Billeder på siden
PDF
ePub

Bangsboe; for at undgaae mig, har hun stjult sig i en Bondehytte, hvor jeg hændelsesviis fandt hende, der hvor hun gav mig saa fort Besfed. Det er iffe ret langt fra Bangsboe; men ffan vist hverken ride eller gaae derben.“

Ligemeget!, svarte hun, jeg vilde alligevel først tale med Bang og hans Hustrue; og kunne vi komme til. rette, faa lade vi din Inclination bente lad Du fun mig sørge!"

Men min Fader!" sagde han, whan givet aldrig fit Minde; han vil gjøre alt for at hindre mit Forehas vende, ja maasfee desværre! forgribe fig paa hende."

- 3eg bar Skjul og Sikkerhed for Eder," faldt Mosteren ind. For det første fee vi Tiden an, og den kan forandre baade Forholdene, Planer og Sindelag."

Ray Cyffe rettede sit Hoved; Haabets Straaler belyste hans Aafyn; med en Elskerð Fyrighed tryffede han den Gamles Haand til fit Hjerte.

Her ftal Du iffe blive" sagde hun eftertænks somt; ,,Du er vel Jæger?"

fa.

„Forstaaer Du ogsaa Jagten? Kan Du skyde? anføre Hunde? og hvad mere dertil hører ?"

- , Javel; men mage jeg spørge hvorfor?

Seer Du! min Skytte paa Skjervad er nu nylig død, og hans Plads er iffe besat. Jeg havde ladet fye en ny Jægerdragt til ham; og jeg troer, den fan passe Dig. Vil Du træde i min Tjeneste ?u vedblev hun smis lende, jeg skal tjene Dig igjen.“

Gjerne," svarede han med et muntert Smil; , men om nogen der fjender mig?.

Jeg skal saaledes forvandle Dig,sagde hun leende,

,,at ej engang din lille Hollænderinde ffal kunne fjende Dig. Jeg har gjemt fra min falige Husbond af et sav. dant Mundsfjæg og Kindftiæg, at, naar Du faaer det paa, ffal Du iffe mere ligne Dig felv."

Ved dette Forslag gik vor Ridders Smiil over til ret hjertelig latter; og opildnet ved det Eventyrlige deri, og ved det til Vished grændsende Haab om lystelig Ende paa Romanen, knælede han for den herlige Tante, og fyssede begge hendes Hænder.

Saaledes forvandlet, og forsynet med en Strivelse th Ridefogden paa Sfjervad, reed nu Kay Lyffe didhen.

Paa Vejen faldt det ham ind: at, for at gjøre sig endnu mere ufjendelig, vilde det være tjenligst, at om: skifte det danske Maal med det tydske, eller dog at fortydske hiint, hvilket, ved den fremmede udtale, var ham let at gjøre.

Dg ville vi nu overlade den ridderlige Skytte til Ulvene og Rævene og Hjortene i Skiervade dengang vildt: rige Omegn, for at følge Mosteren paa hendes Friertog til Bangsboe.

VIII.

Kingen. Og Bryllupet.

Man fan nok vide, at den højfornemme Frue blev ftandsmæssigt modtaget paa tidtnævnte vendsysselske Herres sæde. Dets Hersferinde fandt især Naade for Besogerindens Dine. Hun kunde vanskeligt faae i sit Hoved, at

det var en født Kræmmerdatter, der vifte en faa aldeles abelig „Comportement som det dengang hed, og selv i Franskesproget, der i de Tider var Adeleno Maal bos Mange Kragemaal havde en Færdighed, som intet lod tilbage at savne. Hendes Husbond var jo lige: faa dygtig i Franzoffen; men han oplod iffe fin Mund, uden Talen blev henvendt til ham, og lod snart begge Damerne alene. En Kjender af Ansigter vilde i hans have læst noget om dybe, men mandigt fuede Sorger.

Nu, por ffeelske frue rykfede, efter nogen dengang nødvendig foreløbig Passiar, frem med fit Hverv; dog ikke ligefrem, men som en klog Generalinde, ad Omveje og Defileer. Manøvren blev ogsaa fronet med Held. Thi, ftjøndt Frue Bang længe retirerede, og gjorde Demonstrationer, faa blev dog Resultatet: at den skjønne Gjenstridige sfulde bentes, og Sagen overlades til hendes Resolution.

Dette skeete. Fredsmæglerinden tilftob ved Hjem fomsten for sin fjere Søstersøn: at hans Elskede var en hollandsk Fæstning i Styrke og udholdende Modstand.

Vauban figer: at ingen Fæstning, end iffe een af hans egne, fan holde sig længere end 6 uger. Den, Kay Lyffes Moster belejrede, holdt fig kun i 6 Timer; og overgav sig da paa føromtalte Vilfaar.

Ved faadanne glædelige Begivenheder er det gammel Sæd at gjøre et Sjæstebud - større eller mindre. Dette iagttoges iffe paa Bangsboe; Bevertningen der blev som til daglig Brug, faa Retter, men disse gode, og ypperlig Viin.

Blandt Retterne forekom ferske Havfisk. Frue Bang tog for sig et Torskehoved. Da hun havde skaaret dette over, blev hun siddende ubevægelig, og hverken Kniv eller

[ocr errors]

Gaffel rørte sig i hendes hænder. De to andre Damer mærkede iffe dette, men vel hendes Mand, der fastede et spørgende Blit paa hende. Uden at anvende Drb fil ban dog et fyldestgjørende Svar, idet hun rakte ham een udaf Fiskens Hoved nedfalden Guldring. Bang gjenkjendte den let: det var den selvsamme, som ved hiin Overfart over Limfjorden blev offret til Noffen. Med et usædvanlig mørft Aasyn staf ban den til sig og mumlede som for fig felv:

Hoe my nu te noc de is
dat soll ick U well segghen

ich ben noch al de selve man. Ved disse sidste Ord hævede han fit Hoved, og faae med en lyffelig Elskers glade og fjeffe Mine paa fin Hustrue, hvis Ansigt øjeblikkeligt vifte et Gjenskin af den elffede Husbonds.

Vi forlade nu Bangsboe og Fruens polyfratiste Ring, for paa Skiervad at see to andre Ringe, to Fæsteringe, blive verlede.

At Brudgommen havde faaet Efterretning om Fade: rens, sandsynligviis dødelige Sygdom, hvilket Budskab han hemmeligt meddeelte Bruden, funde iffe andet end forhøje begges Lyfsalighed, der forhen dæmpedes ved Tanken om den Frygtelige og hans Hævn, naar han erfarede hvad der ffeete; det kunde umulig ret længe holdes ffjult for ham, og det var dog altid ufiffert, hvorvidt Tanten vilde være istand til at beskytte og gjemme de Nygifte; thi fors uben Præst og Degn vare fire Vidner tilstæde; og stjendt Handlingen foretoges i et Gemaf, hvor intet Tyende kom; skjøndt de to Embedsmænd vare rundelige betalte for at holde rene Munde, faa vilde dog den foregivne Jægers Forsvinden, og den beslørede Bruds Ankomst snart have

bragt Kammerpiger og Lafejer paa Spor, om dette endog i Førstningen vilde været urede.

Forend Vielsen, begyndte han jeg mener nemlig Funferen – af sin Hoffærdighed og dennes Datter Spot: telyst, idet han fastede Dinene paa den indtrædende Præst, og faae dennes lugslidte Kjole og flattede Pibefrave, at yttre til Selskabet – men paa Franst, som paa den Tid jo var Adelsproget' - at han var nysgjerrig efter at høre, hvad for en Tale, der kunde rystes ud af faas danne Ermer..

Han fremførte det bojt nok til, at den staffels Præst funde høre det; men det brød Junkeren sig iffe om, da en Præst, som forstod. Franst, i bine Tider var endnu større Sjældenhed, end en Adelsmand, der for: stod Græst.

Naa! Den lugslidte Belærværdighed træder hen for Brudesfamlen, buffer, fremsiger Bønnen - paa Franft, som hele Vielsen i samme Sprog, og det saa reent og med en saadan udtale, at Ingen af de Tilstedeværende var istand til at overgaae ham heri.

Budgommen blev herved baade bleg og rød som man siger – og da Præsten over det Thema: „At Yomyghed er den Riges og Mægtiges stjønneste Klenodies — fandt rigelig Anledning til at ydmyge den overs modige Junfer, saa lovede denne ved sig selv, at han for Fremtiden vilde omgaaes forsigtig med Brugen af frem mede Sprog. *)

Endnu før Festens Ende bragte et Jilbud den

*) En lignende Begivenhed passerede for en 150 Aar fiten paa

Lolland, hvor det var en Præst Blicher i Stakfemarfe, der faaledes parlerede. S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII.

4

« ForrigeFortsæt »