Billeder på siden
PDF
ePub

saanærsom Rumsøe, om hvem han udlod sig med nogen Bitterhed.

"

[ocr errors]

og

"Han har faaet en stor Forandring" sagde han. Engang prækede han ikke andet end Fornuft og Moral; men nu foragter han Moralen og fordømmer Fornuften. Han er ellers min Amtsprovst maae De vide saa hovmodig som nogen Pave. Jeg kom for Skade, paa et Brev at titulere ham blot højærværdig; men det varede iffe længe, inden vi fik et Circulær, i hvis Convolut - der havde været brugt til ham selv stod Højædle og Højærværdige. Jeg veed, han tilgiver mig det aldrig; thi hans Hævngjerrighed er saa stor, at den kun kan sammenlignes med hans Gjerrighed. Jeg vil allene fige Dem, at han ikke antager Nogen til Synsmand, med mindre han forærer ham et Slagtehoved, eller lover at dele Gebyrerne med ham; og at han sælger Skoleembeder til den Højstbydende."

Da jeg fornam, at den gamle Mand kom mere og mere i Harnist, vilde jeg bringe en anden Materie paa Bane, og spurgte: om han endnu fik sig en Lombre?

Men ogsaa her var jeg uheldig. Et langttrukket Nej sagde mig, hvormeget han savnede et Morskab, der selv for den, som ikke fortjener Navn af Spiller, kan vorde en trængende Nødvendighed.

I min Forlegenhed for et behageligere Æmne, fastede jeg mine Dine ud af den aabenstaaende Haugedør, og faae tvende sælsomme Skiffelser nærme sig med langsomme, og afmaalte Trin. Den ene var en liden, meget alderstegen Mand, hvis lange, ftride, graalighvide Skjæg skjulte det meste af hans indskrumpede Ansigt. Paa Hovedet har han ligesom et Taarn af mange forskjelligt farvede Parykker; hans magre Krop indhylledes af et Klædemon, der havde megen

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VII.

15

[ocr errors]

Lighed med en Præstekjole; den var nemlig knappet foran fra Halsen og ligened til Fedterne, men lappet med Klude af alle mulige Couleurer. Den anden saae ud til at være af Mitdelalder; han bar et lige saa stærkt Skjæg, men ganske sort, samt korte Klæder af mørke Farver, men luvslidte og med Huller for Knæer og Albuer.

Man kunde ikke miskiende dem begge for Vanvittige; og min Hukommelse sagte mig snart, at den Ene var hiin „Gale Bertel," som jeg fordum havde feet i Klintekirken. —

[ocr errors]

De standsede uden for Døren; den Yngre hilsede fors nemt med Haanden, og holdt derpaa med Pathos og sære Fagter følgende Tale: "Mine Herrer og Damer! De seer her for dem de tvende vor Tidsalders største Philosopher han det forrige Aarhundredes, og jeg det nærværendes. Dette er den store Kant, som smeddede Vaaben for Tænkes kraften, og jeg er Ofen som bruger dem. som bruger dem. Den preusfiske Konge har viist mig i Landflygtighed, fordi han frygtede, at jeg skulde stede ham fra Tronen. Intet havde været mig lettere, men jeg nedlader mig ikke til flige maating, som et Smule Kongerige. De maae vide: jeg er istand til at skabe ligesaamange Verdener, som min Forgænger her Systemer, og det allene ved min Aands og min Villies store Magt. Da De nu ved en consequent Ideerække let ville kunne indsee, at jeg kan frembringe disse Verdner saa store som jeg behager: saa kunne De ligesaalet begribe, at denne Verden er mig for liden og i det Hele iffe indrettet efter philosophiske Grundsætninger. Den skal følgelig tilintetgjøres; og jeg er nu paa Rejsen til Bergen for at iværksætte dette. De veed af Niels Klim, at der er en Nedgang til Underverdenen. Jeg stiger derned, og sprænger hele Kloden som en Bombe, ved en eneste simpel

Syllogisme, og splitter den ad i alle de Atomer, af hvilke den Stymper Xeno engang har sammenflikket den.“

Under Fremsigelsen af denne ultrametaphysiske Tale, havde den gamle Mand bestandig skottet til ham, nu og da leftet paa Skuldrene, og smilet, som om han ynkedes over sin Medfølgers Galskab; men ved Slutningen fremtraadte bag ved dem en hvidklædt qvindelig Skikkelse, i hvilken jeg strar gjenkjendte hiin Skyttefone, som Almuen betitlede med genavnet Heren.

"Hvad vil I her? vil I hjem!" sagde hun, og løftede truende et Riis ivejret.

Ved dette Tilraab vendte Begge sig hurtig, toge hver andre under Armen, og traskede henud ad Haugeporten; Kjerlingen bagefter.

De vare fun komne nogle faa Skridt bort, førend Præsten slog Hænderne sammen, og raabte:

„Min lille Himmeriges Part! det var Vang; nu fjender jeg ham paa Gangen."

Therese udstødte et Skriig, og sprang omkring ham hen til Mariane. Hun sad ubevægelig, med Nakken lænet mod Bagslaget af Stolen. Præsten raabte paa Vand. Jeg greb hendes Haand

Øjnene brustne flaae

-

--

den var fold og slap

hendes skjønne Hjerte havde ophørt at

og at sørge.

Hun maae allerede strax have kjendt den Ulykkelige, og i samme Djeblik være berørt af Dødens velgjørende Haand.

Begravelsen var forbi; de faa Indbudne bortrejste. Vi havde endnu faa meget tilbage af Dagen, at jeg kunde opfylde min dybtsørgende Hustrues Dnske: endnu engang at besøge hiin Kirke, hvor vi allerførst saae hverandre. Begge vore Sønner, begjerlige efter at see Vesterhavet, ledsagede os.

nær.

Klintekirken var nu fit Fald eller Nedbrydelse ganske Den var sunken dybere ned i den sandige Grund. Revnerne havde udvidet sig; Taget var næsten heelt afblæst. Ingen Gudstjeneste holdtes mere, den næste Storm vilde sandsynligen nedrive den smalle Sandvold, som der endnu var imellem Gavlen og Bølgernes Vælde.

Det var fuldkomment Havblik; Vandfladen, saavidt Synet rakte, blank og lysblaa som den skyfri Himmel. Kun tæt udenfor mærkedes en svag og langsom Bevægelse frem og tilbage langs hen med Strandbreden og med en Rislen ikke stærkere, end Bækkens over fmaastenig Grund. — Therese og jeg satte os paa Brinken. Hendes Haand hvilte i min, hendes Dine paa vore Børn, der ivrigen ledte efter Rav nede ved Havstokken, og allerede lode til at have grædt deres sidste Taarer for den fjere Hedenfarne.

Vi sade i Taushed; vore Tanker fandt ingen Ord. Først da Solen havde tilsmilet Verden sit sidste Farvel, forlode vi den øde Egn, som ved glade og sørgelige Minder bliver os uforglemmelig.

For

Gyldholm.

En Middagsdrøm.

or en Snees Aar siden gik jeg en smuk Midsommersdag paa Andejagt.

En halv Fjerdingvej fra mit Hjem var en Mose, der paa tre Sider omgav en lille Holm; paa Spidsen af denne søgte jeg ud, eftersom jeg herfra bedst kunde bestryge Gangene.

Da Jagten var forbi, begav jeg mig hen til en midt paa Holmen staaende Høstak, for at nyde Hvile og Ves derqvægelse, og forefandt der Bonden, vor Naboe, som, uagtet Hundens Halsen og den hyppige Skyden, havde faaet sig en rolig Middagsluur í Stakken. Ved min Ankomst vaagnede han; men da jeg tog Plads ved hans Side, blev han endnu siddende lidt, for at slaae en Sladder af.

Efterat denne i nogen Tid havde drejet sig om Hverdagsting, spurgte han mig: „om jeg vidste, hvad denne Holm engang havde været?"

Jeg svarte Nej.

"Da har her," sagde han, "staaet en Herregaard, som de kaldte Gyldholm. Min Bedstefader har fortalt

« ForrigeFortsæt »