efter hans Bedstefader, at de endnu i hans Tid kunde pløje Muursteen op; han fandt ogsaa engang en gammel rusten Kaarde, og noget andet Jerntøj."

Jeg saae mig nu omkring, som Een, der første Gang befinder sig paa et minderigt Sted, og undrede mig over, at jeg saa ofte havde vandret her, uden at ane Stedets antiqvariske Mærkværdighed. Pludselig oplodes mine jne, saa jeg tydelig erkjendte, at denne Forhøjning midt i disse sumpige Omgivelser maatte være opført og dannet af Menneffehænder: den smalle Ager, som fra Fastlandet ledte derud, var jo grandgivelig opfyldt over Borggraven, paa det Sted, hvor Vindebroen engang havde været. Selv Jordbunden, som havde en fra den omliggende Mark aldeles forskjellig Beskaffenhed, tilkjendegav dens kunstige Oprindelse.

Jeg faldt i Tanker.

Bonden, som formodentlig troede, at Ole Lukoje nu ogfaa fik Magt over mig, forlod mig med et: „Guds Fred! og sov vel!" for igjen at tage fat paa sit Arbejde. Saa sidder Du her tænkte jeg paa en Oldtidsborg, hvoraf selv Ruinerne ere forsvundne! Jtte en eneste Steen vidner om Forgængeligheden af dette Menneskeværk. Af den fordums klippefaste Bygning er nu Intet mere tilbage, end det blotte Navn. Mindet om en mægtig Slægt, dens engang blomstrende Vælde, dens Daad og dens Fald hænger alene ved et Ord, fom idag maaskee for fiofte Gang kom over et Menneskes Læber. Det væk ker et ubeskriveligt Veemod, saaledes at skue de ødelæg gende Virkninger af Tiden, der, ikke nøjet med at nedrive og udslette, først synes at være tilfredsstillet, naar den har bragt fit Offer lige til Forglemmelse. Over denne af Jorden ja selv af Erindringen nu snart forsvundne

Kæmpeborg stryger Bonden sin Lee; han synger, metens Døden svinger sin over ham selv, og snart afmejer ham, som han Græsset.

„Ved en Gravhøj“ synger Ossian „fremtager Jægeren fin Spise om Middagen: Hvo monne slumre her? siger han, og gaaer flejtende sin Vej."

Ej engang derom kan jeg spørge; ej engang en Grav har Tiden levnet Dig, du navnlese Mand! - Men --hvað var Du vel imod Selmas Konge, Helten og Heltenes Sanger? Og er ikke allerede hans Tilværelse et Spørgsmaal blandt hans egne Efterkommere? kun hans Harpe har bevaret hans Sværd for Forglemmelse; Skjalden har gjort Kongen udødelig. Under saadanne Betragtninger indslumrede jeg, og havde en Drøm, hvis phantastiske Gjøglerier maae træde istedet for den virkelige Historie, som nu er uigjenbringelig begravet i Tidens bundlose Hav.

Jeg stod paa Platformen af et højt Taarn, hvorfra der var Udsigt over den største Deel af Hads-Herred og vidt ud paa Havet, lige til Samsøe og Helgenæs. Trindtom neden under mig viiste sig, som en spejlklar See, den Mose, i hvilken jeg nylig havde jaget. Jeg gjenkjendte de omliggende Landsbyer, men savnede Kirkerne, saanær som dem i Torrild og Randlev. Dog vare begge kullede; og den sidste forekom mig at være takt med Planker.

„Hvorledes" raabte jeg, er dette virkelig Randlev

Kirke?"

"Hvad snakker Du her om Kirke?" hørte jeg en Stem= me bag ved mig: „hvad Du seer, er jo en Offerhal for Havets Gudinde, den fryztelige Ran. Veed Du ikke, at det er der, hvor skibbrudne Mænd nedlægge deres Gaver for Frelse af Havsnød? hvor Gudindens Billede bestæn=

kes med Blodet af en Sømand, som hvert Aar ved Lodkastning udvælges ?"

Jeg vendte mig om, og faae en Olding med sneehvidt Haar og Skjæg, iført en lang og viid Kappe af samme Farve, der sammenholdtes af et bredt Læderbelte. Paa Brystet hang et sort Kors.

"Ho er Du?" spurgte jeg forbauset.

En Jesu Christi Tjener!" svarte han nejende; „Wils librod af Britannien."

"Du ftjemter, gamle Mand!" sagde jeg; "Willis brød er jo død for tusinde Aar siden."

"Meget rigtigt" svarte han; "for tusinde Aar siden døde jeg fjerde Gang, som en af de halvfjerdsindstyve Fortolkere i Alexandrien; men nu er jeg født femte Gang, fom Britten Willibrod."

"Det bliver endnu galere!" raabte jeg: "Vil Du holde mig for Nar? Siig mig engang: hvad skrive vi nu?"

„Aar otte Hundrede efter Frelserens Fødsel!" svarte han. "Vor Tidsregning" raabte jeg leende, stemmer saa temmelig overeens; der er blot en Forskjel af tusinde Aar!"

"Du drømmer, unge Menneste!" vedblev han smis lende, eller og har Du kigget for dybt i Mjedhornet." „Naar jeg drikker," gjenmælede jeg, „drikker jeg af et Glas og ikke af et Horn. Mjød smager jeg desuden iffe; det er en Drik for Bønder. Men Du, min Fa'er! har maaskee lettet ved Brændeviinsflasken."

"Brændeviín?" raabte han, saadan Viin kjender jeg iffe; det maae være en antediluviansk Liqveur, og næsten skulde jeg troe, at Du havde Reminiscentser fra hine Lider."

"Jeg, Erindringer fra Syndfloden? Hvor gammel antager Du mig vel for at være?" spurgte jeg.

„En Sneesaar saa omtrent" svarte han af din femte Tilværelse. Men din Forundring og Latter kan jeg godt fors flare mig; thi Du kjender vist nok Intet til Sjælevandringen? "Aa, jo!“ sagde jeg "Pythagoras's sværmerske Hypothes er ikke fremmed for mig, ligesaalidt som Ægypters nes endnu ravgalere."

"Hør! hør!" raabte han; „atter Reminiscentser! det er et reent Mirakel. Men siden Du virkelig mindes saadant, hvor kan Du da tvivle paa Sjælevandringen? Jeg figer Dig: hiin hedenske Philosoph var virkelig paa Spor efter Sandheden. Hans Lære var en Anelse om den rette Chiliasmus. Jeg forsikrer Dig nemlig, at den nuværende Verden skal staae - i det hele syv tusinde Aar; og i dette Tidsrum skal ethvert Menneske syv Gange fødes og syv Gange dee, førend det vorder luttret til Opstandelsen. Men kun saare Faa er det givet - som Dig - at mindes Noget af deres forrige Tilværelse."

"Jeg forsikrer Dig," svarte jeg, at det gaaer mig saaledes: det forekommer mig virkelig at være første Gang, jeg befinder mig i Verden."

"Og dog" gjentog han: har Du allerede været her fire Gange tilforn.”

„Det er fire Gange tiere, end jeg veed af!" raabte jeg; men denne Passiar er ellers moersom nok. Hvordan monstroe jeg faae ud første Gang, jeg gik her paa denne forunderlige Klode?"

"Jeg vil forsøge," sagde han, om jeg kan udfinde det."

Derpaa fremtog han en Bog med chaldæist Skrivt, faae verelviis i den og paa mit Ansigt, og efter nogen

Grublen lukkede han den sammen og sagde: „første Gang faae Du Lyset ved Bredden af Tigris om jeg ellers læser ret og fortjente dit Bred som Jubals Bælge

--

"

„Aha!" afbrød jeg, derfra har jeg rimeligviis min Lyst til Musik; nu, anden Gang?"

,,Var Du Nimrods Jægerdreng."

"

Ingen Skofer, Deres Velærværdighed!" raabte jeg; hvorfor stifler De paa min Jagtlyst? Det er dog ikke værre at dræbe Dyr, end Mennesker? At skyde et vildt Dyr, er vel ikke større Synd, end at slagte et tamt? Skulde det være mere grusomt at sætte en Kugle gjennem Hjertet af en Hjort, end at skjære Halsen over paa et Lam, der slikker den myrdende Haand, at koge Krebs levende, og rive Lungen af en kalkunst Hane? Men jeg mærker, at De hører til de følsomme Sjæle, der græde over en død Ræv, og juble over et Felotslag, hvori mange tusinde Mennesker myrdes og lemlæstes naa videre!"

"

"Tusinde Aar derefter" vedblev han fremstod Du i Grækenland, som Svend hos Amphion."

"Det var en dygtig Muurmester, fagde jeg; „han brugte hverken Skee eller Vaterpas; men alene Munden og Liren: alligevel kom Stene og Stolper dansende, og ordnede sig selv til en Muur om den berømte Stad Theben. Det var en Kunst Skade, at jeg nu ganske har

forglemt den! med mindre din Fiction er en af de nu saa yndede Allegorier; thi Luftcasteller kan jeg bygge saa godt som Nogen.

"Fjerde Gang" sagde Willibrod „var Du en flotft Druide."

"Rigtigt!" 'gjenmælede jeg, deraf kan jeg forklare mig min Forkjerlighed for den højlandske Kongeskjald. Men