Billeder på siden
PDF
ePub

Tidende: at Tyrannen paa Sæbygaard var saligen hens sovet. Reisen did funde følgelig det unge Par ifte opsætte. Efter en hjertelig Afsted med deres jordiske fyffes Sfaberinde, ilede de da uopholdeligt til den Herrebolig, de nu ffulde tage i siffer og frydelig Besiddelse.

IX.

I Hospitalet.

Hvedebrødsdagene" eller, som Britten mere træffende figer Honningmaanederne faaer man undsfylde to Elffende, om de glemme alle andre Mennesker. Vore Nygiftes Honningmaaneder vare ligesaa lange som to Almanafmaaneder. Dg da deres Maane kvædlede lidt, var det først, de fit Tanker om at besøge Vennerne paa det hollandske Slot.

3 den lyffeligste Sindsstemning, som tænkes fan, rede de, under behørig Ledsagelse, afsted. Paa Vejen gjennem hiin By, hvor de i fin Tid havde feet „Tosen med Katten, faae og fjendte de hende igjen, og det saa meget lettere, som hun ikke var stadseligere klædt end den Gang.

Vor nye Herremand lod gjøre Holdt foran Hytten, og Moderen falde ud. Hun var ligesaa pjaltet som Datteren.

. Min Ven!" siger da Frue Lyffe til sin Mand, wjeg kan nok mærke, at Du har noget Godt isinde.“

„Det har jeg velu svarte han, rjeg vil give dem lidt.“

Hvis Du faa fynes" siger hun igien, waa lad os give dem meget! Det er: lad os tage dem ud af denne elendige Rønne, og give dem Rost, Klæder og Huuslye paa Gaarden, imod at de bestille hvad de funne, og ere flittige og stiffelige...

Bel!" foarte ban; Tilbudet blev gjort, og med Glæde antaget.

Efter denne velgjørende Standsning gif det nu videre fønderpaa til Sundbye og til Aalborg; og Talen var meeft om den Glæde, man selv vilde have, og den, Bangs vilde have, ved den forehavende Sammenkomst.

Da vor Caravane nærmede sig det attraaede Huus, viste sig, liig et ondt Forvarsel, paa en Bænf i Taarns døren Knud Jensens ubyggelige Sfiffelse.

Naa! det fornøjer mig at fee 3er her, min Kjere!" raabte Ridderen, "ere altsaa blevne Godevenner de Selv hjemme?

Knud Jensen havde rejst sig, og bukfede dybt flere Gange med Huen i Haanden; men paa hans lavas Ansigt spillede vulkanisfe Glimt.

„A er hjemme her, med Eders Naades Tilladelse, gryntede han; den forrige Ejer med Konen ligger nu i den Gras, de gravede til andre.“

,,Ere de dode" raabte Fruen forfærdet.

3ffe saa ganske lød Svaret; men de fidbe og fuffelure i deres eget Hospital som Almisselemmer; for de havde dog Held til at faae alting forødt. Vil § ifte fee, hvordan de leve? Det vil vistnok fornøje dem.. Efter disse Drb buffede han end dybere, fatte Huen

ere

paa, og gik ind i det Huus, hvor vore Rejsende forgjæves havde lovet sig nogle Dages muntert Samliv.

Jeg har i min Ungdom feet her i vort Norden eet, ellers fun i det varmere Syden sig befindende Rovinsect, fom i Systemerne har det ildevarslende Navn Sphinx atropos. Det er en Birover, og fan, saasnart de flittige Skabninger mærke dens Nærværelse, forjage dem alle af Kuben. Som en saadan menneskelig Spyinr fad Knud Jensen ved Døren ligesom hiin ved Flyvehullet.

Ved Midler, som fleertallige staae til en riig Sfurks Brug, havde han i staffet Tid vidst at ødelægge fin Svigerson saaledes i Bund og Grund, at der neppe havde behøvedes en anden Kjøbmands Fallit og et par Strandinger, for at knæle ham saa haardt, at han maatte opgive alle fine faste, og det allermeste af sine rørlige Ejendomme, tyende med sin Kone til den milde Stiftelse, der var hans eget Værk.

Ridderen med Kone opsøgte dem der. Den sidste faftede fig hulfende om Venindens Hals; den første rafte med et par oprigtige Taarer Bang Haanden.

Men i disse to Hospitalslemmers Dine fom ingen Taarer; derimod fom paa deres Læber Smiil - iffe tvungne, og langt mindre bittre, men milde og rolige, saadanne fom Sjælestyrke og god Bevidsthed fremkalder dem.

Mine tjere Benner!. udbrød Ridderen, vjeg bar Ejendomme nok – tager een af mine Gaarde i Besiddelse! anseer den som Eders egen!"

Jeg taffer Eder, min æble Ven!" sagde Bang; men vi boe jo her i vort eget Huus, og æde vort eget Brod hvad mere fan Mennesket ønske sig? Ansee ifte

dette for Stolthed! Min kone og jeg have det samme Sindelag, som tilforn hjalp os taale Lyffen og nu at bære Ulykken. Havde vi to iffe fjendt hverandre før, saa maatte vi lært det nu. Jo snevrere Verden jo nærs mere ere vi hverandre. Men at besøge Eder engang imellem, være Vidner til Eders Kjerlighed og Glæde – det skal være os en Glæde...

Dette Tilbud blev med Haandslag antaget; dog med den Betingelse, at første Besøg strar ffulde gjores. Og det gjordes.

Nu er forlængst den Lyffelige Slægt uddød.
Vor Nidder om hvem det hedder i Visen:

„Og hver en Skjønjomfru hun ønsker sig,

Gud give Kay Lykke vilde have mig !"

fit snart et rædsomt Beviis paa Lyffens Ustadige beb.

En Dame, hvis forelskede Miner og galante Indbydelser han siden fin Omvendelse havde forsmaaet, og som var en Omgangsveninde af Frue Bang, havde i et meds deleligt Djeblik af denne faaet Ridderens føromtalte Angreb paa bendes Kyofthed at vide, og ovenifjøbet hans Yttrins ger om de allerhøjeste Damers Gunst.“ Paa samme byggede hun sin altfor heldige Hevnplan.

Hun var særdeles yndet af den regierende Dronning. Dg bende aabenbarede hun nu, wat Kay Lykke havde pras let af at have nydt hendes Yndigheder...

Den opbragte Kongefone bragte dette ganske varmt til sin Mand, og denne lod uden videre Undersøgelse Ridderen dømme from Majestætsforbryder, stjænkede ham vel af Naade livet, men berøvede ham Gaarde og Godser, og tvang ham til,

i fremmed land at søge et Fristed for huuslig lykke, den han ogsaa fandt i den elskede Hustrues Fødeegn.

Den engang faa frodige Adelsstamme er forsvuns den, ligesom Ulfeldts og flere, og nye Stuð grønnes i de Herreborge, der have overlevet saa mange Slægter.

« ForrigeFortsæt »