Dage, virkede paa mit Hjerte som Toner af en fordums Yndlingsmelodie, der efter mange Aars Mellemrum gjenvække de længe indslumrede Følelser. Men Erindringen fremtryller alle hine Begivenher i et mildere og yndefuldere Lys, og

hvis dette Udtryk tilfredsstiller ligestemte Sjele - i hiint mattere, men venlige Morgenskjær, der viser os Gjenstandene, uden at blænde vort omsvævende Blik.

Vi berede, som paa hiin Rejse, i Coloniebyen; og hele Natmandsfejden stod levende for mig. Den samme Krokone var endnu til, og jeg erfyndigede mig strar om Heltinden, den lange Margrethe, der havde havt en saa afgjørende Indflydelse paa min og min Thereses Skjæbne.

„Hun er i Viborghuset" had det.

Saaledes benævner Almuen artigen og skaansomt en Bolig, der ligesaavel kan ansees som et Asyl for Trang og Alderdom, som for en Straffeanstalt for Lovens modts villige Overtrædere.

Det næste Sted, der opfriskede gamle Erindringer, var Landsbyen, hvor det forhenbeskrevne Bondebryllup holdtes. Gildegaarden var den første, vi kom til; jeg gjenkjendte den strax, Therese ligesaa.

Hos os begge opstod paa eengang det Ønske, at for: nye vort Bekjendtskab med hine Ægtefolk, med hvem vi dengang saa heldigen byttede Klæder og Roller. Ak, du mægtige Tid! hans aldrende Ansigt og krummede Ryg vids nede om dine ustandselige Virkninger.

Vi spurgte om hans Kone: „hun havde været død og borte for flere Aar siden."

Vi spurgte om hans Børn: han viste paa en kraftfuld Ungkarl, og tvende blomstrende Piger. forekom mig som noget utroligt, faa

Jeg studsede. Det længe tyftes mig

kunde han umulig have været gift; Brylluppet stod jo for

stakket siden

et Suk undslap mig

skulde det virkelig nu være to og tyve Aar? Hvor ere de blevne af? Jeg saae til mine egne Børn jeg lod fjøre videre. Hist var Strædet, hvor Mænd og Karle brødes om den formentlige Brudgom - der stod Huset, hvor jeg mødtes med min bondeklædte Brud.

Jeg lagde min Haand paa min Hustrues Skulder, pegede derhen, og hviskede: "Therese, kan Du huske?" Hun tog min Haand, trykkede den mod sin Barm, og smilede mildeligt som Solen i Høst.“

Vejen herfra til Langebæk gif ikke om ad Solholm, og havde den end gjort det, jeg vilde dog taget en anden for Frøken Sonnenthals Skyld. Alligevel, erindrede jeg, kunde man herfra see de saakaldte Solholms Torveskruer, og længe have dem i Sigte. Det undrede mig derfor, at jeg, uagtet Luftens Klarhed, slet ikke kunde faae Dje paa dem. Grun den, som jeg siren erfarede, var denne: at den nuværende Ejer havde nedbrudt dem, for at gjøre deres Blytag i Penge. Men jeg maae her gaae noget tilbage i Tiden.

Lidet over to Aar efter mit Giftermaal døde Baronen. Det fandt sig tvertimod Alles Forventning, at hans Gjæld var saa stor, at Gaard og Gods maatte sælges.

Hiarum, som trolig havde hjulpet til at forarme ham og berige sig selv, blev Kjøber, og ægtede hans Maitresse Jomfru Urold, der paa sin Side ligeledes havde plukket ham dygtig. Baronessen forlod det Sted, hvor hun havde henlevet saa mange Kummers Aar, og bosatte sig med Dattes ren i Viborg. Men ikkun to Aar overlevede hun sin uværdige Ægtefælle. Frøken Sonnenthal valgte nu, til min Kones store Glæde, vort Huus til fremtidigt Opholdssted, og blev en anden Moder for mine to Dettre, hvem hun

ej allene underviste, men ogsaa indgjød sin egen rene Kjers lighed til Gud og Dyden.

De vare allerede begge lykkelig gifte. Deres Ops dragerinde, hvis Skjønhed, som ikke tabte ved Udtrykket af stille Tungsind, i Forbindelse med hendes fortræffelige Egenskaber, i de første Aar af hendes Ophold hos os forskaffede hende flere fortrinlige Tilbud, afflog dem alle.

Det er let indseet, at et saadant Hjertes første Kjerlighed ogsaa maatte vorde den sidste. Langt fra iffe for fin Fornøjelse, men fordi hun ikke kunde skilles fra fin Ungdoms Veninde, gjorde hun denne Rejse med, ledet af Skjæbnens usynlige Styrer til Maalet for fine jordiske Lis delser og Lønnen for det store Taalmod, med hvilket hun bar dem.

Vi rullede ind i Langebæk Præstegaard. I tre eller fire Aar havde vi flet Intet hørt herfra, og vidste blot, at han endnu var ílive. En Tjenestepige traadte ud i Døren.

„Er de selv hjemme?“ spurgte jeg.

„Præsten er inde" lød Svaret. Vi stode af.

Hun viste os ind i Haugestuen, der nu tillige var Studeerkammer.

Der sad den gamle Mand i en højrygget Lænestol, med sin Pibe i Munden og sin Bibel foran sig; i Haanden holdt han et Forstørrelsesglas: „hm!“ sagde han for sig selv hvem har vi der? Nyt, som sjælden skeer — længe

Ingen seer til ham."

Imidlertid hævede han sig langsomt, og tiltalte os med et: Velkommen de gode Venner: vil De fige mig, hvem De er? for Eynet slaaer mig feil nu."

Jeg sagde ham det.

Et Smiil opklarede Dldingens mørke Aasyn; han

kastede Piben og Glasset, og udstrakte sine skjælvende Hænder, dem vi grebe med inderlig Rørelse.

Det

"Herre Gud!“ sagde han, ofte afbrudt af Graad, "mine elskelige Venner! saa seer jeg Dem da endnu engang, før jeg skal heden vandre - hvorledes lever De? er saa længe længe siden jeg er saa ene, mine Kjere! Ane! fiig til Jomfruen, hun ffynder sig med Noget til de Fremmede det Bedste, hun har De bliver dog hos mig nogle Dage? Sæt Dem, sæt Dem! lad os nu snakke lidt!"

- Vi toge Sæde omkring ham, men vare alt for bevægede til at kunne fremføre andet, end korte og ufammenhængende Spørgsmaal om hans og hans Kones Befindende.

"Min kone!" fukkede han, og foldede fine magre Hænder, min Christiane! det er tre Aar siden hun forlod mig Herren tog hende hans Villie er den bedste

men jeg er saa ene

-

saa ene i min høje Alderdom Hænderne faldt ned paa hans Skjød

lede over hans rynkede Kinder.

Taarer tril

Og virkeligt ved at kaste et Dje omkring i Værelset, sporede jeg lettelig, at hun var borte: jeg savnede hiin Penhed og Orden, ved hvilke en god Hustru gjør Hjemmet endnu fjerere. Det skulde været i hendes Tid, at Edderkopperne ustraffede havde vover at udspænde deres Garn i Krogene, eller Støvet blevet liggende i Vindueskarmene, eller Huller paa Stolebetræk eller et Rivt i Gardinerne forblevne ustoppede!

Der paafulgte for nogle Øjeblik en uhyggelig Taushed. Jeg vilde bryde den, men gjorde det paa en Maade, der atter fornyede Erindringen om bedre Dage:

„Gjør De endnu noget af Mufifen?.. spurgte jeg temmelig tankeløst; men opdagede i det samme Violoncellen

i en Krog af Værelset; dens Strenge vare borte saanær som Bassen.

jeg har iffe rørt

"Det gaaer mit Instrument som det gaaer mig selv. svarede han, vi har kun een Streng, som holder; min brister vel først, vil jeg haabe - nej! den derhenne, siden min Christiane døde. Der ere skjønnere Toner, jeg nu længes efter at here; min Sjel fornemmer dem allerede i fine stille Timer."

Atter et Ophold. Jeg følte nu, at jeg maatte føre Tankerne ud af det ikkun med sørgelige Minter opfyldte Huus; og ved at lede Samtalen hen paa fordums Venner og Kjendinge i Egnen, lykkedes det mig efterhaanden at frembringe en mindre vemodig Stemning, ihvorvel mange af de Efterspurgte iffe mere vandrede paa Jorden. Blandt disse var ogsaa Oldgranskeren Kammeraad Urold.

-"Det er snart ti Aar, siden han blev højlagt," for: talte Præsten.

Jeg kunde ikke andet, end smile ved dette ægte oldnordiske Udtryk, som jeg ansaae for figurligt.

"Jo virkelig!" vedblev han, ret højlagt, i selve Luushoj, som, siden vi omgravede den, som De nok husker, er benævnet sommetider Harpegrethes Hej, og sommetider Langmagrethes Høj. Forst havde han bestemt, at hans Liig skulde brændes, og Asken deels kastes i Havet, og deels blandes med Kong Haddings. Men da han siden kom i Tanker om, at den Skik at begrave Ligene ubrændte var ældre, fulgte han denne; dog med den udtrykkelige Betins gelse, at de kongelige Levninger skulde nedsættes ovenpaa hans Kiste."

Da jeg spurgte om hans fordums Herredsbrødre, berettede han mig, at de vare enten døde eller bortflyttede,