Billeder på siden
PDF
ePub

laa paa Offersteen i Rans Blodhal! der var jeg fun forladt af Verden og Menneskene

af Himmelen selv!"

her er jeg forskudt

See! mig steete som jeg ønskede: jeg laae atter under Svanhvides Kniv; men ved mine Fødder stod et Væsen, som vel havde menneskelig Skikkelse, men af hvis Aasyn lyste en saadan Mildhed, som kun kan tænkes hos de Himmelske.

„Hvo est Du!" raabte jeg, „est Du Baldur hiin gode?"

[ocr errors]

"Kald mig Baldur!" svarte det milde Væsen, fald mig hvad Du vil: Sandhed, Dyd, Frihed eller Kjerlighed! Jeg er den Uendeliges Sendebud, og lærer Menneskene at døe. I dit ængstede Hjerte gyder jeg tvende Trøstedraaber. Vent ikke, at Støvets Børn her skulde naae Fuldkommenhed, og allermindst i det, som er den allerstørste Viisdom; Vejen til denne er længere, end nogen Dødelig aner eller øjner; Begyndelsen er ikke Enden. Naar Du seer: at Menncskene hade istedenfor at elske, at de, skjøndt de borde være ydmyge, dog lade sig forblænde af Stolthed, ansee sig selv for aandelig fuldkomne, og forverle deres egen indskrænkede Synskreds, deres usikkre Synspunkter, ja deres egne selviske Øjemed med den Usynliges uudforskelige Planer; naar de omvende hans Sandhed til Løgn; naar de holde deres Dvergetanker for hans himmelske Lys, og stræbe at indhylle Jorden i Mørke; naar de forfølge Sandhed og Dyd, Frihed og Kjerlighed 0! da forsag ikke, men siig alene: de vide ikke, hvad de gjøre...

"Troe ikke, at Forsynet sover, frygt ikke for et Chaos i den aandelige Verden! i den legemlige er jo Alt synlig Viisdom og Orden. Betragt den stjernefulde Himmel!

Synes disse natlige Sole ikke henkastede blandt hverandre i vild. Forvirring? og dog kan Du beregne deres filtre Gang og erkjende den allerfuldkomneste Orden. Skulde den, som styrer Millioner Solsystemer, ikke vide at bringe Samstemmelse og Harmonie i de menneskelige Sjeles Kampe og Forvildelser? Endnu est Du ikke selv ved Maalet; fordøm ikke dem, der ere længer borte derfra, end Du er, eller troer at være! Doe i Haabet, saa skal Du leve!"

Da Engelen faaledes havde talet, svævede den op mod Himmelen. Svanhvide gjorde et Krydssnit i mit

[merged small][merged small][ocr errors]

Solen stod lavt paa Himmelen. Det var stille og lummert. Utallige Myg omsværmede mig med en Summen, liig Offerpræstens dumpe Sang; een sad paa mit blottede Bryst; dens Braad var Præstindens Kniv. Længe blev jeg liggende fortumlet, bedøvet af denne underfulde Drøm.

Først den næste Dag hentede jeg Bøsse og Jagttaske, som jeg havde glemt paa hiint Ster, hvor de Dodes Aander stumdom synes at besøge de Drømmendes.

Kjerlighed i Vildmosen.*)

(Nye.)

II.

et Strøg, i hvis Midte Vildmosegaarden nu befinder fig, var hejt op i Tiden er ukjendt Halvøe mellem Sumper, Sommergræsgang allene for Skovens vilde Dyr. Men efterat Høstmark var bygget, og dens omliggende Fastland optyrket, trængte først Jægere sydud gjennem Urskoven; og med disse sidenester Hyrder og Fæhjorde.

I lange Tider gjorde Ulve endnu Munkene Herredømmet stridigt: Jægere og Hunde maatte beskytte den græssende Hjord, og med dagligt Besvær udføre og hjemdrive det tamme Qvæg.

Da fandt endelig en Klosterbroder paa, at der skulde bygges Vaaningshytte og Nods derude, og som tænkt saa gjort. I over hundrede Aar havde her een anachoretist Hyrde afløst den anden. Dette dyriske Ministerstifte foregik hvert tredie Aar: længere ensomt Liv ansaaes utjenligt baade for Eremiten og for Munkenes Spisekammer; det var nemlig allene Stude, der bleve først vinterfodrede, og derefter græsfedede. Ved Afløsningen fik gjerne Forman

") See nærv. Udg. 3die Deel.

den, naar han havde passet sin Dont ærligt og troligt, en bedre og rosommere Stilling i Klosterets Nærhed.

Det var en smuk Septemberdag een af dem, da det hverken er for varmt eller for koldt, men lige tilpas. Den brave Tydsker jeg troer han heed Göz havde ved Skovfogdens Medhjelp paa den søndre Ende af det beboelige Landstrøg mellem Vesters og Øster-Bildmosen faaet indrettet en Hytte, eller med gammelt Tømmer indvendig beklædt den, og udvendig med Mønnetørv, hvilket i Frastand gav den Udseende af en Stump Dige. Her tilbragte Manden og Konen deres Honningmaaned (som Britten figer, og som lyder sødere, end vore "Hvedebrødsdage").

Kun fra Østsiden vidste een og anden Jæger at finde Gangvej over til Den; den havde Pater Eusebius ogsaa lader sig vise; derfor kunde han og vejlede det elskende Par, ftjøndt tvende Raadner (Rødner i Almuefproget), for brede til at springe over, gjorde det nødvendigt at lægge Fjæl fra Tue til Tue.

Lindenborgs Messalina havde siden Halvbroderens Flugt ikke været ledig, hendes Ridefoged fik Befaling at spejde; og det gjorde han med saamegen Flid og Fremgang, at han kunde aflægge Beretning om det, vi allerede vide, paa Eremitagen og dens Beboere nær.

Hendes Naade gjorde fort efter en Ridetuur med hendes Cavalliero servante hen mod Vestkysten af Mosen, vi veed nok. Da opdager hun paa Vildholmen den nye grønne Forhøjning; og som de Onde ere almindeligen meget opmærksomme ligesom Rovdyrene — vender hun fig halvt paa Hesten til sin bagved ridende Kammerjunker, peger ad Forhøjningen, og siger:

„Hvad er det? jeg har aldrig seet det før."

"Jeg itte heller" svarer han; „men har her været Mennesker, saa kan her vel være endnu."

"Det maae vi have efterseet!" sagde hun hurtigt men lagde fummende til: det skulde dog aldrig være min Broder? Han forsvandt med Eet; og er ikke feet af noget Menneske funne vi iffe ride derover?"

"Ikke fra denne Kant; men fra den anden Side kan det være muligt at gaae eller hoppe over paa Tuerne." "Etsteds maae De der have humpet over; lad os ride omkring og see ad!"

,,De reed søndenom langsomt og besværligt, faae ingen rimelig Overgang, henvendte sig derfor til Beboerne i Dokkedal, hvor de fik den Underretning: at det iffe var muligt tilfods at komme over, undtagen paa et Strøg, som fun Jægere fjendte.

han.

"Staf os fat paa saadan een!" raabte hun.

"Ja saa maae vi tilbage og sydom Mosen!" svarte

Det gik langsomt, men ikke lysteligt. Fruen skjældte og smældte; dog derfor gik det ikke rasfere.

Endelig blev man en Mand med Bøsse vaer; man gjorde Tegn, og stræbte hen til ham.

„Aa! viis os, hvor vi kan komme hiftover" sagde hun. „Hvad vil I der?" sagde Jægeren." Derover kan Fanden ikke ride; og gaae, det skal være om Vinteren i stærk Frost. Nu maatte I have seralens Fjæl med, for at komme over Rødnerne, for dem kan hun ikke skræve

over."

"Saa staf mig en Fjæl, og viis mig afsted paa dette fordømte Morads!"

Jægeren satte Bøssen til Foden, og sagde: „Hvem er hun ellers?"

« ForrigeFortsæt »