Billeder på siden
PDF
ePub

over den elskede Broder mildnet og opklaret af Haabets Sol. Ogsaa skjulte vi for hende hans fortvivlede Be slutning; hun vidste ikke andet, end at han var rejst til Kjøbenhavn, for der at søge Ansættelse eller Bes fordring. Ligesaalidet erfarede hun, hvo der var hans Moder.

Om Baronen fjendte den hele Hemmelighed, veed jeg ikke; men troligt er det. Hans ædle Hustru kom ingensinde til Kundskab om samme; den var den eneste, som Datteren iffe deelte med hende.

Allerede den følgende Dag erholdt jeg Svar fra Thereses Fader, og det et saadant, som langt overgik vor Forventning; han indvilgede ganske uforbeholdent i vor Forbindelse, ja bestemte den endog til ottende Dagen der= efter. Hvad hertil bidrog, var ikke saameget den Rettighed, jeg havde erhvervet mig til Datterens Haand ved at udfrie hende af Røvernes Vold, ej heller min lykkelige Befordring, men meget mere en Uenighed, som pludselig var opstaaet mellem ham og Fialtring, idet denne vilde have det opsætsige Lyon ødelagt i Bund og Grund; Dyber derimod, hvis Handel for en stor Deel bestod i Silkevarer, paastod, at Silkevæverne og deres Værkstæder skulde skaanes.

Lyons Belejring blev en Medaarsag til min Lykke.

Smertelig var de to Veninders Skilsmisse. Den ene drog nu Opfyldelsen af Livets skjønneste Haab imøde; den anden, uden Haab for denne Verden, skulde, selv dybt nedbøjet af Skjæbnens tunge Haand, lette Byrden for en lidende Moder. Kjerlighedens Baand var sønderrevet nu maatte Venskabets ogsaa løses.

Aldrig var mit Hjerte ved nogen Affled saa blødt, som ved denne; først langt borte fra Langebæk kunde jeg hemme mine Taarers Lob. Jeg havde tabt en Ven tabt ham paa en Maade, der gjorde Tabet dobbelt smers teligt; og min Brud var løsrevet fra den ene af de Tvende, mellem hvilke hendes unge Hjerte var deelt.

Ofte bortfyssede mine Læber Taarerne fra hendes opsvulmede Tine, og ligesaa ofte frembrøde de paanye. Jeg forestillede hende, hvorledes Venskabet ved Skilsmissen dog ikke var opløst, at det ved Fraværelse snarere vilde knyttes end fastere, at stadig Brevverling jo funde vedlige holdes, ja glædeligt Gjensyn med Tiden haabes.

"

Aldrig i dette Liv“ hulkede hun, „jeg veed det: hun sørger sig i Graven,"

„Det veed Du ikke, kjereste Therese!" svarede jeg, ,,hun er stærkere, end Du troer; thi hun har Gud i fit Hjerte."

Da hun omsider var bleven nogenlunde rolig, gjorde jeg hende endvidere opmærksom paa: at den Lidendes Smerter altid forekomme den Bledhjertede og Deeltagende større, end de virkelig ere.

"Det kunde jeg aldrig holde ud" siger ofte den, som i lignende Forfatning vilde bære Ulykken med en Styrke, den hidtil ikke anede. Almindeligviis tiltroer Mennesket sig selv formeget, men stundom henfalder det til den modsatte Fejl.

Vort Bryllup blev fejret i Stilhed, og iffun i ganske faa Vieners Overværelse; vi bleve viede i Etuen. Vel havde vi begge ønsket, at denne Handling maatte være foretaget i Kirken; men vi maatte rette os efter min Svigers fader, der paa fin Nyfrankisk ansaae det for en blot borgerlig

[ocr errors]

Act, og gjerne skulde have ladet det beroe ved en simpel Notarialforretning, hvis en saadan havde været tilstrækkelig hjemlet i Lovene.

Den følgende Dag bleve vi, efter priselig Skik og Brug, pinte med Lykenskninger, og tilsidst overraskede med en saadan skrivtlig fra Baronen. Det er umuligt at drive Forstillelse videre: hans Brev var affattet i den artigste og muntreste Tone, og sluttede med en venskabelig Bebrejdelse, fordi vi ikke havde taget Afsked med ham, inden vi forlode Egnen. I en Efterskrivt tilkjendegav han sin Glæde over, at Pigerovet var mislykket, henkastende tillige et Vink, som sfulde lede os paa den Formodning, at Fialtring var den sandsfyldige.

-

Dette var spildt Umage; jeg kunde ikke vildledes. Min første Mistanke steeg derimod til moralsk Vished, da jeg erfarede, at han engang tilforn skulde have bortført en uffyldig Pige, som ikke paa almindelig Maade stod til at forføre. Da hun befandt sig i hans Vold, maatte hun falde; thi hvilke Midler skulde vel være for slette for faa samvittighedsløst et Menneske?

[ocr errors]

Man kan iffe antage dem bedre, end hans Redskaber. Thi, at han ved Thereses Bortførelse har betjent fig af Hiarum hvem han vel allene yndede, fordi han lignede ham selv i moralsk Fordærvelse samt af den fordrukne Jæger, derom fif hun ved nærmere Eftertanke rimelig Formodning; af den Ene hørte hun nemlig nogle Gange hiint characteristiske kalkunske Prust, og den Anden stank af Brændeviín.

Var dette faa, har Baronen endnu havt en anden

Aarsag til at befordre Morderens Flugt, end den han med tilsyneladende Aabenhjertighed betreede mig.

Det var dernæst meer end sandsynligt, at han tilforn ved lignende smukke Skjelmsstykker har brugt saavel hans forrige Boelskab, Heren, som ogsaa den agtværdige Natmandss qvind. Hvorledes skulde ellers denne have kjendt hiint Smuthul, hvor hun med saadan Sikkerhed søgte og fandt min Brud? Og hvorfor blev hun staaende herved og stræbte at standse al videre Underfegelse om Ophavsmanden.

Baron Sonnenthals topmaalte Nederdrægtighed blev mig ret indlysende, da jeg hørte den nysomtalte ulykkelige Piges Historie. Jeg forundredes over, at en saadan Forbrydelse kunde gaae saaledes af, uden Følger for Skurken, og uden at gjøre videre Opsigt.

Fortælleren, en Apotheker, og, som Dybers Svoger, een af Bryllupsgjæsterne, loe ret hjertelig, og meente, at Pigen vist nok selv havde fundet det raadelight at tie, og saavidt muligt dølge sin egen Skam.

„Baronen har flere Gange" hviskede han mig i Dret, faaet et vist Medicament i mit Apothek, og sikkert nok anvendt det med ønskelig Virkning."

Jeg gos, og takkede Forsynet, som havde frelst min Tberese fra den hartad uundgaaelige Fordærvelse.

Otte Dage derefter modtog Hovedstaden det lyksaligste Par inden dens Vold.

13. Gjensyn.

-

Solen skinnede flart den smukke Sommerdag, og satte den mangfoldigt afverlende Egn i livligste Lys: Amagermark og Eng, Krat og Kjer, Søe og Banke Alt gav et venligt Gjenskjær af Glandsen herovenfra; selve Hedepletterne og de lyngtakte Gravhøje vare mindre mørke; matte Glæs desglimt syntes at formilde deres sædvanlige skumle Udseende.

Men der var fun liden Færdsel paa Landevejen, ad hvilken vi nærmede os det gamle Viborg Viborg, som jeg nu gjenfaae første Gang efter meer end to og tyve Aars Forløb. Snabethingets forrige Herlighed var forbi; kun enkelte Ryttere og færre Vogne saaes der, hvor det fordum vrimlede af Ridende og Kjørende. Mine to Smaadrenge morede sig ved at lege Skjul med Stadens Taarne, der snart fremstege og snart forsvandt, alt eftersom den bolge: formige Vej førte os op paa Bakker eller ned i Dale.

Min Hustrue, som sad foran mig, havde rakt mig fin Haand over Bagslaget; Taarer, fremdrevne af mange Erindringer, perlede i hendes Dine. Mariane syntes hensunken i Tanker ved hendes Side; lange Suffe nu og da tilkjendegave Dybden og Smerten af de Minder, som beffjæfti= gede hende.

Anledningen til denne Rejse var min Svigerfaders Dødsfald, som indtraf Aaret iforvejen. Det blev en Nødvendighed for mig, selv at see Boets Fordringer inddrevne; saameget mere som hans efterladte betydelige Formue stod prioriteret i flere Skiftejurisdictioner, fornemmelig paa Solholms Gods. Saasnart altsaa mine Forretninger i Viborg vare tilende, kjørte jeg med min Familie didud, med den Bestemmelse at tage Ophold i Langebæk Præstegaard.

Synet af de Egne, hvor jeg havde tilbragt min Ungdoms skjønneste og for hele mit efterfølgende Liv saa vigtige

« ForrigeFortsæt »