Billeder på siden
PDF
ePub

laa paa Offersteen i Kans Blodbal! der var jeg fun forladt af Verden og Menneskene - ber er jeg forskudt af Himmelen felv!"

- See! mig fteete som jeg ønskede: jeg laae atter under Svanhvides Kiniv; men ved mine fødder stod et Væsen, som vel havde menneskelig Stiftelse, men af hvis Nasyn Vyste en saadan Mildhed, som kun kan tænkes hos de Himmelske.

„Hvo eft Du!" raabte jeg, „eft Du Baldur hiin

gode.

, Kald mig Baldur!“ svarte det milde Væsen, „fald mig hvad Du vil: Sandhed, Dyd, Frihed eller Kjer: lighed! Jeg er den Uendeliges Sendebud, og lærer Mens neffene at døe. 3 dit ængstede Hjerte gyder jeg tvende Trostedraaber. Bent iffe, at Støvets Born ber skulde naae Fuldkommenhed, og allermindst i det, som er den allerstørste Viisdom; Vejen til denne er længere, end nogen Dødelig aner eller ojner; Begyndelsen er ikke Enden. Naar Du seer: at Menneskene hade istedenfor at elske, at de, ffjøndt de borde være ydmyge, dog lade sig forblænde af Stolthed, ansee sig selv for aandelig fuldkomne, og forverle deres egen indskrænfede Synsfreds, deres usiffre Synspunkter, ja deres egne felviske Djemed med den usynliges uudforffelige Planer; naar de omvende hans Sandhed til løgn; naar de holde deres Dvergetanter for fans bimmelfte lys, og stræbe at indbytle Jorden i Mørfe; naar de forfølge Sandhed og Dyd, Fribed og Kjerlighed - o! da forsag ikke, men fiig alene: rode vide ikke, hvad de gjøre....

„Troe iffe, at Forsynet sover, frygt ikke for et Chaos i den aandelige Verden! i den legemlige er jo alt synlig Viisdom og Drden. Betragt den stjernefulde Himmel!

Synes disse natlige Sole iffe benfastede blandt hverandre i vild. Forvirring? og dog. fan Du beregne deres fiffre Gang og crkjende den allerfuldfomneste Drden. Sfulde den, som styrer Millioner Solsystemer, iffe vide at bringe Samstemmelse og Harmonie i de menneskelige Sjeles Kampe og Forvildelser? Endnu eft Du iffe felv ved Maalet; fordøm iffe dem, der ere længer borte derfra, end Du er, eller troer at være! Doe i Haabet, faa ftal Du leve!

Da Engelen saaledes havde talet, svævede den op mod Himmelen. Svanhvide gjorde et krydssnit i mit Bryst, og jeg vaagnede.

Solen stod lavt paa Himmelen. Det var stille og lummert. Utallige Myg omsværmede mig med en Sums men, liig Offerpræstens dumpe Sang; een fad paa mit blottede Bryst; dens Braad var Præstindens Kniv. Længe blev jeg liggende fortumlet, bedøvet af denne underfulde Drøm.

Først den næste Dag bentede jeg Bøsse og Iagttaffe, som jeg havde glemt paa hiint Stet, bvor de Debes Aander stumdom synes at besøge de Drømmendes.

Kjerlighed i Vildmosen.*)

(Nye.)

II.

Det Strøg, i hvis Midte Vildmosegaarden nu befinder fig, var bejt op i Tiden er ukjendt Halvøe mellem Sums per, Sommergræsgang alene for Skovens vilde Dyr. Men efterat Høstmark var bygget, og dens omliggende Fastland optyrfet, trængte først Jægere fydub gjennem Ur: ffoven; og med disse sidenefter Hyrder og Fæbjorde.

f lange Tider gjorde ülve endnu Munkene Herre: dommet ftridigt: Jægere og Hunde maatte beskytte den græssende Hjord, og med dagligt Besvær udføre og hiemdrive det tamme Qvæg.

Da fandt endelig en Klosterbroder paa, at der skulde bygges Vaaningshytte og Node derude, og som tænft faa gjort. f over hundrede Aar havde her een anachoretiff Hyrde aflost den anden. Dette dyriffe Minifterstifte foregit hvert tredie Aar: længere ensomt liv ansages utjenligt baade for Eremiten og for Munkenes Spisekammer; det var nemlig allene Stude, der bleve først vinterfodrede, og derefter græsfedede. Ved Afløsningen fik gjerne Forman

*) See nærv. udg. 3die Deel.

den, naar han havde passet fin Dont ærligt og troligt, en bedre og rosommere Stilling i Klosterets Nærheb.

Det var en smuk Septemberdag een af dem, da det hverfen er for varmt eller for foldt, men lige tilpas.

Den brave Tydffer jeg troer han heed Göß havde ved Skovfogdens Medhjelp paa den søndre Ende af det beboelige Landstrøg mellem Besters og Pster-Vild: mosen faaet indrettet. en Hytte, eller med gammelt Tømmer indvendig beklædt den, og udvendig med Mønnetorv, hvilket i Frastand gav den udseende af en Stump Dige. Her tilbragte Manden og Ronen deres honningmaaned (som Britten figer, og som lyder føbere, end vore r Hvedebrøds: dagen).

Kun fra Ditfiden vidste een og anden Jæger at finde Gangvei over til Den; den havde Pater Eusebius ogsaa ladet sig vise; derfor funde han og vejlede det elffende Par, fljøndt tvende Raadner (Rødner i Almuesproget), for brede til at springe over, gjorde det nødvendigt at lægge Fiæl fra Tue til Tue.

Lindenborg Messalina havde siden Halvbroderens Flugt ikke været ledig, bendes Ridefoged fif Befaling at spejde; og det gjorde han med saamegen Flid og frems gang, at han kunde aflægge Beretning om det, vi allerede vide, paa Eremitagen og dens Beboere nær.

Hendes Naade gjorte fort efter en Ridetuur med hendes Cavalliero servante hen mod Vestfysten af Mosen, vi veed nof. Da opdager hun paa Vildholmen den nye grønne Forbøjning; og som de Onde ere almindeligen meget opmærksomme – ligesom Rovdyrene - vender bun sig halvt paa Hesten til sin bagved ridende Kammerjunker, peger ad Forbøjningen, og siger:

Hvad er det jeg har aldrig seet det før...

Jeg iffe heller“ svarer han; „men har her været Mennesker, faa fan her vel være endnu."

Det maae vi have efterseet! fagde hun hurtigt men lagde summende til: ,, det skulde dog aldrig være min Broder? Han forsvandt med Eet; og er iffe feet af nos get Menneske

kunne vi ikke ride derover?" 3ffe fra denne Rant; men fra den anden Side fan det være muligt at gage eller hoppe over paa Tuerne..

Etftebe maae De der bave bumpet over; lad os ride omkring og see ad !,

De reed fondenom langsomt og besværligt, saae ingen rimelig Dvergang, benvendte sig derfor til Beboerne i Doffedal, hvor de fik den Underretning: at det ikke var muligt tilfods at komme over, undtagen paa et Strøg, som fun Jægere fjendte.

. Staf os fat paa faaban een!“ raabte bun.

3a faa maae vi tilbage og fydom Mofen!" svarte han.

Det git langsomt, men ikke lysteligt. Fruen stjældte og smældte; dog derfor gik det iffe rasfere.

Endelig blev man en Mand med Bøsse vaer; man gjorde Tegn, og stræbte hen til ham.

„Aa! viis 08, hvor vi kan fomme histover“ sagde hun.

„Hvad vil f der?" sagde Jægeren. Derover kan Fanden iffe ride; og gaae, det skal være om vinteren i ftærk frost. Nu maatte 3 bave feralen Fjæl med, for at komme over Rødnerne, for dem fan bun iffe sfræve over."

„Saa ftaf mig en Fjæl, og viis mig afsted paa dette fordømte Morads!"

Jægeren satte Bøssen til Foden, og sagde: „Hvem er hun ellers ?

« ForrigeFortsæt »