Gunild havde taget Sæde, tilligemed Willibrod, der, som vi allerede have hørt, var en afsagt Fiende af Hestekjød og Fredagsflæst. Deres Samtaler, der angif relis giøse Gjenstande, bleve, som saa mange andre af samme Natur, ført med høj Røst og al mulig Bitterhed paa begge Sider; thi Enhver af dem meente at have ene og alene Ret, og det i alle Henseender.

Begge troede at være Guddommens ene udkaarede Forsvarere, og at gjøre sig denne højlig forbunden ved at forbande og fordømme, og om muligt fordærve fin Modpart baade til Legeme og Sjel, baade i Tid og Evighed. De indviede hverandre til Hel, hvilken Afgudinde de begge vare enige i at troe paa. Min Moder blev alligevel snart bragt i Knibe, hendes- dogmatiste System redis geret in absurdum, og da hun ikke længer var istand til at forsvare det med Grunde, tog hun sin Tilflugt til Strig og Skjældsord (omtrent som Gunild Smeds paa Anholt, hvilken Dame - om der skulde være noget i Willibrods Sjælevandring rimeligvis har været hendes Gjenganger). Omsider endte hun sin Disputats med en formelig Udfordring paa Mirakler.

Hun gjorde sig til af at kunne døve Sværd, tillave Elskovsdrikke, bringe døde Mennesker til at tale ved at lægge Runer under Lungen paa dem; og opfordrede fin Modstander til at præstere det samme. Men han, som imidlertid havde stukket Gldtangen ind i Ilden, tog den, istedenfor at svare gloende rød ud igjen, greb selv om det ene Been, og præsenterede Moder Gunild det andet. Da hun vægrede sig herved, maatte hun virkelig ansees for overvunden, skjøndt hun hverken vilde tilstaae dette og endnu mindre træde over til den sejrende Contras parts Mening. Hun ilede ud i taus Forbittrelse.

Paa mig derimod havde dette Kunststykke en afgjørende Virkning. Jeg satte mig paa den ledige Trefod og udbad mig af den mægtige Fremmede nøjere Oplysning i en Lære, hvis Sandhed han tyktes mig saa haandgribeligt at have beviist. Han opfyldte strar min Begjæring, og, hvorvel jeg ikke var istand til at fatte eller rime alle hans Dogmer og Fortællinger, gjorde dog Grundideen et saa mægtigt Indtryk paa, mig der desuden ikke var synderlig fast i det othiniske System at jeg med Liv og Sjel erklærede mig for en Christen.

--

Denne den christelige Lærebygnings Grundvold: at Gud er Kjerlighed, henrev min Aand og mit Hjerte, og dette: at Religionens Væsen er Kjerlighed til Gud og alle Mennesker, overbeviste mig om, at en saadan Grundsætnings Udøvelse vilde have Almeenlyksalighed til uudeblivelig Følge. Gjennemglødet, opflammet af dette nye himmelklare Lys, traadte jeg hen til Gjæsterne og holdt en Omvendelfestale, der først blev anhort med taus Forundring, ders næst besvaret med spottende Smiil og medlidende Areltræk, og endelig med vrede og foragtelige Ord.

"

I det samme traadte min Moder ind med tvende af Rans Præster, og da hun hørte mig prædike den nye Lære, raabte hun: Griber disse Gudsbespottere og overgiver dem til velfortjent Fordømmelse! Den ene er vel min Søn og jeg har baaret ham under mit Hjerte; men dog vil jeg nu udrive hans med mine egne Hænder!"

Stum af Forfærdelse over denne unaturlige Tale, formaaede jeg ikke at fremføre et Ord; men end højere steeg min Gru, da Svanhvide, min Elskede, sagde til Præs fterne: "Tillader mig at forrette Offertjenesten, og opskjære Brystet paa denne Misdæder!"

Hele Forsamlingen overfaldt os nu, og bandt vore

Hænder. Modstand var unyttig, og desuden stridende mod den nye Lære, af hvilken jeg nu var gjennemtrængt. Wil librod og jeg bleve lænkede sammen, og derpaa gik Toget til Rans Tempel: Præsterne sjungende foran, min Moder og min Kjereste stjældende bagefter, og alle Gjæfterne dansende omkring os, med Spydrap paa de klingende Skjolde. Paa denne sørgelige Vandring søgte Willibrod af hvis Mirakelgaver jeg forgjæves haabede Frelse — at trøste og opmuntre mig.

"Du seer" sagde han blandt Andet, af hvilken rædsom Bildfarelse, Du er udrevet. Den Religion, hvortil Du før bekjendte Dig, er unaturlig, da den kan qvæle Naturens helligste Følelser: Moderkjerlighed og vindens Kjerlighed til Manden. Glæd Dig! Du døer Martyrdøden, men alle dine Mordere skulle brænde evigt i Helvede."

Denne sidste Yttring syntes mig mere overeensstemmende med mine forrige hedenske Grundsætninger, end med Christendommens milde Aand, men jeg fik ikke Tid til at gjendrive den; thi vi befandt os allerede i Templet, og udstraktes ufortøvet paa tvende brede Stene, lige foran Afgudindens Billede, en Skikkelse, der med uudslettelige Træk indprentede sig i min Erindring: hendes grønne Lokker flod, som glindsende Tang, ned fra hendes Hoved, der omgaves af en Muslingkrands. En sølvskællet Fiskes hale krummede sig opad fra hendes Lænd og endte sig i ftrimede Guldfinner. I den ene Haand holdt hun et Coralbæger, i den anden et Fiskegarn. Hendes store, sve: grønne Djne stirrede frygteligt paa mig.

Allerede hævede Svanhvide, med en Drages gifs tige Blik, Kniven over mig, da see! der skeete et Changement, som kun i Drømme er tænkeligt.

Den skrækkelige Ran forvandledes til en blid og dejlig vinde med et Barn paa Armene. Goderne bleve til Munke, med Kappe og Tonsur; Gunild og Svanhvide til store Mandsskikkelser, iførte kulforte, snevre, glindsende Klæder, og med lignende Masker for Ansigterne.

Templet omskiftedes til et sortbetrukket Torturkammer, der ikke fremviste andet Bohave, end Pinebænken, paa hvil ken jeg laae udstrakt; Stigen med fem jernbeslagne Trin, hvormed Inqvisiten paa een Gang faaer fem Slag over Skinnebenene; Cruget (de Gamles eqvuleus), hvori han indtvinges, og i den vidtudspilede Mund modtager den lodret nedstyrtende Vandstraale, der paa een Gang næsten qvæler og martrer med uudsigelig Angst; de smalle Snorer, ved hvilke, snærede om Haands og Fodledder, han hejses op til Loftet, slippes pludselig og han falder ved fin egen Tyngde til et Dvarteer fra Gulvet, saa Snorerne fjære ind lige til Benet.

Desuden faae jeg paa Væggen en temmelig fuldstændig Garderobe, bestaaende af spanske Støvler, en Flonels Nattrøje, som, for bedre at holde Varmen, overøses med sydende Olie, Caraccoer og Sanbenitoer,*) begge Dele smukt bemalede med Jldsluer og Djævlefigurer.

"Hvor er jeg?" streg jeg med Forfærdelse.

"I Venneselskab!" svarte, med blid Stemme, en sødts smilende Munk. Vi ere alle baade Jesu og dine Venner."

"

"Men hvortil“ spurgte jeg, allerede lidt lettere om Hjertet, disse ominose Redskaber? For et Djeblik siden vilde mine hedenske Landsmænd have myrdet mig, fordi jeg havde antaget Christendommen; men nu, da jeg er Eders Troesforvandte -"

Ville vi" afbrød en anden Munk, „saameget

*) See Fortællingen Leonora.

beredvilligere forarbejde din Salighed, om den endnu er mulig."

„Hvormed" spurgte jeg forvildet, „kan jeg faa hastig have forspildt den, og det ganske uden mit Vidende?".

Det er det just," svarte en Tredie, "vi, ved Hjælp af disse Instrumenter, ville udfritte. Enten Du har læst i Bibelen, eller Luthers Skrifter, eller Du har spiift Kjød paa en Fredag, eller Du har glemt at tage Hatten af og knæle for Venerabile, eller at bestænke Dig med det hellige Vand, naar Du traadte ind i Kirken, eller talt tvetydigt om den hellige Ret eller Guds Statholder, eller yttret gudsbespottelige Meninger som disse: at udøbte Bern kunde vorde salige, eller at Gud kunde lade være at fordømme til evig Tid dem, som ikke ere døde i den alene saliggjørende catholske Kirkes Skjød dette maae Du selv bedst vide. Dersom Du nu bekjender og fortryder, ville vi overgive dit Legeme til Flden, for at frelse din Sjel, der da maaskee kan slippe med en halv Snees Tusind Millioner Aar i Skjersilden; men dersom Du ikke frivillig tilstaaer din Brøde, da ville vi til Guds Ære, de hellige Engles Glæde, og alle rettroende Christnes Opbyggeise, pine Dig igjennem alle syv Grader, og derpaa overgive dit Legeme til de timelige, og din udødelige Sjel til de evige Luer."

–

Til denne fjerlige Trøstetale formaaede jeg intet at svare; men med et Blik til Himmelen sukkede jeg: „Er jeg her mellem Christne?"

"Fromme, retstafne Christne, min fjere Son! svarte venligt en Olding med sneehvidt Skjæg.

"D!" sfreg jeg med min sidste Kraftanstrængelse saa er Loke og hans Børn Lysalfer mod disse! Nastrond er taalelig mod dette Forfærdelfens Hjem! o, at jeg dog atter