Digtning, som fortryder „decies repetita“*) fan dog omsider, ved alt for hyppig og umaa: delig Nydelse tabe, eller synes at tabe, af sin Saft og Kraft, smage fom Hverdagsfoft, og lyde som dagligtags Zale. Men Fejlen ligger ikke i Maleriet, i Melodien, i Digtet; den maae Toges hos Tilbederen selv, fom glem: mer, at ethvert Glædesbæger har fin Bund, der aldrig maae vorde synlig, og at det gamle hav mig lidt fjer, bav mig længe fjer, kan anvendes paa meer end Elftov.

En qvægende Adspredelse var mig derfor Synet af den rolige landjord, idet jeg med Ryggen til det vildtlarmende Sav neblod mig tæt hos Præsten; thi ffulde vi tale sammen, maatte der iffe hvisked. Dog den, som naar han førstegang seer Vesterhavet, har meget at sige, borde aldrig ulejliget sig dib.

3ffe heller jeg var stemt til Snatsomhed; hvilket vel min Sidemand mærkede, da han spurgte, om jeg vilde tove her et Qvarteerstid til han fom tilbage fra et Sys gebesøg. Jeg bejaede det gjerne ; jeg følte Trang til at være ene paa dette betydningsfulde Sted, hvor jeg paa den ene Side havde det ødelæggende Element, og paa den anden de førgelige Spor af dets Doelæggelser.

Enhver Gjenstand paa denne øde Kyst bar Mærker af Fortidens Storme, men især af Gaarsdagens: den lille fullede Kirke var berøvet sin Afpudsning, dens Muur var revnet, tens Tag havde mistet en Deel af sin Beklædning, Kirkegaarden var en ffaldet Sandbal, ftribet eller flammet ligesom Strandbredden - et Mærke af Bølgernes Dver: ikylning. Hift og ber lage en Pialt af et fondersplittet Sejl, og Stumper af knusede Planker. End iffe de Dede *) Ti Gange gjentaget.

havde hvilet i Rolighed: den lette Bedækning var borts fyllet fra flere end een Kiste; i Ranten af Havbaffen ftak Ender af dem frem; ja Hovedsfallen af en Gravens inds vaaner, hvis snevre Huus forlængst maatte være hensmuls dret, var atter kommen tilsyne fra hiint mørke Land, boor ingen Sol figer: stat op! til den Sovende.

Ved Synet af Tidens ødelæggende Virkninger paa den legemlige verden og de farrige Levninger fra dens graadige Tand, müae enten det aandelige i Mennesket fynfe dybt under det legemlige, eller hæve fig boit over alt det, som fattes med udvortes Sandfer, til Tanken om Evigheden og dens Herre. Men Sjælen svimler paa en Højde, for hvilken dens Vinger endnu ej ere udvorede, og daler atter ned til Jorden søgende et roligt Hvilepunkt. Stundom vorder det os for trangt i Huus: da ile vi ud i det umaaIelige Frie; men der kommer ogsaa den Andagstime, da Verden er os for ftor, Himmelen for høj: da tye vi ydmyge ind i det lave Gudshuus, som vore svage Hænder oprejste, deri at tilbede den, som alle Himles Himle iffe kunne fatte.

Jeg rejste mig fra Knæfaldet foran Klintekirkens Alter, styrket, livsglad og lyffelig ved min ,,bestiffede Deelu paa Jorden.

Kirkebøren fnarfede jeg vendte mig, og tænkte, det var min Præft, men hørte i det samme en klangfuld qvindelig Stemme fige: whjælp mig, Mariane! jeg kan iffe ene faae den op.“

Jeg ilede ftrar ned til de Udenstaaendes Bistand; men forinden jeg funde yde dem famme, foer den tunge Egedør op; og da de maae have anvendt for mange kræfter ders til, busede de nogle Skridt fremad, og den Ene faa heftigt ind imod mig, at jeg opfangede hende i mine Arme. At et dobbelt Forbauselsesskrig ledsagede denne uventede Om

[ocr errors]

favnelse, var saare naturligt, og ligesaa, at vi alle Tre ftode maallose et Par Secunder, inden jeg funde frems bringe en Undskyldning. Den hurtigt favnede og ligesaa hurtigt slupne – Therese maae være hendes Navn — sagde med et muntert Smiil: „det tilfom vel egentlig mig at gjøre Undskyldningen, da jeg foer saa voldsomt imod Dem.

Jeg var iffe i Stemning til at sige Damer Artighe: der, og havde jeg end været det, ffulde jeg dog hverfen havt Mod eller Fatning dertil, saa heftigt "forbausedes jeg over den Ubekjendtes, store Sfjønhed. Hun var een af de lyseste Blondiner, jeg nogensinde faae: Dine af klarefte Himmel: blaa, Hud af Lillichvidt, paa Kinderne tingeret med bleg Hyazinthrødme, smalle læber af mørkere Rødt - den lille Mund beskyttet paa begge Sider af Smilehuller; hele det aabne milde Engleansigt omflydt af Haarloffer, hvis Farve endnu ej har faaet Navn, som man hverken fan falde guul, ej heller hvid, men snarere hvidguul eller guulhvid

en Farve omtrent som Morgentaagernes om Solen, just idet den staaer op fra Havet. Med andre ord: The reses Haar, hendes Aasyn, hendes høje Stabning, hendes ftolte Holding var alt som man tænfer fig Frejas. Jeg veed iffe bedre at sammenligne de Følelser, Synet af en saadan ægtenordist Skjønhed opvæffer, end ved dem, man fornemmer paa en nordist Vinterdag, naar Luften er stille, Himlen reen, og natlig Riimfrost har forsølvet Mark og Slov, Alt til den fineste Qvist – naar Træernes hvide, í Morgensolens Straaler mattindrende Toppe mod 28the: rens lyseste Blaa, Vinterens festlige Pragtsmykfe, frembyder et Syn, for hvilket

Støbet blot har Die,

Men Tungen iffe Drð.“
Eftersom jeg blot havde Die for den ene af de i

« ForrigeFortsæt »