Pudel med en Paryk, ligesaa stor som dens Herres. Denne bukkede sig dybt; hans Hilsen blev modtaget, men ikke besvaret. Pudelen hilsede paa sin Viis de fremmede Hunde; men een af disse svarede med et voldsomt Bid i den lodne Slægtning. Præften vil redde sin Yndling, og giver med fin Knortekjæp den fremmede Grobian et saa rap Slag, at den paa tre Been hylende humpede hen til fin Herre. Denne standsede sin Hest, reev Riffelen ud af Saddelstroppen, lagde den for Øjet, trykkede til og Puddelen væltede og vred sig i fit Blod. Nu blev Præften først opbragt, og gav sin Vrede Luft i nogle heftige og ikke ret høflige Ord.

Hr. Jørgen værdigede ham ej engang et Svar; men bød fine Jagtbetjente, at lade den sorte Kjole smage Hundepidften!"

Disse sprang strax af Hestene; een greb Præsten i Brystet, og holdt ham; men to andre udførte Næssekongens flændige Befaling.

Hundeskriget, Præftens Raab om Hjelp, og Prygleriet, tiltrak flere Tilskuere baade inde i Gaarden og bagved paa Gaden; men ingen driftede sig til at komme nær, langt mindre at frie den arme Præft fra sine Bødler.

Endelig raabte Herremanden med et Griin: »Nu kan det være nok for den Gang! Mester Mads har vel lært at kjende Forskjellen paa en Adelsmands Hund og en præstelig Køter."

Med bitter og indædt Harme gik Præsten ind, og Voldsmanden reed smaaleende fin Vej. *)

Jeg skulde neppe have beskrevet et Optrin, der i hine Tider iffe var saa sælsomt, hvis dette ikke havde været

*) Virkelig Begivenhed.

første Act af en blodig Tragedie; hvilket længere hen sandfærdigen skal vorde fortalt.

Da vort ridende Selskab naaede Mollen, hvor Vejen ind til Herreborgen Sæbygaard dengang drejede af, tilbød Junker Kaj og det var hans Alvor - at ville ledsage Damerne lige til Bangsboe; men Frue Bang vilde paa ingen Maade lade sig overtale hertil. Hun foreholdt tilsidst Ridderen, wat efter faa lang en Borteræren fra hans egen Familie borde han ikke drage dens Hjem forbi.“

Skjøndt dette iffe lod til at have noget særdeles Tiltrækkende for ham, følte han dog Rigtigheden af denne hendes Paamindelse; dog foreslog han hende ydermere at medtage hans Faders Livjæger, hvori hun maaskee havde indvilliget, hvis ikke hendes Huusbond tilligemed en bevæbnet Tjener netop nu var kommen frem ad Skovvejen paa hiin Side Mollen.

Saa drejede han da om til Gaarden, men langsomt, og med Øjnene henvendte efter Viinhandlerfamilien, lige til den forsvandt i Skoven. At det kun var eet Medlem af samme, der saaledes fængslede hans Hu og Sandfer, det vil Historien snart herefter vise.

For cen fra lange Reiser hjemvendende Søn, der dog langtfra ikke hjemkom som den Forlorne," var Modtagelsen ikke for varm: Moderen rakte ham siddende fin Haand til Kys, med et snøvlende,,hien venu, mon fils!" men faae langt mindre paa ham selv - det vil sige hans Ansigt -end paa hans Klæder, der havde et for hende ganske nyt Snit: Faderen nikkede blot til Sønnens engelske Hilsen en dyb Hovedbøjning og spurgte flygtigt, --hvem er det, Du var ifølge med?",

-

Da dette Spørgsmaal var besvaret, trak Hr. Jørgen en fleerdobbelt Rad af Rynker i sin brede Pande, og sagde:

„Vistnok er han af Adel, men Hun var ikke andet end en gemeen Kræmmertøs.“

Derpaa aabnede han et Vindue, hidkaldte Livjægeren, og befalede: "Imorgen skyder Du en Kronhjort! men see at tage ham paa Viintapperens Beridt, derovre i Bangsboe Stov!" "Hæ!" brummede han, lukkende Vinduet,

"hvad skal saadan Nogen med

delvildt?..

Han vendte sig nu til Sønnen, og sagde koldt: "Mens I var borte, har jeg udseet en Kone til Jer; hun bærer tre Herregaarde i fit Slæb.”

Junker Kaj, som allerede var bleven saa forstandig, at han erkjendte Rigdoms høje Værd, og som dertil vidste, at en riig Ädelsmand ikke behøver at gjøre sig Skrupler over Galanterier, og som nogen Erfaring i tvende galante Hovedstæder havde bragt til den Overbeviisning, at al Modstand i Grunden ikke var andet end Formaliteter han blev slet ikke fortrydelig paa Faderen, fordi han havde udseet tre Herregaarde til ham samt en Kone med øvrigt Inventarium.

Han spurgte altsaa naturligviis først om Herregaardenc, og da de vare nævnede, behøvede han ikke at spørge om Konen; thi saa vidste han strar, hvad det var for en Enke, der hørte til hine.

Mod hende havde han ikke andet, end at hun var vel ung; (hun var heller ikke meer end fire fem og fyrgetive) og en Hustrue paa 70 a 80 vilde have tjent ham meget bedre. Dog derom yttrede han intet for den Gamle; men, efter aflagt Tafsigelse trak han sig tilbage, for at udkaste Planen til en mindre fast og mindre langvarig Forbindelse med den dejlige Viinhandler-Datter.

III.

Duellen.

De tvende Herregaardsskytter, Niels paa Bangsboe og Jens paa Sæbygaard, havde i længere Tid havt skjæve Dine til hverandre; og det fordi de, ej uden Grund, nærede Mistanke om gjensidigt Jndgreb i Jagtrettighederne. Saaledes havde Jens i nogen Tid savnet en Trettenender, og da han vidste, at i Bangsboe Skov stod en dejlig Hjort med fjorten Ender, saa var hans Herres Befaling ham slet ikke ufjerkommen.

Men inden vi skride til Fortællingen om samme Hjorts tragiske Endeligt, og hvad derpaa fulgte, vil det ikke være afvejen, at berøre et Forhold af en blidere Natur, som meget længer havde fundet Sted mellem begge Familier.

Jens havde en eneste Søn, og Niels en eneste Dat ter. Den første var en rast Jægersvend, og den sidste saa smuk, som nogen Pige i Vendsyssel kan være. De vare opfostrede tilhobe fra ganske smaa af, thi Ejlers Moder døde tidligt fra ham, og Faderen vilde ikke mere gifte sig; og da dengang, som længe efter, var god Forstaaelse mellem begge Skyttehuse, saa tog Niels gjerne Jenses Barn i Kost og Pleje.

Det var i hiin Tid saavelsom og i denne, kan jeg troe ingen stor Sjældenhed, at en Ungkarl og en Ungmøe fik gode Øjne til hverandre. Og derfor bør det ikke forundre Nogen, langt mindre betvivles, at disse tvende Skyttebørn bleve Kjerrester, og det endnu før de selv vidste, hvad saadannoget vil sige. Men da de saa fik Forstand paa det, og der var givet Ejler - Løvte

om en Skovfogedtjeneste, saa tænkte baade han og Karen alvorligt paa Ægteskab.

Karen

Men nu var Eiler ikke den eneste, som kunde lide saadannoget finder nuomstunder iffe heller saa fiælden Sted - og hans Medbejler var fornuftig nok til at indsee, at, for at opnaae fin Hensigt, maatte han enten paa een eller anden Maade stikke den anden ud. Da saa= dant ikke vilde lykkes paa den nærmeste Vej, saa slog han ind paa en længere, idet han søgte at sætte Splid mellem begge Fædrene. Ved findigt Overlæg udfandt han det bedste Middel hertil, ved at bilde den ene ind, at den anden havde ranet det og det Stykke Vildt i hans Herres Stove. Ved et Gilde, hvor begge havde feet lidt for dybt i Ølkruset, kom det først til gjensidige Stiklerier, og terfra til ligefremme Besfyldninger; og toge de begge den tause Beslutning, at gjøre Lige for Løgnen."

Den anden Følge af Sammensætteriet var, at det blev forbudet de Unge, videre at tænke paa nogen For bindelse.

Nu da: Jens Skytte gaaer en Hoftmorgen med sin Riffel ind i Bangsboe Skov, for at knibe den Hjort med de fjorten Ender; og er heldig - eller uheldig not til at opdage og ffyde den, idet den kom tilbage fra en natlig Excursion i Bøndernes Rugmarker. Efter strax at have ladet fin Riffel, giver han sig til med Jagtkniven at afhugge løvrige Bøgeqviste, for under disse at skjule Hjorten, indtil den paafolgende Nat.

Neppe færdig med denne Bestilling, seer han Bangs, boefkytten, ogsaa bevæbnet, listende sig frem imod ham; dog ei endnu paa Skudvidde. Vel vidende, at det her gjaldt Liv eller Død, træder han bag et nærstaaende Træ, fra hvilket Baghold han iagttager Fiendens Bevægelser.