Stuedør, med en Riffelpibe foran sig. Hans hele Udvors tes havde noget Skummelt næsten Lønligt ved sig.

Paa det forte, allerede med Graat indsprængte Hoved, bar han en lille trekantet Hat, hvis hypothenuse sad stjævt ned over det højre Dre. Den ene forte Spids bedækkede næsten det højre Dje; men lignede dette det vens stre, da var det mørkt, dybtliggende, næsten skjult under et kridhvidt Øjenbryn, og flankeret af en mægtig Ørnenæse. Det hele Ansigt var ellers aldeles uden noget Udtryk; men en Physiolog vilde maaskee have lignet det ved et Blad, hvorpaa der er skrevet med sympathetist Blæk, og som ved Hjælp af Varmen kan lade sig læse. En gammel mørkegrøn, men i Sømmene lysgrøn Jakke sluttede sig om den brede, noget krumbøjede Ryg, og skjulte det halve af et Par sorte, over Knæene glindsende, Skindburer. Han satte meget betænksomt Riflen i en Krog, som det lod til, han for havde kjendt, hængte Hatten paa Piben, og tog en Grævlingeffinds Jagttaske over Hovedet, hvoraf han ved Bagbenene udtrak en Hare.

"Her er en Mis!" sagde han til Kulsvieren lad Grethe stege os den til Aften. Og her er en Snaps" — fejede han til, idet han lagde en lille flad Kurveflaske paa Bordet.

Kulfvieren tog, uden at svare, mod Haren og gik i Kjøkkenet til sin Kone. Den Fremmede satte sig for Enden af Diffen, knappede sin Jakke op, drog sine Skoe af, og lagde fine Fodder op paa Bænken.

Ved denne Bevægelse kom han til at vende Ansigtet hen mod den Krog, hvor Klostermayer sad. Übevægelig betragtede han denne, som, endnu mat efter sin Sygdom, ikke følte Kald til at afbryde Tausheden. I nogle Minutter toge de saaledes hverandre i stiltiende Djesyn —

iffe ulig to fremmede Jagthunde, der uventet modes, standse, betragte hverandre med mistroiske Blik, og derpaa enten gaae sagte og vaersomme hver sin Vei, eller ogsaa ved Jægerens Mægling forenede fortsætte den afbrudte Jagt. Saaledes gik det her, da Kulsvieren kom ind og forestillede begge Krybeskytterne for hverandre.

Da den Ældres, i Tydsklands Skove vidtberømte, Navn, Xaverius Bobinger, blev nævnet, rejste den Unge fig gjennemtrængt af Ærbodighed, og udbad sig ydmygt en saadan Mands Protection. Bevæget ved Mayers Skjæbne, og endmere ved Kulsvierens fordeelagtige Vidnesbyrd, lovede Bobinger at tage ham med sig, som Driver, og underholde ham indtil han atter kunde komme i Besiddelse af fit Gevær. Dette Tilbud blev med Taknemmelighed modtaget, og et Par Dage derefter tiltraadte de deres Vandring.

Paa denne profiterede Mayer særdeles af den erfarne Bobingers Omgang, forøgede fine Kundskaber i Geographie og Jagt, samt i den Kunst at undgaae de regulaire Jægers Efterstræbelser; men maatte gjengjælde denne practiske Underviisning med saadanne Arbejder, som han medrette anfaae for at være under sin Værdighed. Han blev iffe Riflen betroet, men maatte nøjes med at opjage Vildtet, bære og sælge det til Hælerne, udspejde Skovene o. s. v.

Ikke med Uvillie skiltes han derfor fra sin Mester, da de havde naaet Skoven, hvor Riflen var skjult. Til Afsked fik han, som Erkjendtligheds-Beviis, Anbefaling til en Bøssemager, der til Krybeskytters Beqvemmelighed forfærdigede Rifler med flad Kolb, som kunde skrues af ved Laasen, og puttes under Kjolen.

I det velbekjendte Gjemmested fandt Mayer til sin

store Glæde den kjere Riffel, skjøndt overtrukket med Rust. Medens han afgned denne, fik han med et Slag paa Skulderen den Hilsen: Glück auf, Weidemann!"

Det var en Frijæger, som under Navnet "Tyroleren" allerede længe havde været en Skræk for alle Herflabsjægere.

Bekjendtskab og Venskab blev indgaaet i samme Øjeblik, og Jagten drevet med Fordeel og Held. Efterhaanden kom flere Krybeskytter til, og dette Selskab drev i fire Aar uforstyrret den ædle Jagt, indtil det omsider af en udsendt Commando blev omringet, fanget, og sendt paa 2 Aar til Tugthuset i München.

Her gjordes flere nye Bekjendtskaber; og da Straffes tiden var udløbet forenede man sig efterhaanden, og Mayer, som den raskeste, snildeste og færdigste Skytte, udvalgtes til Anfører. Han viste sig denne Post fuldkommen værdig ved fin Retfærdighed i Byttets Deling og ved sin Snuhed i at undgaae alle Efterstræbelser.

Inden fort Tid blev Mayer eller som han nu heed: den bayerste Hiefel en Gjenstand for Jægernes Frygt og Had, og Bøndernes Beundring. Bayerens og Schwabens Skove hjemsøgtes; Vildtet formindskedes; Landmanden glædede - Godsejeren harmede sig. Aldrig kom man rigtig paa Spor efter disse ubudne Gjæster; de erholdt altid betids de fornødne Vink af Hælerne, af Kroes mændene og af Bønderne selv; og naar de forenede Hers regaardsjægere troe at have dem vist, vare de allerede over Grændsen og husserede i andre Jagtrevierer.

Da Hiesels Bedrifter nu blev det yndede Thema i Kroehuusunderholdninger, lod engang en Møller iffe langt fra Mähringen sig uforsigtigen forstaae med, at han opfostrede en ualmindelig stor Bulbider, ved hvis Hjælp

han haabede at kunne fange den frygtelige Hiesel, faa= snart han kun vilde vise sig i Egnen.

Da Friskytten erfarede dette utidige Pralerie, overgav han Riffel og Hirschfænger til sine Kammerater i det nærliggende Krat, ilede til Mollen, og mældte sig hos Mølleren, som en Svend, der søgte Tjeneste. Mølleren men vilde dog formilde fit Afslag med en god Bevertning. Under denne ledte Hiesel Samtalen uformærkt hen paa sig selv og sine Bedrifter.

behøvede ham ikke,

I Førstningen vilde den ellers saa snaksomme Moller ikke ret bide paa Krogen, men svarte kun med et hm“ og et listigt Smiil paa den Andens eventyrlige Fortællinger. Da han endelig steeg saa højt med sin Roes, at han paastod, Hiesel var ej alene studfri, men kunde ikke engang overvindes eller fanges af noget Menneske, da fik han rigtig Molleren paa Glatiis.

"

Pyt, min Ven!

raabte han, jeg har en Hund, han skal alene gjøre det af med Karlen."

"En Hund!" gjentog Hiesel, ftudsende og betænksom, en Hund! I hans Accord med Fanden staaer maaskee Intet om, at han skal hytte ham for Dyr, men blot for Mennesker hm, Fatter! den Hund gad jeg dog

feet!"

Efter nogen Vægring, lovede Molleren at vise ham den; men advarede ham, ikke at gaae ind til den i Laden, hvor den for sin Glubskhed sar indelukket. Han fulgte ham derhen, og aabnede Døren paa Klem; men Hiefel ligesom dreven af ubetvingelig Nysgjerrighed efter ret at see Dyret stødte Døren heelt op.

I samme Djeblik foer Hunden løs paa ham; og Molleren, som frygtede, at det kunde koste Menneskets Liv, vidste i sin Angest intet andet Raad, end at løbe ind efter

sit Gevær, for at skyde Hunden. Imidlertid tabte Hiesel ikke sin Aandsnærværelse; men svøbte i en Hast sit Lommetørklæde om den venstre Haand, og jog den ind i Bulbiderens aabnede Svælg. Denne, i Angst for at qvæles, lod sig lettelig rive om og binde med en Strikke, som Hiesel i denne Hensigt havde medtaget. Med Tørklædet snørede han den derpaa Flaben til, og inden Mølleren fik fit Gevær ladet, havde den foregivne Møllersvend allerede baaret Hunden ud i Krattet.

Paa Vejen mødte han den rigtige Mollersvend, og bad ham hilse hans Husbond: „at han i Dag havde feet fin Hund sidste Gang, men den bayerske Hiesel første Gang."

Saa fjendtlig Krybeskyttens og Hundens første Be= kjendtskab var, saa venskabeligt blev dog deres Forhold siden, og Dyrets Frygt for sin Overvinder gik over til ten største Hengivenhed. Hvor Hiesel kom ind, tog han altid sin Plads for Enden af Bordet, og hunden sin ovenpaa det; og naar denne laae der, rullende sine frygtelige Djne omkring paa de Tilstedeværende, vare disse ikke utilbøjelige til at ansee den for Beelzebub selv, eller een af hans Haandlangere.

Da alle regelmæssige Jægere vare Hiesels naturlige Fjender, fattede han til disse et uudslukkeligt Had, og søgte ved hver given Lejlighed at hævne sig paa dem for de Forfølgelser, under hvilke han idelig leed. Intet Under, om han skar den hele Jægerstand over een Kam, og ofte lod Uskyldige føle fin Hævn. Denne gik dog aldrig videre end til Skjælsord, Slag, Geværstød og mindre farlige Hirschfængerhug; aldrig har han gjort sig skyldig i Mord paa nogen Jæger, som han i Skove eller Vertshuse