Saa nedbragte Svenden den Herremands "Ja,“ Og kom de tilsammen i Mørket da, Hun figer: "En Gud dog i Mørket feer;" "Hvad Ære! Er det da ef ære nok, " "Jeg saadan en Bondetos viser? Imorgen saa vandrer Du hjem til din Rok, "Og ydmyg min Naade Du priser." Saa favner han Sejer med stærken Arm; Men Sejer sig lifter af Gaarden ud, Han tysser og vinker, hun følger ham ftum, Og lidt efter lidt, saa bliver der Rum, De ledte i Lade, de ledte paa Loft, De ledte i Kammers og Framme*); *) Køkken paa Jydsk. End havde til denne Time de led't, De skulde dog aldrig dem fundet. Thi aldrig fra dem har man hørt eller sect. IV. Damernes Yndling faaer to Kurve for een. Der er Varsel i det gamle Mundsprog, som kalder Rigdom og Skjønhed "Lykkens Gaver; thi Lykken er en Gudinde, man ikke skal stole paa; hun tilkommer ofte, at man sætter et „U" foran hendes Navn, hendes Gaver ere Fristelser; det er en helt, som overvinder disse. - Ridder Kay var ingen saadan Helt. Ikke fordi han jo sejrede, hvor han behagede; men der var Sejre iblandt, om hvilke han kunde sige med Pyrrhus, jeg saadanne flere, saa har jeg tabt Alt." af hans Phantasie vinder Siden berørte Rejse fra Aalborg til Sæbygaard, havde den dejlige Jomfrues Billede fortrængt ethvert andet pad eet nær; og det var Viinhandlerindens. Vel stod det bag ved Jomfruens, men allige vel ovenover, faameget som hun selv var højere af Skab: ning og stoltere af Aasyn. Til Bangsboe vilde han; men Faderen maatte iffe vide det. En Fortrolig var ham hertil nødvendig; og han valgte Skytten Jens. Med denne reed han da paa Jagt, iført en pyntelig engelsk Jægerdragt; og, medens Skytten blev tilbage ved Grændsen mellem begge Herregaardes Jagtdistricter, fortsatte han Vejen til Bangsboe, under det artige Foregivende, at ville spørge til Damernes Be. findende efter Rejsen. Der Hans øvede Dje viste ham snart det Indtryk, hans mandige Skjønhed havde gjort paa det unge Pigehjerte; og han stred ufortøvet til Belejring, i sikkert Haab om Overgivelse paa Naade og Unaade. Men Fæstningen var fastere, end han endnu havde fundet nogen. Han kunte aldrig komme den nærmere, end paa en vis Afstand. var en Bastion, paa hvilke alle hans Angreb mislykkedes. Han fjendte ikke dens Fasthed thi den findes ikke ved alle Fæstninger men dens Navn er ellers „Castitas." Da Fæstningen desuden i Frue Bang havde en klog og paapassende Commandant, var den under saadanne Omstændigheder uindtagelig. Hvad var her at gjøre? trække sig tilbage? Intet mindre; det var endog for vor forelskede Ridder en moralst Umulighed. Han besluttede, først at vinde Bangsboes skjønne Beherskerinde; saa haabede han i hende at faae en mægtig Allieret. Derhos vakte han den elskende Piges Stinsyge; og hvad denne „Hjertets Svøbe" kan virke, saas vel til som fra, derom var Junker Kaj ikke ukyndig. Forgjæves! Frue Bangs Hengivenhed til sin Mand, hendes Characteerfasthed vare de Klipper, paa hvilke alle Ridderens Planer strandede. Krænket Stolthed, utilfredsstillet Sandselighed drog ham tilsidst saavidt ud over Sømmeligheds og Klogskabs Grændser, at han udbrød: I nægte mig, hvad de allerhøjeste Damer have tilbu det mig?" "Vil "Det vil jeg," svarte hun; thi jeg kjender Jer nu, og jeg foragter Jer." gjorde ved Loke ; og Junkeren var nu nødt til at vende Bangsboe Ryggen for stedse. Nu først begyndte hans Tilbøjelighed at luttre fig, og derved at fortjene Kjerligheds gammeladelige Navn. Han indsaae, hvad han havde tabt, og hvorledes: han kom til at tænke over sig selv, sit løsagtige Liv, dets glæs deløse Nydelser, med paafølgende Tomhed. Han kunde ikke dølge for sig selv, at han aldrig havde elsket som nu aldrig før nu. Han følte et saadant Savn, som intet Leflerie var istand til at erstatte. Han blev tungfindig. . Ogsaa hun blev tungsindig; men denne Sjelsbyrde var lettere for hende at bære, da den var fri for Anger. Hun følte, at Dyden forlener en Kraft, som selve skuffet Kjerlighed ikke mægter at nedbryde. V. Viinhandleren. Jens Bang var et af de Mennesker, man aldrig blis ver klog paa som Folk sige. lidt, og allermindst, ja stundom meest havde ønsket og ventet det. Han talte overalt meget slet intet, da naar man Hvad Meninger og Be givenheder angik, da var han yderst tilbageholdende indesluttet i sig selv. Hvo som engang havde forlangt hans Mening at vide, frittede ham ikke oftere. „Han er polidft — han er falft," hed' det om ham: "Han er en Guldmager, en Sortekunstner den Slemme tager ham nok med alle hans Rigdomme." E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII. Der var dog 3 eet Menneske, der kjendte ham, der elskede, højagtede ham; og det var hans egen Hustrue. Denne Ovinde, hvem vi kjende som fast, modig indtil Stolthed, hun var mod Husbonden den blødeste ømmeste Ovindelighed selv, Hans Villie var ogsaa hendes. Hans lyse Aand men som lyste fun for hende i hele sin Klarhed hans ædle Hjerte, men som kun aabnede sig for hende yndig Datter. Bang havce i en elskende Kone vundet ham en uagtet neppe fyrgetyve Aar havde en mere end hundredaarig Erfaring, og han besad en Aandsdannelse, som vilce gjort ham til en Prydelse for det nittende Seculum. Men Moder Natur havde ikke gaaet tiltide med ham. Efter fin Fader arvede han Bangsboe med Gods, men ikke uden temmelig Gjæld, efter de Tider. Ved Facerens Død laae han med sin Hovmester i Paris -efter Datids adelige Studeremaade og ilede nu hjem, for at overtage de ham som eneste Søn tilfaldende Ejens domme. ' Hvor ung han end var en 22 Aar besad han dog en langt skarpere vekonomist Sands end Faderen; thi folgte han til en Nabogodsejer en Allodialgaard og noget Bøndergods, og det faa fordeelagtigt, at han ej allene betalte den þaa Bangsboe hvilende Gjeld, men fik endog saameget i Behold, at han kunde tilfredsstille fin Handelslyst. Dette gjorde han med saadant Held, at han inden faa Aar kunde føje en anden Tilbøjelighed, nemlig — Byggelysten. Og saaledes blev den, i Begyndelsen omtalte og endnu tilværende, skjønne Bygning oprejst. Det har sig, troer jeg, med Byggelyst som med Drikkelyst: den svækkes ikke ved Alderdommen. Den Byggelystne |