Billeder på siden
PDF
ePub

Fernbetatten.

For

or rigtigen at bedømme navnkundige Mennesker – bes rømte saavel som berygtede mage man sammenligne Modstanden med kraften.

Naår en Attila eller en Tamerlan fører en Million Krigere frem til kamp, og der aldrig engang modsættes dem den halve Styrke, da fortjener det ingen Beundring om de sejre. Stan derimod en Skanderbeg med tyve Tusinde i tredive Aar heldigen forsvare sig mod det tidobs belte Antal, da tilfjende vi ham eenstemmigen Heltenavn.

Endogsaa ngar en lovløs Røver viser lift og Mod, opvæffer ban Forundring om iffe Beundring vor Afskye bliver blandet med Forbauselfe.

Mathias Klosterma yer var en af disse, som Maturen synes at have bestemt til Anfører; men som dess værre fun blev en Røveranfører. Hans lift, Mod og Aandsnærværelse gjorde ham det muligt, med en halv Snees forvovne Karle i hele 6 Aar at trodse og undgaae Bayerns og Schwabens civile og militaire Magt.

Han blev født i Aaret 1738 i Rüssing i Bayern,

og

hvor hans Fader var Hyrde. Denne holdt - fin Fattigdom uagtet Sønnen flittig til Skolegang og Arbeide. Til fit 16de Aar blev Mathias hjemme hos Faderen, hvors paa han kom i Tjeneste paa det Jesuiterne tilhørende Slot, Mergenthan. Hans Opførsel var her upaaklagelig; men en Lyft opvaagnede hos ham, hvis stigende Magt drog ham i Forbærvelse Jagtlyft.

Naar den füssinger Skytte af og til fom i Kjeffenet med et Styffe Vildt, da var det den unge Mathias's største Glæde at betragte dette, saavelsom Skyttens Bøsse, bans Hirschfænger og øvrige Jagttøj. Denne selv, som faaledes hentede den hurtige Fugl ned af Luften og Hjors ten fra Bjerget, var Gjenstanden for hans bøjeste Beundring; han betragtede ham som et Bæsen af bøjere, ædlere Natur.

En Jægers Stand og liv var fra nu af hans inder: ligste, dristigfte Ønske. Skytten, som snart mærfede Knosens Tilbøjelighed, underholdt ham — efter Jægeres Maate - med Jagthistorier, den ene eventyrligere, mere pirrende, end den anden; og Folgen blev, at Mathias's Tanfer nu fun sjelden vare hjemme, men som oftest i Marken og Skoven ved Hjortene og Vildsvinene. Skytten, som ønstebe rig en Kammerat paa Jagten, og tidt behøvede En til at fremdrive Vildtet og skaffe det hjem, tillod den muntre Knøs at følge sig, naar lejlighed gaves, og lærte ham derefter at bruge et Gevær, hvilket han med større Fyrighed tog i Hænder, end 3esuiterne Crucifiret.

Med saadan lyft og Iver funde det ikke fejle, at han jo i fort Tid opnaaede megen Færdighed, og snart traf hans Kugle ligesaa siffert, som den gamle evede Fæ: gerø. For desto oftere at kunne ledsage denne, forlod han sin Tjeneste i Mergenthan og drog tilbage til fin

Fødebye. Men ikke altid havde Skytten Lejlighed, naar Mathias havde lyst, og nu vovede denne alene at betræde Bildbanen først vel med bankende Hjerte, men siden med jo længer jo ftærkere tiltagende Mod. Udbyts tet af dette Solofængerie gjemte han i hule Træer og dybe, bam velbekjendte, Gruber og Klofter, og afsatte det med megen Forsigtighed til Gjæstgivere og Andre, som gjorde sig en Næringsvej af at stille Krybeskytterne ved det stiaalne Vildt til lave Priser.

3 bele 5 Aar ftob Lyffen ham troligen bi; hvortil det dog bidrog meget, at han boede Skytten saa nær, at ban altid kunde vide, naar han var siffer for ham. I en anden Henseende smilede ogsaa Lykken til ham, idet han 11 Gange i disse 5 Aar, ved det unge Mandskabsuds tagelse til Krigstjeneste, trak et Frilod.

Men omsider beviste den blinde Gudinde ogsaa fin Ustadighed paa vor Krybeskytte.

En Sommeraften i Aaret 1761, som han just havde bragt en Værtshuusmand i Friedberg en Raabuf, og i Skjænkestuen fortærede en Deel af det erholdte Honorar, maatte det føje fig faaledes, at en Trop bayerske Hværvere fik i Sinde at udfaste deres Garn paa samme Sted. Saasnart de traadte ind i Stuen, opdagede det øvede Blif ftrar den velvorne, flinte Mathias, og med megen Appetit udkastede disse Menneskefiskere Garnet efter ham; forgæves! Som Loke fordum, sprang han over med Rafthed og smuttede under med Snildhed.

Da lift iffe vilde hjælpe, gif man en Gjenvej, og brugte Magten. Vel gjorde den eventuelle Helt tapper Modstand, men Fire mod Een er et stærkt Argument; snart sad han med bundne Hænder paa Bænken. Han beraabte fig nu paa Berten; dog denne, som allerede

en

ved Hjelp af nogle Ducater var bleven ganske enthusiastist for landets Tary, ffiod fin Hue næsten baglænds af þo: vedet og sagde med megen Pathos :

30, min Broder! Du er rigtignok hværvet, og det er godt for Dig – meget bedre, end Tugthuset!

Hvad siger han?. raabte Mathias – og lettede fig fra Bænken, idet han forgjæves vriffede og fled med de bagbundne Arme.

Jeg siger" svarede Verten, wat saadan en Krybes flytte, fom Du, maae taffe den naadige Churfyrste, at han vil tage Dig i fin Tjeneste.“

„Ho, bo, Fatter!" gjenmælede Mathias „er jeg en Krybeskytte? er jeg en Vildttyv, hvad er faa han? Hæler, lille Fatter!

Nej, min Søn! deri ta'er Du feil; jeg er Vert i den sorte Bjørn,“ svarte denne ,og har jeg fiebt en Hare af Dig, saa var det fordi Du bildte mig ind, at Du var Skytte i Mergenthan og folgte efter dine Herrers Bes faling.“

Klostermayer beed Tænderne sammen, og hans Ansigtsmuskler bævede convulsivist, som hos En, der har nebslugt en bitter Medicin; men en indvortes hastig Bes slutning glattete snart igjen enhver Rynke, og med en Mine, halv suur og halv fød, sagde han:

„Fanden hvilfet! er jeg Soldat, faa er jeg Soldat! Hor, din lodne Stjelm! giv og Noget at leve af! Den sidfte Daler, jeg fik af Dig, skal herud! men jeg fan ikke engang komme i min Lomme!..

„Vil Du være ordentlig og fornuftig,“ svarte en af Hværverne maa stal Du snart faae dine Hænder fri.

Gom sagt, faa gjort: Klostermayer fit fine Hæn: der, og med det samme som det lod sin Tunge

fri. Han fortalte, pralede, løj, draf og stemtede faalænge, til det virkelig lykkedes ham at inddysse Hværvernes Aar: vaagenhed. Endelig forlangte han at komme ud i et vist Ærinde, hvilket tillodes ham under tvende Hværveres Ops fyn. Saasnart han var ude paa Gaden, gav han plud: selig den ene et vældigt Puf i Hjertekulen, saa Sands og Aande forgit ham, spændte Krog for den anden, og iilte nu af alle kræfter ud af den nærliggende Stads: Port.

Vel fatte Hværverne efter ham; men det vundne For: spring var allerede for stort, og ingen af de Mødende fandt Kald til at stoppe den rafte Flygtuing, ihvormeget end hans Forfølgere raabte og ffreg. Han stilede nu fit lob lige ned til den forbiflydende lechflod: Hværverne, som troede at fange ham der, bagefter; men Klostermayer var en øvet Svømmer. Rast styrtede han sig i vandet og fravlede alt op paa den modsatte Bred, da Hværverne naaede til Floden. Til Afsked viste han disse fin Tunge, derefter en vis anden Deel af legemet, og forsvandt saa i det tykke Krat.

Da ban fjendte faa at sige hver Buft i nogle Miles Omfreds, blev det ham iffe vanskeligt benimod Mids nat at naae en Kulsvierhytte, hvor den denskabelige Mods tagelse viste, at han ikke var fremmed. Men det kolde Bad ovenpaa Svedekuren sendte den ftaffels Krybestytte en Feber paa Halsen, som uden Kulsviernes Pleje ufejlbarligen havde lagt ham i Graven.

Som han en Dag omsider følte sig stærk nok til at forlade fit Asyl, og siddende i Raffelovnskrogen med Albuerne paa Knæerne og Kjæverne understøttede af begge Hænder tænkte paa fin Riffel og Jagttaske, som han barbe gjemt fire Mile borte paa den anden Side af Lech i en buul Eeg: buffede en Mand fig ind ad den lave

« ForrigeFortsæt »