Billeder på siden
PDF
ePub

Dg da denne ryffer fremad fra Træ til Træ, gjør Jens Skytte ligefaa. Endelig ere de fomne hverandre faa nær, at den der først fom til at brænde paa, vilde ufejlbarligt sende fin Modstander ind i Evigheden; men da de forsigs tigen dækkede sig, hver med sin Bog, og kun nu og da kiftede tæt om ved Siden af samme, gaves fun usikfre Stud: Ingen af dem gab giore det første.

Da feer Jens Fiendens Hoved boje sig ud fra Træs stammen og forblive i denne Stilling længere end fæbs vanligt. Hurtig Bøssen til Kinden, og Kuglen afsted. Nielses Hat tumlede til forden – men ban felv kom nu med Riffelen i begge Hænder løbende hen mod den ulykkes lige Fiende. Han havde nemlig brugt den Krigslist, at putte et stort Styffe trøffet Ved, som skulde forestille Ansigt, ind i Hatten, og forforte derved Jens til at spilde fit Skud.

Denne, der fjendte Niels som en rapfodet Achilles, vilde iffe forsøge en unyttig Flugt; men traadte, hengiven i Stjæbnen, ud fra fit Skjul, og raabte til Modstanderen, idet han pegede med den ene Haand til Panden, med den anden til Hjertet: Her eller der! men træf godt!

Niels havde allerede bragt fin Riffel til Anslag der var fun et Secund mellem liv og Død, fun tre Fasne mellem Bossens Munding og Jenses Hjerte da han tryffer iffe los — ban tager Mordvaabnet fra Kinden, og figer heelt sagmodigt og langsomt: Jens! var det iffe ligesaagodt vi bleve Godevenner igienę..

Taarer Angers, Skamfuldheds og Glædes Mirtur tridede ned over den Dødsdømtes og nu Bes naadedes Kinder. 'Et dybt Suk og en Haandrækning var bans Svar,

Niels greb den frembudte Højre, og sagde: Det

[ocr errors]

kunde rigtignok tilfomme Dig at give mig en ny Hat; men lad faa Ejler faae den til hans Bryllupsdag!" „Og Karen med!

raabte Jens; og et nyt og djervt Haandslag befræftede Alliancens Fornyelse.

Men hvad gjøre vi faa med Hjorten derbenne?.. tog den sidste tilorde.

Hm!" fagde Niels efter nogen Betænkning, siden Du har skudt ham, faaer Du ogsaa beholde bam og det er ikke for Guds Skyld" lagde han til; for din Herre er dog, faa ftille at sige, en ugudelig Krop, og man skal gjøre sig gode venner med Fanden, om man kan som det hedder. Kom Du fun, faasnart Du fan, med en Vogn, og lad den holde ved Skjellet! Dg tag med et Par Steenslæbere, fom kan binde til hverandre, og lægge Hjorten paa; saa fan Du og Een til nok træffe ham hen til Vognen. Jeg skal nok førge for, at ingen herfra feer det...

,,Det er altsammen godt, Niels!" svarede den Anden; , men det er dog din Herres Hiort..

„Du fan lade mig faae een af din Herres, om jeg engang sfulde være i Forlegenhed for faadaneen. Men saa skal Du og, saasnart Du kommer til Gaarden med Hjorten, fige ham, hvor Du bar pudset den, og med det samme faae bans Ord for, at Ejler maae gifte sig med Karen.

Det ffal jeg," raabte 3ens, rog nu Gud i Vold! Og Tak for den Gang; Du kan lide paa mig ihvor det saa er et Farvel faalænge

Niels tiiniffede ham fit. Og dermed adskiltes de.

Hjemkommen til Sæbygaard, gav Zens fin Herre Rapport (men iffe fuldstændig) om fit Strejftog, og strar blev der ordret en Vogn til at hente Byttet. Hr. Jørgen

roste fin Stytte, og lagde til: „Du ftal ogsaa fage det første, Du beder mig om.”

Jens betænkte sig iffe længe, men bad om den allers naadigfte Egteffabsbevilling.

Hvad!“ raabte Herremanden, og traf de smalle hvids gule Bryn ud over sine Ratteøjne, waar ere Du og Niels blevne Venner igjen?“ –

Nu maatte 3ens ud med hele Historien. Herren drog derved Djenbrynene op igjen, og smilede

paa hans Maneer, idet han gjorde Munden bredere, og sammenkneb de blaablege læber saaledes, at ingen af dem vare synlige :

, Den Niels maae være en dum Hund,“ sagde ban; ellers havde Du ligget paa dine Gjerninger. Men det fan være bans egen Sag. Er der ellers noget ved den Datter, Ejler er saa forgabet i? lad os fee hende med det første, og dersom hun saa anstaaer mig, faa ftal de ogsaa faae hverandre...

Sens taffede, gik til fit Huus, og fortalte Sønnen Dagens Begivenheder fra først til sidst. Men dette fiofte huede ikke Knosen.

"I fjende jo nok Naadigherren,“ mumlede han hovedrystende; og Karen er den smuffeste Qvinde i bele Bend: syssel. Dersom han fif Lyst til hende — ban fuldendte iffe , men knyttede sin højre, og faftede et fælsomt Blif til fin Riffel ved Bjelfen.

, Aah!" tyssede Faderen, der er ingen Ulve i den More tredsindstyve Par

Hm!" brummede Eiler, det er ikke et Aar fiden, om vil huske Fer om, da Kjen Laufter *) havde Gilde hvem maatte hun fové ved den første Bryllupsnat? Naar

graa Haar!"

*) Kirsten Larsdatter.

Bruden er fjøn, gi'er han sjelden fin ret bort. Det er en Fandens Ret (han befræftede denne Thesis med et Flads baandslag paa Hjortefkindslaaret) - den ffal jeg itfe have noget af. Men, lagde han til, jeg vil selv følge benbe, naar hun ftal besees, og — viftnof: Rarens Billie faaer han aldrig hverken med det Gode eller med det Dude. Hun er ligesaa armstærk, som hun er fydft; det beed ieg."

Faberen smilte, tog sin Riffel. fatte Træfftoffen i løbet, og i det han rensede og pudsede fit fjere Baaben, fløjtede ban Tonen til fu paa den Tid ny Bife, hvis Drb lyde faaledes:

Dg det var Sejer i Rindelow,

Satte paa fin Bryllupsbat:
Min bitte Ane! Du er faa fnøv

I min Arm Du sover inat.

Til Gudshuus ginge de begge raa,

Med mildeste Hjertens Glæde.
Før Solen dukked i Havet blaa,

Hun maatte saa drøvelig græde.

Dg Præsten havde velsignet dem,

Dg Degnen havde sagt Amen!
Og Brudestaren den kjørte hjem,

Til Gildegaarden med Gammen.

Dg der blev brukket, og der blev ædt

Saalænge de kunde fandse.
Dg da hver Gjæst nu var rigtig mæt,

Stod ale op til at danse.

Dg fom nu Dansen faa Ipftelig git,

Da fomme den Herremands Svende.
Da Bruden hans Bud og Befaling fit:

Sig ftrar til Gaarden at vende.

Dg Brudgommen, som han stod derved,

Hans Kinder de bleve faa bvide; Sin Underlæbe tilblods ban bed:

- Det er jo ej Sengetide.

„Men skynd dig min Brud! at ede dig om;

"Paa det Du maae Herren behage!" En anden Vej ban til hende fom

Og vildt udi Favn monne tage.,

"Hys! ftille, min Sjerte! og flynt itfe faa!

Det hjelper slet ikke, Du græder. ,Et bedre Raad vi nu hitte vel paa:

"Lad os i en Fart bytte Klæder !..

"Hvad har Du ifinde, min føde Ben!!!

Hendes Hjerte tog til at banke.
Det veed Du, saasnart jeg kommer igien;

"Vor Herre ftal os vel fante."

Saa ginge i Dansestuen de To;

Hun, Hatten dybt ned i Panden, 3 Rofte, Broge, og følvspændte Skoe

„Der har vi jo Fæstemanden!

Bagefter tripped den falste Brut,

Og fly under Ryshatten skuled.
Om' Vrifterne slubbred det natlige Skrud,

Og Kroppen i Raabe sig stjuled.

Hun læsped til Svendenc: "Hurtig berben!

"Den naadige Herre tilvillie! 3eg vilde dog gjerne tilbage igien,

Mens end de danse paa Tillie.

Som de nu da kom i den Borgergaard,

Til een af de Svende bun siger:
Beed Herren, wi færdes i Mørte faaer !

"I lyset fig flamme vi Piger...

« ForrigeFortsæt »