Og da denne rykker fremad fra Træ til Træ, gjør Jens Skytte ligesaa. Endelig ere de komne hverandre saa nær, at den der først kom til at brænde paa, vilde ufejlbarligt fende fin Modstander ind i Evigheden; men da de forsigs tigen dækkede sig, hver med sin Bøg, og kun nu og da fiffede tæt om ved Siden af samme, gaves kun usikkre Skud: Ingen af dem gað gjøre det første.

Da seer Jens Fiendens Hoved bøje sig ud fra Træstammen og forblive i denne Stilling længere end sæds vanligt. Hurtig Bøssen til Kinden, og Kuglen afsted. Nielses Hat tumlede til Jorden men han selv kom nu med Riffelen i begge Hænder løbende hen mod den ulykkelige Fiende. Han havde nemlig brugt den Krigslist, at putte et stort Stykke trøffet Ved, som skulde forestille Ansigt, ind i hatten, og forførte derved Jens til at spilde fit Stud.

Denne, der kjendte Niels som en rapsodet Achilles, vilde ikke forsøge en unyttig Flugt; men traadte, hengiven i Skjæbnen, ud fra fit Skjul, og raabte til Modstanderen, idet han pegede med den ene Haand til Panden, med den anden til Hjertet: "Her eller der! men træf godt!"

da

Niels havde allerede bragt fin Riffel til Anslag der var kun et Secund mellem Liv og Død, kun tre Favne mellem Bossens Munding og Jenses Hjerte han trykker ikke los han tager Mordvaabnet fra Kinden, og figer heelt fagmodigt og langsomt: Jens! var det ikke ligesaagodt vi bleve Godevenner igjen?"

Mixtur

Taarer

"

Angers, Skamfuldheds og Glædes trillede ned over den Dødsdømtes og nu Benaadedes Kinder. Et dybt Suk og en Haandrækning var hans Svar.

Niels greb den frembudte Højre, og sagde: "Det

kunde rigtignok tilkomme Dig at give mig en ny Hat; men lad saa Ejler faae den til hans Bryllupsdag!"

„Og Karen med!" - raabte Jens; og et nyt og djervt Haandslag bekræftede Alliancens Fornyelse.

„Men hvad gjøre vi saa med Hjorten derhenne?" tog den sidste tilorde.

og

lagde han til; "for din en ugudelig Krop, og man Fanden, om man kan —

"Hm!" sagde Niels efter nogen Betænkning, "siden Du har skudt ham, faaer Du ogsaa beholde ham det er ikke for Guds Skyld" Herre er dog, saa stille at sige, skal gjøre sig gode Venner med som det hedder. Kom Du kun, saasnart Du kan, med en Vogn, og lad den holde ved Skjellet! Og tag med et Par Steenslæbere, som I kan binde til hverandre, og lægge Hjorten paa; saa kan Du og Een til nok trække ham hen til Vognen. Jeg skal nok sørge for, at ingen herfra feer det."

"Det er altsammen godt, Niels!" svarede den Anden; ,,men det er dog din Herres Hjort."

,,Du kan lade mig faae een af din Herres, om jeg engang skulde være i Forlegenhed for saadaneen. Men saa skal Du og, saasnart Du kommer til Gaarden med Hjorten, sige ham, hvor Du har pudset den, og med det samme faae hans Ord for, at Ejler maae gifte sig med Karen."

"Det skal jeg," raabte Jens, "og nu Guð í Vold! Og Tak for den Gang; Du kan lide paa mig ihvor det saa er et Farvel faalænge "

Niels tilnikkede ham sit. Og dermed adskiltes de.

Hjemkommen til Sæbygaard, gav Jens sin Herre Rapport (men ikke fuldstændig) om fit Strejftog, og strax blev der ordret en Vogn til at hente Byttet. Hr. Jørgen

rofte fin Skytte, og lagde til: „Du skal ogsaa faae det første, Du beder mig om."-

Jens betænkte sig ikke længe, men bad om den allernaadigste Ægteskabsbevilling.

"Hvad!" raabte Herremanden, og trak de smalle hvid= gule Bryn ud over sine Katteøjne, „naar ere Du og Niels blevne Venner igjen?"

Nu maatte Jens ud med hele Historien. Herren drog derved Djenbrynene op igjen, og smilede paa hans Maneer, idet han gjorde Munden bredere, og sammenkneb de blaablege Læber saaledes, at ingen af dem vare synlige: "Den Niels maae være en dum Hund," sagde han; „ellers havde Du ligget paa dine Gjerninger. Men det kan være hans egen Sag. Er der ellers noget ved den Datter, Eiler er saa forgabet i? Lad os see hende med det første, og dersom hun saa anstaaer mig, saa skal de ogsaa faae hverandre."

Jens takkede, gik til sit Huus, og fortalte Sønnen Dagens Begivenheder fra først til sidst. Men dette sidste huede ikke Knosen.

"I kjende jo nok Naadigherren," mumlede han hoved= rystende; og Karen er den smukkeste Qvinde i hele Vend: syssel. Dersom han fik Lyst til hende han fuldendte ikke, men knyttede sin Højre, og kastede et sælsomt Blik til fin Riffel ved Bjelken.

„Aah!" tyssede Faderen, der er ingen Ulve i den Mose -tredsindstyve Aar graa Haar!"

"

Hm!" brummede Eiler, "det er ikke et Aar siden, om I vil huske Jer om, da Kjen Laufter *) havde Gilde hvem maatte hun sove ved den første Bryllupsnat? Naar

*) Kirsten Larsdatter.

Bruden er fjøn, gi'er han sjelden sin Ret bort. Det er en Fandens Ret (han bekræftede denne Thesis med et Fladhaandslag paa Hjorteskindslaaret) den skal jeg ikke have noget af. „Men," lagde han til, „jeg vil selv følge vistnok: Karens Villie

hende, naar hun stal besees, og

faaer han aldrig hverken med det Gode eller med det Onde. Hun er ligesaa armstærk, som hun er kydff; det veed jeg."

Faderen smilte, tog sin Riffel. satte Trækstokken i Løbet, og i det han rensede og pudsede sit kjere Vaaben, fløjtede han Tonen til eu paa den Tid ny Vise, hvis Ord lyde faaledes:

Og det var Sejer i Rindeløw,
Satte paa fin Bryllupshat:
Min bitte Ane! Du er saa knøv
I min Arm Du sover inat.

Til Gudshuus ginge de begge faa,
Med mildeste Hjertens Glæde.
Før Solen dukked i Havet blaa,

Hun maatte saa drøvelig græde.

Og Præften havde velsignet dem,
Og Degnen havde sagt Amen!
Og Brudeskaren den kjørte hjem,

Til Gildegaarden med Gammen.

Og der blev drukket, og der blev ædt
Saalænge de kunde sandse.
Og da hver Gjæst nu var rigtig mæt,
Stod alle op til at danse.

Og som nu Dansen saa lyftelig gif,

Da komme den Herremands Svende.
Da Bruden hans Bud og Befaling_fik:
Sig ftrar til Gaarden at vende.

Og Brudgommen, som han stod derved,
Hans Kinder de bleve saa hvide;
Sin Underlæbe tilblods han bed:
"Det er jo ej Sengetide."

"Men skynd dig min Brud! at klæde dig om; "Paa det Du maae Herren behage!"

En anden Vej han til hende kom

Og vildt udi Favn monne tage.,

"Hys! ftille, min Hjerte! og klynk ikke saa! "Det hjelper slet ikke, Du græder. "Et bedre Raad vi nu hitte vel paa: "Lad os i en Fart bytte Klæder !«

Saa ginge i Danseskuen de To;
Hun, Hatten dybt ned i Panden,
I Kofte, Broge, og sølvspændte Skoe
"Der har vi jo Fæstemanden!"

Bagefter tripped den falske Brud,
Og fly under Kyshatten skuled.
Om Vrifterne flubbred det natlige Skrud,
Og Kroppen i Kaabe sig skjuled.

Hun læsped til Svendene: "Hurtig derhen!
"Den naadige Herre tilvillie!
"Jeg vilde dog gjerne tilbage igjen,

"Mens end de danse paa Tillie."

Som de nu da kom i den Borgergaard,
Til een af de Svende hun siger:
Beed Herren, "vi færdes i Mørke faaer!
"I Lyset sig stamme vi Piger."