Billeder på siden
PDF
ePub

saanærsom Rumsøe, om hvem han udlod fig med nogen Bitterhed.

Han har faaet en stor Forandring" fagde han. „Engang præfede han iffe andet end Fornuft og Moral; men nu foragter han Moralen og fordømmer Fornuften. Han er ellers min Amteprovst

maae De vide

og faa hovmodig som nogen Pave. Jeg kom for Sfade, paa et Brev at titulere bam blot bøjærværdig; men det varede iffe længe, inden vi fik et Circulær, i hvis Convolut – der havde været brugt til ham selv stod Hojædle og hojærværdige. Jeg veed, han tilgiver mig det aldrig; thi hans Hævngjerrighed er faa ftor, at den kun fan sammenlignes med hans Gjerrighed. Jeg vil allene fige Dem, at han iffe antager Nogen til Synsmand, med mindre han forærer bam et Slagtehoved, eller lover at dele Gebyrerne med bam; og at han sælger Skoleembeder til den Højftbydende..

Da jeg fornam, at den gamle Mand kom mere og mere i Harnist, vilde jeg bringe en anden Materie paa Bane, og spurgte: om han endnu fit fig en Combre ?

Men ogsaa her var jeg ubeldig. Et langttruffet Nej sagde mig, hvormeget han savnede et Morsfab, der selv for den, som iffe fortjener Navn af Spiller, kan vorde en trængende Nødvendighed.

3 min Forlegenhed for et behageligere Emne, faftede jeg mine Dine ud af den aabenstaaende Haugebør, og faae tvende fælsomme Sfiffelser nærme sig med langsomme, og afmaalte Trin. Den ene var en liden, meget alderstegen Mand, hvis lange, ftride, graalighvide Sfjæg stjulte det meste af hans indskrumpede Ansigt. Paa Hovedet bar ban ligesom et Taarn af mange forskjelligt farvede Parykker; hans magre Krop indbydledes af et Klædemon, der havde megen S. S. Blicher. Gamle og nye hoveder. VII.

15

lighed med en Præstefjole; den var nemlig knappet foran fra Halsen og ligened til Fedterne, men lappet med Klude af alle mulige Couleurer. Den anden saae ud til at være af Mirdelalder; han bar et lige faa ftærkt Stjæg, men ganske fort, samt forte Klæder af mørke farver, men luvs slidte og med Huller for Knæer og Albuer.

Man kunde iffe misfjende dem begge for Vanvittige; og min Hukommelse sagte mig snart, at den Ene var hiin „Gale Bertel," som jeg fordum havde feet i Klintekirken. —

De ftandsede uden for Døren; den Yngre hilfede fors nemt med Haanden, og holdt derpaa med Pathos og fære Fagter følgende Tale: „Mine Herrer og Damer! De seer her for dem de tvende vor Tidsalders største Philosopher - ban det forrige Aarhundredes, og jeg det nærværendet. Dette er den store Kant, som smeddede Vaaben for Tænfekraften, og jeg er Dfen – som bruger dem. Den preuss fifte Konge bar viist mig i landflygtighed, fordi han frygtede, at jeg ffulde ftede ham fra Tronen. Intet bande været mig lettere, men jeg nedlader mig iffe til slige Smaas ting, som et Smule Kongerige. De maae vide: jeg er istand til at skabe ligesaamange verdener, som min For: gænger her Systemer, og det allene ved min Aands og min Villies store Magt. Da De nu ved en consequent 3dee: ræffe let ville kunne indsee, at jeg kan frembringe disse Verdner saa store som jeg behager: saa kunne De ligesaalet begribe, at denne verden er mig for liden og i det Hele iffe indrettet efter philofopbifte Grundsætninger. Den fta! følgelig tilintetgjøres; og jeg er nu paa Rejsen til Bergen for at iværksætte dette. De veed af Niels Klim, at der er en Nedgang til Underverdenen. Jeg stiger derned, og sprænger bele Kloden som en Bombe, ved en eneste simpel

Syllogisme, og splitter den ad i alle de Atomer, af hvilfe den Stymper Xeno engang har sammenfliffet den...

Under Fremsigelsen af denne ultrametaphysiske Tale, havde den gamle Mand bestandig slottet til bam, nu og da leftet paa Sfuldrene, og smilet, som om han ynfedes over fin Medfølgers Galstab; men ved Slutningen frem: traadte bag ved dem en hvidklædt qvindelig Stiftelse, i hvilken jeg strar gienfjendte hiin Skyttefone, som Almuen betitlede med Dgenavnet Heren.

„Hvad vil 3 her? vil I hjem!" sagde hun, og løftede truende et Riis ivejret.

Ved dette Tilraab vendte Begge fig hurtig, toge hver: andre under Armen, og traffede benud ad Haugeporten; Kjerlingen bagefter.

De vare kun fomne nogle faa Skridt bort, forend Præsten slog Hænderne sammen, og raabte:

, Min lille Himmeriges Part! det var Vang; nu fjender jeg ham paa Gangen."

Therese udstødte et Sfriig, og sprang omkring bam ben til Mariane. Hun fad ubevægelig, med Naffen lænet mod Bagslaget af Stolen. Præsten raabte paa Band.

3eg greb hendes Haand -- den var fold og slap Dinene brustne hendes stjønne Hjerte havde opbort at slaae og at forge. - Hun maae allerede strar have fjendt den Ulyffelige, og i samme Djeblik være berørt af Dodens velgjørende Haand.

Begravelsen var forbi; de faa Indbudne bortreiste. Vi havde endnu faa meget tilbage af Dagen, at jeg kunde opfylde min dybtsorgende Hustrues Duffe: endnu engang at besøge hiin Kirke, hvor vi allerførst saae hverandre. Begge pore Sønner, begjerlige efter at fee Befterhavet, ledsagede os.

Klintekirken var nu fit Fald eller Nedbrydelse ganste nær. Den var funfen dybere ned i den sandige Grund. Revnerne havde udvidet fig; Taget var næsten beelt afblæst. Ingen Gudstjeneste holdtes mere, den næste Storm vilde sandsynligen nedrive den smalle Sandvold, som der endnu var imellem Gavlen og Bølgernes Vælde.

Det var fuldkomment Havblik; Vandfladen, saavidt Synet rafte, blant og lysblaa som den styfri Himmel. Kun tæt udenfor mærkedes en svag og langsom Bevægelse frem og tilbage langs ben med Strandbreden og med en Riglen iffe ftærkere, end Bæffens over fmaastenig Grund. Therese og jeg satte og paa Brinfen. Hendes Haand hvilte i min, hendes Dine paa vore Børn, der ivrigen ledte efter Rav nede ved Havstoffen, og allerede lode til at have grædt Deres sidste Taarer for den fjere Hedenfarne.

Vi sade i Taushed; bore Tanfer fandt ingen Drd. Først da Solen havde tilsmilet Verden sit sidste Farvel, forlode vi den øde Egn, som ved glade og sørgelige Minder bliver og uforglemmelig.

Guldbolon.

En Middagsbrøm.

For

or en Snees Aar siden gik jeg en smuk Midsommergdag paa Andejagt.

En halv Fjerdingvej fra mit Hjem var en Mose, der paa tre Sider omgav en lille Holm; paa Spidsen af denne føgte jeg ud, eftersom jeg herfra bedst kunde bestryge Gangene.

Da Jagten var forbi, begav jeg mig hen til en midt paa Holmen staaende Hostaf, for at nyde Hvile og Ves derqvægelse, og forefandt der Bonden, vor Naboe, fom, uagtet Hundens Haisen og den hyppige Skyden, havde faaet sig en rolig Middagsluur i Staffen. Ved min Anfomst vaagnede ban; men da jeg tog plads ved hans Side, blev han endnu fiddende lidt, for at slaae en Slads der af.

Efterat denne i nogen Tid havde drejet fig om Hver: dagsting, spurgte han mig: om jeg vidste, hvad denne Holm engang havde været ?.

Jeg svarte Nej.

„Da har her,« sagde ban, nstaaet en Herregaard, som de faldte Gylo holm. Min Bedstefader har fortalt

« ForrigeFortsæt »