Tidende: at Tyrannen paa Sæbygaard var saligen hensovet. Rejsen did kunde følgelig det unge Par ikke opsætte. Efter en hjertelig Afsked med deres jordiske Lykkes Skaberinde, ilede de da uopholdeligt til den Herrebolig, de nu skulde tage i sikker og frydelig Besiddelse. IX. I Hospitalet. eller, som Britten mere faaer man und I "Hvedebrødsdagene“ træffende siger "Honningmaanederne" sfylde to Elskende, om de glemme alle andre Mennesker. Vore Nygiftes Honningmaaneder vare ligesaa lange som to Almanakmaaneder. Og da deres Maane kvællede lidt, var det først, de fik Tanker om at besøge Vennerne paa det hollandske Slot. " I den lykkeligste Sindsstemning, som tænkes kan, rede de, under behørig Ledsagelse, afsted. Paa Vejen gjennem hiin By, hvor de i sin Tid havde feet Tøsen med Katten," saae og kjendte de hende igjen, og det saa meget lettere, som hun ikke var stadseligere klædt end den Gang. Vor nye Herremand lod gjøre Holdt foran Hytten, og Moderen kalde ud. Hun var ligesaa pjaltet som Datteren. "Min Ven!" siger da Frue Lykke til fin Mand, "jeg kan nok mærke, at Du har noget Godt isinde." lidt." „Det har jeg vel" svarte han, "jeg vil give dem "Hvis Du saa synes" siger hun igjen, saa lad os give dem meget! Det er: lad os tage dem ud af denne elendige Rønne, og give dem Kost, Klæder og Huuslye paa Gaarden, imod at de bestille hvad de kunne, og ere flittige og skikkelige." "Vel!" svarte han; Tilbudet blev gjort, og med Glæde antaget. Efter denne velgjørende Standsning gik det nu videre fønderpaa til Sundbye og til Aalborg; og Talen var meest om den Glæde, man selv vilde have, og den, Bangs vilde have, ved den forehavende Sammenkomst. Da vor Caravane nærmede sig det attraaede Huus, viste sig, liig et ondt Forvarsel, paa en Bænk i Taarndøren Knud Jensens uhyggelige Skikkelse. "Naa! det fornøjer mig at see Jer her, min Kjere!" raabte Ridderen, I ere altsaa blevne Godevenner de Selv hjemme?" ere Knud Jensen havde rejst sig, og bukkede dybt flere Gange med Huen i Haanden; men paa hans Lava-Ansigt spillede vulkaniske Glimt. „A er hjemme her, med Eders Naades Tilladelse," gryntede han; den forrige Ejer med Konen ligger nu i den Grav, de gravede til Andre." „Ere de døde" raabte Fruen forfærdet. "Ikke saa ganske" lød Svaret; »men de sidde og kukkelure i deres eget Hospital som Almisselemmer; for de havde dog Held til at faae alting foredt. Vil J ikke see, hvordan de leve? Det vil vistnok fornøje dem.“ Efter disse Drd bukkede han end dybere, satte Huen paa, og gik ind i det Huus, hvor vore Rejsende forgjæves havde lovet sig nogle Dages muntert Samliv. Jeg har i min Ungdom feet her i vort Norden eet, ellers kun i det varmere Syden sig befindende Rovinsect, som i Systemerne har det ildevarslende Navn "Sphinx atropos." Det er en Birøver, og kan, saasnart de flittige Skabninger mærke dens Nærværelse, forjage dem alle af Kuben. Som en saadan menneskelig Sphinx sad Knud Jensen ved Døren ligesom hiin ved Flyvehullet. Ved Midler, som fleertallige staae til en riig Skurks Brug, havde han i stakket Tid vidst at ødelægge fin Svigersøn saaledes i Bund og Grund, at der neppe havde behøvedes en anden Kjøbmands Fallit og et Par Strandinger, for at knæle ham saa haardt, at han maatte opgive alle fine faste, og det allermeste af sine rørlige Ejendomme, thende med sin Kone til den milde Stiftelse, der var hans eget Værk. Ridderen med Kone opsøgte dem der. Den sidste kastede sig hulkende om Venindens Hals; den første rakte med et Par oprigtige Taarer Bang Haanden. Men i disse to Hospitalslemmers Dine kom ingen Taarer; derimod kom paa deres Læber Smiil iffe tvungne, og langt mindre bittre, men milde og rolige, saadanne som Sjælestyrke og god Bevidsthed fremkalder dem. "Mine tjere Benner!" udbrød Ridderen, jeg har Ejendomme nok tager een af mine Gaarde i Besiddelse! anseer den som Eders egen!" "Jeg takker Eder, min ædle Ven!“ sagde Bang; men vi boe jo her i vort eget Huus, og æde vort eget hvad mere kan Mennesket ønske sig? Ansee ikke Brød dette for Stolthed! Min kone og jeg have det samme Sindelag, som tilforn hjalp os taale Lykken og nu at bære Ulykken. Havde vi to ikke kjendt hverandre før, saa maatte vi lært det nu. Jo snevrere Verden - jo nærmere ere vi hverandre. Men at besøge Eder engang imellem, være Vidner til Eders Kjerlighed og Glæde det skal være os en Glæde." Dette Tilbud blev med Haandslag antaget; dog med den Betingelse, at første Besøg strar skulde gjøres. Og det gjordes. hed. Nu er forlængst den Lykkelige Slægt uddød. Vor Nidder - om hvem det hedder i Visen: Og hver en Skjønjomfru hun ønsker sig, Gud give Kay Lykke vilde have mig!" fit snart et rædsomt Beviis paa Lykkens Ustadig En Dame, hvis forelskede Miner og galante Indbydelser han siden fin Omvendelse havde forsmaaet, og som var en Omgangsveninde af Frue Bang, havde i et meds deleligt Øjeblik af denne faaet Ridderens føromtalte Angreb paa hendes Kydskhed at vide, og ovenikjøbet hans Yttrins ger om de allerhøjeste Damers Gunst." Paa samme byg gede hun sin altfor heldige Hevnplan. Hun var særdeles yndet af den regjerende Dronning. Og hende aabenbarede hun nu, „at Kay Lykke havde pralet af at have nydt hendes Yndigheder. Den opbragte Kongekone bragte dette ganske varmt til fin Mand, og denne lod uden videre Undersøgelse Ridderen dømme som Majestætsforbryder, skjænkede ham vel af Naade Livet, men berøvede ham Gaarde og Godser, og tvang ham til, |