Billeder på siden
PDF
ePub

Gunild havde taget Sæde, tilligemed Willibrod, der, som vi allerede have bort, var en afsagt Fiende af Heftes fjød og Fredagsflæft. Deres Samtaler, der angit religioje Gjenstande, bleve, fom saa mange andre af samme Natur, ført med boj Kost og al mulig Bitterbed paa begge Sider; thi Enhver af dem meente at have ene og alene Ret, og det i alle Henseender.

Begge troede at være Guddommens ene udfaarede Forsvarere, og at gjøre sig denne bojlig forbunden ved at forbande og fordomme, og – om muligt fordærve fin Modpart baade til legeme og Sjel, baade i Tid og Evighed. De indviede hverandre til Hel, hvilken Afgudinde de begge vare enige i at troe paa. Min Moder blev allis gevel snart bragt i Knibe, hendes dogmatiste System redis geret in absurdum, og da hun ikke længer var istand til at forsvare det med Grunde, tog hun fin Tilflugt til Strig og Sfjældsord (omtrent som Gunild Smeds paa Anbolt, hvilken Dame - om der ffulde være noget i Willibrods Sjælevandring rimeligviis har været hendes Gjenganger). Omsider endte hun sin Disputats med en formelig Udfordring paa

Mirafler. Hun gjorde sig til af at kunne døve Sværd, tillave Elskovsdriffe, bringe døde Mennesker til at tale ved at lægge Runer under Tungen paa dem; og opfordrede fin Modstander til at præstere det samme. Men han, som imidlertid barde stukket fldtangen ind i Ilden, tog den, istedenfor at svare gloende rød ud igien, greb selv om det ene Been, og præsenterede Moder Gunilt det andet. Da hun vægrede sig herved, maatte hun virfelig ansees for overvunden, stjøndt hun hverfen vilde tilstaae dette og endnu mindre træde over til den sejrende Contra: parts Mening. Hun ilede ud i taus Forbittrelse.

Paa mig derimod havde dette Kunststyffe en afgjørende Virkning. Jeg satte mig paa den ledige Trefod og udbad mig af den mægtige Fremmede nejere Dplysning i en lære, hvis Sandhed han tyktes mig faa haandgribeligt at have beviift. Han opfyldte strar min Begjæring, og, hvor: vel jeg ikke var istand til at fatte eller rime alle hans Dogmer og fortællinger, gjorde dog Grundideen et saa mægtigt Indtryf paa, mig der desuden iffe var synderlig fast i det othiniske System - at jeg med liv og Sjel erflærede mig for en Chriften.

Denne den christelige lærebygnings Grundvold: at Gud er Kjerlighed, henrev min Aand og mit Hjerte, og dette: at Religionens Væsen er Kjerlighed til Gud og alle

Mennesker, overbeviste mig om, at en faadan Grundsæts nings Udøvelse vilde have Almeenlyksalighed til uudeblivelig Folge. Gjennemglødet, opflammet af dette nye himmelflare Lys, traadte jeg hen til Gjæsterne og holdt en Omvendelfestale, der først blev anhørt med taus Forundring, bers næst besvaret med spottende Smiil og medlidende Areltræf, og endelig med vrede og foragtelige Dro.

I det samme traadte min Moder ind med tvende af Rans Præster, og da hun hørte mig prædife den nye Lære, raabte hun: ,,Griber disse Gudsbespottere og overs giver dem til velfortjent Fordømmelse! Den ene er vel min Søn og jeg har baaret ham under mit Hjerte; men dog vil jeg nu udrive hans med mine egne Hænder!"

Stum af Forfærdelse over denne unaturlige Tale, for: magede jeg ikke at fremføre et Ord; men end højere steeg min Gru, da Svanhvide, min Elskede, sagde til Præs fterne: „Tillader mig at forrette Offertjenesten, og opstjære Brystet paa denne Misdæder !" Hele Forsamlingen overfaldt og nu, og bandt vore

Hænder. Modstand var unyttig, og desuden stridende mod den nye lære, af hvilken jeg nu var gjennemtrængt. Wils librod og jeg bleve lænkede sammen, og derpaa git Tos get til Rans Tempel: Præsterne sjungende foran, min Moder og min Kjereste stjældende bagefter, og alle Gjæs fterne dansende omfring os, med Spydrap paa de flingende Skjolde. Paa denne sørgelige Vandring fogte Willibrod

af hvis Mirafelgaver jeg forgjæves haabede Frelse — at trøfte og opmuntre mig.

Du seer, sagde han blandt Andet, waf hvilken ræbs som Bildfarelse, Du er udrevet. Den Religion, hvortil Du før befjendte Dig, er unaturlig, da den fan qvæle Naturens belligste følelser: Moderfjerlighed og Qvin: dens Kjerlighed til Manden. Glæd Dig! Du døer Mars tyrdøden, men alle dine Mordere ftulle brænde evigt i Helvede.

Denne sidste Yttring syntes mig mere overeensstems mende med mine forrige hedenste Grundsætninger, end med Christendommens milde Aand, men jeg fit iffe Tid til at gjendrive den; thi vi befandt os allerede i Templet, og udstraktes ufortøvet paa tvende brede Stene, lige foran Afgudindens Billede, en Stiftelse, der med uudslettelige Træf indprentede sig i min Erindring: hendes gronne Loffer flød, som glindsende Tang, ned fra hendes Hoved, der omgaves af en Muslingfrands. En følvstællet Fistes hale krummede fig opad fra hendes lænd og endte sig i strimede Guldfinner. 3 den ene Haand holdt hun et Coralbæger, i den anden et Fistegarn. Hendes ftore, soes grønne Dine stirrede frygteligt paa mig.

Allerede hævede Svanbvide, med en Drages giftige Blit, Kniven over mig, da see! der steete et Changes ment, som kun i Drømme er tænfeligt.

Den stræffelige Ran forvandledes til en blid og dejlig Dvinde med et Barn paa Armene. Goderne bleve til Munke, med Rappe og Tonsur; Gunild og Svan: buide til store Mandsstiftelser, iførte kulsorte, snevre, glindsende klæder, og med lignende Master for Ansigterne.

Templet omstiftedes til et sortbetruffet Torturfammer, der iffe fremviste andet Bohave, end Pinebænken, paa hvils fen jeg laae udstrakt; Stigen med fem jernbeslagne Trin, hvormed Inqvisiten paa een Gang faaer fem Slag over Skinnebenene; Eruget (de Gamles equuleus), hvori han indtvinges, og i den vidtudspilede Mund modtager den lodret nedstyrtende Vandstraale, der paa een Gang næsten qvæler og martrer med uudsigelig Angst; de smalle Snos rer, ved hvilke, snærede om Haand- og Fodledder, han heised op til loftet, slippes pludselig og han falder ved sin egen Tyngde til et Quarteer fra Gulvet, saa Snorerne ftiære ind lige til Benet.

Desuden faae jeg paa Væggen en temmelig fuldstæn: dig Garderobe, bestaaende af spanite Støvler, en Flonels Nattrøje, som, for bedre at holde Barmen, overoses med fydende Olie, Caraccoer og Sanbenitoer, *) begge Dele (muft bemalede med 3lbsluer og Djævlefigurer.

Hvor er jeg?u streg jeg med Forfærdelse.

"} Venneselskab!.. svarte, med blid Stemme, en sødts smilende Munf. Vi ere alle baade 3efu og dine venner."

„Men hvortil“ spurgte jeg, allerede lidt lettere om Hjertet, disse ominose Redskaber? For et Dieblif fiden vilde mine bedenffe Landsmænd bave myrdet mig, fordi jeg havde antaget Christendommen; men nu, da jeg Eders Troesforvandte

Ville viu afbrød en anden Munt, saameget

*) See Fortællingen Leonora.

beredvilligere forarbejde din Salighed, om den endnu er mulig.“

„Hvormed. spurgte jeg forviltet, „kan jeg saa baftig have forspildt den, og det ganske uden mit Vidende ?..

,,Det er det just,“ svarte en Tredie, „vi, ved Hjælp af disse Instrumenter, ville -udfritte. Enten Du har læst i Bibelen, eller Luthers Skrifter, eller Du har fpiift Kjød paa en Fredag, eller Du har glemt at tage Hatten af og knæle for Venerabile, eller at bestænke Dig med det hellige Band, naar Du traadte ind i Kirfen, eller talt tvetydigt om den hellige Ret eller Guds Statholder, eller yttret gudsbespottelige Meninger som disse: at udøbte Born funde vorde salige, eller at Gud funde lade være at fors dømme til evig Tid dem, fom ikke ere døde i den alene faliggjørende catholfte Kirkes Stjød - dette maae Du selv bedst vide. Dersom Du nu betjender og fortryder, ville vi overgive dit legeme til Jiden, for at frelse din Sjel, der da maasfee kan slippe med en halv Snees Tusind Millioner Aar i Skjersilden; men derfom Du ifte frivillig tilftaaer din Brøde, da ville vi til Guds #re, de bellige Engles Glæde, og alle rettroende Chriftnes Dpbyggeise, pine Dig igjennem alle fyr Grader, og derpaa overgive dit legeme til de timelige, og din udedelige Sjel til de evige Luer.

Til denne fjerlige Trøstetale formaaede jeg intet at fvare; men med et Blit til Himmelen suffede jeg: Er jeg her mellem Cbristne ?

„Fromme, retstafne Christne, min fjere Søn!“ svarte venligt en Olding med sneehvidt Sfjæg.

„D!" ftreg jeg med min sidste Kraftanftrængelse waa er lofe og hans Børn lysalfer mod disse! Nastrond er taalelig mod dette Forfærdelsens Hjem! o, at jeg dog atter

« ForrigeFortsæt »