plads. Verten og hans Familie, som ikke kunde undflye, maatte søge deres Tilflugt i Sovekamret, for hvis eneste Indgang de opstablede Dyner og Puder, som et Brystværn mod Kuglerne.

Hiesel aabnede Kjøkkendøren forsigtig, og faae her Fjendens Hovedstyrke marscherende opad Gaden med Schedel i Spidsen. Denne skulde vorde det første Offer han holdt ud igjennem Dorfpræffen Riflen klikkede; og inden den blev sat istand, var Schedel inde imellem Pelotonerne.

Fløjmanden, en kæmpestor Grenadeer, blev nu udseet i hans Steo; han hørte hverken Skuddet, eller Hiesels „rejs til Helvede, Goliat!"

Hurtig greb han et andet Gevær, og førend Pelotonen kunde svinge og gjøre sig færdig, laae allerede en Anden ved Goliaths Side. Soldaterne havde nu ordnet sig, og skjøde gjennem den lukkede Dør; men Hiesel og hans Folk havde søgt Skjul bag Murene. Saalænge de stode her, vare de siffre; men Fiendens Jld maatte besvares, og dette kunde kun skee gjennem Døren og Vinduerne, hvorved de altsaa bleve udsatte for Kuglerne.

Hiesel og Tyroleren paatoge sig som sædvanligt den farlige Bestilling; de passede det gunstige Øjeblik, naar de fleste Stud vare faldne udenfor. Een af de andre maatte aabne Døren paa Klem, og med lynsnar Hurtighed blev gjennem den smalle Aabning lagt an, sigtet og skudt, og efter ethvert Skud lød en frygtelig Forbandelse fra Hiesels Mund.

Dog, da Soldaterne ikke mere stod lige for Døren, men havde trukket sig til den ene Side, da der kun var liden Tid til at sigte, og da den tykke Krudtdamp gjorde dette usikkert, traf Røvernes Kugler ikke mere saa godt,

ffjøndt de næsten alle tildeelte lettere og sværere Saar. Da Soldaterne nu ogsaa skjøde gjennem Endedøren og gjennem Gjæstestuens Vindner, ogsaa ind ad Mellemdøren, blev intet Sted i Kjøkkenet længer sikkert, og een efter den anden af Reverne bleve trufne, dog ikke dødeligt, ja ej engang saa haardt, at de jo kunde forsætte Kampen.

Schedel, som mærkede, at Røvernes Gld ikke tog af, begyndte at frygte for Ulmernes Skjæbne; thi hans Folk, af hvilke tvende allerede laae døde, og mange saarede havde forladt Kamppladsen, lode til at ville tabe Modet. Han besluttede derfor at angribe Røverne ogsaa ovenfra; men for at komme op paa Loftet, maatte man nødvendigen passere den nu stedse halvt aabnede Dør, der desuden af mangfoldige Kugler var gjennemboret som et Sold. Ved at lobe hurtigt lykkedes det dog alle paa een nær; en Herregaardsskytte lod sig nemlig af Nysgjerrighed eller Overmod forlede til at standse et Djeblik, for at see ind til Fienden. Dette Øjebliks Tøven kostede ham Livet. De øvrige, som lykkelig vare komne op paa Loftet, brækkede her en Fjæl op; men forefandt derunder en Hvælving, som atter maatte gjennembrydes. Her fik Røverne nu en ny Punkt at forsvare, og den vanskeligere end de øvrige; thi de kunde ikke skyde op igjennem Hullet, uden at udsætte sig for Kuglerne ovenfra. Een af dem blev ogsaa snart dødeligt truffen, og paa en anden blev, idet han sigtede, hele det underste Kjævebeen bortskudt. Soldaterne havde paa Loftet fundet en gammel Seng. Af Dynevaar og Halm gjorde de Patroner, som de fyldte med Krudt, antændte og kastede gjennem Hullet ned i Kjøkkenet, hvilket her formerede Dampen, Heden og Forvirringen. Men Jlden begyndte ogsaa at angribe Loftet, og truede at stikke hele huset i Brand; der maatte derfor tænkes paa at slukke. 3 Mangel af

Vand, trillede de en Dltønde som laae der oppe, hen til Hullet, og heldede Indholdet ned. Den saarede Krybeskytte, som laae lige underneden, og før var i Fare for at opbrændes, blev nu stædt i en ny den at drukne.

Men nu blev Kampen alt for ulige: en af Vildtyvene var allerede død, en anden laae i sidste Aandedræt; alle de andre vare, paa een nær, saarede. Hiesel selv havde faaet to Streiffugler i Benene; Heden, Røgen og Ovalmen tiltog; Krudthornene og Kuglepungene vare deels tømte, deels iffe at finde; Bøssestenene sløve, Panderne vaade fort: Slaget var tabt. Anføreren beholdt længst Modet: han bad, opmuntrede, truede, bandede forgjæves, han maatte see, hvorledes hans Staldbrødre efterhaanden forsvandt en bag Ovnen, en anden inden i den, en tredie mellem Fleskesiderne i Skorstenen.

Da raabte han endelig højt, første og sidste Gang i fit Liv Pardon !"

"

„Giver Jer paa Naade og Unaade, og kommer ubevæbnede herud!" lod Schedels Svar; og med det samme bød han holde inde med Skydningen.

Hiesel med en Anden nærmede sig Døren; men da han først vilde vide, hvorledes Pardonen blev holdt, stodte han Kammeraten hen foran sig. Denne blev strar greben, bunden og kastet ud i Sneen. Da han saae dette, besluttede han. endnu engang at døe med Vaaben ihænde; men Haabet, Misdæderens sidste Ledsager, forandrede hans Bes slutning, og lod ham øjne et Glimt af Redning.

Rask sprang han ud og lige hen til Schedel, som han omarmede, ligerviis som en overvunden Feldtherre yder den lykkeligere Sejrherre sin Hylding. De forbittrede Soldater vilde have myrdet ham; men Schedel afværgede det, og lod ham binde. De andre Røvere bleve opsøgte

i deres Smuthuller, og hele Selskabet henført først til Buchloe, hvor deres Saar bleve helede, og derfra til Dillingen.

I fit lange Fængsel fornægtede Hiesel ikke sin kjekke, forgløse Characteer, ej heller i de mange Forhør, som over ham bleve anstillede. Med største Oprigtighed fortalte han alle fine Bedrifter; især opholdt' han sig længe og gjerne ved de Fægtninger, han sejerrig havde leveret fine Forfølgere: hans Miner og Fagter fortalte da ligesaa fyrigen som hans Tunge.

Man bebrejder ham, at han gjerne vilde vælte Skylden for de æreløse Foretagender, at mishandle og plyndre Værgeløse, paa fine Kammerater; men heri har han neppe gjort dem Uret. Ikke kan han af Fejghed og Troløshed have beløjet disse Mennesker; thi ellers vilde han vistnok ogsaa have røbet de Hælere, til hvem han afhændede det ftjaalne Vildt. Men i denne Post var han ubøjelig: ingen Trusler, ingen Løvter, ingen Smiger (hvilken sidste alene ofte med Held anvendtes) var istand til at fralokke eller fravriste ham den Hemmelighed, som Taknemmelighed og Æresfølelse bød ham at bevare.

Æresfølelse?" vil man spørge, hos en Tyv, en

O ja! thi Hiesel ansaae sig ikke selv for

Hans Forsvar, der ofte fatte Dommerne i Forlegenhed, lader sig virkelig høre, og forklarer det Haab om Benaadning, som han lige til fin Dødsdag nærede.

„Vildtet er fælleds Ejendom,“ sagde han „tilhører Ingen med udelukkende Ret; idag her, imorgen der, maae det falde for den, som har Mod og Færdighed til at dræbe det. Dette er Naturens Ret, som ubillige Love og partiske Privilegier ikke kunne ophæve; og af denne har jeg benyttet

mig, og tjent mit Brød ved en for Almeenheden gavnlig Bedrift. Jdet jeg forhvervede mit Udkomme, hjalp jeg til at befrie den haardt plagede Bonde fra de Dyr, som ødelagde hans Kornagre og Viingaarde, og saaledes berøvede ham de Midler, ved hvilke han skulde mætte sin hungrige Familie og slukke fine ubarmhjertige Herrers Pengetørst. Kun dette gjorde jeg; men man forstyrrede mig í min Haandtering, forfulgte mig, som om jeg selv havde været et vildt Dyr, og tragtede efter mit liv. Da maatte jeg forsvare mig; det samme gjøre Konger og Fyrster, naar de angribes. Dette, mener jeg, at have gjort som en Mand. Det er ikke min Skyld, at mine egne Landsmænd Vilde min naadige Churfyrste tage mig i sin Tjeneste, skulde jeg mod hans Fiender vise det famme Mod, som jeg nu desværre - har spildt paa hans Soldater."

vare mine Fiender.

Men hans Grunde vare spildte, hans Veltalenhed frugtløs: efter syv Maaneders Fængsel blev han, med tvende af fine Staldbrødre, (de andre havde fundet Lejlighed til at undslippe) henrettet. Han blev qvalt, derpaa radbrækket og parteret. En Kriger skulde have fundet fig hædret ved Hiesels Mod, Snildhed, Aandsnærværelse og Standhaftighed i Døden.

Man kunde have ønsket ham en bedre paa Ærens Mark.