Billeder på siden
PDF
ePub

efter hans Bedstefader, at de endnu i hans Tid funde pløje Muursteen op; han fandt ogsaa engang en gammel rusten Kaarde, og noget andet Jerntøj.“

Jeg faae mig nu omkring, som Een, der første Gang befinder sig paa et minderigt Sted, og undrede mig over, at jeg faa ofte havde vandret her, uden at ane Stedets antiqvariske Mærkværdighed. Pludselig oplodes mine Dine, saa jeg tydelig erkjendte, at denne Forhojning midt i disse sumpige Omgivelser maatte være opført og dannet af Men: neffehænder: den smalle Ager, som fra Fastlandet ledte derud, var jo grandgivelig opfyldt over Borggraven, paa det Sted, hvor Bindebroen engang havde været. Selv Jordbunden, som havde en fra den omliggende Marf aldeles forskjellig Beskaffenhed, tilfjendegav dens funstige Dprindelse.

Jeg faldt i Tanfer.

Bonden, som formodentlig troede, at Ole Luføje nu ogsaa fit Magt over mig, forlod mig med et: „Guds Fred! og sov vel!" for igjen at tage fat paa fit Arbejde.

Saa fidder Du ber – tænkte jeg paa en Olt: tidsborg, hvoraf selo Ruinerne ere forsvundne! 3tfe en eneste Steen vidner om Forgængeligheden af dette Menu neskeværf. Af den fordums flippefaste Bygning er nu Intet mere tilbage, end det blotte Navn. Mindet om en mægtig Slægt, dens engang blomstrende Bælde, dens Daad og dens Fald hænger alene ved et ord, fom idag maastee for fiofte Gang fom over et Mennesfes læber. Det væf: fer et ubeskriveligt Veemod, saaledes at ffue de ødelæggende virkninger af Tiden, der, iffe nøjet med at nedrive og udslette, først fynes at være tilfredsstillet, naar den bar bragt sit Offer lige til Forglemmelse. Dver denne af Jorden ja felv af Erindringen nu snart forsvundne

Kæmpeborg stryger Bonden fin lee; han fynger, metens Doten svinger fin over ham selv, og snart afmejer ham, som ban Græsset.

„Ved en Gravhøj" synger Ossian fremtager Jæges ren fin Spise om Middagen: Hvo monne flumre her? figer ban, og gaaer fløjtende sin vej."

Ej engang derom fan jeg spørge; ej engang en Grav har Tiden levnet Dig, du navnlose Mand! - Men hvad var Du vel imod Selmas Ronge, Helten og Helte: nes Sanger? Dg er iffe allerede hans Tilværelse et Spørgsmaal blandt hans egne Efterfommere? kun hans Harpe har bevaret hans Sværd for Forglemmelse; Stjal: den har gjort Kongen udødelig. Under saadanne Betragtninger indslumrede jeg, og havde en Drøm, hvis phanta: stiske Gjøglerier maae træde istedet for den virkelige Hiftorie, som nu er uigjenbringelig begravet i Tidens bund. lose Hav.

Jeg ftod paa Platformen af et højt Taarn, hvorfra der var udsigt over den største Deel af Hads-Herred og vidt ud paa Havet, lige til Samsøe og Helgenæs. Trindt: om neden under mig viifte sig, som en spejlflar See, den Mose, i hvilken jeg nylig havde jaget. Jeg gjenkjendte de omliggende landsbyer, men savnede Kirkerne, saanær som dem i Torrild og Randlev. Dog vare begge fullede; og den fidfte forefom mig at være takt med Planfer.

Hvorledesu raabte jeg, er dette virkelig Randlev Rirfe ?

Hvad (naffer Du her om Kirke?" hørte jeg en Stemme bag ved mig: „hvad Du seer, er jo en Diferhal for Havets Gudinde, den frygtelige Ran. Veed Du ikke, at det er der, hvor ffibbrudne Mænd nedlægge deres Gaver for Frelse af Havsnød? hvor Gudindens Billede bestæn:

fes med Blodet af en Sømand, som hvert Aar ved lods kastning udvælges?"

Jeg vendte mig om, og faae en Diding med snees hvidt Haar og Stjæg, iført en lang og vid Kappe af samme Farve, der sammenboldtes af et bredt læderbelte. Paa Brystet bang et fort Kors.

Hwo er Duļu spurgte jeg forbauset.

En Jefu Chrifti Tjener!" svarte han nejende; Wils librod af Britannien...

„Du fljemter, gamle Mand!" sagde jeg; Willis brod er jo bod for tusinde Aar siden.“

, Meget rigtigt foarte han; for tusinde Aar siden døde jeg fierbe Gang, som en af de balvfjerdsindstyve Fortolfere i Alerandrien; men nu er jeg født femte Gang, fom Britten Willibrod."

Det bliver endnu galere!" raabte jeg: „Vil Du holde mig for Nar? Siig mig engang: hvad strive vi nu ?"

,,dar otte Hundrede efter Frelserens Fødsel!" svarte ban.

Por Tidsregning" raabte jeg leende, stemmer jag temmelig overeens; der er blot en Forsfjel af tusinde Aar!

„Du drømmer, unge Menneske!" vedblev han smis lende, eller og har Du figget for dybt i Mjødbornet.“

Naar jeg drifter," gjenmælede jeg, driffer jeg af et Glas og ifte af et Horn. Mjod smager jeg desuden iffe; det er en Drif for Bønder. Men Du, min Fa'er! har maaskee lettet ved Brændeviinsflaffen.“

Brændeviin?" raabte han, saadan Viin fjender jeg iffe; det maae være en antediluvianft Liqueur, og næsten ftulde jeg troe, at Du havde Reminiscentser fra bine Tider.

Jeg, Erindringer fra Syndfloden? Hvor gammel antager Du mig vel for at være?. spurgte jeg.

„En Sneesaar saa omtrent. svarte han af din femte Tilværelse. Men din forundring og latter kan jeg godt fors klare mig; thi Du fjender vist nok Intet til Sjælevandringen?

Pa, jo!sagde jeg „Pythagoras's sværmerste Hys pothed er iffe fremmed for mig, ligesaalidt som Ægypters nes endnu ravgalere."

Hør! hør!" raabte ban; , atter Reminiscentser! det er et reent Mirakel. Men siden Du virkelig mindes saas dant, hvor fan Du da tvivle paa Sjælevandringen? Jeg figer Dig: hiin hedenske Philosoph var virkelig paa Spor efter Sandheden. Sans lære var en Anelse om den rette Chiliasmus. Seg forsikfrer Dig nemlig, at den nuværende Berben stal staae i det hele

syv tusinde Aar; og i dette Tidorum ffal ethvert Menneske syv Gange fødes og fyv Gange døe, førend det border luttret til Dp: ftandelsen. Men fun faare Faa er det givet som Dig

at mindes Noget af deres forrige Tilværelse.“

» Jeg forsikfrer Dig,“ svarte jeg, wat det gaaer mig saaledes: det forekommer mig virkelig at være første Gang, jeg befinder mig i Verden.«

Og dog“ gientog han: „bar Du allerede været her fire Gange tilforn...

,,Det er fire Gange tiere, end jeg veed af!" raabte jeg; , men denne Passiаr er ellers moersom nok. Hvordan monstroe jeg sage ud første Gang, jeg gik her paa denne forunderlige Klobe ?

Jeg vil forsøge," sagde han, ,,om jeg fan ud: finde det..

Derpaa fremtog han en Bog med chaldæift Skrivt, faae verelviis i den og paa mit Ansigt, og efter nogen

Grublen luffede han den sammen og sagde: -første Gang saae Du Lyset ved Bredden af Tigris om jeg ellers læser ret og fortjente dit Brød som Jubals Bælges træder.

... Aba!.. afbrød jeg, derfra har jeg rimeligviis min Lyst til Musif; nu, anden Gang?"

„Var Du Nimrods Jægerdreng.“

,, Ingen Stofer, Deres Velærværdighed !" raabte jeg; . hvorfor stifler De paa min Jagtlyst? Det er dog ikke værre at dræbe Dyr, end Mennesker? At skyde et vildt Dyr, er vel ikke større Synd, end at slagte et tamt? Sfulde det være mere grusomt at sætte en kugle gjennem Hjertet af en Hjort, end at stjære Halsen over paa et lam, der slikfer den myrdende Haand, at koge Krebs levende, og rive Tungen af en kalfunft Hane? Men jeg mærker, at De hører til de følsomme Sjæle, der græde over en dub Ræv, og juble over et Felotslag, hvori mange tusinde Mens neffer myrdes og lemlæste

naa videre! Tusinde Aar derefter“ vedblev han .fremstod Du i Grækenland, som Svend hos Amphion..

, Det var en dygtig Muurmester," fagde jeg; „han brugte hverken Skee eller Vaterpad; men alene Munden og firen: alligevel fom Stene og Stolper dansende, og ordnede sig selv til en Muur om den berømte Stad Thes ben. Det var en Kunst – Sfade, at jeg nu ganste bar forglemt den! med mindre din Fiction er en af de nu saa yndede Adegorier; thi Luftcasteller kan jeg bygge faa godt fom Rogen.

» Fierde Gang" sagde Willibrod ,var Du en ftotft Druide.

, Rigtigt!“ 'gienmælede jeg, wderaf fan jeg forklare mig min Forfjerlighed for den bøjlandske Kongestiald. Men

« ForrigeFortsæt »