Billeder på siden
PDF
ePub

For

Krybeskytten.

bes

maae man sammenligne

or rigtigen at bedømme navnkundige Mennesker rømte saavel som berygtede Modstanden med Kraften.

[ocr errors]

Naar en Attila eller en Tamerlan fører en Million Krigere frem til Kamp, og der aldrig engang modsættes dem den halve Styrke, da fortjener det ingen Beundring om de fejre. Kan derimod en Skanderbeg med tyve Tusinde i tredive Aar heldigen forsvare sig mod det tidobbelte Antal, da tilkjende vi ham eenstemmigen Heltenavn. Endogfaa naar en lovløs Røver viser List og Mod, opvækker han Forundring om ikke Beundring, og vor Afskye bliver blandet med Forbauselse.

[ocr errors]

Mathias Klostermayer var en af disse, som Naturen synes at have bestemt til Anfører; men som desværre fun blev en Røveranfører. Hans List, Mod og Aandsnærværelse gjorde ham det muligt, med en halv Snees forvovne Karle i hele 6 Aar at trodse og undgaae Bayerns og Schwabens civile og militaire Magt.

Han blev født i Aaret 1738 i Küssing i Bayern,

Til

hvor hans Fader var Hyrde. Denne holdt sin Fattigdom uagtet Sønnen flittig til Skolegang og Arbeide. fit 16de Aar blev Mathias hjemme hos Faderen, hvorpaa han kom i Tjeneste paa det Jesuiterne tilhørende Slot, Mergenthan. Hans Opførsel var her upaaklagelig; men en Lyst opvaagnede hos ham, hvis stigende Magt drog ham i Fordærvelse - Jagtlyft.

Naar den füssinger Skytte af og til kom i Kjøkkenet med et Stykke Vildt, da var det den unge Mathias's største Glæde at betragte dette, saavelsom Skyttens Bøsse, hans Hirschfænger og øvrige Jagttøj. Denne selv, som saaledes hentede den hurtige Fugl ned af Luften og Hjor ten fra Bjerget, var Gjenstanden for hans højeste Beundring; han betragtede ham som et Væsen af højere, ædlere Natur.

En Jægers Stand og Liv var fra nu af hans inders ligste, driftigste Dnske. Skytten, som snart mærkede Knosens Tilbøjelighed, underholdt ham — efter Jægeres Maate -med Jagthistorier, den ene eventyrligere, mere pirrende, end den anden; og Folgen blev, at Mathias's Tanker nu kun sjelden vare hjemme, men som oftest i Marken og Skoven ved Hjortene og Vildsvinene. Skytten, som ønskede sig en Kammerat paa Jagten, og tidt behøvede En til at fremdrive Vildtet og skaffe det hjem, tillod den muntre Knøs at følge sig, naar Lejlighed gaves, og lærte ham derefter at bruge et Gevær, hvilket han med større Fyrighed tog i Hænder, end Jesuiterne Crucifiret.

Med saadan Lyft og Iver kunde det ikke fejle, at han jo i kort Tid opnaaede megen Færdighed, og snart traf hans Kugle ligesaa sikkert, som den gamle evede Jægers. For desto oftere at kunne ledsage denne, forlod han sin Tjeneste i Mergenthan og drog tilbage til fin

[ocr errors]

Fødebye. Men ikke altid havde Skytten Lejlighed, naar Mathias havde Lyst, og nu vovede denne alene at betræde Vildbanen først vel med bankende Hjerte, men siden med jo længer jo stærkere tiltagende Mod. Udbyttet af dette Solofængerie gjemte han i hule Træer og dybe, ham velbekjendte, Gruber og kløfter, og affatte det med megen Forsigtighed til Gjæstgivere og Andre, som gjorde sig en Næringsvej af at stille Krybeskytterne ved det stjaalne Vildt til lave Priser.

I hele 5 Aar stod Lykken ham troligen bi; hvortil det dog bidrog meget, at han boede Skytten saa nær, at han altid kunde vide, naar han var sikker for ham. Jen anden Henseende smilede ogsaa Lykken. til ham, idet han 11 Gange i disse 5 Aar, ved det unge Mandskabs Udtagelse til Krigstjeneste, trak et Frilod.

Men omsider beviste den blinde Gudinde ogsaa sin Ustadighed paa vor Krybeskytte.

En Sommeraften i Aaret 1761, som han just havde bragt en Værtshuusmand i Friedberg en Raabuk, og i Stjænkestuen fortærede en Deel af det erholdte Honorar, maatte det føje fig saaledes, at en Trop bayerske Hværvere fik i Sinde at udkaste deres Garn paa samme Sted. Saasnart de traadte ind i Stuen, opdagede det øvede Blik strar den velvorne, flinke Mathias, og med megen Appetit udkastede disse Menneskefiskere Garnet efter ham; forgjæves! Som Loke fordum, sprang han over med Raskhed og smuttede under med Snildhed.

Da List ikke vilde hjælpe, gik man en Gjenvej, og brugte Magten. Vel gjorde den eventuelle Helt tapper Modstand, men Fire mod Een er et stærkt Argument; snart sad han med bundne Hænder paa Bænken. Han beraabte sig nu paa Verten; dog denne, som allerede

ved hjelp af nogle Ducater var bleven ganske enthusiastist for Landets Tarv, skjød sin Hue næsten baglænds af Hovedet og sagde med megen Pathos:

„Jo, min Broder! Du er rigtignok hværvet, og det er godt for Dig meget bedre, end Tugthuset!"

"Hvad siger han?" raabte Mathias og lettede fig fra Bænken, idet han forgjæves vrikkede og sled med de bagbundne Arme.

"Jeg siger" svarede Verten, „at saadan en Krybeflytte, som Du, maae takke den naadige Churfyrste, at han vil tage Dig i sin Tjeneste."

en

"Ho, ho, Fatter!" gjenmælede Mathias er jeg en Krybeskytte? er jeg. en Vildttyv, hvad er saa han? Hæler, lille Fatter! -"

„Nej, min Søn! deri ta'er Du feil; jeg er Vert i den sorte Bjørn," svarte denne og har jeg kjøbt en Hare af Dig, saa var det fordi Du bildte mig ind, at Du var Skytte i Mergenthan og solgte efter dine Herrers Befaling."

Klostermayer beed Tænderne sammen, og hans Ansigtsmuskler bævede convulsivist, som hos En, der har nedflugt en bitter Medicin; men en indvortes hastig Beslutning glattede snart igjen enhver Nynke, og med en Mine, halv suur og halv sød, sagde han:

"Fanden hvilket! er jeg Soldat, saa er jeg Soldat! Hør, din lodne Skjelm! giv os Noget at leve af! Den sidste Daler, jeg fik af Dig, skal herud! men ikke engang komme i min Lomme!"

jeg fan

"Vil Du være ordentlig og fornuftig," svarte en af Hværverne „saa skal Du snart faae dine Hænder fri.“ Gom sagt, saa gjort: Klostermayer fit fine Hænsom det lod sin Tunge

der, og med det samme

fri. Han fortalte, pralede, løj, drak og skjemtede faalænge, til det virkelig lykkedes ham at inddysse Hværvernes Aarvaagenhed. Endelig forlangte han at komme ud i et vist Ærinde, hvilket tillodes ham under tvende Hværveres Opsyn. Saasnart han var ude paa Gaden, gav han pludselig den ene et vældigt Puf i Hjertekulen, saa Sands og Aande forgik ham, spændte Krog for den anden, og iilte nu af alle Kræfter ud af den nærliggende Stads- Port.

Vel fatte Hværverne efter ham; men det vundne Forspring var allerede for stort, og ingen af de Modende fandt Kald til at stoppe den raske Flygtning, ihvormeget end hans Forfølgere raabte og skreg. Han stilede nu sit Lob lige ned til den forbiflydende Lechflod: Hværverne, som troede at fange ham der, bagefter; men Klostermayer var en øvet Svømmer. Rask styrtede han sig i Vandet og kravlede alt op paa den modsatte Bred, da Hværverne naaede til Floden. Til Afsked viste han disse sin Tunge, derefter en vis anden Deel af Legemet, og forsvandt saa i det tykke Krat.

[ocr errors]

-

Da han fjendte saa at sige hver Bust i nogle Miles Omkreds, blev det ham ikke vanskeligt henimod Midnat at naae en Kulsvierhytte, hvor den venskabelige Modtagelse viste, at han ikke var fremmed. Men det folde Bad ovenpaa Svedekuren sendte den stakkels Krybeskytte en Feber paa Halsen, som uden Kulsviernes Pleje ufejlbarligen havde lagt ham i Graven.

[ocr errors]

Som han en Dag omsider følte sig stærk nok til at forlade fit Asyl, og siddende i Kakkelovnskrogen med Albuerne paa Knæerne og Kjæverne understøttede af begge Hænder tænkte paa sin Riffel og Jagttaske, som han havde gjemt fire Mile borte paa den anden Side af Lech i en huul Eeg: bukkede en Mand sig ind ad den lave

« ForrigeFortsæt »