Billeder på siden
PDF
ePub

Dage, virfede paa mit Hjerte fom Toner af en fordums Yndlingsmelodie, der efter mange Aars Mellemrum gjenvæffe de længe indslumrede følelser. Men Erindringen fremtryller alle hine Begivenher i et mildere og yndefuldere Lys, og

hvis dette Udtryf tilfredsstiller ligestemte Sjele -- i biint mattere, men venlige Morgenstjær, der viser os Gjen: ftandene, uden at blænde vort omsvævende Blit.

Vi berede, som paa hiin Rejse, i Coloniebyen; og hele Natmandsfejden stod levende for mig. Den samme Krofone var endnu til, og jeg erfyndigede mig strar om Heltinden, den lange Margrethe, der havde havt en saa afgjørende Indflydelse paa min og min Thereses Stjæbne.

Hun er i Viborghuset" bed det.

Saaledes benævner Almuen artigen og ffaansomt en Bolig, der ligesaavel fan ansees som et Afyl for Trang og Alderdom, som for en Straffeanstalt for Lovens modts villige Overtrædere.

Det næste Sted, der opfriskede gamle Erindringer, var Landsbyen, hvor det forbenbestrevne Bontebryllup holdtes. Gildegaarden var den første, vi fom til; jeg gjenfjendte den ftrar, Therefe ligesaa.

Hos os begge opstod paa eengang det Ønske, at for: nye vort Befjendtskab med hine ægtefolk, med hvem vi dengang saa heldigen byttede Klæder og Roller. At, du mægtige Tid! hans aldrende Ansigt og frummede Ryg vids nede om dine ustandselige Birkninger.

Bi spurgte om hans kone: „bun havde været deb og borte for flere Aar siden.“

Vi spurgte om hans Bern: han viste paa en fraftfuld Ungkarl, og tvende blomstrende Piger. 3eg pludsede. Det forefom mig som noget utroligt, saa længe tyftes mig – kunde han umulig have været gift; Brylluppet ftob jo for

ftaffet fiben sfulde det virkelig nu være to og tyve Aar? Hvor ere de blevne af? Jeg faae til mine egne Børn – et Suf undslap mig jeg lod fjore videre. – Hift var Strædet, hvor Mænd og Karle brødes om den formeentlige Brudgom - der stod Huset, hvor jeg mødtes med min bondeflædte Brud.

Jeg lagde min Haand paa min Hustrues Sfulder, pegede derhen, og hviskede: „Therese, fan Du Juste ?"

Fun tog min Haand, tryffede den mod sin Barm, og smilede mildeligt som Solen i Host.“

Bejen herfra til Langebæl git iffe om ab Solholm, og havde den end gjort det, jeg vilde dog taget en anden for Frøken Sonnenthals Sfyld. Alligevel, erindrede jeg, funde man berfra fee de jaafaldte Solholms Torveskruer, og længe have dem i Sigte. Det undrede mig derfor, at jeg, uagtet Luftens Klarhed, slet ikke funde faae Die paa dem. Gruns den, som jeg ficen erfarede, var denne: at den nuværende Ejer havde nedbrudt dem, for at gjøre deres Blytag i Penge. Men jeg maae her gaae noget tilbage i Tiden.

lidet over to dar efter mit Giftermaal dode Baronen. Det fandt sig tvertimod Ades Forventning, at hans Gjæld var faa stor, at Gaard og Gods maatte sælges.

Hiarum, som trolig havde hjulpet til at forarme bam og berige sig selv, blev Kjøber, og ægtede hans Maitresse Jomfru Urold, der paa sin Side ligeledes havde pluffet ham dygtig. Baronessen forlod det Sted, hvor hun havde henlevet saa mange Rummers Aar, og bosatte sig med Dattes ren i Viborg. Men iffun to Par overlevede hun sin uværs dige ægtefælle. Frofen Sonnenthal valgte nu, til min Rones store Glæde, vort þuus til fremtidigt Opholdssted, og blev en anden Moder for mine to Dottre, hvem hun

ej allene underville, men ogsaa indgjøb sin egen rene Kjers lighed til Gud og Dyden.

De vare allerede begge lykkelig gifte. Deres Dps dragerinde, hvió Stjonbed, som iffe tabte ved urtryffet af ftille Tungsind, i forbindelse med hendes fortræffelige Egenffaber, i de første Aar af hendes Dphold hos og forstaffede bende flere fortrinlige Tilbud, afflog dem alle.

Det er let indfeet, at et saadant Hiertes første Kjers lighed ogsaa maatte vorbe den fiofte. – Langt fra ifte for fin Fornøjelse, men fordi hun iffe kunde stilles fra fin Ungdoms Beninde, gjorde hun denne Rejse med, ledet af Skjæbnens usynlige Styrer til Maalet for fine jordiste Lis delser og konnen for det store Taalmod, med hvilket bun bar dem.

Vi rullede ind i Langebæk Præftegaard. 3 tre eller fire Aar havde vi slet Intet bort berfra, og vidste blot, at han endnu var ilive. En Tjenestepige traadte ud i Døren.

„Er de selv hjemme?“ spurgte jeg.
„Præsten er inde løb Svaret. Bi ftode af.

Hun vifte og ind i Haugestuen, der nu tillige var Studeerfammer.

Der sad den gamle Mand i en højrygget Lænestol, med fin Pibe i Munden og sin Bibel foran sig; i Haonden bolot han et Forstørrelsesglas: bm!" sagde han for sig felv hvem har vi der? — Nyt, fom fiælden steer –

- længe imellem Ingen seer til ham."

3midlertid bævede han fig langsomt, og tiltalte os med et: „Velkommen de gode Benner: vil De fige mig, bvem De er? for Synet slaaer mig feil nu.“

Jeg sagde ham det.
Et Smiil opflarede Didingens mørke Aasya; ban

[ocr errors]

fajtede Piben og Glasset, og udstrakte fine ftiælvende Hæn: der, dem vi grebe med inderlig Rørelse.

„Herre Gud!" sagde han, ofte afbrudt af Graad, o mine elskelige venner! saa seer jeg Dem da endnu engang, før jeg skal heden vandre hvorledes lever De ?

Det er saa længe længe siden jeg er faa ene, mine Njere!

Ane! fiig til Jomfruen, hun ffynder sig med noget til de fremmede - det Bedste, hun bar - De bliver dog hos mig nogle Dage? Sæt Dem, sæt Dem! lad os nu snakke lidt!

Vi toge Sæbe omkring bam, men vare alt for bevægede til at kunne fremføre andet, end forte og usammen: bængende Spørgómaal om hans og hans Kones Befindende.

„Min Rone!" suffede han, og foldede fine magre Hænder, wmin Christiane! Det er tre Aar fideu hun forlod mig Herren tog bende hans Vilie er den bedste

men jeg er saa ene saa ene i min boje Alderdom

Hænderne faldt ned paa hans Stjød Taarer tril lede over hans rynfede Kinder.

Dg virkeligt ved at fafte et Die omtring i Bærelset, sporede jeg lettelig, at hun var borte: jeg savnede hiin Penbed og Orden, ved hvilke en god Hustru gjør Hjemmet endnu fjerere. Det ffulde været i hendes Tid, at Edber: kopperne ustraffede havde vovet at udspænde deres Garn i Krogene, eller Stevet blevet liggende i Vindueskarmene, eller Fuller paa Stolebetræf eller et Kivt i Gardinerne forblevne ustoppede!

Der paafulgte for nogle Djeblit en uhyggelig Tausheb. Jeg vilde bryde den, men gjorde det paa en Maade, der atter fornyede Erindringen om bedre Dage:

Gjør De endnu noget af Musifen ?.. spurgte jeg temmelig tankeløst; men opdagede i det samme Violoncellen

[ocr errors]

i en Krog af Bærelset; dens Strenge vare borte saanær som Bassen.

Det gaaer mit Instrument som det gaaer mig feld" svarede han, vi har kun een Streng, som holder; min brister vel først, vil jeg haabe nej! jeg bar iffe rert den derhenne, siden min Christiane dobe. Der ere ftjønnere Toner, jeg nu længes efter at here; min Sjel fornemmer dem allerede i sine stille Timer."

Atter et Dphold. Jeg følte nu, at jeg maatte føre Tanterne ud af det iffun med forgelige Minder opfyldte Huus ; og ved at lede Samtalen hen paa fordums Venner og Rjendinge i Egnen, lykkedes det mig efter baanden at frembringe en mindre vemodig Stemning, ihvorvel mange af de Efterspurgte iffe mere vantrede paa Jorden. Blantt disse var ogsaa Dlogransferen Kammeraad Urold.

Det er snart ti Aar, siden ban blev bøjlagt," for: talte Præsten.

Jeg funde ikke andet, end smile ved dette ægte oldnor: diffe Udtryk, som jeg ansaae for figurligt.

130 virkelig!“ vedblev han, wret bojlagt, i selve Luushoj, fom, siden vi omgravede den, som De nof buffer, er benævnet sommetider Harpegrethed Hej, og sommetider Langmagrethes Hoj. Forst havde han bestemt, at hans Liig skulde brændes, og Affen deels fastes i Havet, og deels blandes med Kong Haddinge. Men da han siden fom i Tanfer om, at den Stif at begrave Ligene ubrændte var ældre, fulgte han denne; dog med den udtryffelige Betins gelse, at de fongelige Levninger stulde nedsættes ovenpaa hans Kiste.

Da jeg spurgte om hans fordums herredsbrødre, berettede han mig, at de vare enten døde eller bortflyttede,

« ForrigeFortsæt »