"

Knud Jensen med Skam at melde,"

var Svaret.

-

„Knud Jensen, Knud Jensen," gjentog Adelsmanden ligesom for at indprente sig dette plebeiske Navn. Hvad det ellers var, jeg vilde fige," lagde han til med et ironisk Smiilhar I bygget det Huus herovre?" „Nej Herre! saa gal er Knud Jensen ikke," svarte

denne.

„Maaskee,"

for Eders Penge?"

vedblev hiin, „det alligevel er bygget

-

"Nej! nej!" lød Svaret, "De derovre skal ikke faae en Stilling af Knud Jensens Penge; før skal a smide dem ud i Fjorden."

"Det er et christeligt Forsæt," sagde Ridderen; "har 3 ingen flere Børn?"

"A har havt nof

"Det lader til," - vedblev hiin -at I ikke gjør synderlig meget af hende; hvad har hun forseet fig i? Hvem er hendes Mand? Og hvorfor lod I ham faae Eders Datter? Hvem er han? Hvad hedder han?"

,,Hold, naadig Herre, hold, mens a bier lidt!" sagde Kjøbmanden; "I jager for stærkt, I maae give Stunder, og lade mig svare paa een Ting ad Gangen. Han derpvre hedder Jens Bang, og skal fare med at være Viintapper. De sige, han er adelsbaaren; og det kan gjerne være, for han slaaer isand stort paa. Saameget veed vi, at han er en ægte Vendelboe, og født deroppe paa Bangsboe ved Fladstrand. Han har været udenrigs, siden han var en Knægt. Hvad han har bestilt der, det veed Ingen. Men da han kom tilbage for tre Aar siden, havde han rigtignok et Fjerdingkar hollandske Dukater, eller nogle flere

med sig. Maknudster *) min Datter - var dengang at være paa Nør-Elfjær: og saa blev de gode Venner, og fik hverandre; og det var nu godt nok. Men saa begyndte de ftrar at slaae store Brød op, og sætte de høje Hjul æfor, og byggede det Fandens Castel der. Det er ikke dermed gjort: nu har han begyndt at bygge et Hospital for fattige Folk. A haaber til vor* Herre, han_lader mig leve den Dag, da a skal see dem selv derinde."

"Han er en god Christen, min fjere Knud Nielsen! sagde Ridderen - smaaleende.

„Godt! godt! Knud Jensen!" vedblev hiin; „hvad det ellers var jeg vilde sige hvor gik Maknudster og den

Anden nu hen?"

"

Det har a ligetjert," svarede Knud, wellers' skal de vel over Fjorden og derop til Bangsboe, der springer de jo hveranden Uge."

„Farvel, og Tak for god Underretning!" sagde Ridderen fiirligt, og gav sin Hest Sporerne.

Han og Rideknægten gallopperede nu afsted, den samme Vej, som Damerne havde taget.

"Farvel du franske Abekat snærrede Knud Jensen, Aalborgs rigeste Mand, efter denne; „dine mange Herregaarde tager Fanden vel ogsaa engang, skulde jeg troe; ligesaavel," lagde han til, og grinte opad Svigersønnens Vaaning, som denne hollandske Vindmølle."

Herpaa stampede han op ad Trappen, og satte sig paa Banken i Bislaget, betragtende med et selvtilfreds og haaanligt Blik de Forbigaaende. Disse hilsede ham næsten uden Undtagelse alle; men den pengestolte Kræmmer faae

") Maren Knucsdatter.

paa de fleste uden at gjenhilfe; andre stjænkede han et svagt Nik, og kun for to eller tre bevægede han Huen.

Knud Jensen var et Menneske af det Slags, som ikke findes hver Dag. Allevegne gives der gjerrige, misunde. lige, haardhjertede, hadefulde; men til Lykke sjælden nogen, der i een Person forener alle disse Egenskaber. Knud Jensen var en saaden Sjældenhed: han var gjerrig til det alleryderste; hans Digten og Tragten gik ud paa at samle Penge, formere Penge, gjemme Penge. Og anvendte han i dette Djemed ethvert Middel, som stod i hans Magt: Bedragerie i Handel, falsk Maal og Vægt, saavelsom den meest blodfuende Aager.

Men ikke tilfreds med selv at samle Rigdom, misundte han alle Andre deres ligemeget om den erhvervedes paa lovlige eller ulovligė Maader --- og det hørte til en af hans højeste Glæder i Livet, naar en anden Riigmand blev fattig, om han end ikke selv havde fortjent det allermindste ved hiins Forarmelse. Han var ej allene felesløs, men ubarmhjertig i den Grad, at han glædede sig over enhver fremmed Ulykke; ja yttrede frit ud sin Fryd ved Haan og Spot. Han hadede virkelig alle Mennesker, og han elskede ikke engang sig selv. Sin Kone, hvem han naturligviis havde taget for Penges Skyld, ærgrede han snart ihjel; og den eneste Datter skulde af samme Aarsag være vandret samme Vej, hvis iffe en fjern Beslægtet paa Modes rens Side havde taget det arme Barn til sig; hvilket den unaturlige Fader gjerne tillod, for at spare Omkostningerue ved hendes Pleje.

Men det allerbesynderligste hos denne virkelige Menneskehader var dog dette: at han bestandig førte Guds Navn i sin vanhellige Mund, og det paa en Maade, i en Tone, som om han allene var elsket og beskjærmet af det

højeste Væsen, og alle Andre hjemsøgte med velfortjente Ulykker og Plager. Indtraf en ødelæggende Ildebrand, et førgeligt Dødsfald, eller hvilkensomhelst Elendighed ramte Nogen, strar var han tilrede med et: "Det er en Guds Straf, - det er Lon som forskyldt, det har den og den længe spillet for, o. f. v." Vilde Nogen af de af ham bedragne eller ved Aager udsuede, gjøre ham Bebrejdelser, var han fræk nok til at svare: "Hvad kommer det mig ved? see Du dertil! a holder mig til Vor Herre, han er stærkere end Fanden."

Og ville vi nu forlade Knud Jensen i sit Bislag; vi ffulde ikke have anvendt saa mange Penselstrøg paa hans stygge Billede, hvis vi ikke ventede siden hen i denne Historie at fornye Bekjendtskabet med Manden.

Færgen var beredt til at støde fra Broen, da Ridder Kay saaledes falde vi herefter den nysbeskrevne unge Adelsmand kom farende til, og forlangte Overfart for fig selv, fin Tjener og sine Heste. Jens Bangs Hustrue og Plejedatter fade allerede paa Bænken i Færgens Agterende, med Ryggen til Staden; men da Ridderen med lette og fiffre Spring paa Ræling og Tofter var kommen hen til dem, og lettede Barretten fra de krusede Guldlokker, rejste begge Damerne sig halvt fra Hynderne, den ældste med en sagte Hovedbøjning, den yngste med en lidet dybere; hvorpaa de atter nedlode sig Ridkeren efter et „med gunstig Tilladelse!" ligeover for dem. Færgen, som var cen af de mindre, havde ikke Rum for Hestene, der intskibedes i en større; men allerede forinden dette skecte, stødtes fra Land.

Liimfjorden var blank og stille; den laae som et uhyre Spejl mellem fine ophøjede, mangefarvede Rammer. Den ene dannede Vendsyssels grønne Kyst med det venlige

Sundbye, under den høje Skandsebakke, i Midten; den anden, endnu skjønnere, udgjorde Aalborg, over hvis lange Række af rødtakte Huse hævede sig begge Kirketaarnene, og de trende høje Spidser af Viintapperens stolte Palais. Ridder Kay, som fejlende baglænds havde dette i Syne, tog heraf en naturlig Anledning til at indlede en Samtale med Bygherrens skjønne Hustrue.

Strár i Legyndelsen viste Adelsmanden ved den skjødesløse for ikke at sige overmodige Tone, i hvilken han tiltalte de borgerlige Dvinder, hvor vel han kjendte fin Stands endnu meer end sin Persons Fortrin, og hvor let det kom ham at gjøre dem gjældende. Men ikke vare mange Ord verlede, inden han følte, at der gives Fortrin, som staae endnu højere, nemlig Forstandens. Viintappers konens, i hine Tider hartad vidunderlige Aandsdannelse, undskyldte langt bedre Stoltheden i hendes Aasyn, Væsen og Tale, der hastigen gik over fra Svar til Spørgsmaal og Tiltale.

Den belevne Ridder, hvis fine Dannelse alligevel var mere udvortes end indvortes, faae fig flere Gange fat i Forlegenhed for Svar for ham et højst uvant Tilfælde

hvorfor han engang greb til den Udflugt, som for sig selv, at henfaste et Par franske Beundrings- eller Forundrings-Floskler. Dette gav ham slet ingen Fordeel; thi Bangs Huusfrue talte dette Sprog ligesaa flydende som Modersmaalet, saa at han hverken i hiint eller dette faae sig i Stand til at vorde Samtalens Herre; hvilket vitterligt nok hændes ofte langt mere dannede Mænd i Selskab med aandrige Qvinder.

Han thede nu til en anden Udvej, idet han forsøgte at glimre med de Kundskaber, han paa sine Udenlandsrejs