Billeder på siden
PDF
ePub

Stuebør, med en Riffelpibe foran fig. Hans hele udvors tes havde noget Skummelt næsten Lønligt ved sig.

Paa det forte, allerede med Graat indsprængte Hos ved, bar han en lille trefantet Hat, hvis Hypothenuse sad stjævt ned over det højre øre. Den ene korte Spids bedæffede næsten det højre Dje; men lignede dette det vens ftre, da var det mørkt, dybtliggende, næsten skjult under et fridhvidt Dienbryn, og flankeret af en mægtig Ørnenæse. Det hele Ansigt var ellers aldeles uden noget udtryf; men en Physiolog vilde maaskee have lignet det ved et Blad, hvorpaa der er skrevet med sympathetisk Blæk, og som ved Hjælp af Varmen kan lade sig læse. En gammel mørfes grøn, men i Sømmene lysgron Jaffe sluttede sig om den brede, noget krumbøjede Ryg, og skjulte det halve af et Par forte, over Knæene glindfende, Sfindburer. Han fatte meget betænksomt Riflen i en Krog, som det lod til, han før havde fjendt, hængte Hatten paa Piben, og tog en Grævlingeskinds Jagttaste over Hovedet, hvoraf ban ved Bagbenene udtraf en Hare.

Her er en Mis!" sagde han til Kulsvieren lad Grethe ftege os den til Aften. Og her er en Snaps" — fejede han til, idet ban lagde en lille flad Kurveflaske paa Bordet.

Kulsvieren tog, uden at svare, mod Haren og gik i Kjøkkenet til sin kone. Den Fremmede satte sig for Ens den af Disfen, knappede fin Jaffe op, drog fine Stoe af, og lagde fine Fodder op paa Bænfen.

Ved denne Bevægelse kom han til at vende Ansigtet ben mod den Krog, hvor Klostermayer •sad. Ubevæ: gelig betragtede han denne, fom, endnu mat efter sin Syga dom, iffe følte Kald til at afbryde Tausheden. 3 nogle Minutter toge de faaledes hverandre i ftiltiende Diesyn –

iffe ulig to fremmede Jagthunde, der uventet modes, standse, betragte hverandre med mistroisfe Blit, og derpaa enten gaae fagte og vaersomme hver sin Bei, eller ogsaa ved Jægerens Mægling forenede fortsætte den afbrudte Jagt. Saaledes gik det her, da Kulsvieren kom ind og forestillede begge Krybeskytterne for hverandre.

Da den Ældres, i Tydsklands Sfove vidtberømte, Navn, Xaverius Bobinger, blev nævnet, rejste den Unge fig giennemtrængt af Erbodighed, og udbad fig ydmygt en faadan Mands Protection. Bevæget ved Mayers Skjæbne, og endmere ved Kulsvierens fordeelagtige Vidnesbyrd, lovede Bobinger at tage ham med sig, som

Driver, og underholde bam indtil han atter kunde komme i Besiddelse af fit Gevær. Dette Tilbud blev med Taknemmelighed modtaget, og et Par Dage derefter tiltraadte de deres Vandring.

Paa denne profiterede Mayer særdeles af den erfarne Bobingers Omgang, forøgede fine Rundstaber i Geo: graphie og fagt, samt i den Kunst at undgaae de regulaire Jægers Efterstræbelser; men maatte gjengiælde denne pracs tiske Underviisning med saadanne Arbejder, som han medrette anfaae for at være under fin Værdighed. Han blev iffe Riflen betroet, men maatte nøjeộ med at opjage Vildtet, bære og fælge det til Hælerne, udspejde Skovene 0. s. D.

3ffe med Uvillie stiltes han derfor fra sin Mefter, da de havde naaet Skoven, hvor Riflen var ftult. Til Affled fit ban, som Erkjendtligheds-Beviis, Anbefaling til en Bøssemager, der til Krybeskytters Bequemmelighed for: færdigede Rifler med flad Kolb, som kunde skrues af ved Laasen, og puttes under Kjolen.

I det velbekjendte Gjemmested fandt Mayer til fin

.

ftore Glæbe den fjere Riffel, stjøndt overtruffet med Rust. Medens han afgned denne, fik han med et Slag paa Sfulderen den Hilfen: „Glück auf, Weidemann!.

Det var en Frijæger, som under Navnet ,,Tyros leren allerede længe havde været en Stræt for alle Hers skabsjægere.

Befjendtskab og Venskab blev indgaaet i famme Djes blit, og fagten drevet med fordeel og Held. Efterbaanden kom flere Krybeskytter til, og dette Selsfab drev i fire Aar uforstyrret den ædle Jagt, indtil det omsider af en udsendt Commando blev omringet, fanget, og sendt paa ? Aar til Tugthuset i München.

Her gjordes flere nye Befjendtskaber; og da Straffes tiden var udløbet forenede man fig efterhaanden, og Mayer, som den rasfeste, snildeste og færdigste Skytte, udvalgtes til Anfører. Han viste sig denne Post fuldkommen værdig ved sin Retfærdighed i Byttets Deling og ved fin Snubed i at undgaae alle Efterstræbelser.

Inden fort Tid blev Mayer eller som han nu beed: den bayerske Hiefel – en Gjenstand for Jægernes Frygt og Had, og Bøndernes Beundring. Bayerens og Schwabens Skove hjemsøgtes; Vildtet formindskedes; Lands manden glædede Godsejeren harmede fig. Aldrig fom man rigtig paa Spor efter disse ubudne Gjæfter; de erholdt altid betids de fornødne Vint af Hælerne, af Kroes mændene og af Bønderne selo; og naar de forenede Hers regaardsjægere troe at have dem vist, vare de allerede over Grændsen og busserede i andre Jagtrevierer.

Da Hiefele Bedrifter nu blev det yndede Thema i Kroebuusunderholdninger, lod engang en Møller ikke langt fra Mäyringen fig uforsigtigen forstaae med, at han opfostrede en ualmindelig ftor Bulbider, ved hvis Hjælp

[ocr errors]

ban haabede at kunne fange den frygtelige Hiefel, faas snart han kun vilde vise sig i Egnen.

Da Friskytten erfarede dette utidige Pralerie, overgav han Riffel og Hirschfænger til sine Rammerater i det nærliggende Krat, ilede til Møllen, og mældte sig hos Mølleren, som en Svend, der søgte Tjeneste. Mølleren behovede ham iffe, men vilde dog formilde fit Afslag med en god Bevertuing. Under denne ledte Hiefel Samtalen uformærkt ben paa fig selv og fine Bedrifter.

3 Førstningen vilde den ellers saa inafsomme Moller iffe ret bide paa Krogen, men svarte kun med et m" og et listigt Smiil paa den Andens eventyrlige fortællinger. Da han endelig steeg faa højt med fin Roes, at han paastod, Hiesel var ej alene ffudfri, men kunde ikke engang overvindes eller fanges af noget Menneske, da fik han rigtig Molleren paa Glatiis.

1. Pyt, min Ven!raabte han, jeg har en Hund, han ffal alene gjøre det af med Karlen."

,,En Hund!" gientog Hiesel, studsende og betænk: som, „en Hund! 3 hans Accord med Fanden staaer magskee Intet om, at han skal hytte ham for Dyr, men blot for Mennesker hm, Fatter! den Hund gad jeg dog feet!

Efter nogen Bægring, lovede Mølleren at vise ham den; men advarede bam, iffe at gaae ind til den i Laden, hvor den for sin Glubskhed sar indeluffet. Han fulgte ham derhen, og aabnede Døren paa Klem; men Hiefel

ligesom dreven af ubetvingelig Nysgjerrighed efter ret at fee Dyret -- stebte Doren beelt op,

I samme Dieblif foer Hunden løs paa ham; og Molleren, som frygtede, at det kunde foste Menneskets liv, vidste i sin Angest intet andet Raad, end at løbe ind efter

[ocr errors]
[ocr errors]

sit Gevær, for at flyde Hunden. Imidlertid tabte Hiefel iffe fin Aandsnærværelse; men svøbte i en Hast fit Lommetørklæde om den venstre Haand, og jog den ind i Bul: biderens aabnede Svælg. Denne, i Angst for at mæles, lod sig lettelig rive om og binde med en Striffe, som Hiefel i denne Hensigt havde medtaget. Med Tørklædet fnørede han den derpaa Flaben til, og inden Mølleren fit fit Gevær ladet, havde den foregivne Møllersvend allerede baaret Hunden ud i Krattet.

Paa Vejen mødte han den rigtige Møllersvend, og bad ham hilse hand Husbond: wat han i Dag havde feet sin Hund sidste Gang, men den bayerske Hiefel første Gang."

Saa fiendtlig Krybeskyttens og Hundens første Bekjendtskab par, faa venskabeligt blev dog deres forhold siden, og Dyrets Frygt for fin Overvinder gik over til ten største Hengivenhed. Hvor Hiefel kom ind, tog han altid sin Plads for Enden af Bordet, og Hunden sin ovenpaa det; og naár denne laae der, rullende sine frygtelige Dine omfring paa de Tilstedeværende, vare disse itfe util: bøjelige til at ansee den for Beelzebub selv, eller een af hans Haandlangere.

Da alle regelmæssige Jægere vare Hieselo naturlige Fiender, fattede han til disse et uudsluffeligt Hab, og søgte ved hver given Lejlighed at bævne fig paa dem for de Forfølgelser, under hvilke han idelig leed. Intet Under, om han ffar den hele jægerstand over een Ram, og ofte lod uskyldige føle sin hævn. Denne gik dog aldrig videre end til Stjælsord, Slag, Geværstød og mindre farlige Hirsdfængerhug; aldrig har han gjort sig skyldig i Mord paa nogen Jæger, som han i Stove eller Vertshuse

« ForrigeFortsæt »