Billeder på siden
PDF
ePub

plads. Verten og hans Familie, som ikke kunde undflye, maatte søge deres Tilflugt i Sovekamret, for hvis eneste Indgang de opstablede Dyner og puder, som et Brystværn mod Kuglerne.

Hiefel aabnede Kjøffendøren forsigtig, og faae her Fjendens Hovedstyrfe marscherende opad Gaden med Sches del i Spidsen. Denne sfulde vorde det første Offer han holdt ud igjennem Dørspræffen – Riflen kliffede; og inden den blev sat istand, var Schedel inde imellem Pelotonerne.

Flojmanden, en fæmpestor Grenadeer, blev nu udseet i hans Sted; han hørte hverken Skuddet, eller Hieselo „rejs til Helvede, Goliat!..

Hurtig greb han et andet Gevær, og førend Pelotonen funde svinge og gjøre sig færdig, laae allerede en Anden ved Goliaths Side. Soldaterne havde nu ordnet sig, og fljøde gjennem den luffede Dør; men Hiesel og hans Folf havde fugt Skjul bag Murene. Saalænge de stode her, vare de fiffre; men Fiendens 3rd maatte besvares, og dette kunde kun skee gjennem Døren og Vinduerne, hvorved de altsaa bleve udsatte for Kuglerne.

Hiefel og Tyroleren paatoge sig som jædvanligt den farlige Bestilling; de passede det gunstige Djeblik, naar de fleste Skud vare falone udenfor. Een af de andre maatte aabne Døren paa Klem, og med lynsnar Hurtighed blev gjennem den smalle Aabning lagt an, sigtet og ftudt, og efter ethvert Skud lød en frygtelig Forbandelse fra Hiesels Mund.

Dog, da Soldaterne ikke mere ftob lige for Døren, men havde truffet sig til den ene Side, da der fun var liden Tid til at sigte, og da den tyffe Krudtdamp giorde dette ufiffert, traf Røvernes Kugler iffe mere faa godt,

skjøndt de næsten alle tildeelte lettere og sværere Saar. Da Soldaterne nu ogsaa ftjode gjennem Endedøren og gjennem Gjæftestuens Vindner, ogsaa ind ad Mellemdøren, blev intet Sted i Kjøffenet længer fiffert, og een efter den anden af Reverne bleve trufne, dog iffe dødeligt, ja ei engang faa baardt, at de jo funde forfætte Kampen.

Schedel, som mærkede, at Røvernes fid iffe tog af, begyndte at frygte for Ulmernes Sfjæbne; thi hans Folf, af bvilke tvende allerede laae dede, og mange saarede havde forladt Kamppladsen, lode til at ville tabe Modet. Han besluttede derfor at angribe Røverne ogsaa ovenfra; men for at komme op paa loftet, maatte man nedvendigen passere den nu stedse halvt aabnede Dor, der desuden af mangfoldige Kugler var gjennemboret som et Sold. Ved at løbe hurtigt lykkedes det dog alle paa een nær; en Herregaardsflytte lod sig nemlig af Nysgjerrighed eller Dvermod forlede til at standse et Djeblik, for at fee ind til Fienden. Dette Djeblits Tøven foftede ham livet. De øvrige, som lykkelig vare fomne op paa Loftet, bræffede her en Fjæl op; men forefandt derunder en Hvælving, som atter maatte gjennembrydes. Her fik Roverne nu en ny Punft at forsvare, og den vanskeligere end de øvrige; thi de funde iffe ffyde op igjennem Hullet, uden at udsætte sig for Kugs lerne ovenfra. Een af dem blev ogsaa snart dødeligt truffen, og paa en anden blev, idet han sigtede, hele det underste Kjævebeen bortskudt. Soldaterne havde paa Loftet fundet en gammel Seng. Af Dynevaar og Halm gjorde de Patroner, som de fyldte med Krudt, antændte og faftede gjennem Hullet ned i Kjøkkenet, hvilket ber formerede Dams pen, Heden og Forvirringen. Men giden begyndte ogsaa at angribe Loftet, og truede at stiffe bele Huset i Brand;. der maatte derfor tænkes paa at slukke. Mangel af

Vand, trillede de en Ditonde som laae der oppe, hen til Hallet, og beldede Indholdet ned. Den saarede Krybeskytte, fom laae lige underneden, og før var i fare for at opbræn: des, blev nu stædt i en ny den at drukne.

Men nu blev Rampen alt for ulige: en af Vildtyvene var allerede død, en anden laae i sidste Landedræt; alle de andre vare, paa een nær, saarede. Hiefel felv havde faaet to Streiffugler i Benene; Heden, Røgen og Qvalmeu tiltog; Krudthornene og Kuglepungene vare deels tømte, deels iffe at finde; Bøsseftenene slove, Panderne vaade kort: Slaget var tabt. Anføreren beholdt længst Modet: han bad, opmuntrede, truede, bandede - forgæves, han maatte fee, hvorledes hans Staldbrødre efterhaanden forsvandt - en bag Ovnen, en anden inden i den, en tredie mellem Flesfesiderne i Skorstenen.

Da raabte han endelig højt, første og sidste Gang i fit liv , Pardon!

,,Giver Jer paa Naade og Unaade, og kommer ube: væbnede herud!, lod S dedels Svar; og med det samme bød han holde inde med Skydningen.

Hicfel med en Anden nærmede sig Døren; men da han først vilde vide, hvorledes Pardonen blev holdt, stodte han Kammeraten ben foran fig. Denne blev strar greben, bunden og kastet ud i Sneen. Da han faae dette, besluttede han endnu engang at doe med Vaaben ihænde; men Haabet, Misdæderens sidste Ledsager, forandrede hans Bes flutning, og lod ham øjne et Glimt af Redning.

Raft sprang han ud og lige hen til Schedel, som han omarmede, ligerviis som en overvunden Feldtherre yder den lykkeligere Sejrberre fin Hylding. De forbittrede Soldater vilde have myrdet bam; men S dedel afværgede det, og lod ham binde. De andre Røvere bleve opsøgte

i deres Smuthuller, og bele Selskabet henført først til Buchloe, hvor deres Saar bleve helede, og derfra til Dillingen.

I fit lange Fængsel fornægtede Hiefel ikke fin fjeffe, sorgløse Characteer, ej heller i de mange forbør, som over ham bleve anstillede. Med ftørste Dprigtighed fortalte han alle fine Bedrifter; især opholdt' han sig længe og gjerne ved de fægtninger, han sejerrig havde leveret sine Forfølgere: hans Miner og fagter fortalte da ligefaa fyrigen fom hans Tunge.

Man bebrejder bam, at han gjerne vilde vælte Sfylden for de æreløse Foretagender, at mishandle og plyndre Værgeløse, paa fine Kammerater; men beri har han neppe gjort dem Üret. Ikke fan han af Feighed og Troløshed have beløjet disse Mennesker; thi ellers vilde han vistnof ogfaa bave røbet de Hælere, til hvem han afhændede det stjaalne Vildt. Men i denne Post var han ubøjelig: ingen Trusler, ingen Lovter, ingen Smiger (hvilfen sidste alene ofte med Held anvendtes) var istand til at fraloffe eller fravriste ham den Hemmelighed, som Taknemmelighed og Eresfølelse bød ham at bevare.

,,Eresfølelse?" vil man spørge, hos en Tyo, en Rover?. -- O ja! tbi Hiefel anfaae sig ikke selv for en saadan.

Hans Forsvar, der ofte fatte Dommerne i Forlegen: hed, lader sig virkelig høre, og forklarer det Haab om Bes naadning, som han lige til sin Dødsdag nærede.

,,Vildtet er fælles Ejendom,“ sagde ban ntilhører Ingen med udeluffende Ret; idag ber, imorgen der, maae det falde for den, som har Mod og Færdighed til at dræbe det. Dette er Naturens Ret, som ubillige Love og partiste Privilegier iffe funne ophæve; og af denne bar jeg benyttet

mig, og tjent mit Brød ved en forAlmeenheden gavnlig Bedrift. Idet jeg forbværvede mit udkomme, hjalp jeg til at befrie den haardt plagede Bonde fra de Dyr, som øde: lagde hans Kornagre og Viingaarde, og faaledes berøvede bam de Midler, ved hvilke han skulde mætte sin hungrige Familie og slukke fine ubarmhjertige Herrers Pengetørft. Kun dette gjorde jeg; men man forstyrrede mig i min Haandtering, forfulgte mig, som om jeg selv havde været et vildt Dyr, og tragtede efter mit liv. Da maatte jeg forsvare mig; det samme gjøre Konger og Fyrster, naar de angribes. Dette, mener jeg, at have gjort fom en Mand. Det er ikke min Sfyld, at mine egne landsmænd vare mine fiender. Vilde min naadige Churfyrste tage mig i fin Tjeneste, sfulde jeg mod hans Fiender vise det famme Mod, som jeg nu desværre bar spildt paa bans Soldater.

Men hans Grunde vare spilote, bano Beltalenhed frugtløs: efter fyy Maaneders Fængsel blev han, med tvende af sine Staldbredre, (de andre havde fundet lejlighed til at undslippe) benrettet. Han blev qvalt, derpaa rads bræffet og parteret. En Kriger sfulde have fundet fig bædret ved Hiefels Mod, Snildhed, Aandsnærværelse og Standhaftigbed i Døden.

Man kunde have ønsket bam en bedre paa Erens Marf.

« ForrigeFortsæt »